Legislator Case Law & Legislation
20021XX00105 DK

Skriftlig fremsættelse (27. november 2002) - L 97

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2002 L 97 Valid

Skriftlig fremsættelse (27. november 2002)

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer og lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. (Forholdsmæssig registreringsafgift af udenlandske leasingbiler mv. og fritagelse af visse tivoli- og cirkuskøretøjer).

(Lovforslag nr. L 97).

Lovforslaget består af 3 dele.

For det første foreslås det, at reglerne for valutaudlændinge udvides til at omfatte danske statsborgere med fast bopæl i Grønland eller på Færøerne. Det indebærer, at denne persongruppe fremover vil kunne leje afgiftsfri dansk indregistrerede udlejningskøretøjer, hvorved danske udlejningsselskaber vil være konkurrencemæssigt ligestillet med udenlandske leasingselskaber, når det gælder kunder med fast bopæl i Grønland og på Færøerne.

For det andet foreslås det, at reglerne for udenlandske leasingbiler ændres, så den registreringsafgift, der pålægges udenlandske leasingbiler, svarer til varigheden af den pågældende leasing-kontrakt. Køretøjerne skal dog fortsat være registreret på danske nummerplader, og der skal ligeledes betales vægtafgift mv. af køretøjerne. Forslaget fremsættes som følge af en EU-dom af 21. marts 2002, hvori EU-domstolen fastslår, at det er i strid med EF-traktatens bestemmelser vedrørende den frie bevægelighed for tjenesteydelser at kræve fuld registreringsafgift af leasingbiler, der er ejet af et udenlandsk selskab, og som leases ud til indenlandske personer eller virksomheder. Afgiften skal i stedet forholdsmæssigt svare til den periode, køretøjet befinder sig i landet. Forslaget bringer således reglerne vedrørende registreringsafgift i overensstemmelse med de EU-retlige principper, EF-domstolen har fastslået ved dommen.

For det tredje foreslås, at tivoli- og cirkuskøretøjer på 12 t eller derover, som udelukkende anvendes i forbindelse med tivoli- og cirkusvirksomhed, og som udefra ved bemaling eller lignende fremstår som udgørende en del af den pågældende virksomhed, fritages fra vægtafgift. Derved ligestilles danske cirkus- og tivolivirksomheder konkurrencemæssigt med tilsvarende tyske og hollandske virksomheder, der ligeledes er fritaget fra vægtafgift.

Lovforslaget skønnes for den del af lovforslaget der vedrører leasingkøretøjer at medføre et provenutab for statskassen på ca. 15 mio. kr. før skat i perioden 2003-2005. Den del af lovforslag der vedrører tivoli- og cirkuskøretøjer skønnes at medføre et årligt provenutab på ca. 1. mio. kr.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →