Skriftlig fremsættelse (15. januar 2003) - L 126
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (15. januar 2003)
Undervisningsministeren (Ulla Tørnæs)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af forskellige love på Undervisningsministeriets område (Konsekvensændringer i forbindelse med universitetsreformen)
(Lovforslag nr. L 126).
Formålet med lovforslaget er at gennemføre ændringer, som er en følge af det samtidigt fremsatte forslag til lov om universiteter (universitetsloven).
Ændringerne vedrører lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne, lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU), lov om statens uddannelsesstøtte og lov om Danmarks Evalueringsinstitut.
Desuden foreslås der i forbindelse med universitetsreformen skabt hjemmel for, at undervisningsministeren efter forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan imødekomme et ønske fra Skovskolen om ændring af skolens institutionelle vilkår. Visionen er at skabe et integreret center, Skov & Landskab, for forskning, uddannelse, formidling og rådgivning som en videreudvikling af det i januar 2000 etablerede forpligtende samarbejde mellem Skovskolen, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) og Forskningscentret for Skov og Landskab under Miljøministeriet. Som led heri skal Skovskolens uddannelser for fremtiden kunne udbydes af KVL, skolens øvrige virksomhed kunne fortsætte i nye institutionelle former under KVL og skolen ophøre.
Ændringerne foreslås at træde i kraft den 1. juli 2003 samtidig med universitetsloven, jf. lovforslaget herom.
Idet jeg henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje Ting.