Legislator Case Law & Legislation
20021XX00425 DK

Skriftlig fremsættelse (7. maj 2003) - L 227

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2002 L 227 Valid

Skriftlig fremsættelse (7. maj 2003)

Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om bandagister.

(Lovforslag nr. L 227).

Den 10. april 2003 vedtog et flertal i Folketinget - uden om regeringen - beslutningsforslag B 55 af 10. december 2002 om en indførelse af en autorisationsordning for danske bandagister (S). Det fremgår af beslutningsforslaget, at lovforslaget skal fremsættes i denne folketingssamling.

Lovforslaget, der herefter har været sendt i en kort høringsrunde, er opbygget på samme måde som andre autorisationslove inden for sundhedsområdet.

Efter forslaget medtages alle bandagister, der tidligere er blevet anerkendt af Sundhedsstyrelsen efter indstilling fra Uddannelsesrådet for de danske bandagister under lovforslagets overgangsordning. Endvidere medtages bandagister, der på baggrund af en relevant uddannelse har udøvet virksomhed som bandagist i sammenlagt tre år inden for en periode af fem år før lovens ikrafttrædelse. Det er ikke fundet nødvendigt at give bandagisterne et forbeholdt virksomhedsområde.

Forslaget vil ikke medføre økonomiske konsekvenser for amtskommunerne og kommunerne, medens staten ved Sundhedsstyrelsen vil få visse merudgifter til fremtidigt tilsyn mv. samt til udstedelse af autorisationer, som dog kompenseres ved gebyropkrævning.

Som bekendt finder regeringen det kun nødvendigt at kræve autorisation af sundhedspersonalet, hvor særlige patientsikkerhedsmæssige forhold gør sig gældende. Da bandagisterne er en velordnet og for brugerne en velkendt gruppe, har regeringen ikke fundet det nødvendigt at lade bandagisterne blive omfattet af en sådan autorisationsordning. Men regeringen vil selvfølgelig efterkomme Folketingets ønske om indførelse af en autorisationsordning for bandagister.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft 1. september 2003.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →