Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed med flere love\n(Gennemførselse af direktiv om aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse, Haagerkonventionen om lovvalg, administration af SP-ordningen, solvenskrav og kapitalkrav for livsforsikringsselskaber samt tilsyn med betalingsoverførsler)
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 11
Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat fra økonomi- og erhvervsministeren
2
Henvendelse af 28/10-03 fra Forsikring & Pension
3
Spm. 1 om kommentar til henvendelse af 28/10-03 fra Forsikring & Pension, til økonomi- og erhvervsministeren
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Henvendelse af 7/11-03 fra InvesteringsForeningsRådet
6
1. udkast til betænkning
7
Ændringsforslag fra økonomi- og erhvervsministeren
8
2. udkast til betænkning
9
Svar på spm. 1 om kommentar til henvendelse af 28/10-03 fra Forsikring & Pension, fra økonomi- og erhvervsministeren
10
Meddelelse om udskydelse af betænkningsafgivelse
11
Ændringsforslag fra økonomi- og erhvervsministeren
12
3. udkast til betænkning
Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 27. november 2003
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed med flere love 1)
(Gennemførselse af direktiv om aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse, Haagerkonventionen om lovvalg, administration af SP-ordningen, solvenskrav og kapitalkrav for livsforsikringsselskaber samt tilsyn med betalingsoverførsler)
[af økonomi‑ og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)]
1. Ændringsforslag
Der er af økonomi- og erhvervsministeren stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 8. oktober 2003 og var til 1. behandling den 23. oktober 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 6 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og økonomi- og erhvervsministeren sendte den 3. september 2003 dette udkast til udvalget, jf. (folketingsåret 2002-03) alm. del – bilag 597. Den 15. oktober 2003 sendte økonomi- og erhvervsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Forsikring & Pension.
Økonomi- og erhvervsministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.
Deputationer
Endvidere har InvesteringsForeningsRådet mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1 spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af SF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet stemmer for det under nr. 1 stillede ændringsforslag. Mindretallet stemmer hverken for eller imod det under nr. 2 stillede ændringsforslag.
Enhedslisten bemærker, at dette er et lovforslag, der er et led i gennemførelsen af den totale liberalisering af kapitalbevægelser. Det er klart, at har man den anskuelse, at samfundet skal have mere kontrol over kapitalbevægelserne, så er det en temmelig dårlig idé at støtte lovforslaget.
Enhedslisten finder, at der er behov for mere kontrol med kapitalbevægelser, ikke mindre. Enhedslisten mener, at det skal være overladt til mennesker og samfund at styre den politiske og økonomiske udvikling i verden i stedet for at overlade det til firmaer og markedskræfter. Enhedslisten kan på denne baggrund ikke støtte lovforslaget.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af økonomi- og erhvervsministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 1
1) Nr. 1 affattes således
»1. Fodnoten til lovens titel affattes således
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 89/298/EØF af 17. april 1989 om samordning af kravene ved udarbejdelse af, kontrol med og udstedelse af det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden, (EF-Tidende 1989 nr. L 124, s. 8) (udbudsprospektdirektivet), dele af Rådets direktiv 93/22/EØF af 10. maj 1993 om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer, (EF-Tidende 1993 nr. L 141, s. 27) (investeringsservicedirektivet), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer, (EF-Tidende 1998 nr. L 166 s. 45) (finality-direktivet), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/64/EF af 7. november 2000, (EF-Tidende 2000 nr. L 290, s. 27), om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, 92/49/EØF, 92/96/EØF og 93/22/EØF (udveksling af oplysninger med tredjelande), dele af direktiverne 79/279/EØF, 80/390/EØF, 82/121/EØF og 88/627/EØF, der nu er sammenskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/34/EF af 28. maj 2001 vedrørende betingelserne for værdipapirers optagelse til officiel notering på en fondsbørs samt oplysninger, der skal offentliggøres om disse værdipapirer, (EF-Tidende 2001 nr. L 184, s. 1) (betingelses- og oplysningsdirektivet), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/47/EF af 14. juni 2002 om aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse, (EF-Tidende 2002 nr. L 168, s. 43) (collateral-direktivet).««
[Redaktionel ændring]
Af økonomi- og erhvervsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF og EL)
Til § 3
2) Efter nr. 42 indsættes som nyt nummer
»01. Efter § 404 indsættes
»§ 404 a. Investeringsrådgivere, der den 1. januar 2004 fungerer som investeringsrådgivere for en eller flere investeringsforeninger eller specialforeninger, og som ikke har tilladelse til eller er registreret med henblik på forvaltning af aktiver og ikke er underlagt tilsyn, skal inden den 1. juni 2004 enten afslutte aftaleforholdet med foreningen eller have indgivet ansøgning om godkendelse med henblik på forvaltning af aktiver.««
[Overgangsbestemmelse]
Bemærkninger
Til nr. 1
Der er tale om en redaktionel ændring.
Til nr. 2
Der foreslås en overgangsordning for investeringsrådgivere. § 103 i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel virksomhed fastsætter, at opgaver vedrørende investeringsforvaltningen kun må delegeres til virksomheder, der har tilladelse til eller er registreret med henblik på forvaltning af aktiver, og som er underlagt tilsyn.
Med overgangsbestemmelsen får virksomheder og personer, som ved lovens ikrafttræden fungerer som rådgivere for foreninger, mulighed for at fortsætte hermed, hvis de inden den 1. juni 2004 indgiver ansøgning om godkendelse med henblik på forvaltning af aktiver. Formuleringen godkendelse med henblik på forvaltning af aktiver er valgt, fordi der også kan være tale om udenlandske rådgivere. Da der ikke gives en selvstændig tilladelse til at give investeringsrådgivning, vil det for danske virksomheder betyde, at de skal ansøge Finanstilsynet om tilladelse f.eks. som fondsmægler med tilladelse til at udføre porteføljepleje.
Else Winther Andersen (V) Kim Andersen (V) Rikke Hvilshøj (V) fmd. Christian Lund Jepsen (V) Colette L. Brix (DF) nfmd. Poul Fischer (DF) Carina Christensen (KF) Lars Barfoed (KF) Jann Sjursen (KD) Frode Sørensen (S) Jan Trøjborg (S) Jens Peter Vernersen (S) Ole Vagn Christensen (S) Peder Sass (S) Anne Grete Holmsgaard (SF) Naser Khader (RV) Pernille Rosenkrantz‑Theil (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
55
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristendemokraterne (KD)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
2
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne