Legislator Case Law & Legislation
200314L00505 DK

Betænkning over Forslag til lov om visse forbrugeraftaler og om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om beskatningen af pensionsordninger m.v.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 2003 220 Valid

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 220

Bilagsnr.

Titel

1

Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

2

Notat om resultatet af en panelundersøgelse vedrørende lovforslaget foretaget af et virksomhedspanel, fra justitsministeren

3

Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

4

Spm. 1 om de foreslåede undtagelser fra forbuddet mod telefonisk henvendelser, til justitsministeren

Spm. 2, om de foreslåede regler om uanmodede henvendelser også gælder spaminformationer, som popper op på pc’en f.eks. ved brug af søgemaskiner på nettet, til justitsministeren

Spm. 3 om adgangen for forbrugeren til at frabede sig uanmodede telefoniske henvendelser ved at lade sig notere på en liste i CPR-registeret (den såkaldte Robinsonliste), til justitsministeren

5

Henvendelse af 23/3-04 fra Bertmark A/S Danmark vedrørende udkast til ny forbrugeraftalelov

6

Spm. 4 om kommentar til henvendelse af 23/3-04 fra Bertmark A/S Danmark, til justitsministeren

7

Henvendelse af 17/4-04 fra Michael Andersen, Viby

8

Spm. 5 om kommentar til henvendelse af 17/4-04 fra Michael Andersen, Viby, til justitsministeren

9

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

10

Henvendelse af 23/4-04 fra Finansrådet

11

Spm. 6 om kommentar til henvendelse af 23/4-04 fra Finansrådet, til justitsministeren

12

Bilag tilbagetaget

13

Bilag tilbagetaget

14

Henvendelse af 3/5-04 fra IT-Brancheforeningen

15

Spm. 8 om kommentar til henvendelse af 3/5-04 fra IT-Brancheforeningen, til justitsministeren

16

Svar på spm. 1 om de foreslåede undtagelser fra forbuddet mod telefoniske henvendelser, fra justitsministeren

Svar på spm. 2, om de foreslåede regler om uanmodede henvendelser også gælder spaminformationer, som popper op på pc’en f.eks. ved brug af søgemaskiner på nettet, fra justitsministeren

Svar på spm. 3 om adgangen for forbrugeren til at frabede sig uanmodede telefoniske henvendelser ved at lade sig notere på en liste i CPR-registeret (den såkaldte Robinsonliste), fra justitsministeren

Svar på spm. 4 om kommentar til henvendelse af 23/3-04 fra Bertmark A/S Danmark, fra justitsministeren

Svar på spm. 5 om kommentar til henvendelse af 17/4-04 fra Michael Andersen, Viby, fra justitsministeren

Svar på spm. 6 om kommentar til henvendelse af 23/4-04 fra Finansrådet, fra justitsministeren

Svar på spm. 8 om kommentar til henvendelse af 3/5-04 fra IT-Brancheforeningen, fra justitsministeren

Ændringsforslag fra justitsministeren

17

1. udkast til betænkning

Betænkning over lovforslag 2003 220 Valid

Bilag 2

Et af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål 8 og ministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål nr. 8

»Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 3. maj 2004 fra IT-Brancheforeningen, jf. L 220 – bilag 14.«

Svar

I henvendelsen af 3. maj 2004 anfører IT-Brancheforeningen, at den foreslåede regulering af fortrydelsesretten er problematisk i forhold til digitale produkter, der bestilles og leveres via en mobiltelefon.

Om baggrunden herfor anfører foreningen, at fortrydelse af aftaler om disse produkter – f.eks. en ringetone, en adresseoplysning, et logo mv. leveret over mobiltelefonen – ikke giver mening, da det ikke rent teknisk er muligt at tilbagelevere produktet efter modtagelsen, idet der er tale om et digitalt og dermed kopierbart produkt.

Foreningen anfører videre, at dette problem ifølge det foreliggende lovforslag kan løses ved, 1) at leverandøren venter indtil fortrydelsesfristens udløb – dvs. 14 dage – før produktet leveres, eller 2) at leverandøren sørger for inden aftalens indgåelse at få forbrugerens samtykke til, at fortrydelsesretten bortfalder ved leveringen.

Om den førstnævnte løsning anfører foreningen, at produktet i givet fald ikke vil være interessant for kunden, da det leveres alt for lang tid efter bestillingen.

Vedrørende den sidstnævnte løsning anføres det, at forbrugerens samtykke vil kunne indhentes ved en korrespondance mellem parterne via SMS-beskeder, men at dette ikke er rentabelt for leverandøren i forhold til de lave priser, disse tjenester typisk udbydes til, ligesom der er risiko for, at kundeoplevelsen er negativ.

Efter foreningens opfattelse bør forbrugerens samtykke derfor kunne indhentes ved, at det i markedsføringsmaterialet – f.eks. en papirannonce eller en annonce på internettet – anføres, at når forbrugeren sender en SMS-besked for at bestille et produkt, giver den pågældende samtidig afkald på sin fortrydelsesret.

Det følger af artikel 6, stk. 1, i det generelle fjernsalgsdirektiv (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg), at der er pligt til at indføre en fortrydelsesret for fjernsalgsaftaler om ikke-finansielle tjenesteydelser, herunder aftaler om de ovennævnte digitale produkter. Dette gælder, uanset at tjenesteydelser efter deres karakter typisk ikke kan tilbageleveres.

Efter det generelle fjernsalgsdirektiv er der imidlertid samtidig adgang til at indføre en regel om, at fortrydelsesretten ved tjenesteydelser kun gælder, indtil udførelsen af tjenesteydelsen påbegyndes, hvis forbrugeren forinden har samtykket i, at udførelsen kunne påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, jf. direktivets artikel 6, stk. 3.

Denne bestemmelse gennemføres ved lovforslagets § 18, stk. 4, der viderefører den gældende forbrugeraftalelovs § 12, stk. 2.

Den problemstilling, IT-Brancheforeningen omtaler, gør sig således allerede gældende i dag og beror med andre ord på bestemmelser i det generelle fjernsalgsdirektiv.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det ikke være i overensstemmelse med direktivet, såfremt de erhvervsdrivende ensidigt kan »ophæve« fortrydelsesretten ved blot at anføre i markedsføringsmaterialet, at forbrugeren ved at bestille den pågældende tjenesteydelse samtidig giver afkald på fortrydelsesretten. Det ligger derimod i både den gældende og den foreslåede bestemmelse, at forbrugerens samtykke kan gives i parternes aftale, hvis forbrugeren samtidig er gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ophører, når udførelsen mv. påbegyndes.

Betænkning over lovforslag 2003 220 Valid

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 18. maj 2004

Betænkning

over

Forslag til lov om visse forbrugeraftaler og om ændring af lov om

forsikringsaftaler og lov om beskatningen af pensionsordninger m.v.

[af justitsministeren (Lene Espersen)]

1. Ændringsforslag

Justitsministeren har stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 31. marts 2004 og var til 1. behandling den 15. april 2004. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1440/2004 om revision af forbrugeraftaleloven. Betænkningen har været sendt i høring, og den 2. april 2004 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra

Michael Andersen, Viby,

Bertmark A/S Danmark,

Finansrådet og

IT-Brancheforeningen.

Justitsministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget

Bertmark A/S Danmark og

IT-Brancheforeningen.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 8 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Et af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Fortrydelsesretten i forhold til digitale produkter, der bestilles og leveres via en mobiltelefon

IT-Brancheforeningen har skriftligt og i et foretræde for udvalget gjort opmærksom på, at den foreslåede regulering af fortrydelsesretten er problematisk i forhold til digitale produkter, der bestilles og leveres via en mobiltelefon. Som løsningsmodel foreslår IT-Brancheforeningen, at leverandøren sørger for inden aftalens indgåelse at få forbrugerens samtykke til, at fortrydelsesretten bortfalder ved leveringen, og at forbrugerens samtykke bør kunne indhentes ved, at det i markedsføringsmaterialet – f.eks. en papirannonce eller en annonce på internettet – anføres, at når forbrugeren sender en SMS-besked for at bestille et produkt, giver den pågældende samtidig afkald på sin fortrydelsesret.

Udvalget henviser til, at det af justitsministerens kommentarer til henvendelsen fra IT-Brancheforeningen fremgår, at det ikke vil være i overensstemmelse med fjernsalgsdirektivet, såfremt de erhvervsdrivende ensidigt kan »ophæve« fortrydelsesretten ved blot at anføre i markedsføringsmaterialet, at forbrugeren ved at bestille den pågældende tjenesteydelse samtidig giver afkald på fortrydelsesretten, men at det derimod ligger i både den gældende og den foreslåede bestemmelse, at forbrugerens samtykke kan gives i parternes aftale, hvis forbrugeren samtidig er gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ophører, når udførelsen m.v. påbegyndes.

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiet bemærker

Et udvalg under justitsministeren afgav i februar 2004 en betænkning om modernisering af lov om forbrugeraftaler, den såkaldte dørsalgslov, og indarbejdelse af et EF-direktiv heri. Videre foreslås det at indføre pligt for den erhvervsdrivende ved fjernsalg af finansielle ydelser til at give forbrugeren en række oplysninger om den indgåede aftale, og dertil kommer et forslag om at give forbrugeren ret til at fortryde en sådan aftale inden for to uger, hvad Socialdemokratiet kan støtte.

Ministeren foreslår også at indsætte regler i direktivet, der har med forsikring at gøre, i forsikringsaftaleloven, mens direktivets regler vedrørende andre finansielle tjenesteydelser foreslås indsat i en ny forbrugeraftalelov. Forsikringsområdet er allerede i dag kendetegnet ved visse typer af fortrydelsesret. Ministeren ønsker at føre den eksisterende ordning om fortrydelsesret ved forbrugerforsikringer videre, hvad Socialdemokratiet mener er ganske udmærket.

Endvidere kommer der ifølge forslaget en undtagelse fra fortrydelsesretten, som skal træde i kraft, hvis prisen på tjenesteydelsen er afhængig af kapitalmarkedets udsving. I sådanne tilfælde skal man ikke være omfattet af fortrydelsesretten, hvad Socialdemokratiet ligeledes kan støtte. Det åbner for uoverskuelige perspektiver, hvis en investor kunne fortryde et aktiekøb, hvis f.eks. aktierne skulle falde i kurs i betænkningsperioden.

Som noget nyt kan forbrugeren få pligt til at betale den del af den finansielle ydelse, som den erhvervsdrivende allerede har leveret, selv om forbrugeren bruger sin fortrydelsesret, men gældende ret skal dog føres videre, så forbrugeren grundlæggende set fortsat har ret til at fortryde en aftale.

Socialdemokratiet har noteret sig, at der er uenighed om, hvorvidt man helt skal forbyde direkte telefonisk henvendelse til forbrugerne, hvorfor Socialdemokratiet generelt kan støtte lovforslaget.

Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Enhedslisten vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.

Enhedslisten bemærker, at selv om der er enkelte forbedringer i denne lov, kan Enhedslisten ikke støtte den, da loven på afgørende områder er for slap.

Enhedslisten mener, at der bør være et generelt forbud mod dørsalg og salg via telefoniske kontakter. Dog vil Enhedslisten gerne diskutere en undtagelse for f.eks. dagblade, men under ingen omstændigheder for forsikringsselskaber.

Enhedslisten mener ikke, at forbrugerne skal kunne bindes af aftaler i mere end 3 eller allerhøjst 6 måneder, og Enhedslisten mener, at der skal være offentligretlige sanktioner, når erhvervsdrivende ikke betaler penge tilbage, som de er forpligtet til. Det skal ikke bare være op til forbrugerne at få inddrevet det skyldige beløb, fordi det for den enkelte kan være uforholdsmæssigt svært og dyrt, hvis der er tale om inddrivelse af mindre beløb, og den erhvervsdrivende derfor ofte kan undgå at betale tilbage. Der er også svækkelser af den gældende lov i lovforslaget. Aftaler er ikke længere automatisk ikkebindende for forbrugeren, hvis der ikke er gjort opmærksom på forbrugerens mulighed for at fortryde aftalen, og bestemmelserne om fortrydelsesret gælder ikke, hvis man selv har rettet henvendelse til den erhvervsdrivende. Enhedslisten er enige med Advokatrådet og Forbrugerombudsmanden i, at denne svækkelse ikke er fornuftig, da der kan være stor usikkerhed om, hvorvidt den vare, der er købt, svarer til det, kunden oprindelig har henvendt sig om. Derfor stemmer Enhedslisten imod lovforslaget. Det er desuden uansvarligt, at et så vigtigt lovkompleks hastes igennem i Folketinget, alene fordi det er krævet i et EU-direktiv.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)

Til titlen

1) Ordene »og om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om beskatningen af pensionsordninger m.v.« udgår.

[Ændring af lovteknisk karakter]

Til § 32

2) I indledningen indsættes efter »24. marts 2004«: »og § 1 i lov nr. 317 af 5. maj 2004«.

[Ændring af lovteknisk karakter]

3) I nr. 1 ændres i den indledende tekst »§ 22« til: »§ 22 A«, og den foreslåede § 22 A betegnes § 22 B.

[Ændring af lovteknisk karakter]

Bemærkninger

Til nr. 1

Den foreslåede ændring er af lovteknisk karakter.

Til nr. 2 og 3

Ved § 1 i lov nr. 317 af 5. maj 2004 er foretaget en ændring af pensionsbeskatningsloven, hvorved der bl.a. er indsat en ny § 22 A i loven. Det er derfor nødvendigt, at henvisningen i § 32 til den seneste ændring af pensionsbeskatningsloven ændres, og at den nye paragraf, der foreslås indsat i loven, betegnes § 22 B i stedet for § 22 A.

Inge Dahl‑Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) nfmd. Karsten Nonbo (V) Freddy Dam (V) Per Dalgaard (DF) Peter Skaarup (DF) Helge Adam Møller (KF) Lars Barfoed (KF) Jann Sjursen (KD) Frode Sørensen (S) Lissa Mathiasen (S) Morten Bødskov (S) Per Kaalund (S) Sandy Brinck (S) Anne Baastrup (SF) fmd. Elisabeth Arnold (RV) Line Barfod (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

55

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristendemokraterne (KD)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

2

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →