Skriftlig fremsættelse (29. januar 2003) - L 158
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (29. januar 2003)
Integrationsministeren (Bertel Haarder)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om danskuddannelse for voksne udlændinge m.fl.
(Lovforslag nr. L 158).
Lovforslaget fremsættes som led i opfølgningen på regeringens integrationspolitiske oplæg fra marts 2002, regeringens aftale om integration af maj 2002 med arbejdsmarkedets og de kommunale parter samt aftalen af oktober 2002 med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti om "Flere i arbejde".
Lovforslaget, der er anden fase af reformen af danskundervisningen, bygger videre på de lovændringer på uddannelsesområdet, der blev vedtaget af Folketinget med lov nr. 1043 af 17. december 2002 om ændring af integrationsloven, lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre med flere love. Med lovforslaget effektiviseres danskundervisningen, og dens sammenhæng med den øvrige integrationsindsats styrkes med det primære sigte, at sikre udlændinges integration på arbejdsmarkedet.
Det er regeringens ønske med lovforslaget at skabe mere hensigtsmæssige og smidige rammer for udbudet af danskundervisning, der kan sikre, at undervisningen gennemføres i tæt tilknytning til udlændinges aktivering eller beskæftigelse og derigennem bidrage til, at udlændinge hurtigst muligt tilegner sig det dansksproglige niveau, der er en forudsætning for, at de kan forsørge sig selv og fungere i det danske samfund på lige fod med danskere.
Det er desuden regeringens ønske med lovforslaget, gennem indførelse af en række incitamentskabende foranstaltninger for såvel udlændinge, kommuner, virksomheder og udbydere af undervisningen, at sikre en mere systematisk og effektiv gennemførelse af uddannelsen med afsluttende prøveaflæggelse senest inden udgangen af den treårige introduktionsperiode. Dette sker bl.a. ved fastsættelse af en grænse på tre år for udlændinges uddannelsesret, der dog kan forlænges for personer, der på grund af ustøttet fuldtidsarbejde eller på grund af sygdom, barsel og lignende har været afskåret fra at deltage i uddannelsen. Selvforsørgendes ret til selv at vælge udbyder indgår ligeledes som en del af lovforslagets motiverende faktorer.
Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer
1) Større frihed for kommunerne til organisering og gennemførelse af danskundervisningen gennem regelforenkling på uddannelsesområdet,
2) begrænsning af uddannelsesretten for alle til tre år som en hovedregel. Personer, der har været afskåret fra at deltage i uddannelsen på grund af sygdom, barsel m.v. eller på grund af ustøttet fuldtidsbeskæftigelse, får forlænget treårsperioden,
3) indførelse af centralt stillede prøver som afslutning på alle tre danskuddannelser,
4) erhvervsretning af danskuddannelserne på alle niveauer og integration af kurset i samfundsforståelse i uddannelserne, herunder oplysning om rettigheder og pligter med hensyn til aktiv arbejdssøgning m.v.,
5) mere synlig sproglig udvikling ved opdeling af uddannelserne i 6 moduler med klare, evaluerbare mål for progressionen. Etablering af en introducerende fase i uddannelsesforløbet med særlig vægt på udvikling af mundtlige færdigheder og kendskab til arbejdsmarkedsforhold,
6) yderligere udvidelse af udbyderkredsen, hvorefter danskuddannelserne kan udbydes af sprogcentre (kommunale og private), andre offentlige uddannelsesinstitutioner samt andre private udbydere, når der er tale om virksomhedsbaseret danskundervisning, samt adgang for selvforsørgende, der ikke modtager aktiveringstilbud, til selv at vælge udbyder,
7) øget fleksibilitet i gennemførelsen af danskuddannelsen med hensyn til tid, sted, indhold og tilrettelæggelse, der i højere grad sikrer et individualiseret og virksomhedstilpasset undervisningstilbud, og gennemførelse af danskuddannelserne i tæt tilknytning til arbejdspladser,
8) resultatstyring af udbyderne af danskuddannelserne via vejledende, progressionsbaserede takster pr. modul fastsat på finansloven. Taksten afregnes med udbyderne pr. gennemført modul. Betaling kan normalt kun finde sted én gang pr. modul,
9) hjemmel til at indføre deltagerbetaling i form af et gebyr for selvforsørgende udlændinge, der ikke er omfattet af integrationsloven, med mulighed for at differentiere gebyret,
10) bortfald af timetilskuddet til danskundervisningen fra 2007. Herefter betaler kommunen hele udgiften for personer, der ikke er omfattet af integrationsloven, herunder for personer der undervises efter den treårige periode, dog med generel kompensation for udgifterne hertil via bloktilskuddet.