Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel\n(Hjælp til personer med visse former for opholdsret og opfølgning i sygedagpengesager i udlandet)
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 153
Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar, fra ministeren
2
Høringssvar eftersendt fra KL
3
Supplerende høringssvar med høringsnotat fra De Samvirkende Invalideorganisationer
4
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
6
1. udkast til betænkning
Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 31. marts 2004
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og lov om
dagpenge ved sygdom eller fødsel
(Hjælp til personer med visse former for opholdsret og opfølgning i sygedagpengesager i udlandet)
[af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 6. februar 2004 og var til 1. behandling den 24. februar 2004. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Sammenhæng med andre lov- og beslutningsforslag
Lovforslaget har været behandlet sammen med forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Ændring af reglerne om meddelelse af opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse som følge af EU-udvidelsen den 1. maj 2004 m.v.) (lovforslag nr. L 157). Lovforslaget skal desuden ses i sammenhæng med forslag til lov om ændring af lov om børnepasningsorlov. (Tilmelding til børnepasningsorlov) (lovforslag nr. L 118).
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 16. januar 2004 dette udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 175. Den 6. februar 2004 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Politisk aftale
Regeringen, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne indgik den 2. december 2003 en aftale om adgangen til det danske arbejdsmarked efter udvidelsen af EU pr. 1. maj 2004, jf. alm. del – bilag 117. Lovforslaget udgør sammen med lovforslag nr. L 118 (lov nr. 135 af 2. marts 2004) og lovforslag nr. L 157 udmøntningen af denne aftale.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF og EL) indstiller forslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i udvalget (DF og EL) indstiller forslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget finder det uhensigtsmæssigt, at regeringen med dette lovforslag påfører kommunerne utilsigtede udgifter og øget sagsbehandling, hvilket Dansk Folkeparti mener kunne være undgået ved indførelse af en 7 års overgangsperiode.
Enhedslistens medlem af udvalget stemmer imod lovforslaget. Der er tale om et forslag, som indebærer, at arbejdere fra de nye EU-lande i overgangsperioden ikke får adgang til kontanthjælp, hvis de bliver arbejdsløse. Det hænger sammen med bestemmelsen om, at opholdstilladelse til disse personer gives som en midlertidig opholdstilladelse, der er bundet op på den konkrete ansættelse, der er udgangspunkt for opholdstilladelsen. Det betyder, at den østeuropæiske arbejder vil blive bundet i et urimeligt afhængighedsforhold til den pågældende arbejdsgiver, da en eventuel fyring vil betyde ikke blot et mistet job, men total fratagelse af ethvert forsørgelsesgrundlag her i landet.
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at bestemmelsen har til formål at forhindre utilsigtet brug af danske velfærdsordninger, hvilket i sig selv er en ubegrundet mistænkeliggørelse af østeuropæiske arbejdere. Det kan i øvrigt tilføjes, at betingelsen for, at man i Danmark kan modtage kontanthjælp, er, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet og ikke forlader landet. Det vil altså sige, at en effektiv måde at begrænse udgifterne til kontanthjælp på – misbrug eller ej – er at tilbyde de arbejdsløse et arbejde.
Det andet element i forslaget omhandler opfølgning i sygedagpengesager. Denne del har Enhedslisten intet imod, da det kun er rimeligt, at kommunerne får de bedste betingelser for at kunne følge op i den slags sager, også i de tilfælde, hvor sygedagpengemodtageren ikke opholder sig i landet.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
Charlotte Antonsen (V) Eva Kjer Hansen (V) Freddy Dam (V) Jens Vibjerg (V) fmd. Bent Bøgsted (DF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Lars Barfoed (KF) Charlotte Dyremose (KF) Mogens Nørgård Pedersen (KD) Anne‑Marie Meldgaard (S) Bjarne Laustsen (S) nfmd. Jan Petersen (S) Lone Møller (S) Ole Vagn Christensen (S) Ole Sohn (SF) Anders Samuelsen (RV) Line Barfod (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
55
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristendemokraterne (KD)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
2
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne