Legislator Case Law & Legislation
20021XX00106 DK

Skriftlig fremsættelse (27. november 2002) - L 95 og L 96

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2002 L 95 og L 96 Valid

Skriftlig fremsættelse (27. november 2002)

Lene Jensen (S)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om arbejdsskadesikring.

(Lovforslag nr. L 95).

Forslag til lov om ændring af lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl., lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og lov om aktiv socialpolitik. (Konsekvensændringer som følge af arbejdsskadereformen m.v.).

(Lovforslag nr. L 96).

Arbejdslivet er under hastig forandring. Det betyder nye udfordringer både for den enkelte medarbejder og for arbejdsmarkedets parter. Arbejdsmiljøspørgsmål er rykket op ad dagsordenen i takt med, at tidligere tiders synder viser sig som dårligt helbred hos alt for mange mennesker: nedslidningsskader, svejselunger og andre dårligdomme. Selv om forebyggelse af arbejdsulykker og andre arbejdsskader op gennem 1990’erne blev taget langt mere alvorligt end før, er der alligevel hver evig eneste dag alt, alt for mange, der betaler med deres helbred, fordi de passer deres arbejde. Hvert år registreres langt over 50.000 tilfælde, hvor mennesker rammes af en arbejdsulykke eller bliver syge af at gå på arbejde, og tallet er langt større, fordi ikke alle ulykker eller sygdomme anmeldes.

Det er helt uantageligt, at så mange bliver syge af at gå på arbejde, og det skal der laves om på.

For på trods af ændringerne i arbejdslivet har loven om arbejdsskadesikring ikke ændret sig meget en enkelt forbedring i 1996 om anerkendelse af pludselige løfteskader er det blevet til, og effekten af denne ændring blev ikke nær så stor, som vi troede.

Den lov, der skal sikre dem, der kommer til skade, bygger altså på begreber og sædvaner, der hører fortiden til, f.eks. at der skal være tale om et »kraftbetonet« arbejde, der medfører »ekstraordinær belastning«. Der må endvidere ikke være tale om »forventelighed«.

Netop disse begreber har givet sig udslag i en række besynderligheder, hvor helt oplagte arbejdsskader ikke kan anerkendes, selv om enhver kan sige sig selv, at selvfølgelig skal pædagogen have erstatning, hvis et knæk i ryggen som følge af en voldsom hændelse med et barn giver vedkommende en alvorlig skade, og selvfølgelig skal rengøringsassistenten have erstatning, hvis det job, hun har passet hver eneste dag i 30 år, har ført til, at hun er så nedslidt, at hun bare ikke kan mere.

Før regeringsskiftet i 2001 sendte SR-regeringen et helt nyt forslag til arbejdsskadelov til høring. Efter valget fremsatte Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre lovforslaget. Her blev reformen mødt med pæne ord og løfter om handling. Alligevel vendte både regeringen og dens parlamentariske grundlag tommelfingeren mod den røde knap, da der skulle tages stilling.

Nu har beskæftigelsesministeren indkaldt til forhandling. Grundlaget er det arbejde, som arbejdsmarkedets parter har foretaget gennem de seneste måneder. Det har kun handlet om arbejdsulykker de mange skader som følge af årelang belastning er ikke med. Og selv med denne amputerede indgangsvinkel har man ikke kunnet opnå enighed.

Det siger noget om, at en ny arbejdsskadelov er et politisk ansvar. Derfor genfremsætter vi vores lovforslag.

Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres forslag til en arbejdsskadereform vil grundlæggende ændre tingenes tilstand til det bedre. Selve arbejdsskadebegrebet skal forenkles og bredes ud og bringes mere i tråd med, hvad almindelige mennesker forstår ved en arbejdsskade. Det vil betyde, at langt flere skader anerkendes, uanset om der er tale om ulykker eller erhvervssygdomme. Det vil betyde kortere sagsbehandlingstider, fordi det bliver lettere at vurdere, om den enkelte har ret til erstatning eller ej. Og det vil også betyde bedre forhold for en række grupper, der i dag er uden for systemet, bl.a. selvstændige og medhjælpende ægtefæller, ligesom en række andre ting ændres til det bedre.

En sådan reform koster penge mange penge, i størrelsesordenen 733 mio. kr. Men vi har ikke råd til at lade være.

Faktisk er det ikke så svært: Arbejdsskader og erhvervssygdomme er skader eller sygdomme, der opstår som følge af arbejdet. Sådan er det ikke i dag, og resultatet er, at tusinder af mennesker ikke alene betaler med deres liv og førlighed for at bidrage til samfundet ved at gå på arbejde hver eneste dag, men også udsættes for mistænkeliggørelse og ventetider på måneder og år for at få deres ret, hvad de alligevel ikke altid får. Derfor opfordrer forslagsstillerne til, at Folketingets velvillige flertal sætter handling bag de pæne ord.

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslagene, og anbefaler dem til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →