Skriftlig fremsættelse (5. december 2002) - L 109
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (5. december 2002)
Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelsesrum (Smidiggørelse af reglerne for opførelse og indretning af sikringsrum m.v. og forlængelse af klargøringsfristen for sikringsrum).
(Lovforslag nr. L 109).
Forslaget er en udmøntning af anbefalingerne i Beredskabsstyrelsens rapport fra august 2002 om beskyttelsesrumsberedskabet herunder udviklingen på sikringsrumsområdet.
I rapporten gennemgås udviklingen på beskyttelsesrumsområdet siden 1933, og der redegøres for den sikkerhedspolitiske situation og beskyttelsesrumsområdet i andre europæiske lande.
Siden lov om beskyttelsesrum med virkning fra 1. januar 1993 overførte administrationen af sikringsrumsområdet og kompetencen til at påbyde opførelse af sikringsrum til kommunalbestyrelserne, har der kunnet konstateres et fald i tilvæksten af sikringsrumspladser, og uden særlige indgreb må faldet forventes at fortsætte, og tilvæksten vil måske helt ophøre. Set i lyset af den sikkerhedspolitiske situation og det betydelige antal pladser, der allerede findes, kan der imidlertid efter Beredskabsstyrelsens opfattelse ikke på nuværende tidspunkt findes tilstrækkelige vægtige argumenter for en intensivering af sikringsrumsbyggeriet.
Forslaget indebærer, at de nugældende regler opretholdes, men at indenrigs- og sundhedsministeren får hjemmel til i givet fald at pålægge kommunalbestyrelserne at udnytte mulighederne for at pålægge sikringsrumspligt i forbindelse med opførelse af nye bygninger. Nuværende og kommende sikringsrum skal som udgangspunkt opretholdes som sådanne, men den nuværende klargøringsfrist på 24 timer lempes, således at rummene i videre omfang end hidtil vil kunne anvendes til daglige formål.
Forslaget har ingen administrative og økonomiske konsekvenser.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.