Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2002) - L 11
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2002)
Fødevareministeren (Mariann Fischer Boel)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om dyrlægegerning m.v. (Ændrede regler for fratagelse af dyrlægers autorisation og for kontrol med anvendelse af lægemidler m.v. )
(Lovforslag nr. L 11).
Formålet med lovforslaget er at forøge fødevaresikkerheden ved at forbedre mulighederne for at føre kontrol med anvendelsen af medicin i husdyrbruget.
Med udgangspunkt i en konkret sag, hvor der var mistanke om overtrædelse af reglerne om indførsel af lægemidler og af reglerne om ordinering, udlevering og anvendelse af lægemidler nedsatte Fødevareministeriet 3 arbejdsgrupper, der skulle se på en opstramning af kontrollen med medicinanvendelsen hos dyrlæger og landmænd.
Med henblik på at gennemføre anbefalingerne fra arbejdsgruppen foreslås bl.a.
hjemmel til at oprette et nyt register over autoriserede og praktiserende dyrlæger samt dyrlægepraksis,
adgang til at stille krav om uddannelse, når landmænd selv anvender medicin,
adgang til at kræve aflivning af dyr mod erstatning, hvis nødvendigt ved kontrol,
udbygning af reglerne om rettighedsfratagelse for dyrlæger og landmænd og
udvidelse af strafferammen fra bøde til fængsel i indtil 2 år.
Endelig foreslås gennemført en række ændringer af mere praktisk betydning, f.eks. mulighed for, at dyr hos udstationerede danske styrker kan behandles af personer, der ikke er uddannet dyrlæge.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, anbefales det til Folketingets hurtige og velvillige behandling.