Skriftlig fremsættelse (31. oktober 2002) - L 47
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (31. oktober 2002)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven. (Lempelse af beskæftigelseskravet, harmonisering af reglerne om kontanthjælp og barseldagpenge, indfasning af bagudbetaling af kontanthjælp m.v.).
(Lovforslag nr. L 47).
Lovforslaget indeholder følgende delelementer
Lempelse af beskæftigelseskravet for uddannelsessøgende, der føder eller adopterer før uddannelsens afslutning
Med dette forslag sker der en forbedring af mulighederne for barselorlov med barseldagpenge for de uddannelsessøgende, der føder eller adopterer et barn før afslutningen af uddannelsen.
Baggrunden for forslaget er, at personer, der føder eller adopterer, før de har færdiggjort deres uddannelse, ikke efter de gældende regler vil være berettiget til barseldagpenge, da de ikke opfylder sygedagpengelovens krav om en tilknytning til arbejdsmarkedet det såkaldte beskæftigelseskrav. Dette krav skal nemlig være opfyldt på det tidspunkt, hvor fraværet starter, og for moderens vedkommende senest på fødselstidspunktet.
Lovforslaget går ud på at lempe beskæftigelseskravet ved at indføre ret til orlov med barseldagpenge for de forældre, som inden for den almindelige barselperiode på i alt 46 uger efter barnets fødsel eller barnets modtagelse opfylder det beskæftigelseskrav, der er nævnt i lovens § 4, stk. 1, nr. 2. Det vil konkret sige, at dimittender, som efter arbejdsløshedsforsikringslovens regler ville være berettigede til dagpenge, hvis fraværet på grund af fødslen eller adoptionen ikke fandt sted, får ret til barseldagpenge. De pågældende er i øvrigt omfattet af barseldagpengereglerne, herunder reglerne om at forlænge og udskyde.
Ret til fravær i forbindelse med barsel og adoption for kontanthjælpsmodtagere og modtagere af starthjælp og introduktionsydelse
De ændringer, der i forrige folketingssamling blev gennemført i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til fravær i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption og de samtidige ændringer i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, har vist sig at medføre nogle utilsigtede konsekvenser i relation til ret til fravær i forbindelse med barsel og adoption for modtagere af kontanthjælp, starthjælp og introduktionsydelse.
Personer med disse ydelser kan efter de gældende regler blive væsentligt bedre stillet under barsel og adoption end lønmodtagere. Der er derfor behov for at justere reglerne om retten for kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere og modtagere af introduktionsydelse til ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i forbindelse med graviditet, barsel og adoption, således at der ikke sker forskelsbehandling.
Det foreslås, at retten begrænses i forhold til de gældende regler, således at forældrene alene har ret til 32 uger i fællesskab, svarende til den periode lønmodtagere har ret til dagpenge i forbindelse med barsel, og således at der ikke er ret til at forlænge de 32 uger med 8 uger.
Efter de gældende regler har forældre, der modtager dagpenge under barselorloven, mulighed for at forlænge barselperioden på dagpenge ved at gå ned i ydelse. Denne ret foreslås ikke indført for modtagere af kontanthjælp, starthjælp og introduktionsydelse. En nedsat ydelse under barsel vil svare til indførelse af en helt ny ydelse, hvilket vil gøre reglerne unødigt komplicerede og i modstrid med ønsket om forenkling af tilskuds- og ydelsesmuligheder.
Indfasning af bagudbetaling af kontanthjælp
Ved en lovændring i foråret 2002 blev der i forlængelse af kommuneaftalen indført regler om bagudbetaling af kontanthjælp. Reglerne herom træder i kraft den 1. januar 2003.
Den praktiske gennemførelse af den ændrede lovgivning har været genstand for drøftelser med KL og Kommunedata (KMD). Disse drøftelser er mundet ud i, at regeringen efter ønske fra KL med lovforslaget søger tilslutning til at lade nyordningen indfase over en periode. Forslaget er således teknisk begrundet og fremsættes først og fremmest af hensyn til de kontanthjælpsmodtagere, der er på kontanthjælp ved lovens ikrafttræden, og fordi de nye principper af konterings- og skattemæssige årsager må forventes at give anledning til indkøringsvanskeligheder, der af hensyn til kommunernes administration af systemet vil være mest hensigtsmæssige at løse, før loven træder i kraft.
Forslaget om indfasningen betyder, at de kontanthjælpsmodtagere, der modtog forudbetalt kontanthjælp ved lovens ikrafttræden, fortsætter med at modtage forudbetalt kontanthjælp i 2003. De personer, der indtræder i kontanthjælpssystemet den 1. januar 2003 eller senere, får bagudbetalt kontanthjælp efter de nye principper. Personer, der modtog kontanthjælp den 31. december 2002 og herefter får en periode på en måned eller derover uden kontanthjælp, overgår til bagudbetalt kontanthjælp, hvis pågældende igen får brug for hjælp på grund af en ny social begivenhed.
De samme regler vil gælde modtagere af starthjælp og introduktionsydelse.
Ændring i betingelserne for tilbagebetaling af kontanthjælp
Tilbagebetalingsreglerne i lov om aktiv socialpolitik gør udtømmende op med de tilfælde, hvor kommunen kan vælge at træffe afgørelse om tilbagebetaling af kontanthjælp. Kommunen beslutter i de enkelte tilfælde, om den vil stille krav om tilbagebetaling.
Tilbagebetaling kan blive aktuel i en række tilfælde, hvor en person kan bebrejdes at have opgivet et andet forsørgelsesgrundlag, bl.a. ved uforsvarlig økonomi, ved at melde sig ud af sin a-kasse, ved ubegrundet at opgive et job, ved at afvise et rimeligt tilbud om arbejde eller aktivering eller ved at indfri uforfaldne gældsposter kort før ansøgning om hjælp.
Hvis en person ikke giver de nødvendige oplysninger, som har betydning for modtagelse af andre offentlige ydelser, til myndigheder, private m.fl., kan disse ydelser bortfalde. Personen vil derfor være berettiget til kontanthjælp.
Der er derimod ikke hjemmel til at gøre kontanthjælpen tilbagebetalingspligtig.
På denne baggrund foreslås at indsætte en ny generel bestemmelse i tilbagebetalingsreglerne. Efter forslaget vil enhver manglende og nødvendig oplysning til andre offentlige myndigheder, private m.fl., der har betydning for modtagelsen af en anden offentlig ydelse, aktivering m.v., betyde, at kontanthjælpen kan gøres tilbagebetalingspligtig. Det er fortsat kommunen, der træffer afgørelsen ud fra en konkret individuel vurdering.
Særlige regler for beregning af hjælp efter lov om aktiv socialpolitik til ægtefæller, når den anden ægtefælle er ansat på skibe registreret i Dansk International Skibsregister (DIS)
Personer, der er ansat på skibe indregistreret i DIS, betaler ikke skat, men får en lavere løn. Det betyder for beregningen af sociale og beskæftigelsesmæssige ydelser, at ydelserne afhængig af karakteren af ydelsen enten bliver for høje eller for lave.
Med lovforslaget foreslås det derfor at give beskæftigelsesministeren hjemmel til at fastsætte regler om opgørelse af indkomstgrundlaget til brug for beregning af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik for personer med DIS indkomst. Det er hensigten at fastsætte regler i lighed med de regler, der gælder for fastsættelsen af arbejdsløshedsdagpenge for lønmodtagere, der gør tjeneste på skibe registreret i DIS.
Økonomiske konsekvenser
Forslaget om at lempe beskæftigelseskravet for ret til barseldagpenge skønnes at medføre en årlig offentlig merudgift på ca. 30 mill. kr. Der vil imidlertid samtidig være en modgående besparelse på ca. 20 mill. kr., idet det formodes, at ca. 2/3 af personerne i stedet ville have modtaget kontanthjælp eller evt. arbejdsløshedsdagpenge, hvis de melder sig ledige, inden der er gået et år efter fødslen. Den samlede offentlige årlige merudgift ved forslaget skønnes herefter at udgøre ca. 10 mill. kr.
Ændringerne som følge af ret til fravær for kontanthjælpsmodtagere ved barsel eller adoption, indfasning af bagudbetalingen af kontanthjælpen og af DIS indkomst forventes at have ubetydelige økonomiske konsekvenser.
Forslaget har ikke nævneværdige administrative konsekvenser for det offentlige, og forslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Der er ikke miljømæssige konsekvenser, og lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Det foreslås, at forslaget træder i kraft den 1. januar 2003.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg på regeringens vegne anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.