Legislator Case Law & Legislation
20021XX00005 DK

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2002) - L 19

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2002 L 19 Valid

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2002)

Kulturministeren (Brian Mikkelsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af ophavsretsloven (Gennemførelse af infosoc-direktivet, nye aftalelicenser m.v.).

(Lovforslag nr. L 19).

Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet; det såkaldte infosoc-direktiv. Direktivet skal være gennemført inden den 22. december 2002.

Infosoc-direktivet harmoniserer EU-landenes lovgivninger om ophavsret og ophavsretsbeslægtede rettigheder med særligt sigte på de nye digitale udnyttelsesmuligheder i informationssamfundet.

Hovedpunktene i infosoc-direktivet er følgende

En harmonisering af eneretten til henholdsvis kopiering, overføring og spredning.

En udtømmende liste over tilladte undtagelser fra disse rettigheder.

Regler om beskyttelse af tekniske foranstaltninger og elektroniske oplysninger om rettighedsforvaltning.

Harmoniseringen af retten til kopiering og retten til overføring, herunder udsendelse i radio og fjernsyn og tilrådighedsstillelse on demand, nødvendiggør i hovedsagen kun tekniske ændringer i ophavsretsloven. For så vidt angår spredningsretten er vi derimod tvunget til at forlade princippet om international konsumption og i stedet indføre en regel om regional konsumption. Det betyder i praksis, at det ikke længere vil være lovligt at parallel- eller specialimportere eksempelvis bøger og plader fra lande uden for EØS med henblik på salg i Danmark uden rettighedshaverens samtykke.

Ophavsretslovens undtagelseskapitel kan med en række mindre justeringer tilpasses infosoc-direktivets udtømmende liste over tilladte undtagelser. Justeringerne består fortrinsvist i, at en række af de gældende undtagelser begrænses til ikke at gælde for udnyttelse i erhvervsøjemed.

Infosoc-direktivets regler vedrørende tekniske foranstaltninger, dvs. kopispærringer og lignende til beskyttelse af værker m.v., og elektroniske oplysninger om rettighedsforvaltning betyder, at der skal indføres helt nye regler herom i ophavsretsloven. Jeg foreslår derfor en række forbud mod omgåelse af henholdsvis kopispærringer m.v. og elektroniske oplysninger om rettighedsforvaltning. Som et supplement hertil stilles der forslag om en særlig mekanisme til løsning af konflikter i forholdet mellem de ophavsretlige undtagelser og tekniske foranstaltninger.

Ud over de lovændringer, der er nødvendiggjort af infosoc-direktivet, fremsættes forskellige andre forslag, der ikke har en direkte tilknytning til direktivet.

Det drejer sig bl.a. om to nye aftalelicenser; én for bibliotekernes digitale formidling og én for Danmarks Radios og TV 2’s genanvendelse af arkivproduktioner.

Aftalelicensen på biblioteksområdet åbner mulighed for, at offentlige biblioteker på bestilling kan foretage digital formidling af tidsskriftsartikler og andre tekstuddrag m.v. til hhv. andre biblioteker og direkte til de enkelte brugere. Forslaget betyder, at bibliotekerne kan benytte fx e-mail og digitale faxmaskiner som led i deres formidlingsvirksomhed. Baggrunden for forslaget er et ønske fra bibliotekssektoren om at kunne anvende den digitale teknik som led i lånesamarbejdet med andre biblioteker og direkte i forhold til brugerne.

Forslaget om en aftalelicens for Danmarks Radios og TV 2’s genanvendelse af arkivproduktioner fremsættes på baggrund af ønsker fra bl.a Danmarks Radio og TV 2. Public service-radiofonierne har i deres arkiver en lang række produktioner, som har været udsendt for år tilbage. På grund af det store antal rettigheder, der er knyttet til disse produktioner, har radiofonierne vanskeligt ved at klarere samtlige rettigheder i forbindelse med genanvendelse af arkivproduktionerne. Den nye aftalelicens vil gøre det lettere for Danmarks Radio og TV 2 at klarere rettighederne til genanvendelse af deres egne produktioner, som har været udsendt før den 1. januar 1998. Genanvendelse kan ske i form af genudsendelse og tilrådighedsstillelse on demand fx via internettet.

Af hensyn til de offentlige bibliotekers formidlingsforpligtelser stilles der desuden forslag om, at bibliotekerne skal kunne tilgængeliggøre alle offentliggjorte værker på stedet uden samtykke fra rettighedshaverne. Det betyder bl.a., at bibliotekerne frit vil kunne give de besøgende adgang til internettet samt radio- og fjernsynsudsendelser.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →