Legislator Case Law & Legislation
200314L00411 DK

Betænkning over Forslag til lov om udbygning af Køge Bugt-motorvejen mellem Hundige og Greve Syd

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 2003 161 Valid

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 161

Bilagsnr.

Titel

1

Udkast til tidsplan over udvalgets behandling af lovforslaget

2

Høringssvar og et notat herom, fra trafikministeren

3

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

4

Spm. 1 om, hvad det vil koste at etablere de sydvendte ramper ved Greve Centervej, til trafikministeren

Spm. 2 om, hvad det vil koste at etablere de sydvendte ramper ved Ishøj Stationsvej, til trafikministeren

5

1. udkast til betænkning

6

Svar på spm. 1 om, hvad det vil koste at etablere de sydvendte ramper ved Greve Centervej, fra trafikministeren

Svar på spm. 2 om, hvad det vil koste at etablere de sydvendte ramper ved Ishøj Stationsvej, fra trafikministeren

7

Henvendelse af 28/3-04 fra Grundejerforeningen Hundiegård

8

Spm. 3 om kommentar til henvendelse af 28/3-04 fra Grundejerforeningen Hundiegård, til trafikministeren

9

Svar på spm. 3 om kommentar til henvendelse af 28/3-04 fra Grundejerforeningen Hundiegård, fra trafikministeren

Betænkning over lovforslag 2003 161 Valid

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til trafikministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 3 og trafikministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra S.

Spørgsmål 3

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 28. marts 2004 fra Grundejerforeningen Hundiegård, jf. L 161 – bilag 7.

Svar

Brevet af 28. marts 2004 fra Grundejerforeningen Hundiegård indeholder en række spørgsmål vedrørende L 161 – Forslag til lov om udbygning af Køge Bugt Motorvejen mellem Hundige og Greve Syd.

Det fremgår af brevet, at Grundejerforeningen Hundiegård ønsker, at der på toppen af de 9 m høje støjvolde, som ifølge lovforslaget vil blive etableret langs østsiden af Køge Bugt Motorvejen ud for boligerne i grundejerforeningen, opsættes 2 m høje støjskærme.

For så vidt angår etableringen af 2 m høje støjskærme ønsker grundejerforeningen Hundiegård at få oplyst, hvad det vil koste at anlægge en sådan 2 m skærm.

Jeg kan oplyse, at etablering af en 2 m høj støjskærm på toppen af de 9 m høje støjvolde svarer til den støjbeskyttelsesvariant, der i VVM-redegørelsen betegnes som »udvidet forbedring af støjbeskyttelsen«.

Denne variant omfatter dog ikke kun en øget støjbeskyttelse ved Grundejerforeningen Hundiegård, men også øget støjbeskyttelse langs de øvrige bebyggede områder på udbygningsstrækningens østlige side.

Lovforslaget omfatter en »generel forbedring af støjbeskyttelsen«, hvilket svarer til Vejdirektoratets hovedforslag i VVM-redegørelsen.

Det fremgår af VVM-redegørelsen, at anlægsomkostningerne ved gennemførelse af »udvidet forbedring af støjbeskyttelsen« på hele udbygningsstrækningen er 24 mio. kr. højere (2003-prisniveau) end en »generel forbedring af støjbeskyttelsen«, som er den variant, der indgår i lovforslaget.

Vedrørende de støjmæssige forhold anmoder Grundejerforeningen Hundiegård samtidigt om at få oplyst, hvilken forbedring af de støjmæssige forhold etableringen af støjskærmen vil have for foreningens boligområder.

Jeg kan oplyse, at der ikke er lavet en særskilt opgørelse for Grundejerforeningen Hundiegård, men af nedenstående tabel fremgår de støjmæssige konsekvenser for hele udbygningsstrækningen

55-60 dB

60-65 dB

> 65 dB

I alt

antal boliger over 55 dB

Ved ingen udbygning af strækningen

812

48

5

865

Udbygning med en generel forbedring af støjbeskyttelsen

523

2

0

525

Udbygning med en udvidet forbedring af støjbeskyttelsen

347

2

0

349

Antal støjbelastede boliger i 2010 ved ingen udbygning og ved udbygning med forskellige varianter af støjbeskyttelse. Støjbidrag alene fra motorvejen. (jf. tabel 10.3 i VVM-redegørelsen)

En generel forbedring af støjbeskyttelsen, som er den støjbeskyttelsesvariant, der indgår i lovforslaget, vil reducere antallet af boliger med en støjbelastning på over 55 dB i døgngennemsnit med ca. 340 boliger. En udvidet forbedring af støjbeskyttelsen vil reducere antallet af boliger med en støjbelastning på over 55 dB i døgngennemsnit med yderligere ca. 180 boliger.

Det fremgår endvidere af VVM-redegørelsen, at der ved støjbeskyttelsesvarianten med en udvidet forbedring for hele udbygningsstrækningen vil være ca. 350 boliger, der er belastet med støj fra motorvejen på op til 60 dB i døgngennemsnit. Til sammenligning kan nævnes, at for den støjbeskyttelsesvariant, som indgår i lovforslaget, vil der på hele udbygningsstrækningen være ca. 525 boliger der er belastet med støj fra motorvejen på op til 60 dB i døgngennemsnit.

Grundejerforeningen Hundiegård bemærker videre, at det af VVM-redegørelsen fremgår, at uheldsfrekvensen på den nuværende flettestrækning mellem Motorring 4 og Greve N er højere end den generelt er på motorveje. I den anledning anmoder grundejerforeningen om at få oplyst, hvilken uheldsfrekvens der forventes efter åbningen af den 5-sporede flettestrækning og hvad uheldsfrekvensen forventes at være 5 år efter åbningen.

Af VVM-redegørelsens sammenfattende rapport, kap. 4, fremgår det, at udbygningsstrækningen hidtil har haft en uheldsfrekvens, der nogenlunde svarer til gennemsnittet på andre danske motorveje. En vejstræknings uheldsfrekvens defineres som antallet af uheld på strækningen divideret med strækningens længde og antallet af køretøjer, der passerer den samme strækning. På flettestrækningen mellem Motorring 4 og Greve N er uheldsfrekvensen højere end på de frie strækninger, hvilket skyldes, at der netop er tale om en strækning med mange flettemanøvrer.

Af kap. 7 i samme rapport fremgår det, at udbygning af strækningen mellem Motorring 4 og Greve S ifølge en uheldsmodelberegning kan forventes at medføre en reduktion på 1,4 personskadeuheld pr. år på det samlede vejnet, som påvirkes trafikalt af udbygningen. Denne reduktion opnås som nettoeffekten af en mindre forøgelse af antallet af uheld på 0,2 personskadeuheld pr. år på den udbyggede del af motorvejen som følge af den øgede trafik på denne og en reduktion på 1,6 personskadeuheld pr. år på det øvrige vejnet, som får reduceret trafikken. Det er i denne beregning forudsat, at motorvejens uheldsparametre og med de gældende trafikmængder dermed også uheldsfrekvens vil være uændret som følge af udbygningen. Dette forventes også at ville gælde 5 år efter åbningen.

Ovennævnte uheldsparametre er forbundet med en del usikkerhed. Dels findes der ikke i Danmark erfaringer med uheld på 4 sporede motorveje samt 5 sporede flettestrækninger, dels foretages der i hele planlægningsforløbet af motorvejsudbygningen en kritisk vurdering og trafiksikkerhedsrevision af udbygningens udformning med henblik på opnåelse af en optimal trafiksikkerhed. Hensigten hermed er at forbedre trafiksikkerheden og om muligt, på trods af den øgede trafik, at opnå en reduktion af antallet af uheld på strækningen. Som led heri vurderes også den fremtidige tilladte hastighed på motorvejen. I forbindelse med projekteringen er det dog forudsat, at den maksimale tilladte hastighed på strækningen bliver 110 km/t.

Grundejerforeningen har spurgt om uheldsfrekvensen vil blive reduceret, og i givet fald hvor meget, hvis hastighedsbegrænsningen på flettestrækningen nedsættes fra 110 km/t til 90 km/t. En eventuel ændring af den tilladte hastighed fra 110 km/t til f.eks. 90 km/t vil formentlig kunne medføre en reduktion af antallet af uheld på strækningen, såfremt det også medfører en reduktion af den gennemsnitlige faktiske hastighed på strækningen. En eventuel nedsættelse af hastigheden på strækningen skal i givet fald også vurderes i forhold til den ændring af fremkommeligheden, som en nedsættelse af hastigheden vil give anledning til.

Til spørgsmålet om hvorvidt længden af flettestrækningen ændres, når motorvejen udbygges, kan jeg oplyse, at længden af flettestrækningen ikke ændres i forbindelse med udbygningen af motorvejen.

Vedrørende spørgsmålet om hvorvidt en nedsættelse af hastigheden til 90 km/t vil betyde en reduktion af støj for området omkring Hundiegård, har Vejdirektoratet oplyst, at en reduktion af hastigheden fra 110 km/t til 90 km/t forventes at ville medføre en reduktion i støjbelastningen fra motorvejen på ca. 1,5 dB, idet det bemærkes, at støjen fra den tunge trafik vil være uændret.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der ved støjberegningerne er taget hensyn til de mange accelerationer og decelerationer, der er i flettestrækningen, har Vejdirektoratet oplyst, at acceleration og deceleration ikke indgår i støjberegningerne, idet støjbelastningen fra motorkøretøjer ved hastigheder over 50 km/t helt overvejende stammer fra dækstøj.

Jeg har naturligvis forståelse for, at Grundejerforeningen Hundiegård, som nabo til udbygningsstrækningen, ønsker, at der gennemføres yderligere foranstaltninger for at reducere støjen fra motorvejen, end det der lægges op til i det fremlagte lovforslag. Når der skal træffes beslutning om, hvordan et projekt skal udformes i forbindelse med udbygning af en motorvejsstrækning, er der imidlertid mange modsatrettede hensyn, som skal inddrages. Således indgår hensynet til naboerne sammen med bl.a. hensynet til øget fremkommelighed og anlægsbudgettets størrelse i overvejelserne. I lovforslaget indgår, som ovenfor nævnt, en generel forbedring af støjbeskyttelsen. Det er naturligvis altid en afvejning, men jeg synes, at vi med afsættelsen af ca. 10% af anlægsbudgettet til støjbekæmpelse har fundet en fornuftig balance, som vil sikre markante forbedringer på strækningen mellem Hundige og Greve Syd.

Jeg kan tilføje, at ud over den her omtalte generelle forbedring af støjforholdene i form af støjafskærmning og effekten af en hastighedsbegrænsning på 110 km/t omfatter udbygningen af Køge Bugt Motorvejen mellem Hundige og Greve Syd også, at der på udbygningsstrækningen udlægges en ny og mindre støjende vejbelægning end den nuværende vejbelægning. Derudover vil det i forbindelse med detailprojekteringen blive overvejet, om det er muligt og hensigtsmæssigt at anvende egentlig støjdæmpende asfalt på strækningen, hvorved en yderligere støjreduktion vil kunne opnås.

Betænkning over lovforslag 2003 161 Valid

Betænkning afgivet af Trafikudvalget den 22. april 2004

Betænkning

over

Forslag til lov om udbygning af Køge Bugt-motorvejen mellem Hundige og Greve Syd

[af trafikministeren (Flemming Hansen)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 18. februar 2004 og var til 1. behandling den 10. marts 2004. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Trafikudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og trafikministeren sendte den 15. januar 2004 dette udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 553. Den 4. marts 2004 sendte trafikministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Grundejerforeningen Hundiegård.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 3 spørgsmål til trafikministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Udvalgets spørgsmål 3 og trafikministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 i betænkningen.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, S, DF, KF og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget kan tilslutte sig lovforslaget, idet Socialdemokratiet dog ønsker, at den i VVM-redegørelsen nævnte udvidede forbedring af støjbeskyttelsen gennemføres, så hele udbygningsstrækningen opnår en væsentlig reduktion af støjbelastningen.

Såfremt licitationsresultatet giver økonomisk grundlag for inden for anlægsrammen at afholde de 24 mio. kr. (2003-prisniveau), som denne udvidede forbedring er dyrere end den af regeringen foreslåede generelle forbedring af støjbeskyttelsen, opfordrer Socialdemokratiet regeringen til at genoverveje sin stilling til gennemførelsen af de støjdæmpende foranstaltninger med henblik på at genemføre den mere omfattende forbedring af støjbeskyttelsen, som er indeholdt i VVM-redegørelsen.

Et mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Enhedslistens medlem af udvalget mener, at det er en skrue uden ende, hvis man tror, man kan løse fremkommelighedsproblemerne i hovedstadsområdet ved at bygge motorvejene større eller ved at bygge flere motorveje. Det vil kun skabe endnu mere biltrafik og endnu mere forstoppelse i de centrale dele af byen, og det vil man så igen løse ved at bygge flere vejbaner på. Enhedslisten mener, at man i stedet burde kigge på, hvordan man kan løse trafikproblemerne på denne strækning ved at få gjort noget ved jernbanen og den kollektive trafik i øvrigt.

Kristendemokraterne, Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Sven Buhrkall (V) Svend Heiselberg (V) Peter Christensen (V) Flemming Damgaard Larsen (V) Karsten Nonbo (V) Poul Fischer (DF) Peter Skaarup (DF) nfmd. Kaj Ikast (KF) fmd. Helge Adam Møller (KF) Helge Mortensen (S) Jytte Wittrock (S) Klaus Hækkerup (S) Peder Sass (S) Poul Andersen (S) Margrete Auken (SF) Martin Lidegaard (RV) Keld Albrechtsen (EL)

Kristendemokraterne, Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

55

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristendemokraterne (KD)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

2

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →