Skriftlig fremsættelse (7. november 2002) - L 61
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (7. november 2002)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (Individuelt kontaktforløb, minimumskrav m.v.).
(Lovforslag nr. L 61).
Lovforslaget er første led i aftalen om den fremtidige beskæftigelsespolitik, der er indgået mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti med udgangspunkt i regeringens handlingsplan "Flere i arbejde".
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med de samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om statens voksenuddannelsesstøtte, lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og lov om arbejdsmarkedsuddannelser (Nyberegning for dimittender m.fl., forenkling af dagpenge- og aktivperiode, rådighedsregler v.) og forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven (Ændring af rådighedsreglerne, bortfald af beskæftigelsestillæg, nedsættelse af kontanthjælp efter 6 måneder, forhøjelse af fradragsfrit beløb pr. beskæftiget efter 6 måneder).
Lovændringerne skal medvirke til at øge beskæftigelsen med 87.000 personer i perioden frem til 2010. De 20.000 skal komme fra et fald i ledigheden. Resten skal komme ved at arbejdsstyrken øges.
Det er et bærende element i den nye beskæftigelsespolitik, at den enkelte skal i centrum, og at indsatsen skal være rettet mod den hurtigste og mest direkte vej til job.
Med lovforslaget sker et nødvendigt fokusskifte fra aktivering til et styrket, individuelt kontaktforløb for forsikrede ledige.
Princippet om ret og pligt til aktivering opretholdes, men aktiveringen skal være langt mere fleksibel. Det afgørende er ikke, hvor meget og hvor længe den ledige er i aktivering, men at aktiveringen bringer den ledige tættere på et job.
Fornyelsen af beskæftigelsespolitikken skal styrke incitamentet for at få den ledige direkte i job.
Lovforslaget indeholder følgende elementer
1. Et individuelt kontaktforløb med den ledige og arbejdsformidlingen, som minimum hver gang den ledige har modtaget offentlige forsørgelsesydelser i sammenlagt 3 måneder. Det individuelle kontaktforløb og et langt mere fleksibelt aktiveringskrav erstatter kravet om aktivering i 75 % af de sidste 3 år af den samlede dagpengeperiode. I de første 12 måneders ledighed vil der være øget fokus på jobsøgning og jobformidling.
2. Andre aktører inddrages i hele arbejdsformidlingens beskæftigelsespolitiske indsats såvel i kontaktforløbet, som i formidlingsindsatsen og i gennemførelsen af tilbud. Ved inddragelse af andre aktører skal der som hovedregel være tale om resultatafhængig betaling.
3. Intensiv jobsøgning og særlig formidlingsindsats afskaffes som en følge af det personlige kontaktforløb og generelle bestemmelser om anvendelse af andre aktører. Tilbud om uddannelse kan alene gives i op til 6 uger de første 12 måneders ledighed for personer mellem 25 og 60 år og de første 6 måneders ledighed for personer under 25 eller over 60 år. Retten til 6-ugers selvvalgt uddannelse de første 6/12 ledighedsmåneder berøres ikke af forslaget.
4. Ydelsen til ledige, der er i jobtræning eller individuel jobtræning hos offentlige arbejdsgivere, vil være på niveau med den lediges individuelle dagpenge.
Lovforslaget indeholder ud over de nævnte elementer i aftalen en ny økonomistyringsmodel i arbejdsformidlingen.
Regeringen vil i begyndelsen af 2003 udmønte 2. fase i aftalen og fremsætte lovforslag, hvor der dels sker en harmonisering af redskabsviften, der kan anvendes af kommunerne og arbejdsformidlingen, og dels sker en forenkling af redskabsviften fra de nuværende mange ordninger til 3 ordninger. Derudover vil lovforslaget bl.a. indeholde nye regler om tilbud til unge op til 30 år.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg på regeringens vegne anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.