Skriftlig fremsættelse (13. marts 2003) - L 193
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (13. marts 2003)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
(Lovforslag nr. L 193).
Lovforslaget omfatter anden del af aftalen om den fremtidige beskæftigelsespolitik, der er indgået mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti med udgangspunkt i regeringens handlingsplan Flere i arbejde .
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med de samtidigt fremsatte lovforslag: 1) forslag til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, 2) forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, 3) forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om fleksydelse, lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om individuel boligstøtte og integrationsloven, 4) forslag til lov om ændring af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og forskellige andre love.
Med lovforslaget samles bestemmelserne om tilbud til forsikrede ledige efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og tilbud til personer, der modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, i én lov. Der sker samtidig dels en harmonisering af redskabsviften, der kan anvendes af kommunerne og arbejdsformidlingen, dels en forenkling af redskabsviften fra de nuværende mange ordninger til 3 ordninger. Derudover vil lovforslaget bl.a. indeholde nye regler om tilbud til unge op til 30 år., og der sker så vidt muligt en harmonisering af bestemmelserne.
Lovændringerne skal medvirke til at øge beskæftigelsen med 87.000 personer i perioden frem til 2010. De 20.000 skal komme fra et fald i ledigheden. Resten skal komme ved at arbejdsstyrken øges.
Lovforslaget indeholder følgende elementer
1. Bestemmelserne om tilbud til forsikrede ledige efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og tilbud til personer, der modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, samles i én lov, og der sker så vidt muligt en harmonisering af bestemmelserne.
2. Der indføres et individuelt kontaktforløb gennem hele ledighedsforløbet med personlig kontakt minimum hver 3. ydelsesmåned for personer, der modtager hjælp efter om aktiv socialpolitik samtidig med, at der sker en ændring af minimumskravet til tilbud. De vedtagne bestemmelser i lov nr. 1036 af 17. december 2002 for forsikrede ledige videreføres i lovforslaget.
3. Der indføres en ny forenklet redskabsvifte fælles for kommunerne og arbejdsformidlingen bestående af 3 tilbud: Vejledning og opkvalificering , Virksomhedspraktik og Ansættelse med løntilskud . Tilbuddene kan gives til dagpengemodtagere, kontant- og starthjælpsmodtagere, personer under revalidering, personer, der får førtidspension efter lov om social pension, samt nyuddannede personer med handicap. Samtidig indføres der en generel bestemmelse om, at alle ledige og revalidender skal have udarbejdet en jobplan forud for tilbud.
4. Der indføres nye muligheder for at yde tilskud til undervisningsmateriale, arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger samt til en mentorordning. Tilskud kan ydes til personer, der deltager i tilbud, og personer, der er ansat eller opnår ordinær ansættelse.
5. Der indføres mulighed for at yde tilskud til opkvalificering ved ordinær ansættelse af personer, der er målgruppe for lovforslaget.
Lovforslaget indeholder endelig bestemmelser om støtte til opkvalificering af beskæftigede, der er afskedigede men endnu ikke fratrådte.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg på regeringens vegne anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.