Legislator Case Law & Legislation
20021XX00306 DK

Skriftlig fremsættelse (13. marts 2003) - L 188

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2002 L 188 Valid

Skriftlig fremsættelse (13. marts 2003)

Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om kommunernes styrelse med flere love (Forbedring af muligheder for indsigt i den kommunale administration, tilsynsreform m.v.).

(Lovforslag nr. L 188).

Lovforslaget vedrører for det første forslag til ændringer i den kommunale styrelseslov med henblik på en forbedring af mulighederne for indsigt i den kommunale administration. Forslagene er en udmøntning af de forslag til lovændringer, som den ekspertgruppe, der havde professor, dr. jur., Jens Peter Christensen som formand, fremkom med i betænkning nr. 1425 fra december 2002.

Det er regeringens opfattelse, at der med gennemførelsen af de i alt 13 forslag, Ekspertgruppen i enighed har foreslået, som kræver lovændringer, skabes et godt grundlag for, at navnlig det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem og de kommunale tilsynsmyndigheder kan få forbedret mulighederne for indsigt i den kommunale administration og i kommunernes økonomiske forhold. En gennemførelse vil betyde en svækkelse af borgmesterens mulighed for egenhændigt at administrere kommunens forhold i strid med lovgivningen og kommunalbestyrelsens beslutninger. Forslagene vil sikre, at det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem har de fornødne værktøjer til at udøve det grundlæggende medansvar, vedkommende har for den kommunale administration og økonomi, og forslagene vil forbedre revisionens, kommunaltilsynets og Indenrigs- og Sundhedsministeriets muligheder for at udfylde deres kontrollerende funktioner. Efter regeringens opfattelse sikrer de fremsatte forslag samtidig en sund balance mellem på den ene side hensynet til det enkelte kommunalbestyrelsesmedlems adgang til indsigt i den kommunale administration og på den anden side kommunernes frihed til selv at tilrettelægge procedurerne for den kommunale administration og tildele de ressourcer, der er nødvendige herfor.

I lovforslaget fremsættes for det andet en række forslag til en tilsynsreform med henblik på en effektivisering af det almindelige kommunale tilsyns organisation og opgaver. Forslagene fremsættes på baggrund af overvejelserne fra det såkaldte Klagereformudvalg, der fremkom med sin betænkning nr. 1395 om statens tilsyn med kommunerne i december 2000. Forslagene vil betyde en ændring af tilsynets organisation, således at tilsynet med kommuner og amtskommuner fremover skal varetages af fem statsamtmænd. Herved samles ekspertisen hos færre, mere robuste, myndigheder med henblik på en faglig oprustning af tilsynet. Forslagene vil samtidig sikre, at politikere fremover ikke deltager som medlemmer af tilsynsrådene i udøvelsen af det kommunale tilsyn, som hovedsageligt er en rent juridisk vurdering af kommunernes overholdelse af lovgivningen.

Den foreslåede organisering af tilsynet i første instans foregriber ikke de videre overvejelser om eventuelle ændringer i den kommunale struktur. Der er alene tale om at opruste kommunaltilsynet fagligt og dermed gøre kommunaltilsynet mere effektivt her og nu.

Det er regeringens opfattelse, at det ikke er hensigtsmæssigt at udsætte en nødvendig reform af kommunaltilsynet som følge af nedsættelsen af Strukturkommissionen. Såfremt der på baggrund af Strukturkommissionens arbejde måtte ske ændringer i den kommunale struktur, vil det blive vurderet, om der som konsekvens af en sådan strukturændring vil skulle ske ændringer i organiseringen af tilsynet i første instans.

Med lovforslaget bevares indenrigs- og sundhedsministeren som overordnet tilsynsmyndighed. Regeringen finder det vigtigt, at den overordnede udøvelse af tilsynet varetages af indenrigs- og sundhedsministeren under parlamentarisk ansvar over for Folketinget.

Forslagene vil endvidere betyde en præcisering af tilsynets beføjelser og reaktionsmuligheder og af forholdet mellem det almindelige kommunale tilsyn og andre tilsyns- og klageveje. Regeringen har bl.a. på baggrund af et ønske fra de kommunale parter ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at ændre den hidtidige retstilstand, hvorefter det er en betingelse for anvendelse af annullation og tvangsbøder, at den kommunale disposition strider mod lovgivningen med den fornødne klarhed. De nævnte sanktioner kan således ikke anvendes, hvis der er berettiget tvivl om ulovligheden af den kommunale disposition.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings hurtige og velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →