Skriftlig fremsættelse (11. december 2002) - B 50
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (11. december 2002)
Fødevareministeren ( Mariann Fischer Boel)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af den internationale traktat om plantegenetiske ressourcer for fødevarer og jordbrug
(Beslutningsforslag nr. B 50).
Ved dette forslag søges Folketingets samtykke indhentet til, at Danmark kan ratificere den internationale traktat om plantegenetiske ressourcer for fødevarer og jordbrug.
Traktatens formål er at få bevaret de plantegenetiske ressourcer, der anvendes eller vil kunne anvendes til fødevarer og jordbrug.
Formålet er desuden at gøre disse plantegenetiske ressourcer tilgængelige for alle de lande, der tilslutter sig traktaten, igennem et multilateralt system.
Med traktaten indføres også, at de fordele, brugerne får ved at udnytte de plantegenetiske ressourcer, skal deles med de lande, der leverer ressourcerne.
Traktaten indeholder endvidere en anerkendelse af begrebet "Farmers’ Rights" (jordbrugernes rettigheder). Begrebet omfatter en anerkendelse af landmænds historiske bidrag i forbindelse med udvikling og bevaring af plantegenetiske ressourcer, herunder at landmændenes bidrag også gøres gældende ved deling af de nyttevirkninger, som måtte opstå ved videreforædling.
Traktatens omfang er på flere måder begrænset. Principielt relateres traktaten til alle plantegenetiske ressourcer for fødevarer og landbrug, men traktatens multilaterale system omfatter kun 64 angivne planteslægter/slægtsgrupper. Endvidere må materiale, der modtages fra systemet, ikke bruges til kemiske, farmaceutiske og/eller andre industriel non-food/feed-anvendelse.
Traktaten fastlægger juridisk bindende rammer for bevaring og bæredygtig udnyttelse af plantegenetiske ressourcer for fødevarer og jordbrug. Det er traktatens styrende organ, som forestår selve udmøntningen af traktaten, efter at traktaten er trådt i kraft.
Idet jeg i øvrigt henviser til forslagets bemærkninger, anbefales det til Folketingets velvillige behandling.