Skriftlig fremsættelse (15. januar 2003) - L 124
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (15. januar 2003)
Ministeren for ligestilling (Henriette Kjær)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd (Ligestillingsnævnet gøres permanent og sagsområdet udvides)
(Lovforslag nr. L 124).
Det foreslås, at Ligestillingsnævnet gøres permanent uden ændringer i den sammensætning og kompetence, som Nævnet har i henhold til loven, dog med et forslag om en tilføjelse i lovens § 19, sådan at Nævnet fremover også skal kunne behandle klager over forskelsbehandling i henhold til lov om børnepasningsorlov. Børnepasningsorlovslovens bestemmelse om beskyttelse mod afskedigelse under børnepasningsorlov findes i vidt omfang at svare til bestemmelsen i ligebehandlingsloven om beskyttelse på grund af graviditet og barselsorlov.
Nævnet blev oprettet i 2000 for en to-årig forsøgsperiode. Ved at ophæve revisionsbestemmelsen gøres nævnet permanent. På denne måde sikres borgernes retssikkerhed ved fortsat at have en nem og gratis adgang til at kunne klage over forskelsbehandling på grund af køn. Det er estimeret at udgifterne til drift af nævnet i 2003 vil være 600.000 kr.
Lovforslaget vurderes ikke at have erhvervsmæssige eller miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Lovforslaget foreslås at træde i kraft 1. maj 2003.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.