Skriftlig fremsættelse (13. marts 2003) - L 194
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (13. marts 2003)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Aktiveringsydelse og ændringer som følge af fremsættelsen af forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) .
(Lovforslag nr. L 194).
Lovforslaget er en del af den samlede lovpakke, der skal gennemføre aftalen om Flere i Arbejde. Med forslaget forenkles reglerne om ydelse under deltagelse i tilbud i beskæftigelsesindsatsen for forsikrede ledige.
I forbindelse med ophævelsen af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik foreslås det at flytte reglerne om ydelse ved deltagelse i tilbud i beskæftigelsesindsatsen for forsikrede ledige til arbejdsløsheds~forsikringsloven. De gældende ydelser erstattes af én ydelse kaldet aktiveringsydelse. Samtidig flyttes også reglerne om refusion, forskud, tilsyn m.v. og ATP af denne ydelse til arbejdsløshedsforsikringsloven. Der sker ingen ændringer af niveauet for ydelserne.
Lovforslaget indeholder herudover en række konsekvensændringer som følge af fremsættelsen af forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og ophævelsen af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser, men medfører administrative lettelser for både borgerne, Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskasserne i forbindelse med tildeling og udbetaling af ydelse under tilbud i beskæftigelsesindsatsen.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2003.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg på regeringens vegne anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.