Skriftlig fremsættelse (20. februar 2003) - L 163

Skriftlig fremsættelse (20. februar 2003)

Kirkeministeren (Tove Fergo)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om folkekirkens økonomi, lov om menighedsråd, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (Større økonomisk frihed, decentralisering af kompetence m.v.).

(Lovforslag nr. L 163).

Hovedintentionen med dette lovforslag er at fortsætte og styrke den udvikling i retning af størst mulig handlefrihed og beslutningskompetence på det lokale, demokratisk valgte niveau i folkekirken, som blev indledt, da Rigsdagen efter forslag fra J.C. Christensen i 1903 vedtog den første lov om menighedsråd.

Den første lov om menighedsråd gav primært menighedsrådet muligheder for og på nogle områder pligt til at udtale sig, før der af andre kirkelige myndigheder blev truffet beslutninger vedrørende sognets kirke og kirkegård eller det kirkelige liv. I øvrigt var det fastsat, at præsten skulle være formand for rådet. Med en ny menighedsrådslov i 1912 fik menighedsrådene på flere områder en beslutningskompetence. De fik således ret til selv at vælge formand og ret til at indstille, hvem der skulle ansættes i et ledigt præsteembede. Samtidig blev menighedsrådet bestyrelse for kirke og kirkegård og fik kompetence til at fastsætte regulativer for kirke- og kirkegårdsfunktionærer.

Med det kompleks af kirkelige love, bl.a. en ny menighedsrådslov, som blev vedtaget i 1922 fik menighedsrådene tillagt yderligere kompetence, og denne linie blev fortsat ved en række ændringer af den kirkelige lovgivning i løbet af 1900-tallet. Der er desuden, især siden 1970, gennemført en række lovændringer, hvorved der er sket decentralisering af beslutnings- og godkendelseskompetencer fra Kirkeministeriet til stiftsøvrighederne og til dels til provstiudvalgene.

Til trods for de skete udvidelser af menighedsrådenes kompetence og handlemuligheder forudsætter den kirkelige lovgivning dog fortsat i meget vid udstrækning, at menighedsrådenes beslutninger skal godkendes af andre kirkelige myndigheder. Godkendelse skal dog som følge af den gennemførte decentralisering som hovedregel ske på stiftsniveau og ikke som tidligere i Kirkeministeriet.

Menighedsrådene har gennem de snart 100 års eksistens tydeligt vist, at de både ønsker og evner at yde en stor indsats til gavn for folkekirken. De har også tydeligt vist, at de har været i stand til at løfte nye opgaver og yderligere ansvar, efterhånden som de gennem de forskellige ændringer af lovgivningen har fået mulighed for det.

Det er også gennem de senere års kirkelige og kirkepolitiske debat blevet tydeligt, at menighedsrådene gerne vil have bedre muligheder for at beslutte selvstændigt og handle frit i forhold til såvel administrationen af de fysiske rammer, som sognene råder over, og i forhold til tilrettelæggelse af det kirkelige liv inden for rammerne.

Det er også i de senere års debat blevet tydeligt, at mange menighedsråd ønsker bedre muligheder - tidsmæssigt såvel som økonomisk - for at opprioritere arbejdet med det kirkelige liv i sognene.

På denne baggrund udarbejdede Kirkeministeriet i foråret 2002 et lovforslag, som indebar, at menighedsrådene ville få vidtgående kompetence til selvstændigt at træffe beslutninger vedrørende fysiske rammer bortset fra kirkebygningerne. Forslaget indebar desuden en væsentlig forøgelse af menighedsrådenes økonomiske handlefrihed gennem indførelse af rammebevillinger i stedet for den nuværende ordning med bevilling på grundlag af specificerede budgetter, der skal godkendes af provstiudvalgene, og hvor efterfølgende omdisponeringer ligeledes skal godkendes. Den økonomiske handlefrihed blev også understreget gennem forslag om, at den eksisterende bestemmelse om et særskilt rådighedsbeløb, som giver et menighedsråd mulighed for at anvende op til 125.000 kr. til fremme af det kirkelige liv, afskaffes og erstattes af en generel adgang til uden maksimumsgrænse at afholde udgifter vedrørende sognets eller kirkedistriktets kirkelige aktiviteter og til fremme af det kirkelige liv i pastoratet eller kommunen eller kirkelige formål af betydning for stiftet som helhed. Dette forslag er blevet betegnet som en "sognefuldmagt".

Lovforslaget blev udførligt præsenteret og fremlagt på årsmødet i Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer i juni 2002 og samtidig udsendt til høring. I efteråret 2002 blev lovforslaget desuden udsendt til samtlige menighedsråd med opfordring til dem om at give deres meninger til kende.

I svarene på denne høring - den hidtil mest omfattende høring over et forslag til ændring af den kirkelige lovgivning - var der nogle meget markante tendenser, som naturligvis har haft betydning for lovforslaget i den form, hvormed det nu fremsættes.

Høringen viste for det første meget bred tilslutning til, at menighedsrådenes økonomiske handlefrihed øges gennem indførelse af rammebevillinger og gennem afskaffelse af det særlige rådighedsbeløb til fordel for en sognefuldmagt, der giver generel adgang til at afholde udgifter vedrørende kirkelige aktiviteter.

Bevilling af rammer for henholdsvis drifts- og anlægsudgifter skal meddeles af provstiudvalget på grundlag af budgetsamråd, hvor provstiudvalget og repræsentanter for menighedsrådene drøfter de enkelte sognes eller kirkedistrikters behov og ønsker sammenholdt med de økonomiske muligheder i ligningsområdet. Budgetsamrådet kan, hvis menighedsrådene ønsker det, tillægges den besluttende myndighed i forhold til fastsættelse af bevillinger, som efter hovedreglen er provstiudvalgets kompetence.

Rammebevilling indebærer, at menighedsråd får større frihed til at prioritere mellem udgifter, der vedrører sognenes fysiske rammer, og udgifter, der vedrører det kirkelige liv. Menighedsråd vil desuden i årets løb frit kunne omdisponere inden for den ramme, der er meddelt for driftsudgifter.

I høringen blev der dernæst meget bredt tilkendegivet den opfattelse, at kirke og kirkegård udgør en enhed, som på grund af den særlige karakter og også den store kulturhistoriske værdi bør være beskyttet på samme måde som hidtil, hvilket bl.a. indebærer, at menighedsråds beslutninger om arbejde ved kirke eller kirkegård skal godkendes, som hovedregel af stiftsøvrigheden efter inddragelse af relevante konsulenter.

Samtidig blev det i høringen bredt tilkendegivet, at beslutninger vedrørende præsteboliger samt bygninger til brug for kirke eller kirkegård udmærket kan træffes og gennemføres blot med godkendelse af provstiudvalget.

Som konsekvens af disse udbredte tilkendegivelser indeholder det foreliggende lovforslag derfor bemyndigelse til kirkeministeren til at fastsætte regler, hvorefter godkendelseskompetencen kan tillægges provstiudvalget.

Ud over de allerede beskrevne elementer indeholder lovforslaget enkelte bestemmelser af særlig karakter. Det foreslås således, at menighedsråd kan beslutte at tillægge den valgte kontaktperson, som udøver menighedsrådets arbejdsgiverfunktion i forhold til kirke- og kirkegårdsfunktionærer, et honorar. Det foreslås desuden, at provstiudvalg kan beslutte at tillægge et lægt medlem, der er valgt som provstiudvalgsformand, et honorar. Endelig foreslås det, at kirkeministeren får mulighed for at henlægge kompetence i forhold til medarbejdere, der er ansat ved stiftsøvrighederne, til stiftsøvrighederne.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg indstille dette til velvillig behandling i det høje Ting.