Skriftlig fremsættelse (29. januar 2003) - L 135
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (29. januar 2003)
Socialministeren (Henriette Kjær)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om social service (Mulighed for madordninger i børnehaver mod fuld forældrebetaling)
(Lovforslag nr. L 135).
Lovforslaget er et led i regeringens regelforenklingsprogram og indgår tillige i kommuneaftalen for 2003.
Der stilles forslag om, at kommunerne kan beslutte, at der skal være mulighed for at oprette madordninger mod fuld forældrebetaling i dagtilbud til børn i alderen fra 3 år og derover.
Efter forslaget overlades det til forældrebestyrelsen i det enkelte dagtilbud at beslutte, om der skal oprettes en madordning, og hvordan madordningen skal tilrettelægges inden for de overordnede rammer for madordninger, som kommunen har fastsat. Det foreslås, at de enkelte forældre med børn i et dagtilbud med forældrebetalt madordning kan vælge, om de ønsker at være med i madordningen.
Formålet med forslaget er
at give kommunerne mulighed for at tilbyde forældre med børn i dagtilbud mere service uden at belaste den kommunale økonomi,
at sikre mulighed for at eksisterende og velfungerende forældreorganiserede madordninger kan fortsætte, og
at udvide grundlaget for at små børn kan få god og sund mad, mens de er i dagtilbud.
Med forslaget lægges der op til, at der gennem den lokale dialog om madordninger findes frem til løsninger, der kan indpasses med det konkrete dagtilbuds pædagogiske principper og forældrenes forventninger til en madordning.
Forslaget er forhandlet med de kommunale parter og skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for kommunerne.
Med disse bemærkninger indstiller jeg lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.