Legislator Case Law & Legislation
200312L00095 DK

Forslag til Lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 16 år

45 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (45)

Statutory Text (45 Articles)

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 1

Definitioner

I denne konvention forstås ved

(a) »ulovlig handel« enhver praksis eller adfærd, som er forbudt ved lov, og som har relation til fremstilling, forsendelse, modtagelse, besiddelse, fordeling, salg eller køb herunder enhver praksis eller adfærd, som har til hensigt at lette sådan aktivitet;

(b) »regional økonomisk integrationsorganisation« en organisation, der består af flere selvstændige stater, som har overdraget kompetence på en række områder til organisationen, herunder beføjelser til at træffe beslutninger vedrørende disse områder, som er bindende for medlemsstaterne; 1)

(c) »tobaksreklame og salgsfremme« enhver forretningsmæssig kommunikation, anbefaling eller handling med det formål eller den virkning eller sandsynlige virkning at fremme et tobaksprodukt eller tobaksbrug enten direkte eller indirekte;

(d) »tobakskontrol« en række strategier til begrænsning af udbud, efterspørgsel og skadevirkning med det formål at forbedre en befolknings sundhedstilstand ved at eliminere eller reducere denne befolknings forbrug af tobaksprodukter og deres udsættelse for tobaksrøg;

(e) »tobaksindustri« tobaksproducenter, en gros forhandlere og importører af tobaksprodukter;

(f) »tobaksprodukter« produkter, som helt eller delvist er lavet med tobaksblade som råmateriale, og som er fremstillet til at ryge, sutte, tygge eller sniffe;

(g) »tobakssponsorering« enhver form for bidrag til en begivenhed, aktivitet eller et individ med det formål eller den virkning eller sandsynlige virkning at fremme et tobaksprodukt eller tobaksbrug enten direkte eller indirekte;

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

§ 1. Tobaksvarer må ikke sælges til personer under 16 år.

Stk. 2. Ved tobaksvarer forstås

1) Varer, der er bestemt til at ryges, indsnuses, suttes eller tygges, hvis de, helt eller delvist, er fremstillet af tobak.

2) Varer, der fortrinsvis benyttes i forbindelse med tobaksrygning.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 2

Forholdet mellem denne konvention og andre aftaler og juridiske instrumenter

1. For at sikre en bedre beskyttelse af menneskers sundhed opfordres de i konventionen deltagende parter til at gennemføre foranstaltninger ud over de, der kræves af denne konvention og dens protokoller, og intet i disse instrumenter forhindrer parternes i at stille strengere krav, som er i overensstemmelse med bestemmelserne i konventionen og protokollerne og med international ret.

2. Bestemmelserne i konventionen og dens protokoller skal på ingen måde berøre parternes ret til at indgå bilaterale eller multilaterale aftaler herunder regionale eller subregionale aftaler om emner, der er relevante for eller ligger i forlængelse af konventionen og dens protokoller under forudsætning af, at sådanne aftaler er forenelige med deres forpligtelser i henhold til konventionen og dens protokoller. De berørte parter skal meddele sådanne aftaler til parternes konference gennem sekretariatet.

Del II: Formål, vejledende principper og generelle forpligtelser

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

§ 2. Alkoholholdige drikkevarer med en alkoholprocent volume på 1,2 eller derover må ikke sælges til personer under 16 år fra butikker, hvor der foregår detailsalg.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 3

Formål

Formålet med denne konvention og dens protokoller er at beskytte nuværende og kommende generationer mod de katastrofale sundhedsmæssige, sociale, miljømæssige og økonomiske konsekvenser af tobaksforbrug og udsættelse for tobaksrøg ved at etablere en ramme for tobakskontrolforanstaltninger, som parterne skal gennemføre på nationale, regionale og internationale niveauer med henblik på vedvarende og i væsentlig grad at begrænse udbredelse af tobaksbrug og udsættelse for tobaksrøg.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

§ 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om, at personer på 16 år og derover af opholdskommunen kan få udstedt legitimationskort med foto samt nærmere regler om udstedelsen og udformningen af legitimationskortet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte et gebyr for udstedelse af legitimationskort, jf. stk. 1.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 4

Vejledende principper

For at realisere formålet med denne konvention og dens protokoller og gennemføre dens bestemmelser skal parterne lade sig vejlede blandt andet af nedenstående principper

1. Alle mennesker skal oplyses om de sundhedsmæssige konsekvenser og den vanedannende karakter af og den dødelige trussel fra tobaksforbrug, og effektive lovgivningsmæssige, udøvende, administrative eller andre foranstaltninger skal overvejes på et passende regeringsniveau for at beskytte alle mennesker mod udsættelse for tobaksrøg.

2. Et stærkt politisk engagement er nødvendigt for på nationale, regionale og internationale niveauer at udvikle og støtte omfattende tværsektorielle foranstaltninger og koordinerede indsatser, idet der tages hensyn til

(a) behovet for foranstaltninger, der kan beskytte alle mennesker mod udsættelse for tobaksrøg;

(b) behovet for foranstaltninger til at forebygge rygestart, fremme og støtte rygeophør og begrænse forbruget af tobaksprodukter i enhver form;

(c) behovet for foranstaltninger, der fremmer deltagelse af oprindelige folk og lokalsamfund i udviklingen, gennemførelsen og evalueringen af tobakskontrolprogrammer, som er socialt og kulturelt tilpasset deres behov og perspektiver; og

(d) behovet for foranstaltninger rettet mod kønsspecifikke risici i forbindelse med udviklingen af tobakskontrolstrategier.

3. Internationalt samarbejde, især overførsel af teknologi og viden samt økonomisk bistand og tilvejebringelse af den relevante ekspertise for at etablere og gennemføre effektive tobakskontrolprogrammer under hensyntagen til lokal kultur og til sociale, økonomiske, politiske og juridiske faktorer, er et væsentlig element i konventionen.

4. Omfattende tværsektorielle foranstaltninger og indsatser for at begrænse forbruget af alle tobaksprodukter på nationale, regionale og internationale niveauer er afgørende med henblik på i overensstemmelse med principper til fremme af folkesundheden at forebygge sygdomstilfælde, tidlig invaliditet og dødelighed forårsaget af tobaksforbrug og udsættelse for tobaksrøg.

5. Forhold vedrørende ansvar sådan som fastlagt af de enkelte parter indenfor dens egen jurisdiktion er et væsentligt aspekt af en sammenhængende tobakskontrol.

6. Betydningen af teknisk og økonomisk bistand til den økonomiske omstilling for tobaksdyrkere og tobaksarbejdere, hvis levevej vil blive væsentligt påvirket som en konsekvens af tobakskontrolprogrammer i deltagende udviklingslande og i parter med overgangsøkonomi, må erkendes og tages op i sammenhæng med nationalt udviklede strategier for bæredygtig udvikling.

7. Civilsamfundets deltagelse er afgørende for at realisere konventionens og protokollernes mål.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

§ 4. For overtrædelse af § 1 og § 2 straffes butiksindehaveren, restauratøren, hotelværten, kantineindehaveren m.v. med bøde. Der skal ved udmålingen af bøde tages særligt hensyn til, om butiksindehaveren, restauratøren, hotelværten, kantineindehaveren m.v. har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af § 1 og § 2. Bestemmelsen i straffelovens § 23 finder ikke anvendelse.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 5

Generelle forpligtelser

1. Alle parter skal udvikle, gennemføre og regelmæssigt opdatere og revidere omfattende tværsektorielle nationale strategier, planer og programmer til tobakskontrol i overensstemmelse med denne konvention og de protokoller, som den deltager i.

2. Med henblik herpå skal alle parter i overensstemmelse med sine muligheder

(a) etablere eller styrke og finansiere en national koordineringsordning eller centre for tobakskontrol; og

(b) vedtage og gennemføre effektive lovgivningsmæssige, udøvende, administrative og/eller andre foranstaltninger og samarbejde, når dette er relevant, med andre parter om at udvikle hensigtsmæssige politikker til at forebygge og begrænse tobaksforbrug, nikotinafhængighed og udsættelse for tobaksrøg.

3. I forbindelse med fastlæggelse og gennemførelse af den offentlige politik på folkesundhedsområdet skal parterne gøre en indsats for at beskytte denne politik mod tobaksindustriens handelsmæssige og øvrige interesser i overensstemmelse med national lovgivning.

4. Parterne skal samarbejde om at formulere forslag til foranstaltninger, procedurer og retningslinier med henblik på gennemførelse af konventionen og de protokoller, som de deltager i.

5. Parterne skal i relevant omfang samarbejde med kompetente internationale og regionale mellemstatslige organisationer og andre instanser om at gennemføre konventionen og de protokoller, som de deltager i.

6. Med de midler og ressourcer, de har til rådighed, skal parterne samarbejde om at tilvejebringe økonomiske ressourcer med henblik på en effektiv gennemførelse af konventionen gennem bilaterale og multilaterale finansieringsordninger.

Del III: Foranstaltninger vedrørende begrænsning af efterspørgsel efter tobak

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

§ 5. Loven træder i kraft den 1. april 2004.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 97 af 9. februar 1994 om foranstaltninger mod alkoholmisbrug.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrund og indhold

Det er regeringens holdning, at der er behov for en målrettet indsats i forhold til børn og unges rygning og alkoholforbrug. Undersøgelser viser, at danske unge har et betydeligt alkoholforbrug. De drikker mere og begynder at drikke tidligere end unge i de andre europæiske lande. Samtidig har de unges tobaksforbrug de sidste 15-20 år ikke været kendetegnet ved samme entydige fald som hos resten af befolkningen, men har stort set været uændret.

I det supplerende regeringsgrundlag Vækst, Velfærd – fornyelse II fra august 2003 sættes fokus på børn og unges sundhed. Som led heri har regeringen i november 2003 offentliggjort udspillet »Bedre sundhed for børn og unge«, som lægger op til en samlet og koordineret indsats i forhold til børn og unges sundhed. Udspillet indeholder bl.a. en række forslag til en målrettet indsats over for børn og unges rygning og alkoholforbrug, herunder forslag om at indføre en fælles aldersgrænse på 16 år for salg af tobak og alkohol.

Med lovforslaget lægger regeringen op til at indføre et forbud mod salg af tobak til personer under 16 år samt til at hæve aldersgrænsen for butikssalg af alkohol fra 15 år til 16 år.

Når der sigtes mod en fælles aldersgrænse på 16 år, er det for at sende et klart signal om, at tobak og alkohol ikke skal være en del af børnelivet. Folkeskolen og børneårene bør gøres fri for rusmidler, hvad enten det drejer sig om øl, vin, spiritus eller cigaretter. En 16-års aldersgrænse vil naturligt markere skellet mellem folkeskole og ungdomsuddannelse – mellem børneliv og ungdomsliv – idet den gennemsnitlige afgangsalder i den danske folkeskole er 16,1 år. Undersøgelser viser, at 3 ud af 4 rygere er begyndt at ryge, inden de er fyldt 16 år.

En aldersgrænse på 16 år kan være med til at understøtte forældrene i de bestræbelser, de selv udfolder for at forebygge, at deres børn begynder at ryge og for at udskyde deres børns alkoholdebut og begrænse de unges alkoholforbrug. Samtidig vil en aldersgrænse for salg af tobak støtte op om det forbud mod rygning i skolerne, som trådte i kraft i august 2001.

Lovforslaget skal ses som et led i en række foranstaltninger, der fra centralt og lokalt hold allerede er eller vil blive iværksat for at begrænse børn og unges rygning og alkoholforbrug.

Lovforslaget skal samtidig ses i sammenhæng med, at afgifterne på tobak og spiritus blev sat ned den 1. oktober 2003 med det resultat, at priserne på tobak og spiritus er faldet. Afgiftsnedsættelsen understreger betydningen af en effektiv forebyggelsesindsats i forhold til børn og unges tobaks- og alkoholforbrug.

Det er regeringens vurdering, at en fælles aldersgrænse på 16 år for salg af tobak og alkohol vil blive mødt med bred, folkelig opbakning – også fra de unge selv og deres forældre. Sundhedsstyrelsen m.fl. spørger årligt befolkningen om en række tobaksrelaterede spørgsmål. I 2002 tilkendegav 83 pct. af befolkningen, at de ønsker et forbud mod salg af tobak til børn, ligesom det gælder for øl, vin og spiritus.

Det er afgørende, at der bliver alvor og respekt om en sådan aldersgrænse. Regeringen vil derfor arbejde for en effektiv og konsekvent håndhævelse af reglerne. Regeringen vil derfor gøre det muligt for unge, som er fyldt 16 år, at erhverve sig et billedlegitimationskort. De unge får med et sådant kort mulighed for at dokumentere, at de er gamle nok til at købe tobak og alkohol. Butikkerne får lettere ved at håndhæve den fælles aldersgrænse, idet butikspersonalet kan bede den unge om at bevise sin alder ved fremvisning af billedlegitimation. Kortet skal kunne erhverves af de unge mod egenbetaling, som skal dække omkostningerne til udstedelse af kortet. Det foreslås, at kortet udstedes af kommunerne.

Overtrædelse af forbudet mod salg af alkohol og tobak til personer under 16 år straffes efter loven med bøde. Der skal ved udmålingen af bøde tages særligt hensyn til, om butiksindehaveren, restauratøren, hotelværten, kantineindehaveren m.v. har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af § 1 og § 2.

Lovforslaget skal desuden danne grundlag for, at Danmark kan ratificere WHO’s rammekonvention om tobakskontrol (WHO Framework Convention on Tobacco Control). Danmarks ratifikation af rammekonventionen forudsætter Folketingets samtykke i henhold til grundlovens § 19. Med lovforslaget foreslås det, at Folketinget med lovforslagets vedtagelse giver samtykke til, at regeringen ratificerer rammekonventionen.

2. De skadelige virkninger af tobaksrygning

Tobaksrygning er den forebyggelige enkeltfaktor, der har størst indflydelse på danskernes sundhed og medfører en væsentlig forøget risiko for tidlig død og for at blive syg – med en stærk forringet livskvalitet til følge.

12-13.000 danskere dør hvert år af rygerelaterede sygdomme.

Undersøgelser viser, at tobaksrygning er årsag til ca. 30 pct. af de iskæmiske hjertesygdomme. Omkring 25 pct. af al kræft hos mænd og 15 pct. af al kræft hos kvinder kan tilskrives rygning, herunder ca. 90 pct. af al lungekræft. 85-90 pct. af alle tilfælde af KOL (Kronisk obstruktiv lungesygdom) skyldes rygning, og ca. 15 pct. af alle rygere vil udvikle KOL.

Danskerne er stadig et af de mest rygende folk i den vestlige verden, selvom der i de senere år er blevet stadig færre rygere i Danmark. 28 pct. af befolkningen over 13 år er i dag dagligrygere.

Jo tidligere man begynder at ryge, jo større er de helbredsmæssige skadevirkninger.

Samtidig viser undersøgelser, at jo tidligere et ungt menneske begynder at ryge, jo større er sandsynligheden for, at vedkommende ender som storryger. Undersøgelser viser også, at de, der begynder at ryge tidligt, har sværere ved at holde op som voksne.

Det har derfor i sig selv en forebyggende effekt at udskyde rygestart.

3. De skadelige virkninger af alkohol

Unge, der begynder at drikke alkohol tidligt, har en øget risiko for senere at få et højt forbrug af alkohol og problemer med alkohol. Det store flertal af de unge, der drikker mere end Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser på 14 genstande om ugen for kvinder og 21 genstande om ugen for mænd, er allerede begyndt at drikke som 12-årige eller tidligere. Blandt de øvrige unge med et lavere forbrug af alkohol er det kun under halvdelen, der er begyndt tidligt. Jo senere børn begynder at drikke, jo bedre rustede er de til at håndtere det.

Mange unge kommer i beruset tilstand ud i situationer, som de ikke kan overskue, og som er ubehagelige eller direkte farlige for dem. Slagsmål, ulykker og problemer med politiet. 10 pct. af både pigerne og drengene i niende klasse har haft samleje uden prævention, fordi de var berusede. Mange har endog haft uønsket sex.

Mange undersøgelser peger på, at unges brug af alkohol og tobak hænger sammen. Det er også blandt disse unge, at man finder dem, der eksperimenterer med andre stoffer. 40 pct. af de unge, der er storforbrugere af alkohol, har også prøvet hash. Det gælder kun 14 pct. af de øvrige unge.

4. Børn og unges tobaksrygning

Der har de sidste 30 år været en entydig udvikling i retning af færre rygere – både blandt mænd og kvinder. Ifølge Sundhedsstyrelsens seneste tal er andelen af dagligrygere over 13 år i dag 28 pct. Når det gælder udviklingen i rygevaner hos unge, er tendensen desværre ikke helt så positiv. Udviklingen i de unges rygevaner har de seneste 15 til 20 år stort set været stagnerende, selvom de seneste tal viser et fald i rygeprævalensen blandt de unge.

En undersøgelse fra 2002 viser, at 3 pct. af de 11-årige drenge og 1 pct. af pigerne ryger dagligt, ugentligt eller sjældnere. Blandt de 13-årige gælder det 12 pct. af drengene og 11 pct. af pigerne. Og blandt de 15-årige henholdsvis 26 pct. af drengene og 29 pct. af pigerne. (Skolebørnsundersøgelsen 2002, Københavns Universitet, Institut for Folkesundhedsvidenskab 2003).

Samme undersøgelse viser, at 16 pct. af de 15-årige piger og 14 pct. af drengene ryger dagligt. Der er tale om et fald i forhold til 1998, hvor 21 pct. af de 15-årige piger og 15 pct. af drengene var dagligrygere.

Blandt de 16 til 20-årige ryger 32 pct. af drengene og 36 pct. af pigerne enten en gang imellem eller dagligt. Af disse er henholdsvis 24 pct. af drengene og 23 pct. af pigerne dagligrygere (Unges livsstil og dagligdag 2001, MULD-rapport nr. 2, 2003).

Ikke overraskende stiger andelen af rygere således med alderen.

Langt hovedparten af rygerne debuterer før 16-års alderen. En undersøgelse blandt de 16 til 20-årige viser, at 3 ud af 4 er begyndt at ryge regelmæssigt, før de blev 16 år. Det gælder henholdsvis 72 pct. af drengene og 77 pct. af pigerne. (Unges livsstil og dagligdag 2000, MULD-rapport nr. 1, 2002).

5. Børn og unges alkoholforbrug

Mange unge og børn helt ned til 12 til 13-års alderen har i dag et alkoholforbrug, som må betegnes som foruroligende højt. Unge i Danmark har tidlig alkoholdebut og retrospektive undersøgelser har vist, at 30 pct. af børn i 11-års alderen har haft deres alkoholdebut (Sabroe et al. 1996). I en anden undersøgelse er det påvist, at ca. 20 pct. af drengene og 10 pct. af pigerne i 4. og 5. klasse har prøvet at være fulde (Sabroe et al. 1997).

I ESPAD undersøgelsen fra 1999 (The European School Survey Project on Alcohol and Other Drugs) om brugen af alkohol og andre rusmidler blandt 15 til 16-årige skoleelever i 26 europæiske lande rapporteres det, at danske skoleelever har et større forbrug af alkohol sammenlignet med skolebørn i langt de fleste andre europæiske lande.

Der er dog sket en positiv udvikling i de 11 til 15-åriges forbrug siden indførelsen i 1998 af forbudet mod butikssalg af alkohol til børn under 15 år. I 2001 havde 81 pct. af de 15-årige drenge drukket alkohol mindst en gang på en måned. I 2002 var tallet faldet til 68 pct. Hos pigerne er tallet faldet fra 80 pct. til 72 pct. i samme periode.

6. Aldersgrænser for salg af tobak og alkohol i andre europæiske lande

Aldersgrænser for salg af alkohol og tobak er gennemført i de fleste andre europæiske lande.

Ifølge en oversigt fra WHO’s Europæiske Regionalkontor er det alene i Portugal, Østrig og Grækenland, at der ikke gælder nogen form for restriktioner på butikssalg af alkohol til børn og unge. Sverige og Island har forbud mod salg af alkohol til personer under 20 år; dog må personer over 18 år i Sverige købe øl indtil 4,4 alkoholprocent volume. Finland har forbud mod salg af spiritus til personer under 20 år og af øl og vin til personer under 18 år. Norge, Irland, Luxembourg, Storbritannien, Tyrkiet, Letland, Litauen, Rumænien, Rusland og Polen har en 18-års aldersgrænse for salg af alkohol. Schweiz, Holland og Tyskland har en 16-års aldersgrænse for salg af øl og vin og en 18-års aldersgrænse for salg af spiritus. I Frankrig, Spanien, Belgien og Italien er aldersgrænsen 16 år for salg af alkohol.

Langt de fleste europæiske lande har også aldersgrænser for salg af tobak. Hovedparten har en aldersgrænse på enten 18 år eller 16 år. I Bulgarien, Estland, Finland, Irland, Island, Letland, Litauen, Norge, Polen, Rumænien, Rusland, Slovakiet, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet og Ungarn er aldersgrænsen 18 år for salg af tobak. Frankrig, Holland, Italien, Malta, Spanien, Storbritannien, Tyskland og Østrig har en 16-års aldersgrænse for salg af tobak. Grækenland forventes at indføre en aldersgrænse på 16 år. I Slovenien er aldersgrænsen 15 år. Belgien, Luxembourg og Portugal har ikke aldersgrænser for salg af tobak til børn og unge.

7. Aldersgrænser på andre områder af dansk lovgivning

Legale restriktioner for børn og unges adfærd kendes også på andre felter i dansk lovgivning.

I henhold til restaurationslovens § 29 er det forbudt restauranter og andre serveringssteder med alkoholbevilling at servere eller lade servere stærke drikke til personer, der ikke er fyldt 18 år.

Efter fyrværkeriloven kan indenrigs- og sundhedsministeren forbyde salg af fyrværkeri og af kemikalier, der kan anvendes til fremstilling af fyrværkeri, til personer under 18 år. Indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat et sådant forbud, dog må enkelte mindre fyrværkeriartikler, fx knaldhætter, sælges til personer, der er fyldt 15 år, jf. bekendtgørelse nr. 778 af 14. oktober 1999, § 5.

Endvidere følger det af færdselslovens § 63, stk. 1, at knallert kun må føres af personer, der er fyldt 16 år, ligesom børn under 6 år i henhold til færdselslovens § 50, stk. 1, ikke må cykle alene.

Det følger af § 20 i lov om film, at enhver film, der vises offentligt eller erhvervsmæssigt sælges, udlejes eller udlånes offentligt til børn under 11 og 15 år, forinden af Medierådet for Børn og Unge skal være godkendt for børn i den pågældende aldersgruppe. Alle film må dog vises offentligt for børn, der er fyldt 7 år og er ledsaget af en af forældrene eller en anden voksen.

8. Led i forstærket indsats i forhold til børn og unges rygning og alkoholforbrug

Lovforslaget er en del af en samlet forstærket indsats i forhold til børn og unges rygning og alkoholforbrug.

Regeringsudspillet »Bedre sundhed for børn og unge« lægger op til en målrettet indsats i forhold den udbredte rusmiddelkultur blandt børn og unge - og indeholder en række initiativer, som kan bidrage hertil, herunder forslaget om at indføre en fælles aldersgrænse på 16 år for salg af tobak og alkohol og et billedlegitimationskort for unge, der er fyldt 16 år.

I forbindelse med ikrafttrædelsen af den fælles aldersgrænse for salg af tobak og alkohol vil Sundhedsstyrelsen gennemføre en oplysningskampagne målrettet såvel de butiksansatte, der skal håndhæve forbudene, som den brede befolkning. Kampagnen skal bl.a. lancere det nye legitimationskort. Erfaringerne fra alkoholområdet viser, at det vigtigt med fortsat fokus på problemstillingen – og at der løbende informeres om forbudet.

Et forbud mod salg af tobak til personer under 16 år skal samtidig støtte op om og ses som en videreførsel af de senere års stramninger på tobaksområdet – herunder forbud mod rygning i skolerne, som trådte i kraft i august 2001, og forbud mod tobaksreklamer, som trådte i kraft i januar 2002.

I et samarbejde har idrættens organisationer, Halinspektørforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen iværksat en indsats under overskriften »Gi’ alle et røgfrit valg«, der skal gøre det muligt for alle – og især børn – at dyrke idræt i sportshaller og sportsklubber – uden at blive udsat for andres røg. Derudover planlægger Sundhedsstyrelsen en generel informationsindsats om passiv rygning i slutningen af 2003.

Sundhedsstyrelsen vil udsende materialer til alle landets skoler i november 2003 vedrørende en »røgfri klasse konkurrence«, som henvender sig til 7. og 8. klasse og har til formål at udskyde deres rygedebut. Selve konkurrencen løber fra januar til maj 2004.

Sundhedsstyrelsen vil inden årsskiftet udsende materialet »Børn og unge drikker mere end du tror«. Kampagnen løb første gang af stablen i 2000 i et samarbejde med Undervisningsministeriet. Den består af materiale til forældre til børn i 5. klasse, lærere og skolebestyrelser. Kampagnens sigte er bl.a. at understøtte forældrene i de bestræbelser, de selv udfolder for at udskyde deres børns alkoholdebut og begrænse de unges alkoholforbrug.

Det kan desuden nævnes, at Sundhedsstyrelsen gennemfører en årlig uge 40 kampagne om alkohols skadevirkninger og de anbefalede genstandsgrænser. I 2002 og 2003 har kampagnen særligt været målrettet børn og unges drikkeri.

Regeringen vil sætte særlig fokus på børn og unges tidlige alkoholdebut. Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil således udarbejde en status over den hidtidige indsats på området og komme med et udspil til den fremtidige indsats over for børn og unges tidlige alkoholdebut.

Det lokale arbejde med at skabe et tryggere festmiljø for de unge, der går i byen, og med at forebygge et for stort alkoholforbrug blandt børn og unge, fremmes af en række centrale initiativer. Restaurationslovens regler om forbud mod udskænkning af alkohol til unge under 18 år er blevet strammet gennem en lovændring i december 2002. Ændringen har gjort det lettere for kommunerne at fratage bevillingshavere bevillingen, hvis lovgivningen ikke overholdes (eksempelvis ved udskænkning til unge under 18 år), eller hvis betingelserne for bevillingen overtrædes (eksempelvis ved aggressiv markedsføring).

Samtidig arbejder regeringen på at få bødeniveauet hævet i forbindelse med overtrædelser af udskænkningsforbudet.

På mange diskoteker foregår alderskontrollen ved døren. De dørmænd, der er ansvarlige for adgangskontrollen, spiller her en vigtig rolle i forhold til at sikre tryggere festmiljøer. Økonomi- og Erhvervsministeriet og Justitsministeriet har igangsat en undersøgelse af, hvilke elementer en dørmandsordning bør indeholde med henblik på en ændring af restaurationsloven, som i forvejen har en bestemmelse om bl.a. dørmænd.

Erfaringerne med forbudet mod salg af alkohol til børn under 15 år viser, at nogle butikker har svært ved at håndhæve forbudet. Det kan være vanskeligt for butikspersonalet at vurdere alderen på et ungt menneske, og det er derfor let for mange børn under 15 år at snyde sig til at købe alkohol. En stor del af de unge har ikke nogen form for billedlegitimation og kan derfor ikke bevise, at de er gamle nok til at købe alkohol. Det er fx kun ca. en tredjedel af de 16 til 17-årige, der har erhvervet sig knallertbevis med billede på. Butikshandlens brancheorganisationer har udtrykt ønske om, at der indføres billedlegitimationskort til unge.

Regeringen vil derfor gøre det muligt for unge, som er fyldt 16 år, at erhverve sig et billedlegitimationskort. De unge får med et sådant kort mulighed for at dokumentere, at de er gamle nok til at købe tobak og alkohol. Butikkerne får ligeledes lettere ved at håndhæve aldersgrænsen, idet butikspersonalet kan bede den unge om at bevise sin alder ved fremvisning af billedlegitimation. De enkelte butikker kan derudover på eget initiativ beslutte, at de kun vil sælge tobak og alkohol til personer, som kan dokumentere deres alder ved billedlegitimation. Fx ved skiltning ved kassen.

Kortet skal kunne erhverves af de unge mod egenbetaling, som skal dække omkostningerne til udstedelse af kortet. Efter bestemmelsen kan enhver, som er fyldt 16 år, erhverve sig et legitimationskort med foto. Der vil imidlertid næppe være mange personer over 18 år, der vil bede om at få udstedt et sådant legitimationskort, idet langt de fleste over 18 år er i besiddelse af anden form for legitimation med foto.

9. Gældende regler

Ifølge § 2 a i lov nr. 411 af 26. juni 1998 om ændring af lov om foranstaltninger mod alkoholmisbrug må alkoholholdige drikkevarer ikke sælges til børn under 15 år fra butikker, hvor der foregår detailsalg.

10. WHO-rammekonvention om tobakskontrol

Lovforslaget skal desuden ses i sammenhæng med WHO’s rammekonvention om tobakskontrol (WHO Framework Convention on Tobacco Control). Konventionen blev vedtaget på Verdenssundhedsforsamlingen den 21. maj 2003. Den skal regulere centrale forhold på tobaksområdet, herunder smugling, toldfrit salg, reklame og sponsorering samt mærkning af tobaksvarer. Samtidig lægger konventionen op til, at alle lande skal indføre forbud mod salg af tobak til børn og unge.

Vedtagelsen af konventionen var sidste skridt i en procedure, der blev indledt i 1999, da WHO besluttede at etablere et mellemstatsligt organ, som alle organisationens medlemmer kunne deltage i, med henblik på at udforme og forhandle en international rammekonvention om bekæmpelse af tobaksrygning.

Konventionen skal dels understøtte nationale initiativer, dels forholde sig til en række grænseoverskridende problemstillinger med henblik på at vende den negative udvikling i tobaksforbruget på verdensplan. I dag ryger ca. hver tredje voksne på verdensplan svarende til ca. 1,2 mia. mennesker. Verdensbanken skønner, at dette tal vil stige til 1,6 mia. i 2025. For en lang række områder som fx tobaksafgifter, reklame og sponsorering, mærkning af tobaksvarer samt foranstaltninger mod smugling gælder det, at en effektiv regulering forudsætter koordination på internationalt niveau.

Konventionen vedrører centrale forhold på tobaksområdet, herunder

Mærkning – Ifølge konventionen skal mindst 30 pct., men helst 50 pct. eller mere af de visuelt vigtigste flader på tobaksvarers emballage bestå af klare advarsler om sundhedsrisici. Konventionen lægger desuden op til, at parterne skal forbyde vildledende sprogbrug, der kan give indtryk af, at produktet er mindre skadeligt end andre produkter. Fx ved anvendelse af udtryk som »light«, »mild« eller »lavt tjæreindhold«.

Reklame – Parterne skal arbejde hen mod et forbud mod tobaksreklamer inden for fem år efter, at konventionen er trådt i kraft. I de lande, der af forfatningsmæssige årsager ikke kan gennemføre et reklameforbud, skal tobaksreklamer, salgsfremstød og sponsorering til fordel for tobaksvarer begrænses.

Skatter og afgifter – I konventionen anerkendes det, at afgifts- og prisforanstaltninger er en vigtig metode til at nedsætte tobaksforbruget, samt at konventionens parter skal tage folkesundhedsmål i betragtning, når de gennemfører afgifts- og prisforanstaltninger vedrørende tobaksvarer.

Finansiering – Konventionen lægger op til, at parterne skal yde finansiel støtte til deres nationale programmer på tobaksområdet. Desuden indeholder konventionen en opfordring til at anvende og fremme eksisterende udviklingsmidler til bekæmpelse af tobaksforbruget.

Ulovlig handel – Det anerkendes i konventionen, at et afgørende element i tobakskontrol er afskaffelse af smugling, ulovlig produktion og efterligning af tobaksvarer, herunder udvikling af et effektivt system til sporing af sådanne varer, samt udformning og gennemførelse af national lovgivning på området.

Ifølge konventionen skal landene endvidere fremme rygestoptilbud og oplyse om rygningens skadevirkninger. Desuden skal de forbyde salg af tobak til børn og unge og begrænse befolkningens eksponering for passiv rygning.

Konventionen omfatter områder med national kompetence, blandet kompetence og fællesskabskompetence og vil derfor skulle tiltrædes af både de enkelte EU-medlemslande og Fællesskabet.

En række af de emner, konventionen omhandler, er således omfattet af eksisterende direktiver. Det gælder fx reklame og sponsorering samt mærkning af tobaksvarer. Konventionen indebærer ikke et krav om, at gældende regulering ændres, idet de centrale bestemmelser i konventionen afspejler de fremgangsmåder, der er fastlagt i fællesskabslovgivningen.

Umiddelbart må det forventes, at konventionen vil få den største effekt på sundhedsbeskyttelsesniveauet i de lande, hvor området ikke er reguleret i samme omfang, som det i dag er tilfældet i mange vestlige lande.

Danmark gennemfører konventionen ved at konstatere, at der med vedtagelse af nærværende lovforslag foreligger regelharmoni mellem dansk lovgivning og konventionen.

Danmark undertegnede konventionen den 16. juni 2003 med ratifikationsforbehold.

Lovforslaget skal danne grundlag for, at Danmark kan ratificere WHO’s rammekonvention om tobakskontrol (WHO Framework Convention on Tobacco Control). Danmarks ratifikation af rammekonventionen forudsætter Folketingets samtykke i henhold til grundlovens § 19. Med lovforslaget foreslås det, at Folketinget med lovforslagets vedtagelse giver samtykke til, at regeringen ratificerer rammekonventionen.

11. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for staten, idet det bemærkes, at de politimæssige opgaver i relation til håndhævelsen af loven forudsættes løst inden for bestående ressourcemæssige rammer.

Lovforslaget vil have administrative konsekvenser for kommunerne, som foreslås at skulle forestå udstedelsen af det nye billedlegitimationskort til unge. Da kortet vil være fuldt brugerfinansieret, har lovforslaget imidlertid ingen økonomiske konsekvenser for kommunerne.

Det skønnes, at lovforslaget kun har begrænsede erhvervsøkonomiske konsekvenser. Reduktionen af provenuet ved salg alkoholholdige drikkevarer til børn og unge må formodes at blive opvejet af et øget salg af alkoholfrie læskedrikke o. lign. I forhold til tobaksvarer skal bemærkes, at salg af tobak til personer under 16 år udgør en meget lille del af det samlede salg af tobaksvarer i Danmark. På sigt må lovforslaget formodes at have den konsekvens, at der bliver færre rygere. En reduktion i antallet af rygere kan have økonomiske konsekvenser for tobaksindustrien.

Lovforslaget har i øvrigt været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering, som har vurderet, at forslaget ikke indeholder administrative konsekvenser for erhvervslivet på samfundsniveau eller pr. virksomhed i et omfang, der berettiger, at det bliver forelagt et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

12. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

13. Udtalelser over lovforslaget

Lovforslaget har i udkast været forelagt for Alkoholpolitisk Landsråd, Amtsrådsforeningen i Danmark, Astma-Allergiforbundet, Blå Kors Danmark, Bryggeriforeningen, BUPL, Børnerådet, Coop Danmark, DA, Danisco Distillers, Danmarks Elevorganisation, Danmarks Lungeforening, Danmarks Lærerforening, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Supermarked, Dansk Sygeplejeråd, DCAA, De Samvirkende Købmænd, Den Almindelige Danske Lægeforening, Det Danske Handelskammer, DSB, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Folkeskolernes Landsorganisation, Forbrugerrådet, Forbundet af Offentlig Ansatte, Foreningen af politimestre i Danmark, Foreningen af Socialchefer, Foreningen HEN-RY, Frederiksberg Kommune, Foreningen Gode Alkoholdninger (GODA), FTF, Hjerteforeningen, HK-Handel, HORESTA, Hovedstadens Sygehusfællesskab, KFUM’s Sociale Arbejde i Danmark, Komiteen for Sundhedsoplysning, Kommunernes Landsforening, Konkurrencerådet, Kræftens Bekæmpelse, Københavns Kommune, Landsforeningen Lænken, LO, Nærbutikkernes Landsforening, Philip Morris, Red Barnet, Skole & Samfund, Sundhedsstyrelsen, Tobaksindustrien samt Vin og Spiritusorganisationen i Danmark.

Vurdering af konsekvenserne af lovforslaget

Positive konsekvenser / mindre udgifter

Negative konsekvenser / merudgifter

Økonomiske og administrative konsekvenser for staten

Ingen

Ingen

Økonomiske og administrative konsekvenser for amtskommuner og kommuner

Ingen

Administrative konsekvenser for kommunerne, som skal forestå udstedelsen af det nye billedlegitimationskort. Kortet er fuldt brugerfinansieret, hvorfor lovforslaget ikke har økonomiske konsekvenser for kommunerne.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Begrænsede konsekvenser

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter § 1 må tobaksvarer ikke sælges til personer under 16 år.

Forbudet mod salg af tobak til personer under 16 år gælder alle steder, hvor der sælges tobaksvarer – dvs. både i butikker, der har detailsalg, og på restauranter, hoteller, barer m.v. Ved salg af tobak forstås efter loven også servering af tobaksvarer på restauranter, hoteller, barer m.v. Forbudet mod salg af tobaksvarer til personer under 16 år omfatter også salg fra automater.

Grunden til at forbudet gælder alle steder, hvor der sælges tobaksvarer – og ikke som på alkoholområdet er afgrænset til butikssalg – er, at der ikke i forvejen eksisterer regler for salg af tobak til børn og unge som på alkoholområdet, hvor restaurationsloven forbyder udskænkning af alkohol til personer under 18 år.

Stk. 2 specificerer, at der ved tobaksvarer forstås 1) varer, der er bestemt til at ryges, indsnuses, suttes eller tygges, hvis de helt eller delvist er fremstillet af tobak, samt 2) varer, der fortrinsvis benyttes i forbindelse med tobaksrygning. Med »varer, der fortrinsvis benyttes i forbindelse med tobaksrygning«, tænkes fx på piber, cigaretpapir, cigarethylstre og cigaretrullere. Hermed afgrænses tobaksvarer på samme måde som i lov om forbud mod tobaksreklame m.v. (lov nr. 492 af 7. juni 2001), jf. denne lovs § 1.

Til § 2

Efter § 2 må alkoholholdige drikkevarer med en alkoholprocent volume på 1,2 eller derover ikke sælges til personer under 16 år fra butikker, hvor der foregår detailsalg. Bestemmelsen er præciseret i forhold til lov om foranstaltninger mod alkoholmisbrug. Efter denne lov var alle alkoholholdige drikkevarer omfattet af butikssalgsforbudet. Men da kun alkoholholdige drikkevarer med en alkoholprocent volume på 1,2 og derover skal mærkes efter reglerne i bekendtgørelse nr. 530 af 18. juni 2003 om mærkning m.v. af fødevarer, har det af praktiske årsager været nødvendigt at fortolke bestemmelsen således, at kun drikkevarer med en alkoholprocent volume på 1,2 eller derover er omfattet af butikssalgsforbudet. Det skal bemærkes, at stort set alle alkoholprodukter, der sælges på det danske marked har en alkoholprocent volume på 1,2 eller derover. Som en undtagelse kan nævnes Cider, som i mange tilfælde har en alkoholprocent volume på 0,7.

Bestemmelsens anvendelsesområde er ved udtrykket »butikker hvor der foregår detailsalg«, afgrænset på samme måde som i lov om butikstid (lov nr. 1260 af 20. december 2000), jf. denne lovs § 1, stk. 1. Grunden til denne afgrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde er, at der allerede eksisterer en 18-års aldersgrænse for udskænkning af alkohol på barer, restauranter m.v., jf. restaurationslovens § 29.

Forbudet mod salg af alkoholholdige drikkevarer omfatter øl, vin, spiritus og alle andre drikkevarer med en alkoholprocent volume på 1,2 eller derover, herunder de såkaldte alkoholsodavand.

Til § 3

Efter § 3, stk. 1 fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren regler om, at personer på 16 år og derover af opholdskommunen kan få udstedt legitimationskort med foto samt nærmere regler om udstedelsen og udformningen af legitimationskortet. Indenrigs- og sundhedsministeren vil i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om udformningen af legitimationskortet og om, hvilke krav til dokumentation m.v., der skal stilles, når en person, som er fyldt 16 år, anmoder om at få udstedt et legitimationskort. Man har ikke retskrav på at få udstedt legitimationskort, før indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat de nærmere regler om udstedelse af kortet.

Efter stk. 2 kan kommunalbestyrelsen fastsætte et gebyr for udstedelse af legitimationskort. Det forudsættes, at gebyret alene skal dække de faktiske omkostninger ved udstedelsen af kortet.

Til § 4

Efter § 4 straffes butiksindehaveren, restauratøren, hotelværten, kantineindehaveren m.v. for overtrædelse af § 1 og § 2 med bøde. I lov om foranstaltninger mod alkoholmisbrug var det alene en butiksindehaver, der kunne straffes for overtrædelse af loven. Personkredsen er nu udvidet med restauratøren, hotelværten og kantineindehaveren m.v., fordi loven også omfatter salg af tobaksvarer, som sælges andre steder end i butikker.

Ansvaret for, at forbudet mod salg af tobaksvarer og alkoholholdige drikkevarer til personer under 16 år overholdes, påhviler således alene nævnte personkreds. Er butiksindehaveren, restauratøren, hotelværten, kantineindehaveren m.v. en juridisk person, kan den juridiske person efter stk. 2 pålægges bødeansvar.

Det er en betingelse for at straffe butiksindehaveren, restauratøren, hotelværten, kantineindehaveren m.v. efter § 4, at denne har handlet forsætligt eller uagtsomt, jf. straffelovens § 19. Butiksindehaveren, restauratøren, hotelværten, kantineindehaveren m.v. vil således kunne straffes for overtrædelse af bestemmelsen, hvis butiksindehaveren, restauratøren, hotelværten, kantineindehaveren m.v. selv har solgt tobak eller alkohol til barnet. Butiksindehaveren, restauratøren, hotelværten, kantineindehaveren m.v. vil endvidere efter omstændighederne kunne straffes, hvis vedkommende har undladt at instruere personalet om ikke at sælge tobak og alkoholholdige drikkevarer til personer under 16 år eller har undladt at føre fornødent tilsyn og kontrol med overholdelsen af bestemmelsen.

Ansat personale vil derimod ikke kunne straffes for overtrædelse af forbudet, hverken for eget salg eller for medvirken til butiksindehaverens, restauratørens, hotelværtens, kantineindehaverens m.v. overtrædelse, jf. lovforslagets § 4, stk. 1, sidste punktum. Det samme gælder en eventuel bestyrer eller lignende i en butik, der har det daglige ansvar for butikken uden at være ejer eller forpagter. Derimod vil en forpagter af fx en butik, restaurant eller en kantine kunne straffes i henhold til § 4. Ligeledes vil en bestyrer af en restaurant, et hotel, en kantine m.v. kunne straffes, fordi vedkommende har samme strafferetlige ansvar for virksomhedens drift som indehaveren af det næringsbrev, der er knyttet til virksomheden.

Personer, der medvirker til overtrædelse af salgsforbudet ved at tilskynde butiksindehaveren, restauratøren, hotelværten, kantineindehaveren m.v. til at sælge tobak eller alkoholholdige drikkevarer til personer under 16 år, vil efter lovforslaget ikke kunne straffes, jf. forslagets § 4, stk. 1, sidste punktum. Regeringen har valgt at placere ansvaret hos den, der vil have en økonomisk gevinst ved, at salgsforbudet ikke håndhæves.

Heller ikke kammerater, der er fyldt 16 år, og som hjælper personen under 16 år med at købe tobak eller alkoholholdige drikkevarer i strid med bestemmelsen, vil kunne straffes. Det samme gælder forældre, der beder en person under 16 år om fx at hente alkoholholdige drikkevarer eller tobak hos en købmand.

Overtrædelse af forbudet mod salg af alkohol og tobak til personer under 16 år straffes efter loven med bøde. Der skal ved udmålingen af bøde tages særligt hensyn til, om butiksindehaveren, restauratøren, hotelværten, kantineindehaveren m.v. har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af § 1 og § 2. Med denne stramning af loven i forhold til § 2 a i lov om foranstaltninger mod alkoholmisbrug er det præciseret, at der bør gribes hårdere ind over for gentagen overtrædelse af salgsforbudet. Bøderne for overtrædelse af forbudet mod salg af alkohol til børn under 15 år fra butikker har efter det oplyste hidtil ligget i et niveau omkring 1.000 – 2.000 kr.

Det forudsættes, at en overtrædelse af lovens § 1 eller § 2 i førstegangstilfælde som udgangspunkt straffes med en bøde på 2.000 kr. Dette svarer til den bøde, der i flere nyere domme afsagt af Københavns Byret er udmålt for bevillingshaveres overtrædelse af restaurationslovens forbud mod på restauranter og andre serveringssteder at servere eller lade servere alkohol for personer, der ikke er fyldt 18 år. Er der flere overtrædelser af § 1 eller § 2 til samtidig bedømmelse, forudsættes det, at bøderne for de enkelte overtrædelser sammenlægges ved modereret kumulation, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt., hvorefter der ved udmålingen af bøden skal tages særligt hensyn til grovheden af overtrædelsen.

I andengangstilfælde og i tredjegangstilfælde af overtrædelse af lovens § 1 og § 2 forudsættes bøderne udmålt til henholdsvis 5.000 kr. og 10.000 kr., jf. § 4, stk. 1, 2. pkt., hvorefter der ved udmålingen af bøden skal tages særligt hensyn til gentagne overtrædelser. Dette svarer til den bødestørrelse, der normalt anvendes ved gentagne overtrædelser af forbudet i lov om butikstid mod salg af alkohol mellem kl. 20 og kl. 6. Også i disse tilfælde forudsættes bøden væsentligt forhøjet ved modereret kumulation, hvis der foreligger flere overtrædelser til samtidig pådømmelse.

De angivne strafniveauer er vejledende og kan fraviges af domstolene i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger formildende eller skærpende omstændigheder.

Til § 5

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2004. I forbindelse med lovens ikrafttræden vil Sundhedsstyrelsen gennemføre en oplysningsindsats målrettet såvel de butiksansatte, der skal håndhæve forbudene, som den brede befolkning.

Efter § 5 ophæves lov nr. 97 af 9. februar 1994 om foranstaltninger mod alkoholmisbrug. Ved den seneste ændring af loven (lov nr. 411 af 26. juni 1998) ophævedes bestemmelserne om nedsættelse af et alkoholpolitisk kontaktudvalg. Loven indeholdt således kun to bestemmelser, nemlig § 2 a om butikssalg af alkohol til børn og § 3 om en ændring af sygehuslovens bestemmelse om ansvaret for alkoholbehandlingen.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 6

Pris og skattemæssige foranstaltninger til begrænsning af efterspørgsel efter tobak.

1. Parterne anerkender at pris og skattemæssige foranstaltninger er et effektivt og væsentligt middel til at begrænse tobaksrygning blandt en række befolkningsgrupper, især unge.

2. Uden at dette berører parternes suveræne ret til at fastlægge og etablere deres skattepolitik, skal alle parter tage hensyn til sine nationale sundhedsmål med hensyn til tobakskontrol og, når dette er relevant, vedtage eller fastholde foranstaltninger, som kan omfatte

(a) gennemførelse af skattepolitik og, når dette er relevant, prispolitik for tobaksprodukter med henblik på at bidrage til de sundhedsmål, der er rettet mod at begrænse tobaksforbrug; og

(b) afhængigt af situationen forbud mod eller begrænsning af muligheden for, at skattefrie og toldfrie tobaksprodukter bliver solgt til og/eller importeret af internationale rejsende.

3. Parterne skal angive skattesatser for tobaksprodukter og udviklingstendenser i tobaksforbruget i deres regelmæssige rapporter til parternes konference i overensstemmelse med artikel 21.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 7

Foranstaltninger ud over prismæssige foranstaltninger til begrænsning af efterspørgsel efter tobak

Parterne anerkender, at omfattende foranstaltninger ud over prismæssige foranstaltninger er et effektivt og væsentligt middel til at begrænse tobaksforbruget. Alle parter skal vedtage og gennemføre effektive lovgivningsmæssige, udøvende, administrative eller andre foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre deres forpligtelser i henhold til artiklerne 8 og 13 og skal, når dette er relevant, samarbejde om disses gennemførelse direkte eller gennem kompetente internationale instanser. Parternes konference skal foreslå hensigtsmæssige retningslinier til gennemførelse af bestemmelserne i disse artikler.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Bilag

WHO Rammekonvention om tobakskontrol

Præambel

De i denne konvention deltagende parter, som

er besluttet på at prioritere deres ret til at beskytte folkesundheden,

anerkender , at udbredelsen af tobaksepidemien er et globalt problem med alvorlige konsekvenser for folkesundheden, som kræver det bredest mulige internationale samarbejde og deltagelse af alle lande i en effektiv, hensigtsmæssig og omfattende international indsats,

genspejler det internationale samfunds bekymring over de katastrofale verdensomspændende sundhedsmæssige, sociale, økonomiske og miljømæssige konsekvenser af tobaksforbrug og udsættelse for tobaksrøg,

er alvorligt bekymrede over det øgede forbrug og den øgede produktion af cigaretter og andre tobaksprodukter på verdensplan, især i udviklingslande, og over de belastninger, som familier, de fattige og de nationale sundhedsvæsener hermed udsættes for,

anerkender , at videnskabelige undersøgelser utvetydigt har fastslået, at tobaksforbrug og udsættelse for tobaksrøg er årsag til dødsfald, sygdom og invaliditet, og at der er et tidsinterval mellem udsættelse for rygning og anden brug af tobaksprodukter og indtræden af tobaksrelaterede sygdomme,

anerkender , at cigaretter og nogle andre produkter, der indeholder tobak, er højt forarbejdede med henblik på at skabe og fastholde afhængighed, og at mange af de kemiske forbindelser, produkterne indeholder, og den røg, de afgiver, er farmakologisk aktive, toksiske, mutagene og kræftfremkaldende, samt at tobaksafhængighed er opført som en særskilt lidelse i større internationale sygdomsklassifikationer,

erkender , at der er klar videnskabelig dokumentation for, at prænatal udsættelse for tobaksrøg er årsag til skadelige sundhedsmæssige og udviklingsmæssige bivirkninger hos børn,

er dybt bekymrede over den øgede udbredelse af rygning og andre former for tobaksforbrug blandt børn og unge i hele verden, især rygning i en stadig tidligere alder,

er foruroligede over den øgede udbredelse af rygning og andre former for tobaksforbrug blandt kvinder og unge piger i hele verden og er opmærksomme på behovet for, at kvinder har fuld medbestemmelse på alle niveauer af politikudvikling og gennemførelse samt på behovet for kønsspecifikke strategier til tobakskontrol,

er dybt bekymrede over den store udbredelse af rygning og andre former for tobaksforbrug blandt oprindelige folk,

er alvorligt bekymrede over virkningen af alle former for reklame, salgsfremme og sponsorering, som sigter mod at opfordre til brug af tobaksprodukter,

anerkender , at fælles indsats er påkrævet for at eliminere alle former for ulovlig handel med cigaretter og andre tobaksprodukter, herunder smugleri, ulovlig fremstilling samt forfalskning,

erkender , at tobakskontrol på alle niveauer og især i udviklingslande og i lande med overgangsøkonomi kræver tilstrækkelige økonomiske og tekniske ressourcer, som står mål med nuværende og projekterede behov for tobakskontrolaktiviteter,

anerkender behovet for at udvikle hensigtsmæssige mekanismer i relation til de langsigtede sociale og økonomiske konsekvenser af succesrige strategier til reduktion af efterspørgsel efter tobak,

er opmærksomme på de sociale og økonomiske vanskeligheder, som tobakskontrolprogrammer kan foranledige på mellem og langt sigt i nogle udviklingslande og i lande med overgangsøkonomi og anerkender disse landes behov for teknisk og økonomisk bistand indenfor rammerne af nationalt udviklede strategier for bæredygtig udvikling,

er bevidste om den værdifulde indsats, mange stater gør med henblik på tobakskontrol, og værdsætter Verdenssundhedsorganisationens lederskab og den indsats, der gøres af andre organisationer og instanser i FN systemet og andre internationale og regionale mellemstatslige organisationer for at udvikle foranstaltninger til tobakskontrol,

understreger det særlige bidrag til tobakskontrolindsatsen nationalt og internationalt fra NGOer og andre medlemmer af civilsamfundet, som ikke har tilknytning til tobaksindustrien, herunder sundhedsfaglige organisationer, kvindegrupper, ungdomsgrupper, miljøgrupper og forbrugergrupper samt uddannelses og sundhedsinstitutioner og den afgørende betydning af disses deltagelse i nationale og internationale tobakskontrolbestræbelser,

anerkender behovet for at være opmærksom på ethvert tiltag fra tobaksindustrien, som har til hensigt at underminere eller afværge tobakskontrolbestræbelserne, samt behovet for at blive informeret om aktiviteter i tobaksindustrien, som har negative indvirkninger på tobakskontrolindsatsen,

erindrer om artikel 12 i den internationale pagt om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder vedtaget af FNs generalforsamling den 16. december 1966, hvori det erklæres, at alle har ret til at nyde godt af det højest opnåelige niveau for fysisk og mental sundhed,

erindrer om præamblen til Verdenssundhedsorganisationens vedtægter, hvori det erklæres, at det højest mulige sundhedsniveau er en af de fundamentale rettigheder for ethvert menneske uden hensyn til race, religion, politisk overbevisning og økonomisk eller social situation,

er besluttet på at fremme foranstaltninger til tobakskontrol baseret på aktuelle og relevante videnskabelige, tekniske og økonomisk overvejelser,

erindrer om, at FNs konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder, som blev vedtaget af FNs generalforsamling den 18. december 1979, fastslår, at konventionens deltagende parter skal træffe passende foranstaltninger til at eliminere diskrimination af kvinder på sundhedsområdet,

erindrer om, at Konventionen om Barnets Rettigheder vedtaget af FN's generalforsamling den 20. november 1989 fastlægger, at konventionens deltagende stater anerkender børns ret til at nyde godt af det højest opnåelige sundhedsniveau,

er blevet enige om følgende

Del I: Indledning

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 8

Beskyttelse mod udsættelse for tobaksrøg

1. Parterne anerkender, at videnskabelig dokumentation uomtvisteligt påviser, at udsættelse for tobaksrøg forårsager dødsfald, sygdom og invaliditet.

2. Indenfor eksisterende national jurisdiktion, således som den er fastlagt i national lovgivning, skal hver part træffe beslutning om og sikre vedtagelse og gennemførelse af effektive lovgivningsmæssige, udøvende, administrative og/eller andre foranstaltninger, der sikrer beskyttelse mod udsættelse for tobaksrøg på indendørs arbejdspladser, i offentlige transportmidler, på indendørs offentlige steder og, når det er relevant, på andre offentlige steder. På andre niveauer skal parterne aktivt søge at fremme vedtagelse og gennemførelse af de nævnte foranstaltninger.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 9

Regulering af indholdet af tobaksprodukter

Parternes konference skal i samråd med kompetente internationale instanser foreslå retningslinier med henblik på at teste og måle indhold i og afgivelse af stoffer fra tobaksprodukter samt retningslinier med henblik på at regulere indhold og afgivelse. Alle parter skal, når dette er godkendt af kompetente nationale myndigheder, vedtage og gennemføre effektive lovgivningsmæssige, udøvende og administrative eller andre foranstaltninger vedrørende denne testning og måling og vedrørende regulering af afgivelse.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 10

Regulering af åbenhed vedrørende tobaksprodukter

Alle parter skal i overensstemmelse med sin nationale lovgivning vedtage og gennemføre effektive lovgivningsmæssige, udøvende, administrative eller andre foranstaltninger, der kræver, at producenter og importører af tobaksprodukter giver offentlige myndigheder oplysninger om tobaksprodukters indhold og afgivelse af stoffer. Alle parter skal desuden vedtage og gennemføre effektive foranstaltninger for at offentliggøre oplysninger om de giftige indholdsstoffer i tobaksprodukterne og om, hvad disse stoffer kan afgive.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 11

Pakning og mærkning af tobaksprodukter

1. Alle parter skal indenfor en periode af tre år efter denne konventions ikrafttræden for den pågældende parts vedkommende vedtage og gennemføre effektive foranstaltninger i overensstemmelse med sin nationale lovgivning til at sikre, at

(a) pakning og mærkning af tobaksprodukter ikke fremmer et tobaksprodukt med falske, misvisende eller vildledende midler eller sådanne, som giver et fejlagtigt indtryk af produktets karakteristika, sundhedsmæssige virkning, risici eller afgivelse herunder ethvert ord, enhver beskrivelse, ethvert varemærke, symbol eller andet tegn, som direkte eller indirekte giver det forkerte indtryk, at et specifikt tobaksprodukt er mindre skadeligt end andre tobaksprodukter. Det kan dreje sig om for eksempel »lavt tjæreindhold«, »light«, »ultra-light«, eller »mild«; og

(b) hver pakkeenhed og pakning af tobaksprodukter og enhver ydre emballage og mærkning af sådanne produkter også er mærket med sundhedsadvarsler, som beskriver den skadelige virkning af tobaksbrug og eventuelt andre passende budskaber. Disse advarsler og budskaber

(i) skal godkendes af den kompetente nationale myndighed,

(ii) skal være skiftende,

(iii) skal være store, klare, synlige og læselige,

(iv) bør dække mere end 50% af de primært udstillede områder, men skal dække mindst 30% af de primært udstillede områder

(v) kan have form af eller indbefatte billeder eller piktogrammer

2. Hver pakkeenhed og hver pakning af tobaksprodukter og enhver ydre emballage og mærkning af sådanne produkter skal ud over de advarsler, der er specificeret i stykke 1(b) i denne artikel, indeholde oplysninger om relevante indholdsstoffer og afgivelse af stoffer fra tobaksprodukter som defineret af nationale myndigheder.

3. Alle parter skal kræve, at advarslerne og anden tekstlig information, som er specificeret i stykke 1(b) og stykke 2 i denne artikel, optræder på hver pakkeenhed og hver tobakspakning og på enhver ydre emballage og mærkning af sådanne produkter på de enkelte parteres primære sprog.

4. Begrebet »ydre emballage og mærkning« er benyttet i denne artikel som henvisende til enhver pakning og mærkning, der bliver benyttet i detailsalg af produktet.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 12

Undervisning, kommunikation, uddannelse og offentlig bevidsthed

Alle parter skal fremme og styrke den offentlige bevidsthed om tobakskontrol med brug af alle til rådighed værende kommunikationsredskaber, når dette er relevant. Med henblik herpå skal hver part vedtage og gennemføre effektive lovgivningsmæssige, udøvende, administrative eller andre foranstaltninger for at fremme

(a) bred adgang til effektive og omfattende undervisnings- og oplysningsprogrammer om sundhedsrisici herunder de afhængighedsskabende karakteristika ved tobaksforbrug og udsættelse for tobaksrøg;

(b) offentlig bevidsthed om sundhedsrisici ved tobaksforbrug og udsættelse for tobaksrøg og om fordelene ved rygeophør og tobaksfri livsstil som specificeret i artikel 14.2;

(c) offentlig adgang i overensstemmelse med national lovgivning til en bred vifte af information om tobaksindustrien på en måde, som er relevant for denne konventions mål;

(d) effektive og hensigtsmæssige uddannelses- eller opmærksomheds- og oplysningsprogrammer vedrørende tobakskontrol rettet mod personer som sundhedsarbejdere, ansatte i lokalsamfundet, socialarbejdere, mediearbejdere, pædagoger, beslutningstagere, administratorer og andre berørte personer;

(e) bevidsthed om og deltagelse i udvikling og gennemførelse af tværsektorielle programmer og strategier til tobakskontrol blandt private aktører og NGOer, som ikke er tilknyttet tobaksindustrien; og

(f) offentlig bevidsthed om og adgang til information om skadelige sundhedsmæssige, økonomiske og miljømæssige konsekvenser af tobaksproduktion og forbrug.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 13

Tobaksreklame, salgsfremme og sponsorering

1. Parterne anerkender, at et omfattende forbud mod reklame, salgsfremme og sponsorering ville begrænse forbruget af tobaksprodukter.

2. Hver part skal i overensstemmelse med sin forfatning eller sine forfatningsmæssige principper iværksætte et omfattende forbud mod al tobaksreklame, salgsfremme og sponsorering. Afhængigt af de juridiske betingelser og de tekniske muligheder, der er til rådighed, skal dette omfatte et omfattende forbud mod grænseoverskridende reklame, salgsfremme og sponsorering med oprindelse fra den deltagende parts område. I dette øjemed skal hver part indenfor en periode af fem år efter denne konventions ikrafttræden for det pågældende land iværksætte passende lovgivningsmæssige, udøvende, administrative og/eller andre foranstaltninger og rapportere herom i overensstemmelse med artikel 21.

3. En part, som ikke er i stand til at iværksætte et omfattende forbud på grund af sin forfatning eller sine forfatningsmæssige principper, skal iværksætte begrænsninger på al tobaksreklame, salgsfremme og sponsorering. Afhængigt af de juridiske betingelser og de tekniske muligheder, der er til rådighed, skal dette omfatte begrænsninger eller et omfattende forbud mod reklame, salgsfremme og sponsorering, som hidrører fra partens område, og som har grænseoverskridende virkning. I dette øjemed skal hver part iværksætte passende lovgivningsmæssige, udøvende, administrative og/eller andre foranstaltninger og rapportere herom i overensstemmelse med artikel 21.

4. Som minimum og i overensstemmelse med sin forfatning og sine forfatningsmæssige principper skal hver part

(a) forbyde alle former for tobaksreklame, salgsfremme og sponsorering, som fremmer et tobaksprodukt med midler, som er falske, misvisende eller vildledende, eller som med sandsynlighed kan skabe et fejlagtigt indtryk af produktets karakteristika, sundhedsvirkninger, risici eller afgivelse af stoffer;

(b) kræve, at sundhedsmæssige eller andre passende advarsler eller budskaber følger med al tobaksreklame og, når dette er relevant, salgsfremme og sponsorering;

(c) begrænse brugen af direkte eller indirekte incitamenter, som opfordrer befolkningen til køb af tobaksprodukter;

(d) hvis den ikke har et omfattende forbud, kræve, at relevante offentlige myndigheder bliver oplyst om tobaksindustriens udgifter til sådan reklame, salgsfremme og sponsorering, som endnu ikke er forbudt. Afhængigt af national lovgivning kan de pågældende myndigheder vælge at videregive de oplysninger, der foreligger, til offentligheden og til parternes konference i overensstemmelse med artikel 21;

(e) iværksætte et omfattende forbud eller, hvis det drejer sig om en part, som ikke er i stand til at iværksætte et omfattende forbud på grund af sin forfatning eller sine forfatningsmæssige principper, begrænse tobaksreklame, salgsfremme og sponsorering i radio, fjernsyn og trykte medier og, når det er relevant, andre medier såsom internet indenfor en periode af fem år; og

(f) forbyde eller, hvis det drejer sig om en part, som ikke er i stand til at iværksætte et omfattende forbud på grund af sin forfatning eller sine forfatningsmæssige principper, begrænse tobakssponsorering af internationale begivenheder, aktiviteter og/eller deltagere heri.

5. Parternes opfordres til at gennemføre foranstaltninger, der rækker ud over de forpligtelser, der er fastlagt i stykke 4.

6. Parterne skal samarbejde om udviklingen af teknologi og andre midler, som er nødvendige for at lette afskaffelsen af grænseoverskridende reklame.

7. Parter, som har et forbud mod visse former for tobaksreklame, salgsfremme og sponsorering, har suveræn ret til i overensstemmelse med national lovgivning at forbyde de former for grænseoverskridende tobaksreklame, salgsfremme og sponsorering, som kommer ind på deres territorium og foreskrive sanktioner, som svarer til dem, der finder anvendelse i forbindelse med national reklame, salgsfremme og sponsorering, som har oprindelse fra deres eget territorium. Dette stykke udtrykker ikke tilslutning til eller godkendelse af specifikke sanktioner.

8. Parterne skal overveje udarbejdelse af en protokol, som etablerer passende foranstaltninger, der kræver internationalt samarbejde om et omfattende forbud mod grænseoverskridende reklame, salgsfremme og sponsorering.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 14

Efterspørgselsreducerende foranstaltninger vedrørende tobaksafhængighed og rygeophør

1. Alle parter skal udvikle og udbrede hensigtsmæssige, omfattende og integrerede retningslinier baseret på videnskabelig evidens og bedste praksis under hensyntagen til nationale forhold og prioriteringer og skal iværksætte effektive foranstaltninger til at fremme rygeophør og passende behandling for tobaksafhængighed.

2. Med henblik herpå skal alle parter bestræbe sig på at

(a) tilrettelægge og gennemføre effektive programmer rettet mod at fremme ophør med tobaksbrug på steder såsom uddannelsesinstitutioner, institutioner i sundhedssektoren, arbejdspladser og sportsmiljøer;

(b) inddrage diagnose og behandling af tobaksafhængighed og rådgivningstilbud om rygeophør i nationale programmer, planer og strategier indenfor sundheds- og uddannelsessektoren og med deltagelse af sundhedspersonale, ansatte i lokalsamfundet og socialarbejdere, når dette relevant;

(c) etablere programmer til diagnosticering, rådgivning, forebyggelse og behandling af tobaksafhængighed på institutioner i sundhedssektoren og på genoptræningscentre; og

(d) samarbejde med andre parter for at lette adgang til og omkostningerne ved behandling for tobaksafhængighed herunder farmaceutiske produkter i henhold til artikel 22. Sådanne produkter og deres bestanddele kan i givet fald omfatte medicin samt produkter, der bruges til indgift af medicin og til diagnose.

Del IV: Foranstaltninger til begrænsning af udbuddet af tobak

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 15

Ulovlig handel med tobaksprodukter

1. Parterne anerkender, at eliminering af alle former for ulovlig handel med tobaksprodukter herunder smugling, ulovlig produktion og forfalskning og udvikling og gennemførelse af national lovgivning på disse områder i tilgift til subregionale, regionale og globale aftaler er afgørende elementer i tobakskontrol.

2. Alle parter skal vedtage og gennemføre effektive lovgivningsmæssige, udøvende, administrative eller andre foranstaltninger for at sikre, at alle pakkeenheder og tobakspakninger og enhver ydre pakning af sådanne produkter er mærket på en måde, som hjælper parterne med at fastslå oprindelsen af tobaksprodukter og, i overensstemmelse med national lov og relevante bilaterale eller multilaterale aftaler, hjælper parterne med at afgøre, hvor der er sket afvigelse, og med at overvåge, dokumentere og kontrollere tobaksprodukters bevægelse og deres lovlighed. Herudover skal alle parter

(a) kræve, at pakkeenheder og pakninger af tobaksprodukter til detail og en gros, som sælges på dens hjemmemarked, bærer påskriften: »Salg kun tilladt i (her indsættes navn på land, del af et land eller regional eller føderal enhed)« eller bærer anden effektiv mærkning, som angiver slutbestemmelsessted, eller som kan hjælpe myndighederne med at afgøre, om produktet lovligt kan sælges på hjemmemarkedet; og

(b) overveje, når dette er relevant, at udvikle en praktisk eftersporings- eller sporbarhedsordning, som yderligere ville sikre distributionssystemet og være til hjælp ved efterforskning af ulovlig handel.

3. Alle parter skal kræve, at oplysninger på pakninger eller mærkning som specificeret i stykke 2 i denne artikel skal fremstå i læselig form og/eller være anført på landets primære sprog.

4. Med henblik på at eliminere ulovlig handel med tobaksprodukter skal alle parter

(a) overvåge og indsamle data om grænseoverskridende handel med tobaksprodukter herunder ulovlig handel og udveksle oplysninger mellem told-, skatte- og andre myndigheder når dette er relevant og i overensstemmelse med national lov og relevante bilaterale eller multilaterale aftaler, som finder anvendelse i den givne situation;

(b) vedtage eller styrke lovgivning med hensigtsmæssige sanktioner og midler mod ulovlig handel med tobaksprodukter herunder forfalskede og smuglede cigaretter;

(c) træffe passende foranstaltninger for at sikre, at alt beslaglagt fremstillingsudstyr, forfalskede og smuglede cigaretter og andre tobaksprodukter bliver destrueret på en miljøvenlig måde, når dette er muligt, eller bliver bortskaffet i henhold til national lovgivning;

(d) vedtage og gennemføre foranstaltninger til at overvåge, dokumentere og kontrollere opbevaring og distribution af tobaksprodukter, som oplagres eller transporteres under told- eller skattesuspension indenfor dens jurisdiktion; og

(e) vedtage hensigtsmæssige foranstaltninger, som muliggør konfiskering af udbytte hidrørende fra ulovlig handel med tobaksprodukter.

5. Information indsamlet i medfør af stykkerne 4(a) og 4(d) i denne artikel skal, når dette er relevant, fremlægges i sammenfattet form af parterne i deres periodiske rapporter til parternes konference i henhold til artikel 21.

6. Parterne skal, når dette er relevant, i overensstemmelse med national lovgivning fremme samarbejde mellem nationale instanser og relevante regionale og internationale mellemstatslige organisationer i relation til efterforskning, sagsanlæg og retsforfølgelse med henblik på at eliminere ulovlig handel med tobaksprodukter. Der skal lægges særlig vægt på samarbejde på regionale og subregionale niveauer for at bekæmpe ulovlig handel med tobaksprodukter.

7. Alle parter skal bestræbe sig på at vedtage og gennemføre yderligere foranstaltninger herunder autorisation, når dette er relevant, for at kontrollere eller regulere produktion og distribution af tobaksprodukter med henblik på at forebygge ulovlig handel.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 16

Salg til og af mindreårige

1. Alle parter skal vedtage og gennemføre effektive lovgivningsmæssige, udøvende og administrative eller andre foranstaltninger på det relevante regeringsniveau for at forbyde salg af tobaksprodukter til personer, som enten er under en aldersgrænse fastlagt i lokal eller national lovgivning eller under 18. Disse foranstaltninger kan omfatte

(a) krav om, at alle, der sælger tobaksprodukter, udstiller en klar og iøjnefaldende meddelelse på salgsstedet om forbudet mod salg af tobak til mindreårige og i tvivlstilfælde anmoder enhver, der køber tobak, om at fremlægge passende dokumentation for, at vedkommende opfylder det aldersmæssige krav;

(b) forbud mod salg af tobaksprodukter på enhver måde, hvorved disse er direkte tilgængelige for eksempel på butikshylder;

(c) forbud mod fremstilling og salg af slik, snacks, legetøj eller andre genstande, som har form som tobaksprodukter og appellerer til mindreårige; og

(d) foranstaltninger til at sikre, at tobaksautomater under parternes jurisdiktion ikke er tilgængelige for mindreårige og ikke fremmer salg af tobaksprodukter til mindreårige.

2. Alle parter skal forbyde eller fremme forbud mod uddeling af gratis tobaksprodukter til offentligheden og især til mindreårige.

3. Alle parter skal bestræbe sig på at forbyde salg af cigaretter enkeltvis eller i små pakker, som gør det lettere for mindreårige at få råd til sådanne produkter.

4. Parterne anerkender, at for at øge virkningen af foranstaltninger til forebyggelse af salg af tobaksprodukter til mindreårige skal disse, når det er relevant, gennemføres i sammenhæng med andre bestemmelser indeholdt i denne konvention.

5. I forbindelse med underskrift, ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af denne konvention eller på et hvilken som helst senere tidspunkt kan en deltagende part med en bindende skriftlig erklæring tilkendegive sin intention om at forbyde opstilling af tobaksautomater indenfor dens jurisdiktion eller, når dette er relevant, om et totalt forbud mod tobaksautomater. En erklæring afgivet i henhold til denne artikel skal fremsendes af depositaren til alle parter.

6. Alle parter skal vedtage og gennemføre effektive lovgivningsmæssige, udøvende, administrative eller andre foranstaltninger herunder straf overfor sælgere og distributører for at sikre efterlevelse af de forpligtelser, der er indeholdt i stykke 1 til 5 i denne artikel.

7. Alle parter skal, når dette er relevant, vedtage og gennemføre effektive lovgivningsmæssige, udøvende, administrative eller andre foranstaltninger for at forbyde, at personer, som enten er under en aldersgrænse fastlagt i lokal eller national lovgivning eller under 18, varetager salg af tobaksprodukter.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 17

Tilvejebringelse af støtte til økonomisk levedygtige alternative aktiviteter

Parterne skal i indbyrdes samarbejde og i samarbejde med kompetente internationale og regionale mellemstatslige organisationer, når dette er relevant, fremme økonomisk levedygtige alternativer for tobaksarbejdere, tobaksdyrkere og i givne tilfælde individuelle forhandlere af tobaksprodukter.

Del V: Miljøbeskyttelse

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 18

Beskyttelse af miljø og menneskers sundhed

I forbindelse med varetagelse af deres forpligtelser i medfør af denne konvention er parterne enige om at tage behørigt hensyn til beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed i relation til miljøet i forbindelse med dyrkning og fremstilling af tobak indenfor deres respektive territorier.

Del VI: Spørgsmål i relation til ansvar

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 19

Ansvar

1. Når det gælder tobakskontrol, skal parterne overveje lovgivningsinitiativer eller fremme af eksisterende lovgivning, i det omfang dette måtte være påkrævet, for at afklare strafferetsligt og civilretsligt ansvar herunder erstatningsansvar, når dette er relevant.

2. Parterne skal samarbejde indbyrdes om udveksling af information via parternes konference i overensstemmelse med artikel 21 herunder

(a) information om sundhedsvirkningen af tobaksforbrug og udsættelse for tobaksrøg i overensstemmelse med artikel 20.3(a); og

(b) information om gældende love og regler og relevant retspraksis.

3. Parterne skal, når det er relevant og efter fælles aftale, indenfor rammerne af national lovgivning, politikker, retspraksis og relevante eksisterende traktatmæssige ordninger, yde hinanden assistance til retsforfølgelse i forbindelse med strafferetslige og civilretslige sager om ansvar i henhold til denne konvention.

4. Konventionen berører eller begrænser på ingen måde parternes eventuelle mulighed for adgang til hinandens domstole i tilfælde, hvor sådanne rettigheder foreligger.

5. Parternes konference kan på et tidligt tidspunkt og under hensyntagen til det arbejde, der bliver varetaget i relevante internationale fora, og hvis dette er muligt, behandle spørgsmål i relation til ansvar herunder hensigtsmæssige internationale tilgangsvinkler og passende midler til på anmodning at støtte parterne i deres lovgivningsmæssige og andre aktiviteter i henhold til denne artikel.

Del VII: Videnskabeligt og teknisk samarbejde og videregivelse af oplysninger

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 20

Forskning, overvågning og udveksling af oplysninger

1. Parterne forpligter sig til at udvikle og fremme national forskning og til at koordinere forskningsprogrammer på regionale og internationale niveauer indenfor tobakskontrol. Med henblik herpå skal alle parter

(a) enten direkte eller gennem kompetente internationale og regionale mellemstatslige organisationer og andre instanser igangsætte og samarbejde om varetagelse af forskning og videnskabelige vurderinger og i forbindelse hermed fremme og opfordre til forskning, som forholder sig til determinanter for og konsekvenser af tobaksforbrug og udsættelse for tobaksrøg, så vel som forskning med henblik på at finde frem til alternative afgrøder; og

(b) med støtte fra kompetente internationale og regionale mellemstatslige organisationer og andre instanser fremme og styrke uddannelse og støtte til alle, som er involveret i tobakskontrolaktiviteter, herunder forskning, gennemførelse og evaluering.

2. Parterne skal, når dette er relevant, etablere programmer til national, regional og global overvågning af omfanget og konsekvenserne af samt mønstret og determinanterne for tobaksforbrug og udsættelse for tobaksrøg. Med henblik herpå skal parterne integrere tobaksovervågningsprogrammer i nationale, regionale og globale sundhedsovervågningsprogrammer, således at data er sammenlignelige og kan analyseres på regionale og internationale niveauer, når dette er relevant.

3. Parterne anerkender betydningen af økonomisk og teknisk bistand fra internationale og regionale mellemstatslige organisationer og andre instanser. Alle parter skal bestræbe sig på

(a) gradvist at etablere et nationalt system til epidemiologisk overvågning af tobaksforbrug og relaterede sociale, økonomiske og sundhedsmæssige indikatorer;

(b) at samarbejde med kompetente internationale og regionale mellemstatslige organisationer og andre instanser herunder myndighedstilknyttede og ikke-myndighedstilknyttede instanser om regional og global tobaksovervågning og udveksling af information om de indikatorer, der er specificeret i stykke 3(a) i denne artikel; og

(c) at samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen om udvikling af generelle retningslinier og procedurer til at definere indsamling, analyser og formidling af overvågningsdata vedrørende tobak.

4. Parterne skal under hensyntagen til national lovgivning fremme og lette udvekslingen af videnskabelig, teknisk, socioøkonomisk, handelsmæssig og juridisk information, som er til rådighed for offentligheden, så vel som oplysninger med hensyn til praksis indenfor tobaksindustrien og tobaksdyrkning, som er relevant for denne konvention, og i forbindelse hermed skal parterne tage hensyn til og forholde sig til de særlige behov, man har i de lande, der er udviklingslande eller overgangsøkonomier. Alle parter skal bestræbe sig på

(a) gradvist at etablere og vedligeholde en ajourført database med lovgivning og regler vedrørende tobakskontrol og, når dette er relevant, oplysninger om håndhævelsen heraf så vel som relevant retspraksis, og parterne skal samarbejde om udviklingen af programmer til regional og global tobakskontrol;

(b) gradvist at etablere og vedligeholde ajourførte data fra nationale overvågningsprogrammer i henhold til stykke 3(a) i denne artikel; og

(c) at samarbejde med kompetente internationale organisationer om gradvist at etablere og vedligeholde et globalt system til regelmæssig indsamling og offentliggørelse af oplysninger om tobaksproduktion og fremstilling og om aktiviteter i tobaksindustrien, som har indvirkning på konventionen eller på nationale tobakskontrolaktiviteter.

5. Parterne skal samarbejde indenfor rammerne af regionale og internationale mellemstatslige organisationer og finansielle og udviklingsmæssige institutioner, som de er medlemmer af, for at fremme og opfordre til tilvejebringelse af tekniske og finansielle ressourcer til sekretariatet med henblik at bistå parter, som er udviklingslande eller overgangsøkonomier, således at disse kan leve op til deres forpligtelser vedrørende forskning, overvågning og udveksling af oplysninger.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 21

Rapportering og udveksling af oplysninger

1. Alle parter skal gennem sekretariatet forelægge parternes konference periodiske rapporter om sin gennemførelse af denne konvention, som bør indeholde følgende

(a) oplysninger om lovgivningsmæssige, udøvende, administrative eller andre foranstaltninger truffet med henblik på at gennemføre konventionen;

(b) oplysninger, når dette er relevant, om begrænsninger eller barrierer, de enkelte parter er stødt på i forbindelse med gennemførelse af konventionen og om foranstaltninger truffet for at overskride disse barrierer;

(c) oplysninger, når dette er relevant, om finansiel og teknisk bistand, som er ydet eller modtaget med henblik på tobakskontrolaktiviteter;

(d) oplysninger om overvågning og forskning som specificeret i artikel 20; og

(e) oplysninger specificeret i artiklerne 6.3, 13.2, 13.3, 13.4(d), 15.5 og 19.2.

2. Parternes konference fastlægger hyppigheden og formatet af sådanne rapporter fra alle parter. Alle parter skal forelægge sin første rapport indenfor to år efter konventionens ikrafttræden for den pågældende part.

3. Parternes konference skal på de pågældende landes anmodning og i henhold til artiklerne 22 og 26 overveje ordninger, der kan bistå parter, som er udviklingslande eller overgangsøkonomier, med at leve op til deres forpligtelser i henhold til denne artikel.

4. Rapportering og udveksling af information i henhold til konventionen skal ske i henhold til national lovgivning om fortrolighed og privatlivets fred. Parter skal efter indbyrdes aftale beskytte enhver fortrolig information, der bliver udvekslet.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 22

Samarbejde indenfor videnskabelige, tekniske og juridiske områder og tilvejebringelse af relateret ekspertise

1. Parterne skal samarbejde direkte eller gennem kompetente internationale instanser om at styrke deres evne til at leve op til de forpligtelser, der følger af denne konvention, idet der tages hensyn til de parters behov, som er udviklingslande eller overgangsøkonomier. Sådant samarbejde skal fremme overførelse af teknisk, videnskabelig og juridisk ekspertise og teknologi efter indbyrdes aftale med henblik på at styrke nationale tobakskontrolstrategier, planer og programmer, som blandt andet er rettet mod

(a) at lette udvikling, overførsel og fremskaffelse af teknologi, viden, færdigheder, kapacitet og ekspertise relateret til tobakskontrol

(b) tilvejebringelse af teknisk, videnskabelig, juridisk og anden ekspertise til at etablere og styrke nationale tobakskontrolstrategier, planer og programmer med henblik på at gennemføre konventionen blandt andet ved

(i) efter anmodning at bistå med udviklingen af et solidt lovgivningsmæssigt grundlag så vel som tekniske programmer herunder sådanne, som vedrører forebyggelse af rygestart, fremme af rygeophør og beskyttelse mod udsættelse for tobaksrøg;

(ii) at bistå tobaksarbejdere, når dette er relevant, med udviklingen af hensigtsmæssige økonomisk og juridisk levedygtige alternativer med hensyn til levevej på en måde, som er økonomisk bæredygtig; og

(iii) at bistå tobaksdyrkere, når dette er relevant, med omlægning af landbrugsproduktion til alternative afgrøder på en økonomisk bæredygtig måde;

(c) støtte til passende uddannelses- eller oplysningskampagner for relevante personalegrupper i henhold til artikel 12;

(d) tilvejebringelse, når dette er relevant, af det nødvendige materiel og udstyr og de nødvendige forsyninger samt logistisk støtte til strategier, planer og programmer vedrørende tobakskontrol;

(e) identificering af metoder til tobakskontrol herunder sammenhængende behandling af nikotinafhængighed; og

(f) fremme, på relevant måde, af forskning for at øge den økonomiske overkommelighed af sammenhængende behandling af nikotinafhængighed.

2. Parternes konference skal fremme og lette overførsel af teknisk, videnskabelig og juridisk ekspertise og teknologi via den økonomiske støtte, der er sikret i henhold til artikel 26.

Del VIII: Institutionelle ordninger og økonomiske ressourcer

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 23

Parternes konference

1. Parternes konference etableres hermed. Konferencens første sammentræde vil blive indkaldt af Verdenssundhedsorganisationen ikke senere end et år efter denne konventions ikrafttræden. På sit første møde vil parternes konference fastlægge tid og sted for efterfølgende regelmæssige møder.

2. Ekstraordinære møder for parternes konference skal holdes, når konferencen mener det nødvendigt eller på skriftlig anmodning fra enhver part, forudsat at anmodningen støttes af mindst en tredjedel af parterne inden 6 måneder efter, at anmodningen er udsendt af konventionens sekretariat.

3. På sit første møde vedtager parternes konference med konsensus sin forretningsorden.

4. Parternes konference skal med konsensus træffe beslutning om sine egne økonomiske vedtægter samt regler med hensyn til finansiering af underordnede instanser, konferencen måtte etablere, samt økonomiske vedtægter for sekretariatets funktion. På hvert ordinært møde skal konferencen vedtage et budget, som dækker finansperioden frem til næste ordinære møde.

5. Parternes konference skal regelmæssigt gennemgå forhold vedrørende konventionens gennemførelse og træffe nødvendige beslutninger til at fremme en effektiv implementering af konventionen, og konferencen kan vedtage protokoller, bilag og ændringer til konventionen i henhold til artiklerne 28, 29 og 33. Med henblik herpå skal konferencen

(a) fremme og lette udveksling af information i henhold til artiklerne 20 og 21;

(b) fremme og styre udvikling og regelmæssig forbedring af sammenlignelige metoder til forskning og indsamling af data i tilgift til de metoder, der er nævnt i artikel 20, på en måde, som er relevant for gennemførelsen af konventionen;

(c) når dette er relevant, fremme udvikling, gennemførelse og evaluering af strategier, planer og programmer samt politikker, lovgivning og andre foranstaltninger;

(d) forholde sig til rapporter fremlagt af parterne i overensstemmelse med artikel 21 og vedtage regelmæssige rapporter om konventionens gennemførelse;

(e) fremme og lette mobilisering af økonomiske ressourcer til gennemførelse af konventionen i henhold til artikel 26;

(f) etablere underordnede instanser, som er nødvendige for at realisere konventionens formål;

(g) når det er relevant, anmode andre kompetente og relevante organisationer og instanser i FN systemet og andre internationale og regionale mellemstatslige organisationer og NGOer om tjenesteydelser, samarbejde og information som middel til at styrke gennemførelsen af konventionen; og

(h) overveje andre initiativer, når dette er relevant, med henblik på at realisere konventionens mål i lyset af erfaringer indhøstet i forbindelse med dens gennemførelse.

6. Parternes konference skal fastlægge kriterier for observatørers deltagelse ved konferencens forhandlinger.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 24

Sekretariat

1. Parternes konference skal udpege et permanent sekretariat og etablere et grundlag for dettes funktion. Parternes konference skal bestræbe sig på, at dette sker ved dens første møde.

2. Indtil et permanent sekretariat er udpeget og etableret, skal Verdenssundhedsorganisationen varetage sekretariatsfunktionen for denne konvention.

3. Sekretariatets funktioner skal være

(a) at arrangere møder for parternes konference og eventuelle underordnede instanser samt at betjene disse efter behov;

(b) at videresende rapporter, som sekretariatet modtager i henhold til konventionen;

(c) på anmodning at yde støtte til parterne, især de parter som er udviklingslande eller overgangsøkonomier, med hensyn til indsamling og videreformidling af information, som kræves i henhold til konventionen;

(d) at forberede rapporter om sine aktiviteter under konventionen efter anvisning fra parternes konference og fremlægge disse for parternes konference;

(e) under anvisning fra parternes konference at sikre den nødvendige koordinering med de kompetente internationale og regionale mellemstatslige organisationer og andre instanser;

(f) under anvisning fra parternes konference at indgå sådanne administrative og kontraktuelle aftaler, som måtte kræves med henblik på den effektive varetagelse af dets funktioner; og

(g) at varetage andre sekretariatsfunktioner som specificeret i konventionen og tilhørende protokoller og andre sådanne funktioner, som parternes konference måtte vedtage.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 25

Forholdet mellem parternes konference og mellemstatslige organisationer

For at sikre teknisk og økonomisk samarbejde om at nå denne konventions mål kan parternes konference anmode kompetente internationale og regionale mellemstatslige organisationer, herunder finansielle institutioner og udviklingsinstitutioner, om samarbejde.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 26

Økonomiske ressourcer

1. Parterne anerkender den væsentlige rolle, som økonomiske ressourcer spiller med henblik på at nå konventionens mål.

2. Alle parter skal yde økonomisk støtte til de nationale aktiviteter, som har til hensigt at realisere konventionens mål, i overensstemmelse med nationale planer, prioriteringer og programmer.

3. Parterne skal, når det er relevant, fremme brug af bilaterale, regionale, subregionale og andre multilaterale kanaler til at tilvejebringe finansiering til udvikling og styrkelse af tværsektorielle og omfattende tobakskontrolprogrammer i de lande, som er udviklingslande eller overgangsøkonomier. I overensstemmelse hermed skal økonomisk levedygtige alternativer til tobaksproduktion, herunder differentiering af afgrøder, tages op og støttes indenfor rammerne af nationalt udviklede strategier for bæredygtig udvikling.

4. Parter, som er repræsenteret i relevante regionale og internationale mellemstatslige organisationer og i finansielle institutioner og udviklingsinstitutioner, skal opfordre disse til at yde økonomisk bistand til de parter, som er udviklingslande eller overgangsøkonomier, for at hjælpe dem med at leve op til deres forpligtelser under konventionen, uden at dette begrænser retten til medbestemmelse indenfor disse organisationer.

5. Parterne er enige om, at

(a) for at hjælpe parterne med at leve op til deres forpligtelser under konventionen skal alle relevante potentielle og eksisterende ressourcer, være sig økonomiske, tekniske eller andre, både offentlige og private, som er til rådighed for tobakskontrolaktiviteter, mobiliseres og benyttes til gavn for alle parter og særligt dem, som er udviklingslande eller overgangsøkonomier;

(b) på anmodning skal sekretariatet rådgive de parter, som er udviklingslande eller overgangsøkonomier, med hensyn til potentielle finansieringskilder for at lette gennemførelsen af deres forpligtelser i henhold til konventionen;

(c) på sit første møde skal parternes konference gennemgå eksisterende og potentielle kilder og mekanismer for bistand baseret på en undersøgelse varetaget af sekretariatet samt anden relevant information og vurdere, i hvilket omfang disse er tilstrækkelige; og

(d) parternes konference skal inddrage resultaterne af denne vurdering, når det skal afgøres, om det er nødvendigt at forbedre eksisterende mekanismer eller etablere en frivillig global fond eller andre egnede finansielle mekanismer, der efter behov kan kanalisere øgede økonomiske ressourcer til lande, som er udviklingslande eller overgangsøkonomier, for at bistå disse med at leve op til konventionens mål.

Del IX: Tvistbilæggelse

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 27

Bilæggelse af tvister

1. I tilfælde af tvist mellem to eller flere parter om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention skal de berørte parter ad diplomatiske kanaler søge denne tvist bilagt gennem forhandling eller med andre fredelige midler efter eget valg, herunder venskabelig mellemkomst, mægling eller forsoning. Hvis venskabelig mellemkomst, mægling eller forsoning ikke fører til enighed, fritager dette ikke tvistens parter fra forpligtelse til fortsat at søge denne bilagt.

2. I forbindelse med ratificering, accept, godkendelse, formel bekræftelse af eller tiltrædelse af konventionen eller på et hvilken som helst senere tidspunkt kan en stat eller en regional økonomisk integrationsorganisation skriftligt erklære overfor depositaren, at i tilfælde af en tvist, som ikke er bilagt i henhold til stykke 1 i denne artikel, vil den pågældende stat eller organisation bindende acceptere en ad hoc voldgiftsafgørelse i overensstemmelse med procedurer, som parternes konference skal vedtage med konsensus.

3. Bestemmelserne i denne artikel skal finde anvendelse på de i enhver protokol deltagende parter, medmindre andet er fastlagt i pågældende protokol.

Del X: Udvikling af konventionen

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 28

Ændringer af denne konvention

1. Alle parter kan foreslå ændringer af denne konvention. Sådanne ændringsforslag skal behandles af parternes konference.

2. Ændringer af konventionen skal vedtages af parternes konference. Ordlyden af et ændringsforslag til konventionen skal sendes til parterne af sekretariatet mindst 6 måneder før det møde, hvor ændringsforslaget foreslås vedtaget. Sekretariatet skal også sende foreslåede ændringer til konventionens underskrivere og som orientering til depositaren.

3. Parterne skal udfolde enhver bestræbelse for at nå til enighed med konsensus om ethvert forslag om ændring af konventionen. Hvis alle bestræbelser på at opnå konsensus har været udfoldet uden at føre til enighed, skal ændringsforslag som en sidste udvej vedtages med tre fjerdedels flertal af de tilstedeværende parter, som deltager i afstemningen. Indenfor rammerne af denne artikel, menes der med tilstedeværende parter, som deltager i afstemningen, de parter, som er til stede, og som afgiver en stemme enten for eller imod ændringsforslaget. Ethvert vedtaget ændringsforslag skal fremsendes af sekretariatet til depositaren, som fremsender det til parterne med henblik på accept.

4. Instrumenter vedrørende accept af et ændringsforslag skal deponeres hos depositaren. En ændring, der er vedtaget i henhold til stykke 3 i denne artikel, skal træde i kraft for de parter, der har accepteret ændringen, på den halvfemsindstyvende dag efter, at depositaren har modtaget de relevante instrumenter vedrørende accept fra mindst to tredjedele af parterne.

5. En ændring træder i kraft for enhver anden part på den halvfemsindstyvende dag efter den dag, hvor den pågældende part hos depositaren deponerer instrumenter vedrørende accept af den pågældende ændring.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 29

Vedtagelse og ændring af bilag til denne konvention

1. Bilag til denne konvention og ændringsforslag til disse skal foreslås og vedtages samt træde i kraft i henhold til den procedure, der er anført i artikel 28.

2. Bilag til konventionen skal udgøre en integreret del heraf, og medmindre andet udtrykkeligt er besluttet, udgør enhver henvisning til konventionen samtidig en henvisning til ethvert bilag hertil.

3. Bilag skal begrænses til lister, formularer og andet beskrivende materiale med relation til proceduremæssige, videnskabelige, tekniske eller administrative forhold.

Del XI: Afsluttende bestemmelser

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 30

Forbehold

Der kan ikke tages forbehold overfor denne konvention.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 31

Udtræden

1. På et hvilket som helst tidspunkt senere end to år efter konventionens ikrafttræden for en given part kan denne part udtræde af konvention ved at give skriftligt varsel herom til depositaren.

2. Enhver udtræden skal have virkning fra udløbet af et år fra datoen for depositarens modtagelse af varsel om udtræden eller på en anden senere dato specificeret i varslet om udtræden.

3. En part, som udtræder af konventionen, skal også anses for at være udtrådt af eventuelle protokoller, som den er part i.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 32

Stemmeret

1. Alle parter skal have en stemme undtagen i det tilfælde, der er nævnt i stykke 2 i denne artikel.

2. Når det gælder spørgsmål, der ligger inden for deres kompetenceområde, skal regionale økonomiske integrationsorganisationer gøre brug af stemmeret med et antal stemmer, der svarer til antallet af medlemsstater af organisationen, som deltager i konventionen. En sådan organisation skal ikke gøre brug af sin stemmeret, hvis nogen af organisationens medlemmer gør brug af deres stemmeret og omvendt.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 33

Protokoller

1. Enhver af de deltagende parter kan foreslå protokoller. Sådanne forslag skal behandles af parternes konference.

2. Parternes konference kan vedtage protokoller til denne konvention. I forbindelse med vedtagelsen af disse protokoller skal alle bestræbelser udfoldes for at nå konsensus. Hvis alle bestræbelser på at nå konsensus har været forgæves, skal en given protokol som en sidste udvej vedtages med tre fjerdedels flertal af de tilstedeværende parter, som deltager i afstemningen. Indenfor rammerne af denne artikel menes med tilstedeværende parter, som deltager i afstemningen, de parter, der er til stede, og som afgiver en stemme enten for eller imod.

3. Teksten til enhver foreslået protokol skal udsendes til parterne af sekretariatet mindst 6 måneder før det møde, hvor den foreslås vedtaget.

4. Kun parter, som deltager i konventionen, kan være deltagende parter i en protokol.

5. En protokol under konventionen skal kun være bindende for dem, der deltager i den givne protokol. Kun de, der deltager i en protokol, kan træffe beslutning i spørgsmål, der udelukkende relaterer til den pågældende protokol.

6. Bestemmelserne vedrørende ikrafttræden af en protokol skal fastlægges i den pågældende protokol.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 34

Underskrift

Denne konvention skal være åben for underskrift ved Verdenssundhedsorganisationens hovedkvarter i Geneve fra den 16. juni 2003 til den 22. juni 2003 og derefter ved FNs hovedkvarter i New York fra den 30. juni 2003 til den 29. juni 2004 af alle medlemmer af Verdenssundhedsorganisationen og af enhver stat, som ikke er medlem af Verdenssundhedsorganisationen, men er medlem af FN, og af regionale økonomiske integrationsorganisationer.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 35

Ratifikation, accept, godkendelse, formel bekræftelse eller tiltrædelse

1. Denne konvention skal kunne ratificeres, accepteres, godkendes eller tiltrædes af stater og skal kunne tiltrædes eller formelt bekræftes af regionale økonomiske integrationsorganisationer. Den skal være åben for tiltrædelse fra dagen efter den dag, på hvilken konventionen lukkes for underskrift. Instrumenter vedrørende accept, godkendelse, formel bekræftelse eller tiltrædelse skal deponeres hos depositaren.

2. En regional økonomisk integrationsorganisation, som bliver deltager i konventionen, uden at nogen af dens medlemsstater er parter, skal være bundet af de forpligtelser, konventionen indebærer. Hvis en eller flere af en sådan organisations medlemsstater er deltager i konventionen, skal organisationen og dens medlemsstater træffe beslutning om deres respektive ansvar for varetagelsen af de forpligtelser, konventionen indebærer. I sådanne tilfælde skal organisationen og dens medlemsstater ikke sideløbende have de rettigheder, som følger af konventionen.

3. Regionale økonomiske integrationsorganisationer skal i de instrumenter, der relaterer til deres formelle bekræftelse eller tiltrædelse, fastslå omfanget af deres kompetence med hensyn til forhold, der falder under konventionen. Disse organisationer skal også informere depositaren, som på sin side skal informere parterne, om væsentlige ændringer i deres kompetence.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 36

Ikrafttræden

1. Denne konvention skal træde i kraft på den halvfemsindstyvende dag efter deponeringen hos depositaren af det fyrretyvende instrument vedrørende ratifikation, accept, godkendelse, formel bekræftelse eller tiltrædelse af konventionen.

2. For hver stat som ratificerer, accepterer eller godkender konventionen, eller som tiltræder den, efter at betingelserne for ikrafttræden fastlagt i stykke 1 i denne artikel er opfyldt, skal konventionen træde i kraft på den halvfemsindstyvende dag efter datoen for deponering af instrumenter vedrørende ratificering, accept, godkendelse eller tiltrædelse.

2. For hver regional økonomisk integrationsorganisation, der deponerer et formelt bekræftelses- eller ratifikationsinstrument, efter at betingelserne for ikrafttræden fastlagt i stykke 1 i denne artikel er opfyldt, skal konventionen træde i kraft på den halvfemsindstyvende dag efter datoen for deponering af det formelle bekræftelses- eller tiltrædelsesinstrument.

4. Indenfor rammerne af denne artikels bestemmelser, skal et instrument deponeret af en regional økonomisk integrationsorganisation, ikke medtælles som et yderligere instrument ud over dem, der er deponeret af organisationens medlemsstater.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 37

Depositar

FNs Generalsekretær skal være depositar for denne konvention og tilkommende ændringer og for protokoller og bilag vedtaget i henhold til artiklerne 28, 29 og 33.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Artikel 38

Tekstens gyldighed

Originalen af denne konvention, hvis arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekster har lige gyldighed, deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.

Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne konvention.

Geneve, 21. maj 2003.

1) Når dette er relevant, vil national tilsvarende henvise til regionale økonomiske integrationsorganisationer.

Lovforslag som fremsat 2003 95 Valid

Fremsat den 26. november 2003 af indenrigs‑ og sundhedsministeren (Lars Løkke ;Rasmussen)

Forslag

til

Lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer

under 16 år

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →