Legislator Case Law & Legislation
20021XX00156 DK

Skriftlig fremsættelse (6. december 2002) - L 113

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2002 L 113 Valid

Skriftlig fremsættelse (6. december 2002)

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (Investeringsforeninger med få medlemmer).

(Lovforslag nr. L 113).

Lovforslaget er en opfølgning af den nuværende og den tidligere regerings dialog med pensionsbranchen om, hvordan branchen bedst kan være med til at fremme tilførslen af kapital til mindre, innovative virksomheder (udviklingsvirksomheder). Lovforslaget skal ses i sammenhæng med det samtidig hermed fremsatte lovforslag om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger.

Aktionærer i udviklingsvirksomheder vil ofte have behov for at følge virksomhedernes beslutninger tæt. En aktionær, der investerer via en investeringsforening, undgår selv at skulle følge med. Aktionæren kan overlade det til investeringsforeningen. Der er derfor fra pensionsselskabernes side et ønske om at kunne foretage investeringer i mindre innovative virksomheder via særlige investeringsforeninger, som ofte kun vil have et enkelt pensionsselskab som medlem.

Efter gældende skattemæssig praksis kan investeringsforeninger med ganske få medlemmer ikke anses for selvstændige skattesubjekter. Det indebærer, at medlemmerne beskattes direkte af foreningens indkomster, som om de selv ejede foreningens aktiver. Dette gør det regnskabsmæssigt vanskeligt at anvende investeringsforeninger med meget få medlemmer. Vanskeligheden knytter sig navnlig til opgørelsen af aktieavancer efter aktieavancebeskatningslovens regler.

Lovforslaget er med undtagelse af en række tekniske ændringer, der allerede er gennemført i foråret 2002, en genfremsættelse af lovforslag L 20, folketingsåret 2001-02, 1. samling.

Det foreslås, at bevisudstedende udloddende investeringsforeninger og kontoførende investeringsforeninger med kun ét eller meget få medlemmer skal anses for selvstændige skattesubjekter, når medlemmerne er pensionskasser, livsforsikringsselskaber og visse andre selskaber.

Herved opnås også, at det skatteretlige investeringsforeningsbegreb kommer til at stemme bedre overens med det civilretlige investeringsforeningsbegreb.

Der foreslås endvidere en præcisering af den almindelige definition af en investeringsforening, således, at det almindelige krav til antallet af medlemmer i udloddende bevisudstedende foreninger og kontoførende foreninger sættes til - som udgangspunkt - mindst 8 svarende til gældende administrativ praksis.

Der foreslås herudover opstramninger af forskellige bestemmelser. Disse opstramninger skal sikre, at foreninger med få medlemmer ikke kan bruges til at omgå skattelovgivningen.

Det foreslås i overensstemmelse med de ved høring over lovforslaget fremsatte ønsker at de foreslåede ændringer som udgangspunkt skal have virkning fra og med 2003.

Idet jeg i øvrigt skal henvise til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →