Skriftlig fremsættelse (9. april 2003) - B 143
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (9. april 2003)
Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af de i Bruxelles den 26. marts 2003 undertegnede protokoller om Bulgariens, Estlands, Letlands, Litauens, Rumæniens, Slovakiets og Sloveniens tiltrædelse af Den Nordatlantiske Traktat.
(Beslutningsforslag nr. B 143).
På NATO-topmødet i Prag den 21. - 22. november 2002 besluttede stats- og regeringscheferne at invitere Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien til at indlede tiltrædelsesforhandlinger med NATO.
De syv landes udenrigsministre har efter afslutningen af disse forhandlinger på deres respektive regeringers vegne givet udtryk for landenes ønsker om optagelse i NATO.
Det er regeringens opfattelse, at de nævnte syv landes tiltrædelse af Den Nordatlantiske Traktat vil bidrage til at forøge sikkerheden i det nordatlantiske område.
Ved en ceremoni i Bruxelles den 26. marts 2003 underskrev den faste repræsentant i Det Nordatlantiske Råd på Danmarks vegne under sædvanligt ratifikationsforbehold - de syv protokoller om henholdsvis Bulgariens, Estlands, Letlands, Litauens, Rumæniens, Slovakiets og Sloveniens tiltrædelse af Den Nordatlantiske Traktat. Det samme gjorde repræsentanter for de øvrige medlemmer af NATO. Fremsættelsen for Folketinget har afventet denne undertegnelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne, som ledsager beslutningsforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling med henblik på vedtagelse i indeværende folketingssamling.