Legislator Case Law & Legislation
20021XX00074 DK

Skriftlig fremsættelse (7. november 2002) - L 81

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2002 L 81 Valid

Skriftlig fremsættelse (7. november 2002)

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af ligningsloven og momsloven. (Fritagelse for skat og moms af værdi af eget arbejde).

(Lovforslag nr. L 81).

Som et led i udmøntningen af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om finansloven for 2003 fremsættes lovforslag om skatte- og momsfrihed af eget arbejde, som håndværkere udfører på deres egen ejendom.

De gældende skatte- og momsregler indebærer, at bygningshåndværkere m.v. i modsætning til andre erhvervsgrupper skal beskattes af værdien af deres eget arbejde, også når dette arbejde udføres til privat brug ved opførelse, modernisering eller ombygning af egen bolig. Det betyder f.eks., at en håndværker, som i sin fritid laver en modernisering af sit parcelhus, skal selvangive og betale skat af værdien af sin egen arbejdsindsats. Beskatningen omfatter også en (fiktiv) avance, dvs. mestersalær, i tilfælde, hvor der leveres ydelser fra en virksomhed til arbejde på ejerens ejendom.

Forslaget har til formål at gennemføre en skatte- og momsmæssig ligestilling af håndværkere med andre erhvervsgrupper ved udførelsen af eget arbejde, således at bygningshåndværkere m.v. på lige fod med andre personer skatte- og momsfrit kan udføre arbejde for sig selv. Fritagelsen omfatter ikke byggeri til erhvervsmæssigt brug.

Forslaget følger indstillingerne i en rapport, som en arbejdsgruppe, nedsat af skatteministeren, er kommet frem til.

Med forslaget bringes dette område i overensstemmelse med hovedprincipperne i den øvrige skattelovgivning, hvorefter der ikke skal ske beskatning, fordi man sparer en udgift ved privat at gøre arbejdet selv.

Den foreslåede fritagelse for beskatning af værdien af eget arbejde ændrer ikke ved, at avancen ved salg af fast ejendom i visse situationer skal beskattes. Såfremt man sælger fast ejendom, og der er tale om næring, skal fortjenesten, inklusiv værdien af eventuelt eget arbejde, beskattes. Der kan også ske beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →