Legislator Case Law & Legislation
20021XX00171 DK

Skriftlig fremsættelse (11. december 2002) - L 116

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2002 L 116 Valid

Skriftlig fremsættelse (11. december 2002)

Justitsministeren (Lene Espersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om indendørs hold af drægtige søer og gylte og lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin (Ændring af regler om arealkrav, individuelle stier og aflastningsstier, rodemateriale og overgangsperioder).

(Lovforslag nr. L 116).

Formålet med lovforslaget er at sikre bedre velfærd for drægtige søer og gylte samt smågrise, avls- og slagtesvin. Baggrunden for lovforslaget er Rådets direktiv 2001/88/EF og Kommissionens direktiv 2001/93/EF om ændring af direktiv 91/630/EØF om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin.

Lovforslaget indebærer ikke på noget punkt "overopfyldelse" af direktivet og fastsætter derfor kun de krav, som er nødvendige for at implementere direktivet korrekt. I det omfang de gældende danske regler fastlægger et højere beskyttelsesniveau end direktivet, foreslås de danske regler imidlertid opretholdt uændret.

Lovforslaget indeholder for det første forslag om at skærpe kravene til det areal, som mindst skal være til rådighed for gruppeopstaldede drægtige søer.

Dernæst foreslås det, at reglerne om rode- og beskæftigelsesmateriale ændres, så de opfylder direktivets krav om, at svinene skal have permanent adgang til en tilstrækkelig mængde rodemateriale. De danske regler indeholder allerede bestemmelser om rode- og beskæftigelsesmateriale til drægtige søer og gylte samt smågrise, avls- og slagtesvin, men bestemmelserne skal for eksisterende bedrifter først være opfyldt efter udløbet af en længere overgangsperiode. Direktivet giver alene mulighed for at fastsætte en overgangsperiode for rodemateriale til søer og gylte, der er 1 år kortere end den gældende, og der er ikke mulighed for at fastsætte en overgangsperiode for andre svin. I overensstemmelse hermed foreslås den gældende overgangsperiode for beskæftigelses- og rodemateriale til drægtige søer og gylte forkortet med 1 år fra den 1. januar 2014 til den 1. januar 2013, mens den gældende overgangsperiode frem til den 1. juli 2015 i forhold til smågrise, avls- og slagtesvin foreslås helt ophævet.

Lovforslaget indeholder endelig forskellige bestemmelser om indretning af stalde til drægtige søer og gylte, herunder om krav til udformningen af individuelle stier og aflastningsstier og af gulvene. De hertil knyttede overgangsperioder i lov om indendørs hold af drægtige søer og gylte foreslås ligeledes justeret i overensstemmelse med direktivets krav om lidt kortere overgangsperioder.

Ifølge direktivet skal direktivændringerne være gennemført i dansk ret inden den 1. januar 2003. Grundet den sene fremsættelse forslås det, at loven træder i kraft den 1. april 2003.

Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →