Skriftlig fremsættelse (6. november 2002) - L 75
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (6. november 2002)
Undervisningsministeren (Ulla Tørnæs)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser m.fl. love. (Forenkling af uddannelsesråd m.v. og godkendelse af institutioner til landbrugsuddannelse)
(Lovforslag nr. L 75).
Lovforslaget fremsættes som led i regeringens plan om at forenkle strukturen af råd og udvalg på Undervisningsministeriets område. Det er hensigten at etablere en samlet og enkel rådsstruktur, for at fremme, at uddannelserne indpasses på en sammenhængende måde i uddannelsessystemet som helhed. Lovforslaget er dermed en fortsættelse af den lovrevision af rådsstrukturen på Undervisningsministeriets område, som blev indledt med vedtagelsen af lov nr. 274 af 8. maj 2002 om ændring af forskellige love på Undervisningsministeriets område (Forenkling vedrørende uddannelsesråd og udvalg). Ved fremsættelsen af lovforslaget blev det tilkendegivet, at rådsstrukturen for de erhvervsrettede ungdomsuddannelser og voksenuddannelserne senere ville blive inddraget i revisionen. Ved dette lovforslag samles den koordinerende overordnede rådgivning vedrørende de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser (erhvervsuddannelserne, landbrugsuddannelserne og de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser) i Rådet for de grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser.
Samtidig samles rådgivningen vedrørende produktionsskoleforløb og om almen uddannelse m.m. for kortuddannede voksne i et råd om kortuddannedes fortsatte uddannelse.
Lovforslaget indebærer, at Landbrugsuddannelsesrådet nedlægges og afløses af et udvalg for landbrugsuddannelser, som repræsentanter for landbrugserhvervet selv nedsætter. Endvidere indebærer lovforslaget, at Rådet for de grundlæggende Social- og Sundhedsuddannelser nedlægges, og at parterne på området vil kunne oprette et udvalg, som kan være rådgivende for Undervisningsministeriet vedrørende de enkelte social- og sundhedsuddannelser.
Samtidig indføres bestemmelser om godkendelse af institutioner til landbrugsuddannelse, svarende til de regler, der i dag gælder for erhvervsuddannelserne.
Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 2003. Det foreslås, at ministeren bemyndiges til at træffe afgørelse om eventuelle fornødne overgangsregler for de råd og udvalg mv., som lovforslaget vedrører. I en overgangsperiode fra lovens ikrafttræden og de følgende 2 år forudsættes det, at staten yder tilskud til driften af udvalgssekretariaterne for de udvalg, som afløser henholdsvis Landbrugsuddannelsesrådet samt, hvis det oprettes, Uddannelsesrådet for de grundlæggende Social- og Sundhedsuddannelser.
Idet jeg henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.