Legislator Case Law & Legislation
20021XX00263 DK

Skriftlig fremsættelse (7. november 2002) - L 82

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2002 L 82 Valid

Skriftlig fremsættelse (7. november 2002)

Finansministeren (Thor Pedersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om en satsreguleringsprocent.

(Lovforslag nr. L 82).

Lovforslaget er en opfølgning på finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti af 3. november 2002, hvori indgår, at der skal fremsættes en ny satsreguleringslov, som skal danne grundlag for fordelingen af satsreguleringspuljen fremover.

Lovforslaget indebærer, at satsreguleringsordningen videreføres, og at satsreguleringens grundprincipper og størrelsen af satsreguleringen fastholdes.

Partier, der stemmer for lovforslaget, vil fremover indgå i forligskredsen om udmøntningen af satsreguleringspuljen.

Med lovforslaget sker der herudover præcisering af lovteksten, idet formålet med satspuljen indskrives i loven. Det foreslås, at det udtrykkeligt anføres i satsreguleringsloven, at puljebeløbet skal anvendes til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet med henblik på forbedring af vilkårene for overførselsmodtagere og svage grupper. Endvidere foreslås det udtrykkeligt lovfæstet, at anvendelsen af puljebeløbet fastsættes i finansloven, således som det har været tilfældet hidtil.

Desuden præciseres visse bestemmelser, herunder finansministerens eksisterende bemyndigelse til inden for satsreguleringslovens rammer at fastsætte nærmere regler om beregning af satsreguleringsprocenten mv.

Endelig sker der med forslaget en ajourføring af lovteksten, så ikke længere aktuelle overgangsbestemmelser udgår, og der foretages en række sproglige korrektioner.

Lovforslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →