Forslag til Lov om ændring af lov om forurenet jord\n(Kommunal udgiftsdækning og søgsmålsfrist)

§ 1

I lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 1151 af 17. december 2003, foretages følgende ændringer

1. Efter § 76 indsættes i kapitel 9

»§ 76 a. Efter at have solgt et areal kan kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller bestyrelsen for et kommunalt fællesskab undlade at påberåbe sig forældelse i sager om mangelskrav som følge af en jordforurening på arealet, der er kortlagt eller kunne have været kortlagt, jf. § 5.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

2. I § 87, stk. 1, 1. pkt., ændres »6 måneder« til: »12 måneder«.

§ 1

I lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 1151 af 17. december 2003, foretages følgende ændringer

1. Efter § 76 indsættes i kapitel 9

» § 76 a. Efter at have solgt et areal kan kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller bestyrelsen for et kommunalt fællesskab undlade at påberåbe sig forældelse i sager om mangelskrav som følge af en jordforurening på arealet, der er kortlagt eller kunne have været kortlagt, jf. § 5.

Stk. 2 . En afgørelse efter stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 1, nr. 1, finder også anvendelse på ejendomme, hvor mangelskrav er rejst før lovens ikrafttræden.

Stk. 3. § 1, nr. 2, finder ikke anvendelse på afgørelser, der er meddelt eller offentligt bekendtgjort før lovens ikrafttræden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1.1. Lovforslagets hovedindhold

I det følgende dækker betegnelsen »kommuner « både kommunalbestyrelsen, amtsrådet og bestyrelsen for et kommunalt fællesskab.

Det foreslås at give kommuner, der har solgt et areal med en mangel i form af jordforurening, hjemmel til at undlade at påberåbe sig forældelse og dermed dække et i øvrigt berettiget mangelskrav, uanset at kommunen ikke juridisk er forpligtet til at betale, fordi der er indtrådt forældelse.

Desuden foreslås søgsmålsfristen i forhold til afgørelser efter loven forlænget fra 6 til 12 måneder.

1.2. Den overordnede baggrund for lovforslaget

1.2.1. Generelt om jordforureningsloven

Med lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord er der lagt en ramme for det offentliges indsats i forhold til jordforurening. Amtsrådene har til opgave at prioritere, således at pengene hovedsagelig bruges i de områder, hvor der er knyttet særlige drikkevandsinteresser til grundvandet samt på ejendomme med bolig, børneinstitution og lignende.

Sigtet med loven er i øvrigt først og fremmest i det fremadrettede perspektiv at fastholde forureneren som den, der skal foretage de nødvendige foranstaltninger til at afværge følgerne af en jordforurening.

Herudover er der – når visse betingelser er opfyldt – en værditabsordning for boligejere, der er kommet økonomisk i klemme, fordi det først efter købet viser sig, at ejendommen er forurenet.

Jordforureningsloven bygger på et kortlægningssystem, som har til formål at tydeliggøre, hvilke ejendomme der er eller kan være forurenede. Herved undgås blandt andet, at forurenet jord spredes til andre ejendomme, at nye købere kommer økonomisk i klemme, og der skabes et grundlag for at sikre, at den offentlige indsats i forhold til jordforurening sker der, hvor der opnås mest miljø for pengene.

1.2.2. Hovedlinjerne i lovforberedelsen

Efter de første knap 4 år med jordforureningsloven har Miljøministeriet foretaget en overvågning af lovens virkninger. Miljøministeren har i december 2003 afgivet en redegørelse om lovovervågningen til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

Redegørelsen anbefaler en række initiativer, hvoraf nogle forventes udmøntet gennem fremsættelse af lovforslag i Folketingssamlingen 2004-2005 på baggrund af et lovforberedende arbejde i nogle ad hoc arbejdsgrupper. Det foreliggende lovforslag omhandler nogle initiativer, der vurderes ikke at burde afvente resultatet af arbejdsgruppernes arbejde.

2. Hovedpunkter i lovforslaget

2.1. Mangelskrav efter kommuners salg af arealer med jordforurening

2.1.1. Lovforslagets baggrund

I de senere år har der været nogle konkrete sager, hvor en borger er kommet økonomisk i klemme efter at have videresolgt en boliggrund, som på et tidspunkt har været ejet af en kommune. Problemet opstår, når det efter, at kommunen solgte arealet, viser sig, at arealet allerede ved kommunens salg var forurenet, for eksempel fordi det tidligere havde været anvendt som kommunal losseplads. Dette fører til, at den nuværende ejer rejser et mangelskrav mod sin sælger. Denne kan herefter rejse kravet over for sin sælger, og så fremdeles. Muligheden for at rejse kravet over for en tidligere ejer er imidlertid efter Danske Lov 5-14-4 afskåret, hvis der på tidspunktet for kravets fremsættelse er gået mere end 20 år regnet fra fordringens stiftelse; det vil sige fra købsaftalens indgåelse.

Mangelskrav bliver i sådanne sager typisk rejst efter, at det som led i amtsrådets kortlægningsarbejde efter jordforureningsloven har vist sig, at arealet allerede ved kommunens salg var forurenet.

2.1.2. Gældende ret

For at en kommune kan afholde en udgift, skal der være en hjemmel hertil enten i den skrevne lovgivning eller i de uskrevne kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, som er udviklet gennem praksis. Disse grundsætninger – de såkaldte kommunalfuldmagtsregler – viger for den skrevne lovgivning.

Jordforureningslovens § 68, stk. 4, indeholder hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan gennemføre undersøgelser og afværgeforanstaltninger på kortlagte arealer, hvor der ikke foreløbig kan forventes en amtsligt finansieret undersøgelse og oprensning efter jordforureningslovens kap. 3. Denne bestemmelse indeholder således hjemmel til, at kommunen afholder udgifter til at gennemføre undersøgelser og afværgeforanstaltninger på et kortlagt areal. Derimod giver bestemmelsen ikke hjemmel til økonomisk at dække mangelskrav.

Kommunalfuldmagtsreglerne giver heller ikke en kommune mulighed for at dække mangelskrav i tilfælde, hvor kommunen ikke juridisk er forpligtet hertil.

Dette skyldes blandt andet, at en kommune som udgangspunkt ikke uden lovhjemmel kan yde tilskud til enkeltpersoner eller erhvervsvirksomheder. Kommunalfuldmagtsreglerne skal også ses i lyset af, at en kommune har pligt til at handle økonomisk forsvarligt.

Det kræver således en lovhjemmel at give en kommune mulighed for at dække mangelskrav i tilfælde, hvor kommunen ikke er juridisk forpligtet hertil, fordi der er indtrådt forældelse.

Det følger af Danske Lovs almindelige forældelsesregel, at der gælder en 20-årig forældelsesfrist for krav, der støttes på aftaler om overdragelse af fast ejendom, herunder mangelskrav mod sælgeren som følge af, at grunden er forurenet.

Forældelsesreglerne skal på den ene side tilgodese hensynet til den, der har et krav, så den pågældende sikres rimelig tid til at gøre sit krav gældende. På den anden side skal reglerne også tilgodese hensynet til at afklare og afvikle krav, og de skal samtidig sikre, at der som udgangspunkt gælder en grænse for, hvor længe borgere og andre kan blive mødt med krav, hvis eksistens de pågældende måske slet ikke kender.

Forældelsesreglerne er ikke til hinder for, at en skyldner i konkrete sager undlader at påberåbe sig forældelse.

Forældelsesudvalget under Justitsministeriet overvejer for tiden, om der er behov for at ændre de gældende forældelsesregler, så de nævnte hensyn tilgodeses bedst muligt.

2.1.3. Miljøministeriets overvejelser

Miljøministeriet er af den opfattelse, at der på jordforureningsområdet er et væsentligt behov for en specialregulering, der gør det muligt for en kommune at undlade at påberåbe sig forældelse i sager om mangelskrav som følge af jordforurening og dermed dække et berettiget mangelskrav, uanset at kommunen formueretligt ikke er forpligtet til at betale, fordi der er indtrådt forældelse.

Ministeriet bemærker i den forbindelse, at kommunen må antages at have fået en pris for arealet svarende til, at det ikke var forurenet.

Det er kommunens valg at bringe et areal, som har haft en anvendelse, der kunne give anledning til forurening, i omløb på ejendomsmarkedet. Når det efterfølgende viser sig, at arealet allerede ved kommunens salg var forurenet, bør kommunen, som den, der har solgt arealet, kunne dække et mangelskrav fra en borger eller andre, der er kommet økonomisk i klemme, for eksempel ved at have videresolgt arealet uden kendskab til forureningen.

I sådanne situationer bør en kommune således ikke – på grund af fravær af et hjemmelsgrundlag – være afskåret fra at undlade at påberåbe sig, at et rejst mangelskrav er forældet.

Dansk Industri har i forbindelse med den forudgående høring om udkast til lovforslaget påpeget, at de omhandlede problemstillinger for boliganvendelse også kan være meget relevante for virksomheder, især mindre virksomheder, der etablerer sig på et areal frasolgt af en kommune. Dansk Industri finder derfor, at lovforslaget også bør omfatte arealer solgt til erhvervsformål. Miljøministeriet kan tilslutte sig, at lovforslaget udformes således, at en kommune ikke er afskåret fra at undlade at påberåbe sig forældelse i tilfælde, hvor arealet anvendes til andre formål end bolig.

2.1.4. Lovforslagets udformning

Det foreslås at indføje en hjemmel i jordforureningsloven til, at en kommune i konkrete sager kan undlade at påberåbe sig forældelse over for et mangelskrav fra borgere og andre, herunder virksomheder, der ejer eller har videresolgt et areal, som kommunen tidligere har solgt. Det er en forudsætning, at der efter forældelsesfristens udløb er rejst et mangelskrav som følge af en jordforurening, der var på arealet allerede ved kommunens salg.

Der er tale om en generel hjemmel til at undlade at påberåbe sig forældelse, og det er således uden betydning, om mangelskravet rejses af den, der har købt arealet af kommunen, eller af en senere erhverver.

Lovforslaget berører ikke de ulovbestemte regler om såkaldt springende regres, hvorefter en grundejer i visse tilfælde kan rette et krav enten om erstatning eller om forholdsmæssigt afslag i købesummen mod et tidligere led i salgskæden, herunder for eksempel en kommune.

I forhold til de situationer, hvor kommunen som grundsælger ikke juridisk er forpligtet til at dække et mangelskrav som følge af en jordforurening, fordi et krav mod kommunen er forældet, vil den foreslåede bestemmelse fungere som et supplement til de tilfælde, hvor en indsats er prioriteret enten af amtsrådet efter jordforureningslovens kap. 3 om den offentlige undersøgelses- og afværgeindsats, eller af kommunalbestyrelsen efter lovens § 68, stk. 4, samt situationer omfattet af værditabsordningen efter lovens kap. 4 eller situationer, hvor der er udstedt påbud til en forurener enten efter lovens kap. 5 eller efter miljøbeskyttelsesloven.

Hjemlen foreslås indføjet som en ny afsluttende § 76 a i kapitel 9, som indeholder diverse bestemmelser, herunder om krav på udgiftsdækning og erstatning m.v.

Et tilskud fra en kommune til en virksomhed vil være omfattet af EU’s regler om statsstøtte i EF-traktatens artikel 87 og artikel 88. Derfor skal en kommune, der konkret påtænker at undlade at påberåbe sig forældelse i anledning af et mangelskrav fra en virksomhed, som udgangspunkt foretage forudgående notifikation af Kommissionen i medfør af EU’s statsstøtteregler. Hvor notifikation er påkrævet, skal der foreligge en godkendelse fra Kommissionen, før kommunen kan undlade at påberåbe sig forældelse over for en virksomhed.

2.2. Søgsmålsfrist i forhold til afgørelser efter jordforureningsloven

2.2.1. Gældende ret

Jordforureningsloven indeholder lige som anden miljølovgivning en søgsmålsfrist på 6 måneder, fra det tidspunkt en afgørelse er meddelt eller offentligt bekendtgjort, jf. lovens § 87, stk. 1, 1. pkt. Dette sikrer, at der efter en vis periode ikke kan rejses tvivl om rigtigheden af en afgørelse.

2.2.2. Lovforslagets baggrund

Det Danske Advokatsamfund har i forbindelse med Miljøministeriets lovovervågning peget på, at den gældende 6 måneders frist af retssikkerhedsmæssige grunde er uhensigtsmæssig i forhold til kortlægning og påbud efter jordforureningsloven.

Advokatsamfundet har oplyst, at der med den nuværende frist på 6 måneder anlægges retssager alene med det formål at afbryde fristen. Herved belastes domstolene med unødige sager, hvor sagens parter undervejs når frem til, at de faktisk ikke er uenige og derfor hæver sagen.

2.2.3. Miljøministeriets overvejelser

Det er kendetegnende for jordforureningsområdet – navnlig når det gælder kortlægning og påbud – at sagerne ofte er ganske komplicerede eller i øvrigt er svære at overskue for borgeren. Der vil således ofte gå en vis periode, førend en grundejer eller forurener har et sådant overblik over situationen, at denne kan vurdere, om afgørelsen ønskes prøvet ved domstolene.

For så vidt angår afgørelser efter jordforureningsloven, er Miljøministeriet således enig med Advokatsamfundet i, at den almindelige søgsmålsfrist på 6 måneder af retssikkerhedsmæssige grunde er for kort.

I forhold til afgørelser, der berører tredjemandsinteresser, bemærker ministeriet, at sådanne interesser på jordforureningsområdet ikke er entydige. En nabo til en borger, der har fået et påbud, kan således enten have en interesse i, at påbudet hurtigt står ved magt, eller en interesse i at få adgang til en domstolsprøvelse af, om påbudet er tilstrækkeligt vidtgående. Der kan også være tilfælde, hvor den, der har modtaget et påbud, ikke har samme interesser som grundejeren.

Efter en samlet afvejning af de modsatrettede hensyn vurderer Miljøministeriet således, at en søgsmålsfrist på 12 måneder vil være passende.

2.2.4. Lovforslagets udformning

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at søgsmålsfristen for afgørelser, der meddeles eller bekendtgøres offentligt efter lovens ikrafttræden, er 12 måneder.

3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Miljøministeriet kender ikke antallet af arealer, der har været i kommunalt eje. Ministeriet har kendskab til nogle konkrete eksempler, hvor en borger efter at have videresolgt en boliggrund er kommet økonomisk i klemme, fordi det har vist sig, at der allerede ved kommunalbestyrelsens salg var en jordforurening på arealet. Kravene har efter det oplyste været i størrelsesordenen 200.000 til 300.000 kr. Ministeriet kender ingen konkrete eksempler, hvor det er amtsrådet, der har solgt arealet. Ligeledes har ministeriet ikke kendskab til eksempler, hvor arealet er solgt til andet end boliganvendelse.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for staten.

Ligeledes er vurderingen, at lovforslaget ikke indebærer meromkostninger for kommuner og amtskommuner. Antallet af tilfælde, hvor det kan blive aktuelt at undlade at påberåbe sig forældelse og dermed dække et i øvrigt berettiget mangelskrav, må forventes at blive lavt, og den enkelte kommune eller amtskommune bestemmer selv, om kommunen eller amtskommunen vil undlade at påberåbe sig forældelse. Det er således frivilligt, om en kommune eller amtskommune, vil påtage sig de merudgifter, der vil følge af at gøre brug af reglen. Derfor vil eventuelle udgifter i forbindelse hermed skulle afholdes af den enkelte kommune eller amtskommune. Forslaget kan eventuelt have begrænsede, positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, idet kommunernes og amtskommunernes ret til at undlade at påberåbe sig forældelse også omfatter tilfælde, hvor en virksomhed er grundejer.

Med den nuværende søgsmålsfrist på 6 måneder anlægges der retssager alene med det formål at afbryde fristen. Forslaget om at søgsmålsfristen forlænges til 12 måneder, forventes samlet set ikke at forøge antallet af retssager. Muligvis vil forslaget føre til et fald i antallet af retssager. Søgsmålsfristens forlængelse forventes således ikke at have økonomiske konsekvenser for myndigheder eller erhvervsliv bortset fra den positive effekt af et eventuelt faldende antal retssager.

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for erhvervslivet, myndighederne eller borgerne bortset fra den positive effekt af et eventuelt faldende antal retssager.

Lovforslaget kan ikke forventes at have miljømæssige konsekvenser.

Et tilskud fra en kommune til en virksomhed vil være omfattet af EU’s regler om statsstøtte i EF-traktatens artikel 87 og artikel 88. Derfor skal en kommune, der konkret påtænker at undlade at påberåbe sig forældelse i anledning af et mangelskrav fra en virksomhed, som udgangspunkt foretage forudgående notifikation af Kommissionen i medfør af EU’s statsstøtteregler. Hvor notifikation er påkrævet, skal der foreligge en godkendelse fra Kommissionen, før kommunen kan undlade at påberåbe sig forældelse over for en virksomhed.

4. Hørte myndigheder og organisationer

Lovforslaget har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer: Justitsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Skatteministeriet, KL, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Det Danske Advokatsamfund, Parcelhusejernes Landsforening, Realkreditrådet, Dansk Ejendomsmæglerforening, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Industri.

Positive

Konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angives omfang)

Negative

Konsekvenser/merudgifter

(Hvis ja, angives omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Frivillige begrænsede merudgifter for den enkelte kommune og amtskommune, som gør brug af retten til at undlade at påberåbe sig forældelse

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Et eventuelt faldende antal retssager

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Eventuelt begrænsede, positive økonomiske konsekvenser, idet kommunernes og amtskommunernes ret til at undlade at påberåbe sig forældelse også omfatter tilfælde, hvor en virksomhed er grundejer

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Et eventuelt faldende antal retssager

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne.

Et eventuelt faldende antal retssager

Ingen

Forholdet til EU-retten

En kommunes og en amtskommunes undladelse af at påberåbe sig forældelse over for et mangelskrav fra en virksomhed omfattes af EU’s regler om statsstøtte

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

I det følgende dækker betegnelsen »kommuner « både kommunalbestyrelsen, amtsrådet og bestyrelsen for et kommunalt fællesskab.

Til nr. 1

Bestemmelsen giver en kommune, der har solgt et areal, hjemmel til at undlade at påberåbe sig forældelse over for borgere og andre, der har et mangelskrav, fordi det i mellemtiden har vist sig, at arealet allerede ved kommunens salg var forurenet.

Bestemmelsen er udformet som en såkaldt »kan-bestemmelse « , hvor kommunen har et frit skøn inden for de grænser, der følger af almindelige offentligretlige grundsætninger om blandt andet saglig forvaltning og lighed.

Ved udøvelsen af skønnet kan kommunen blandt andet lægge vægt på, hvor byrdefuldt mangelskravet er i forhold til den pågældendes aktuelle økonomiske situation. Kommunen kan ved denne vurdering lægge vægt på, hvorvidt den pågældende opfylder betingelserne for at være omfattet af den statsligt finansierede oprydningsordning – den såkaldte værditabsordning i jordforureningslovens kap. 4 eller, hvorvidt den pågældende har fået en anden offentligt finansieret oprydning enten efter lovens kap. 3 eller § 68, stk. 4.

En jordforurening på arealet, der er kortlagt eller kunne have været kortlagt, jf. § 5 omfatter en forurening, der gennem privat eller offentligt finansierede undersøgelser på arealet er dokumenteret på en sådan måde, at det har eller kunne have givet anledning til en kortlægning på vidensniveau 2, jf. jordforureningslovens § 5. Kortlægningsopgaven efter jordforureningsloven varetages af amtsrådet i samarbejde med kommunalbestyrelsen, jf. jordforureningslovens § 3.

Bestemmelsen vedrører både krav om erstatning og krav om et forholdsmæssigt afslag i købesummen.

I tilfælde, hvor der er sket en kommunesammenlægning, er den videreførte kommune indtrådt i de sammenlagte kommuners hidtidige retsstilling, således at det er den videreførte kommune, der kan undlade at påberåbe sig forældelse, uanset at det var en af de nu sammenlagte kommuner, der foretog salget. Se hertil dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 234ff.

En kommunes beslutning om, hvorvidt kommunen i forhold til en konkret sag vil undlade at påberåbe sig forældelse i medfør af den foreslåede bestemmelse, er en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at der ikke skal være klageadgang i forhold til en kommunes afgørelse efter stk. 1. Der er således tale om en skønspræget afgørelse, som må baseres på den enkelte kommunes lokale overvejelser, og som derfor ikke indeholder et egnet klagetema til videre vurdering i en klagesagsbehandling. Det bemærkes i øvrigt, at borgeren vil kunne forelægge en sag for tilsynsmyndigheden eller klage til Folketingets Ombudsmand.

Tilsynet med kommunerne varetages med virkning fra 1. januar 2004 af fem statsamtmænd. Tilsynet med kommunerne fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, i det omfang der ikke er særlige klage- eller tilsynsmyndigheder, der kan tage stilling til sagen. Der kan i den forbindelse henvises til lov om kommunernes styrelse §§ 47 og 48.

Til nr. 2

Bestemmelsen indebærer, at søgsmålsfristen er 12 måneder for alle afgørelser efter jordforureningsloven, der meddeles eller bekendtgøres offentligt efter lovens ikrafttræden.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. stk. 1.

Herved undgås, at der opstår situationer i perioden fra lovforslagets vedtagelse til dets ikrafttrædelsesdato, hvor en kommune ikke har hjemmel til at undlade at påberåbe sig forældelse og dermed betale et berettiget mangelskrav.

Stk. 2-3 indeholder overgangsregler.

Stk. 2 er en overgangsregel, der præciserer, at jordforureningslovens § 76 a, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 1, også finder anvendelse på ejendomme, hvor mangelskrav er rejst før lovens ikrafttræden.

En kommune kan således undlade at påberåbe sig forældelse og dermed betale et berettiget mangelskrav i tilfælde, hvor kommunen efter de hidtidige regler har afvist at betale. Hjemlen kan også bruges i tilfælde, hvor en borger eller andre på grund af de hidtidige regler på forhånd har opgivet at rejse et krav over for kommunen.

Stk. 3 er en overgangsregel, der præciserer, at jordforureningslovens § 87, stk. 1, 1. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, ikke finder anvendelse på afgørelser, der er meddelt eller offentligt bekendtgjort før lovens ikrafttræden.

Forlængelsen af søgsmålsfristen fra de hidtidige 6 måneder til 12 måneder, gælder således alene for afgørelser, der meddeles eller bekendtgøres offentligt efter lovens ikrafttræden.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 87. Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven eller de regler, der fastsættes efter loven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes søgsmålsfristen dog altid fra tidspunktet for bekendtgørelsen.

Stk. 2-4 . ---

2. I § 87, stk. 1, 1. pkt., ændres »6 måneder« til: »12 måneder«.

Fremsat den 19. februar 2004 af miljøministeren (Hans Christian Schmidt)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om forurenet jord

(Kommunal udgiftsdækning og søgsmålsfrist)