Legislator Case Law & Legislation
20021XX00091 DK

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2002) - L 2

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2002 L 2 Valid

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2002)

Justitsministeren (Lene Espersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Motorvejshastighed, skærpet håndhævelse af hastighedsgrænserne og andre initiativer til forbedring af færdselssikkerheden).

(Lovforslag nr. L 2).

Lovforslagets hovedformål er at forhøje hastighedsgrænserne på motorvej for personbiler og motorcykler.

Lovforslaget er første skridt til gennemførelse af regeringens overordnede målsætning om at forhøje den generelle hastighedsgrænse på motorvej for personbiler og motorcykler til 130 km i timen. Vejtekniske og trafikale forhold indebærer imidlertid, at hvis en sådan hastighedsforhøjelse skal ske på en måde, der er færdselssikkerhedsmæssigt optimal, må ordningen udbredes gradvist, så der startes med de motorvejsstrækninger, der er bedst egnede hertil.

Formålet med lovforslaget er derfor i første omgang at forhøje den generelle hastighedsgrænse på motorveje for personbiler og motorcykler i færdselslovens § 42, stk. 2, fra 110 til 120 km i timen. Samtidig foreslås færdselslovens § 42, stk. 4, ændret, så hastighedsgrænsen lokalt kan forhøjes yderligere op til 130 km i timen. Den eksisterende mulighed for at fastsætte lavere hastighedsgrænser end den generelle, herunder f.eks. 110 km i timen, fastholdes.

Baseret på et foreløbigt skøn forventes det, at 130 km i timen umiddelbart vil kunne gennemføres på ca. 15 pct. af motorvejsnettet (de nyeste strækninger), 120 km i timen på ca. 50 pct. af motorvejsnettet (strækninger i åbent land) og 110 km i timen eller derunder på ca. 35 pct. af motorvejsnettet (strækninger omkring de store byer). Den præcise fordeling kan dog først foretages, når Vejdirektoratet har afsluttet den udførlige gennemgang af motorvejsnettet, som er forudsat i lovforslaget, og som er påbegyndt forud for lovforslagets fremsættelse.

Gennemgangen af motorvejsnettet vil endvidere skulle afdække, hvilke yderligere investeringer i vejanlæg mv., som vil være nødvendige for at udbrede de 130 km i timen til en større del af motorvejsnettet. Regeringen vil arbejde for, at de vejtekniske forudsætninger for at udbrede 130 km i timen til hovedparten af motorvejsnettet tilvejebringes i takt med den udbygning og modernisering af motorvejsnettet, som løbende finder sted. Dette vil naturligvis ske med behørig hensyntagen til den overordnede prioritering af statens ressourcer, der nødvendigvis må foretages.

Lovforslagets bestemmelser om øget hastighed ledsages af en række forslag til kompenserende foranstaltninger, som skal styrke færdselssikkerheden og medvirke til at sikre, at de nye hastighedsgrænser overholdes. Formålet er at begrænse stigningen i gennemsnitshastigheden, og dermed i antallet af trafikulykker.

For det første lægges der op til en omprioritering af politiets kontrolindsats, så kontrolintensiteten på motorvejene øges, navnlig på farlige strækninger.

For det andet foreslås det, at der indføjes et nyt stk. 4 i færdselslovens § 118, hvorefter det ved fastsættelsen af alle hastighedsbøder skal indgå som en skærpende omstændighed, hvis hastigheden har udgjort 140 km i timen eller derover. Bestemmelsen skal danne grundlag for indførelse af et særligt "højhastighedstillæg", der ved udmåling af bøder for hastighedsovertrædelser, hvor hastigheden har udgjort 140 km i timen eller derover, lægges oven i de eksisterende bødetakster med et fast beløb, der stiger i takt med hastigheden.

For det tredje foreslås det, at færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, ændres, sådan at den nuværende regel om betinget frakendelse af førerretten ved overskridelse af hastighedsgrænserne med mere end 70 pct. fastholdes, men suppleres med en fast overgrænse på 180 km i timen med den konsekvens, at der også i de tilfælde, hvor den procentuelle overskridelse er mindre end 70 pct., vil ske betinget frakendelse, hvis der er kørt med en hastighed på 180 km i timen eller derover. 180 km i timen svarer til en overskridelse på ca. 64 pct. ved 110 km’s begrænsning, en overskridelse på 50 pct. ved 120 km’s begrænsning og en overskridelse på ca. 38 pct. ved 130 km’s begrænsning.

For det fjerde foreslås det, at der i lyset af den øgede spredning af hastighederne mellem hurtige og langsomme køretøjer på motorvejene, som lovforslaget alt andet lige vil medføre, indføres lovregler om obligatorisk tegngivning ved vognbaneskift på motorvej, og at der udstedes administrative regler om obligatorisk anvendelse af havariblink ved uventet kødannelse mv. på motorvej.

For det femte foreslås det, at der forud for lovforslagets ikrafttræden gennemføres en omfattende kampagne, hvor der orienteres om de nye regler og sanktionerne for overtrædelse heraf.

Ud over de tiltag, som er direkte forbundet med forøgelsen af hastigheden på motorvejene, indeholder lovforslaget også en række yderligere initiativer til styrkelse af færdselssikkerheden.

Det gælder for det første en udvidelse af prøvetiden for førstegangserhververe af kørekort fra to til tre år.

Det gælder for det andet en endnu højere grad af målretning af den automatiske hastighedskontrol mod særligt farlige vejstrækninger, herunder i kombination med opsætning af fartvisere, en undersøgelse af mulighederne for opsætning af yderligere fartvisere, øget fokus på veje, hvor børn og ældre færdes, og et arbejde med kortlægning og fjernelse af de "sorte pletter" på trafikkens Danmarkskort.

Det gælder for det tredje i relation til spiritus- og promillekørsel, hvor et igangværende udvalgsarbejde til forenkling af sanktionssystemet udvides med henblik på en skærpelse af sanktionerne og med henblik på en undersøgelse af mulighederne for i højere grad end i dag at anvende andre typer af sanktioner og indsatser som supplement til de nuværende sanktionstyper, herunder f.eks. en udvidelse af mulighederne for at fratage føreren rådigheden over køretøjet ved grove eller gentagne overtrædelser eventuelt for en tidsbegrænset periode.

Endelig gennemfører lovforslaget en række mere tekniske ændringer, der blandt andet er en følge af, at sager vedrørende dansk og international regulering af færdsel og færdselssikkerhed samt sager vedrørende færdselsadfærd ved kongelig resolution af 27. november 2001 er overført fra Trafikministeriet til Justitsministeriet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →