Skriftlig fremsættelse (26. februar 2003) - L 169
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (26. februar 2003)
Justitsministeren (Lene Espersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsaftaler, lov om erstatningsansvar og lov om kreditaftaler. (Nye regler i forsikringsaftaleloven om begrundelsespligt, lempelsesregel ved afgivelse af urigtige oplysninger, præmiebetaling, vejledning om acontobetaling og direkte krav ved skadevolders konkurs mv. samt ændring af rentesatsen i visse formueretlige love).
(Lovforslag nr. L 169).
Lovforslaget indeholder en række ændringer af forsikringsaftaleloven med henblik på at forbedre retsstillingen for forsikringstageren (den, der indgår forsikringsaftalen med forsikringsselskabet) og den sikrede (den, der har ret til forsikringsydelsen) på områder, hvor erfaringerne med anvendelsen af loven har vist, at der er behov for justeringer.
Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven, som er afgivet af et udvalg under Justitsministeriet. Lovforslaget svarer i det væsentlige til udvalgets lovudkast. Udvalget har på enkelte punkter delt sig i et flertal og et mindretal, og lovforslaget er i disse tilfælde udformet i overensstemmelse med flertallets forslag.
Lovforslaget indeholder navnlig følgende forslag til ændringer i forsikringsaftaleloven
1) Hvis forsikringstageren ved forsikringens tegning uagtsomt har afgivet urigtige oplysninger, er forsikringsselskabet efter forsikringsaftalelovens § 6 som udgangspunkt kun ansvarlig i det omfang, det med kendskab til de rette forhold ville have tegnet forsikringen. Det foreslås, at der i forsikringsaftaleloven indsættes en ny lempelsesregel, der giver mulighed for i særlige tilfælde at se helt eller delvist bort fra, at forsikringstageren ved forsikringstegningen uagtsomt har afgivet urigtige oplysninger, selv om betingelserne for nedsættelse eller bortfald af erstatningen efter reglerne i forsikringsaftalelovens § 6 for så vidt er opfyldt. På den måde vil det kunne undgås, at anvendelsen af § 6 i enkeltstående tilfælde fører til urimelige resultater.
Den foreslåede lempelsesregel kan kun anvendes, hvis særlige omstændigheder taler for, at selskabet helt eller delvist skal hæfte, selv om der uagtsomt er afgivet urigtige oplysninger. Ved vurderingen heraf skal der navnlig lægges vægt på, om der er forbindelse (årsagssammenhæng) mellem det uoplyste forhold og den senere forsikringsbegivenhed, og på hvor lang tid der er gået fra forsikringens tegning (og dermed afgivelsen af de urigtige oplysninger) til forsikringsbegivenhedens indtræden. Der skal endvidere lægges vægt på graden af den uagtsomhed, som forsikringstageren har udvist i forbindelse med afgivelsen af de urigtige oplysninger. Det vil således i almindelighed være en forudsætning, at forsikringstageren ved afgivelsen af de urigtige oplysninger alene har udvist en ringe uagtsomhed. Anvendelsen af lempelsesreglen vil således navnlig komme på tale i tilfælde, hvor den manglende eller forkerte oplysning ikke har nogen sammenhæng med den konkrete forsikringsbegivenhed (skade), hvor der er gået lang tid efter afgivelsen af den urigtige oplysning, og hvor forsikringstageren kun har udvist en ringe uagtsomhed.
2) Der foreslås en samlet revision af reglerne om præmiebetaling, herunder bl.a. længere betalings- og opsigelsesfrister end dem, der fremgår af de gældende regler i forsikringsaftaleloven, og at forsikringsselskabets opsigelse som følge af manglende præmiebetaling får karakter af en "påmindelse", der udtrykkeligt skal oplyse om, at forsikringsaftalen ophører, hvis præmien ikke betales inden udløbet af opsigelsesperioden. Det foreslås således, at der skal gælde en betalingsfrist på 21 dage efter selskabets påkrav om betaling, og at opsigelse tidligst kan ske 14 dage efter betalingsfristens udløb, således at forsikringsaftalen først ophører, hvis præmien ikke er betalt senest 21 dage efter opsigelsen.
Der foreslås endvidere en ny "genoplivningsregel", der giver forsikringstageren mulighed for i særlige tilfælde at "genoplive" en forsikring, der er opsagt af forsikringsselskabet på grund af manglende præmiebetaling. Efter den foreslåede regel løber forsikringsaftalen (og dermed forsikringsdækningen) på ny fra dagen efter, at betaling sker.
Den foreslåede adgang til at "genoplive" forsikringen vil kun gælde ved uforudsete hindringer, der ikke kan bebrejdes forsikringstageren, og hvor der samtidig er tale om sådanne særligt undskyldende omstændigheder, at risikoen for den for sene præmiebetaling ikke bør påhvile forsikringstageren. Det kan f.eks. være pludselig alvorlig sygdom hos forsikringstageren eller dennes nære pårørende, som i realiteten har hindret den pågældende i selv at betale præmien eller sørge for, at andre betalte præmien på hans eller hendes vegne. Forsikringstagerens pludselige pengemangel, f.eks. som følge af arbejdsløshed, vil derimod ikke give adgang til at genoplive forsikringen. Præmien mv. skal betales uden ugrundet ophold, efter at betalingshindringen er ophørt, og genoplivningsadgangen er under alle omstændigheder begrænset til en periode på tre måneder efter opsigelsesfristens udløb, således at der ikke i en længere periode vil være usikkerhed om, hvorvidt forsikringsaftalen er endeligt ophørt.
3) Der forslås en ny regel, hvorefter forsikringsselskabet senest tre måneder efter anmeldelse af forsikringsbegivenheden skal vejlede sikrede om retten til at kræve acontobetaling efter forsikringsaftalelovens § 24, stk. 1, medmindre sikredes krav inden da fuldt ud er imødekommet eller afvist. Vejledningspligten gælder dog ikke, hvis det f.eks. som følge af udformningen af den pågældende forsikring må anses for åbenbart, at der ikke kan opstå spørgsmål om at kræve acontobetaling. Det kan f.eks. være forsikring mod "kritisk sygdom", hvor der afhængig af, om den forsikrede lider af en bestemt sygdom, enten sker udbetaling af hele forsikringssummen eller slet ikke sker udbetaling.
4) Det foreslås endvidere som noget nyt, at selskabet efter anmodning skal begrunde afslag på at tegne en forsikring og opsigelse af en forsikring. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til relevante retsregler, herunder i forsikringsaftaleloven eller i forsikringsbetingelserne, samt en kort redegørelse for, hvorfor forsikringen ikke kan tegnes, eller hvorfor forsikringsaftalen opsiges. Begrundelsen skal udformes på en sådan måde, at den fremtræder som en forklaring på, hvorfor selskabet har afvist at tegne eller har opsagt forsikringen. Begrundelsen skal angive de væsentligste forhold, herunder navnlig de væsentligste faktiske omstændigheder, der ligger til grund for selskabets beslutning, og skal være udformet sådan, at den må anses for egnet til i hovedtræk at give den forsikringssøgende/forsikringstageren en forståelse af baggrunden for selskabets beslutning.
Begrundelsen vil give den forsikringssøgende/forsikringstageren mulighed for at vurdere, om afvisningen/opsigelsen skyldes forhold, der kan ændres af den pågældende, således at forsikringen alligevel kan tegnes eller opretholdes (eventuelt på andre vilkår), ligesom den pågældende kan undersøge mulighederne for at tegne forsikringen i et andet selskab. En nærmere begrundelse for selskabets beslutning giver endvidere den pågældende mulighed for at rette eventuelle misforståelser hos selskabet.
Den foreslåede begrundelsesregel indebærer, at den forsikringssøgende/forsikringstageren skal gøres bekendt med grundlaget og baggrunden for selskabets beslutning, men giver ikke den pågældende mulighed for i den konkrete situation at anfægte selskabets risikovurdering, forretningspolitik mv. Der er på denne baggrund ikke knyttet særlige aftaleretlige retsvirkninger til selskabets tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det betyder imidlertid ikke, at overtrædelse af begrundelsespligten er usanktioneret. Et selskabs tilsidesættelse af begrundelsespligten må således anses for at være i strid med redelig forretningsskik og god praksis, jf. lov om finansiel virksomhed § 3. Dette indebærer bl.a., at Finanstilsynet kan påbyde selskabet at ændre adfærd, og overtrædelse af et sådant påbud kan straffes med bøde. Finanstilsynet vil dog i almindelighed ikke behandle konkrete tvister mellem et forsikringsselskab og forsikringstageren, men alene gribe ind over for en generel adfærd hos selskabet.
5) Med hensyn til ansvarsforsikringer, hvor selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, f.eks. ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, foreslås det, at skadelidtes erstatningskrav mod forsikringsselskabet skal forældes efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen, dvs. normalt 1908-loven og Danske Lov 5-14-4. Hermed undgås det, at skadelidtes krav mod selskabet er forældet, mens kravet mod skadevolderen består.
Lovforslaget indeholder ikke herudover forslag til ændringer af forsikringsaftalelovens regler om forældelse af forsikringskrav, idet udformningen af de fremtidige regler herom bør ske i lyset af anbefalingerne fra Justitsministeriets Forældelsesudvalg vedrørende dansk rets almindelige forældelsesregler. Udvalget forventes at afgive betænkning omkring foråret 2004.
6) Det foreslås, at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af forsikringsaftaleloven, at skadelidte i tilfælde af skadevolderens/sikredes konkurs har et direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, dvs. at skadelidte ikke først skal rette sit krav mod skadevolderen, men kan gå direkte til ansvarsforsikringsselskabet. Dette er i overensstemmelse med en dom fra Højesteret fra 2001. Det foreslås samtidig, at dette også skal gælde, hvis skadevolderen har fået tvangsakkord eller gældssanering, idet skadelidte heller ikke i disse tilfælde har mulighed for at få sit fulde erstatningskrav betalt af skadevolderen.
7) I betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven overvejes det, om der bør indføres lovregler om forsikringstagerens adgang til at opsige en forsikring i forsikringstiden, dvs. før udløbet af den periode på f.eks. et år, som forsikringen ellers er tegnet for. Udvalget finder ikke, at der ud fra en rent forsikringsaftaleretlig synsvinkel er grundlag for at indføre regler herom, men understreger samtidig, at man ikke hermed har taget stilling til, i hvilket omfang rent konkurrencemæssige hensyn kan begrunde, at der indføres sådanne regler. I forbindelse med høringen over betænkningen er der fra flere sider blevet peget på, at væsentlige konkurrencemæssige hensyn taler for, at der indføres en adgang for forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringstiden, hvilket bl.a. vil kunne bidrage til en øget mobilitet og dermed en øget konkurrence på forsikringsområdet til gavn for forsikringstagerne og samfundet som sådan.
Forbrugerrådet har således anført, at det er vigtigt, at der åbnes op for en principiel adgang for forbrugeren til at opsige en forsikring med kortere varsel end i dag. Hvis der ikke inden for en kortere tidshorisont sker en tilfredsstillende udvikling på forsikringsmarkedet med et bredt udbud af forsikringsprodukter med kortere opsigelsesvarsler uden økonomiske restriktioner eller andre konsekvenser for forbrugerne, bør der efter Forbrugerrådets opfattelse overvejes en lovregulering af spørgsmålet.
Ifølge brancheorganisationen Forsikring & Pension er der nu blandt en række forsikringsselskaber, der dækker i hvert fald ¾ af det private forsikringsmarked, konkrete planer om i løbet af 2003 og senest inden udgangen af første kvartal 2004 at indføre forsikringer med kortere opsigelsesvarsler end i dag. På denne baggrund lægges der med lovforslaget op til, at forsikringsbranchen i første omgang selv får mulighed for at udvikle og tilbyde forsikringsprodukter med kortere opsigelsesvarsler, og lovforslaget indeholder derfor ikke regler herom. Hvis det måtte vise sig, at der ikke inden for den tidshorisont, der er oplyst af Forsikring & Pension, sker en tilfredsstillende udvikling på forsikringsmarkedet, er jeg imidlertid i lyset af de ovennævnte høringssvar, der fremhæver de konkurrencemæssige hensyn på området indstillet på i 2004 at fremsætte et lovforslag vedrørende adgangen for forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringstiden, således at en lovregel herom i givet fald vil kunne træde i kraft samtidig med de øvrige ændringer af forsikringsaftaleloven (den 1. juli 2004, jf. lovforslagets § 4).
Ud over de ovennævnte ændringer af forsikringsaftaleloven indeholder lovforslaget en forhøjelse af rentesatsen efter forsikringsaftaleloven og erstatningsansvarsloven, således at renten efter disse love som hidtil kommer til at svare til den almindelige morarentesats efter renteloven, som blev forhøjet med virkning fra den 1. august 2002 (lov nr. 379 af 6. juni 2002). Det foreslås endvidere, at grundlaget for beregning af rentesatsen efter kreditaftaleloven bringes i overensstemmelse med rentelovens regler.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling