Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2002) - L 26
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2002)
Undervisningsministeren (Ulla Tørnæs)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. og lov om produktionsskoler (Erhvervsgrunduddannelse på produktionsskoler).
(Lovforslag nr. L 26).
Forslaget er et element i regeringens plan om "Bedre uddannelser".
Lovforslaget indebærer, at produktionsskoler får mulighed for at tilrettelægge 2-årige erhvervsgrunduddannelser (egu) for unge, der efter at have gennemført et forløb på produktionsskole har behov for yderligere kvalifikationer.
Nogle produktionsskoleelever opnår ikke tilstrækkelige faglige eller sociale kompetencer til at kunne fortsætte i en af de generelle kompetencegivende uddannelser eller til at komme direkte i beskæftigelse. Det kan erhvervsgrunduddannelserne bidrage til at ændre , fordi de er korte, meget fleksible og individuelt tilrettelagte praksisorienterede uddannelser med et stærkt vejledningselement. Praktik i en eller flere virksomheder udgør typisk 50 75 pct. af de enkelte erhvervsgrunduddannelser. Omkring halvdelen af praktikstederne er kommunale institutioner, virksomheder eller forvaltningsenheder.
Uddannelserne er meritgivende ved overgang til de øvrige grundlæggende erhvervsrettede uddannelser, og det er et krav, at meritvurdering med dette for øje indgår allerede når den individuelle udannelsesplan udarbejdes. Uddannelserne henvender sig i praksis til mange forskellige jobområder, men de rækker især ind i jobfunktioner inden for rengøring, gartneri, landbrug, park- og vejvedligeholdelse samt pleje og omsorg på børne- og ældreområderne.
Produktionsskolernes nære faglige og pædagogiske miljøer vil være gode udgangspunkter for at tilrettelægge og gennemføre erhvervsgrunduddannelser. Skolerne har normalt en vældig god kontakt til det lokale erhvervsliv og til kommuner, som de kan bygge på, når de skal finde praktiksteder til egu-eleverne. Med udgangspunkt i deres forudgående kendskab til den enkelte elev har skolerne desuden gode muligheder for at vejlede eleverne under egu-forløbet, der hovedsagelig skal foregå uden for produktionsskolerne på private og offentlige praktiksteder og på andre skoler og uddannelsesinstitutioner, fx tekniske skoler.
Erhvervsgrunduddannelse tilrettelægges efter den gældende lov som den helt dominerende hovedregel af kommunerne. For ledige dagpengeberettigede kan institutioner for erhvervsrettet uddannelse fx tekniske skoler, landbrugsskoler eller AMU-centre stå for tilrettelæggelsen. Ca. halvdelen af kommunerne, primært de større bysamfund, anvender egu. Der er således en geografisk ulige fordeling, hvad angår tilbud til unge om erhvervsgrunduddannelse. Da produktionsskolerne hovedsagelig er beliggende i mindre kommuner og i landdistrikter, vil produktionsskolernes egu-tilbud være et supplement til den kommunale indsats, som kan bidrage til, at også unge i de mere tyndt befolkede områder og i kommuner med relativt få unge kan få mulighed for erhvervsgrunduddannelse.
Da der er en tæt kontakt mellem kommunerne og produktionsskolerne, ligger det lige for, at de to udbydere af egu med dette lovforslag i højere grad end hidtil vil kunne løse opgaver i fællesskab. Jeg forventer derfor, at erhvervsgrunduddannelse herefter bliver et endnu bedre og mere effektivt tilbud til målgruppen af bogligt svage elever og elever fra uddannelsesfremmede miljøer, herunder dele af de befolkningsgrupper, som regeringens indsats for bedre integration af flygtninge og indvandrere henvender sig til.
Kommunernes udgifter til erhvervsgrunduddannelse, herunder uddannelser der bliver tilrettelagt efter de foreslåede nye bestemmelser, er omfattet af og opgøres på den kommunale budgetgaranti.
Det er mit forslag, at de ændrede regler træder i kraft allerede den 1. januar 2003, således at skolerne hurtigt kan komme i gang med på denne måde at give et bidrag til regeringens målsætning om at fremme uddannelser, der er er relevante i forhold til kompetencebehovene i erhvervslivet og i den offentlige sektor, og som kan imødekomme den enkelte unges forudsætningerne.
Idet jeg henviser lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.