Legislator Case Law & Legislation
20021XX00239 DK

Skriftlig fremsættelse (29. januar 2003) - L 152

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2002 L 152 Valid

Skriftlig fremsættelse (29. januar 2003)

Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

(Lovforslag nr. L 152).

Forslagets formål er at gennemføre dele af Rådets direktiv 2000/43/EØF om princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse for så vidt angår forholdene på arbejdsmarkedet, og dele af Rådets direktiv 2000/78/EØF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv i dansk ret.

Med lovforslaget indføres et nyt diskriminationskriterium i loven, således at der fremover ikke må forskelsbehandles på grund af tro.

Lovforslaget lovfæster endvidere forskelsbehandlingsbegrebet. Lovfæstelsen er i overensstemmelse med den hidtidige forståelse af begrebet, idet det dog præciseres, at chikane skal betragtes som forskelsbehandling og at en instruktion om at forskelsbehandle ligeledes skal betragtes som forskelsbehandling.

Med lovforslaget udvides lovens forbud mod forskelsbehandling til også at omfatte arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationers optagelse af medlemmer og tildeling af medlemsfordele.

Yderligere indebærer lovforslaget en lovfæstelse af proportionalitetsprincippet.

Endelig indføres der med lovforslaget delt bevisbyrde i alle sager om forskelsbehandling, hvorefter lønmodtageren i en konkret tvist vil skulle fremføre de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling. Herefter påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Forslaget forventes ikke at have nogen væsentlige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2003.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →