Legislator Case Law & Legislation
20021XX00048 DK

Skriftlig fremsættelse (6. november 2002) - L 51

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2002 L 51 Valid

Skriftlig fremsættelse (6. november 2002)

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om byfornyelse (Styrkelse af kommunernes incitamenter til udgiftsbegrænsning)

(Lovforslag nr. L 51).

Regeringen vil styrke vækst, velfærd og fornyelse. Det gælder også på boligområdet. Det er regeringens mål at få styrket det danske boligmarked. Regeringen har derfor med sit udspil "Vækst og fornyelse på boligmarkedet" fra den 26. august 2002 og med aftalen af 15. oktober 2002 med S, DF, RV og KRF om flere og bedre boliger igangsat en samlet boligpolitisk indsats, der skal bidrage til at tilvejebringe en bedre balance på boligmarkedet. Der er enighed om en flerårig indsats for at skaffe flere boliger til unge, flere private udlejningsboliger, flere boliger til handicappede og flere almene boliger, herunder ældreboliger. Det er målet, at der i de kommende 5 år påbegyndes over 20.000 nye boliger årligt.

Regeringen vil med virkning fra 1. januar 2004 gennemføre en gennemgribende forenkling og modernisering af byfornyelsesindsatsen, jf. det boligpolitiske udspil. Målet er at sikre en mindre offentlig regulering og støtte, større grad af frivillighed, vægt på de markedsmæssige muligheder samt alternative finansieringsmuligheder.

Men allerede med virkning fra 2003 foreslås en målretning af den offentlige byfornyelsesstøtte, der indebærer en reduktion af den offentlige subsidiering af byfornyelsen. Herved frigøres midler til regeringens samlede omprioriteringer på FFL 2003, herunder en forstærket indsats for opførelse af private ungdomsboliger.

Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer

Styrkelse af kommunernes incitamenter til at sikre øgning af ejers egenbetaling af tabsudgifterne - loft over tabs- og refusionsudgifterne. For at give kommunerne et stærkere incitament til gennem forhandling at øge den ejerfinansierede del af udgifterne foreslås at fastlægge et loft på 60 pct. i 2003 og 50 pct. i 2004 og i hvert af de følgende år over den andel af kommunens vejledende investeringsramme, der må anvendes til tabsgivende udgifter samt til generelle refusionsberettigede udgifter. Da loftet er en generel begrænsning af udgifterne, skal kommunen således ikke i den enkelte beslutning og det enkelte projekt begrænse udgifterne til nævnte procenter.

Fjernelse af barrierer for forhandlet finansiering. For at forbedre kommunens position ved forhandlinger med ejeren om, at pågældende selv finansierer en del af ombygningsudgifterne samt for at registrere egenfinansierede arbejder som en del af beslutningen, foreslås at fjerne forskellige barrierer for forhandlet finansiering.

Fuld regulering af beboerbetalingen. Det foreslås, at den nuværende ¾ regulering (såkaldt valsetaktregulering) erstattes af fuld regulering, således at beboerbetalingen hvert år forhøjes med pris- eller lønudviklingen. Slutlejeniveauet som følge af bygningsfornyelse vil ikke ændres med forslaget, men beboerbetalingen vil nå det endelige niveau i løbet af en kortere årrække.

Andelsboliger udgår af aftalt boligforbedring. For at målrette den offentlige støtte, så støtten gives, hvor behovet er størst, foreslås det, at der ikke skal gives støtte til andelsboliger efter aftalt boligforbedring, men alene til private udlejningsboliger.

Afkortning af støtteforløbet i aftalt boligforbedring. For navnlig at målrette den offentlige støtte foreslås at afkorte støtteperioden, således at der fremtidigt udbetales fuld støtte i 5 år, efterfulgt af en aftrapningsperiode på op til 5 år.

For så vidt angår de økonomiske konsekvenser for det offentlige, forventes forslaget samlet at medføre offentlige mindreudgifter på 250 mill. kr. i 2003, hvoraf kommunernes andel udgør 97 mill. kr. I 2004 og de følgende år forventes forslaget at medføre offentlige mindreudgifter på 267 mill. kr. Heraf udgør kommunernes andel 116 mill. kr. Den årlige investeringsramme til offentlig byfornyelse udgør 1.050 mill. kr. i 2003. Da der ikke er indgået nogen aftale om investeringsrammen for 2004 og frem, er det beregningsmæssigt forudsat, at investeringsrammen udgør 1.150 mill. kr. årligt i 2004 og hvert af de følgende år. Endvidere reduceres den samlede årlige investeringsramme til aftalt boligforbedring fra 400 mill. kr. til 300 mill., kr. i 2003 og de følgende år. - De kommunaløkonomiske konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter. Forslaget vurderes ikke at have væsentlige administrative konsekvenser for det offentlige, erhvervslivet og borgerne. Forslaget skønnes ikke at have særlige miljømæssige konsekvenser, ligesom forslaget ikke indeholder EU- retlige aspekter. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2003.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →