Skriftlig fremsættelse (12. marts 2003) - L 174
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (12. marts 2003)
Integrationsministeren (Bertel Haarder)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af integrationsloven og udlændingeloven
(Lovforslag nr. L 174).
Forslaget om ændring af integrationsloven skal ses som en videreførelse af første fase af integrationslovens revision (lov nr. 1043 af 17. december 2002), der bl.a. indeholdt bestemmelser om anvisning af boliger til flygtninge, kommunalt samarbejde på integrationsområdet, integrationsråd og udvidelse af danskundervisningens udbyderkreds m.v.
Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, der fremsættes samtidig med nærværende lovforslag, samt forslag til lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. (L 158) og forslag til lov om ændring af udlændingeloven (L 157), der blev fremsat den 29. januar 2003.
Med lovforslaget gennemføres bl.a. de forslag på integrationsområdet, som indgår i regeringens aftale om integration af 24. maj 2002 med arbejdsmarkedets parter og de kommunale parter og aftalen af 7. oktober 2002 med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti om Flere i arbejde .
Følgende hovedelementer indgår i forslaget om ændring af integrationsloven
1. Ændring af integrationslovens formålsbestemmelse.
2. Indsættelse af en bestemmelse der udtrykkeligt fastslår, at en kommunalbestyrelse kan behandle sager om hjælp efter integrationsloven til enkeltpersoner.
3. Udmøntning af aftalen om integration med arbejdsmarkedets og de kommunale parter og af aftalen om Flere i arbejde med henblik på at sikre, at udlændinge, der ikke har et arbejde, trinvist kan blive opkvalificerede til arbejdsmarkedet baseret på en fleksibel kombination af danskuddannelse, anden uddannelse og virksomhedspraktik. Mulighed for tilbud om fagspecifik danskundervisning som led i aktive tilbud.
4. Udmøntning af aftalen om integration med arbejdsmarkedets og de kommunale parter og af aftalen om Flere i arbejde med henblik på at sikre, at udlændinge, der modtager introduktionsydelse, og som ikke har problemer ud over ledighed, er aktivt arbejdssøgende og tilmeldes arbejdsformidlingen.
5. Udmøntning af aftalen om integration med arbejdsmarkedets og de kommunale parter med henblik på at give mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan give udlændinge, der ikke modtager introduktionsydelse (f.eks. familiesammenførte udlændinge), tilbud som led i introduktionsprogrammet med henblik på at bringe dem i beskæftigelse.
6. Ændring af integrationslovens regler om finansiering af kommunernes integrationsindsats, sådan at kommunerne i højere grad tilskyndes til at tilbyde erhvervsrettede introduktionsprogrammer med henblik på hurtigt at få udlændinge i beskæftigelse. Der foreslås endvidere regler om resultatstyring af kommunernes integrationsindsats.
7. Øvrige ændringer af integrationslovens regler om introduktionsprogrammet udover, hvad der følger af pkt. 3-5 ovenfor, og af integrationslovens sanktionsregler blandt andet som følge af forslag til lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og forslaget om en ændret finansiering af kommunernes integrationsindsats.
8. Ændring af integrationslovens regler om udmelding af landstal i forbindelse med boligplacering af flygtninge og om fristen for indgåelse af aftaler om amtskvoter. Udlændingestyrelsen skal for fremtiden kun udmelde landstal for ét år ad gangen, ligesom der fastsættes en grænse på 50 pct. for, hvor stort udsvinget i antallet af flygtninge, der forventes boligplaceret, skal være, før landstallet skal ændres. Fristen for indgåelse af aftaler om amtskvoter forkortes.
9. Indsættelse af en bestemmelse om, hvilken kommunalbestyrelse der efter integrationsloven har ansvaret for udlændinge, der er varetægtsfængslede eller indsat til afsoning i fængsel eller arresthus.
10. Mulighed for, at afgørelse om visitering af uledsagede mindreårige asylansøgere i særlige tilfælde kan træffes efter meddelelse af opholdstilladelse, hvilket skal sikre, at den pågældende, hvor det findes påkrævet, skal kunne inddrages i videre omfang i afgørelsen om visitering til en kommune.
Forslaget om ændring af udlændingeloven, der er en udmøntning af regeringens integrationsudspil På vej mod en ny integrationspolitik af 5. marts 2002, giver mulighed for, at udlændinge, der har gjort en vellykket indsats for at blive integreret i det danske samfund, kan opnå tidsubegrænset opholdstilladelse på et tidligere tidspunkt, end det ellers er muligt.
Forslaget indebærer, at en udlænding, som i de sidste tre år har været fast tilknyttet arbejdsmarkedet som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende her i landet og må antages fortsat at være dette, og som i de sidste tre år ikke har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, kan opnå tidsubegrænset opholdstilladelse som udgangspunkt efter fem års lovligt ophold her i landet, hvis den pågældende har opnået en væsentlig tilknytning til det danske samfund.