Legislator Case Law & Legislation
20021XX00358 DK

Skriftlig fremsættelse (2. april 2003) - L 209

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2002 L 209 Valid

Skriftlig fremsættelse (2. april 2003)

Indenrigs- og Sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. (Forskning på embryonale stamceller).

(Lovforslag nr. L 209).

Genteknologiudvalgets rapport fra oktober 2002 om Fremtidens bioteknologier muligheder og risici omhandler nye teknologier på sundhedsområdet. Stamcelleterapi skønnes fagligt set at være den mest perspektivrige af de nye teknologier, og udvalget har anbefalet, at der parallelt med en folkelig debat snarest muligt skabes politisk klarhed inden for området, herunder besluttes, om der skal gives tilladelse til forskning i embryonale stamceller.

Loven om kunstig befrugtning tillader kun forskning i befrugtede æg (embryonale stamceller), når forskningen har til formål at forbedre fertilitetsteknikkerne eller teknikkerne til præimplantationsdiagnostik.

Gennembruddet på området for stamcelleforskning kom først i 1998 - et år efter vedtagelsen i 1997 af loven om kunstig befrugtning. Vi står derfor i en anden situation i forhold til de muligheder og ønsker, som Folketinget var i stand til at tage med i overvejelserne i 1997, hvor vi ikke havde kendskab til de perspektiver for udvikling og fremtidige behandlinger for menneskelige sygdomme, som tegner sig i dag.

Lovforslaget vil indebære, at der gives tilladelse til forskningen i befrugtede æg, når disse oprindeligt er dannet med henblik på fertilitetsbehandling, men ikke længere skal bruges hertil, når formålet er forskning med henblik på at behandle sygdomme, når samtykke til forskningen fra parret foreligger, og under forudsætning af, at forskningsprojektet godkendes efter reglerne i lovgivningen om det videnskabsetiske komitésystem.

Forslaget medfører ikke ændringer i de gældende bestemmelser om den maksimale tid på 14 dage, som et befrugtet æg må holdes i live uden for en kvindes livmoder og medfører ingen konsekvenser for øvrige bestemmelser om menneskelige æg, herunder opbevaringstidens længde, donation, medtagning til udlandet og bestemmelserne om destruktion i tilfælde af dødsfald m.v.

Når lovforslaget først fremsættes nu skyldes det, at der i overensstemmelse med Genteknologiudvalgets anbefalinger har været ført en folkelig debat forud for regeringens stillingtagen. Af hensyn til dansk forskning finder jeg det vigtigt at få vedtaget lovforslaget allerede i indeværende samling.

Ændringsforslaget vedrører en helt konkret problemstilling. Det er min opfattelse, at der er behov for en revurdering af de elementer, som loven om kunstig befrugtning indeholder, og regeringen vil derfor i næste samling drage omsorg for, at loven gøres til genstand for en samlet debat i Folketinget.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →