Skriftlig fremsættelse (23. april 2003) - L 220
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (23. april 2003)
Skatteministeren (Svend Erik Hovmand)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer mv. (Nedsættelse af registreringsafgiften ved ekstraordinære prisstigninger på personbiler).
(Lovforslag nr. L 220).
Regeringen ønsker ikke, at ekstraordinært store stigninger i bilpriserne skal føre til øgede indtægter for statskassen.
Det foreslås derfor at indføre en ordning, der modgår de moms og registreringsafgiftsmæssige følger af prisstigninger, der ligger ud over hvad priserne i øvrigt stiger.
Dermed sikres, at registreringsafgiften - i modsætning til nu - ikke i sig selv forstærker særligt kraftige stigninger i bilpriserne.
Vi kan naturligvis ikke forudsige omfanget af de forestående stigninger i bilpriserne og det samlede skatteprovenu, men vi kan forberede registreringsafgiftsloven til at til at tage højde for dem ved modsvarende nedsættelser i registreringsafgiften af personbiler.
Ordningen går i store træk ud på, at for en almindelig bil, med en registreringsafgift på ca. 120.000 kr. som stiger ekstraordinært i pris svarende til den gennemsnitlige stigningstakt for alle biler, vil ét procentpoints ekstraordinær stigning medføre en registreringsafgift, der er 2 procentpoint eller ca. 2.000 kr. lavere end ellers.
Bilkøberen må selv betale den ordinære prisstigning, afgift af denne og den ekstraordinære merpris for selve bilen.
Sammenlignet med et finanspolitisk neutralt forløb medfører forslaget derfor et provenutab på cirka 35 mio. kr. pr. procentpoint enhed ekstraordinær stigning i bilpriserne.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.