Beretning om tilsynets virksomhed i folketingsåret 2002-03

Beretning afgivet af § 71-tilsynet den 3. oktober 2003

Beretning

om

tilsynets virksomhed i folketingsåret 2002-03

1. Indledning

2. Konkrete sager

3. Henvendelser og spørgsmål til ministre og andre

3.1 Politiets medvirken ved tvangsindlæggelser

3.2 Tvangsfiksering og tvangsbehandling med elektrochok

3.3 Nedskæringer på Sct. Hans Hospital

3.4 Lukning af et lukket afsnit på Psykiatrisk Center Ballerup

4. Opfølgning på årsberetninger fra de lokale psykiatriske patientklagenævn for 2002

5. Besøg på psykiatriske afdelinger m.v.

5.1 Psykiatrisk Afdeling på Amtssygehuset i Herlev

Dianalund Psykiatrihospital

Rigshospitalets Psykiatriske Klinik

Bispebjerg Hospitals Psykiatriske Afdeling

Amager Hospitals Psykiatriske Afdeling

Psykiatrisk Hospital Risskov

6. Opfølgning på tidligere besøg

7. Besøg på institutioner for tvangsanbragte børn

Behandlingshjemmet Sølyst i Nyborg

8. Møder

Møde med Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark (LPD)

Møde om psykiatrien i Grønland

Møde med indenrigs- og sundhedsministeren

9 Høring om tvangsadoption af børn

10. Deltagelse i konferencer

Jubilæumsskrift

Information om tilsynets arbejde

1. Indledning

Tilsynet har i løbet af folketingsåret 2002-03 afholdt 11 møder og behandlet en række generelle og konkrete sager.

Tilsynet har holdt møde med bl.a. indenrigs- og sundhedsministeren, Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark (LPD) og Folketingets Ombudsmand. Tilsynet har besøgt 6 psykiatriske afdelinger og en institution for tvangsanbragte børn. Tilsynet har endvidere afholdt en høring om tvangsadoption og har haft lejlighed til at deltage i konferencer m.v.

De generelle og konkrete sager har sammen med besøgene, møderne og konferencerne givet anledning til, at tilsynet har rettet henvendelse og stillet spørgsmål til bl.a. indenrigs- og sundhedsministeren, socialministeren, justitsministeren og forskellige amtskommuner og kommuner.

Tilsynet har i forbindelse med sit 50-års-jubilæum udgivet et jubilæumsskrift: »§ 71-tilsynet i 50 år«. Desuden har tilsynet som tidligere år udarbejdet en folder om sin virksomhed i sidste Folketingssamling.

2. Konkrete sager

Tilsynet har i løbet af folketingsåret modtaget et stort antal henvendelser fra og om enkeltpersoner, der administrativt er berøvet deres frihed. En del af disse henvendelser vedrørte spørgsmål, som ligger uden for tilsynets kompetence, herunder spørgsmål om lovligheden af selve frihedsberøvelsen. Andre sager har tilsynet fundet det mest hensigtsmæssigt at henvise eller videresende til de administrative klage- eller tilsynsmyndigheder på det pågældende retsområde. Tilbage er et antal sager vedrørende selve behandlingen under frihedsberøvelsen. Tilsynet har behandlet disse sager, som bl.a. har afgørende indflydelse på valget af de anmeldte og uanmeldte besøg på psykiatriske afdelinger.

3. Henvendelser og spørgsmål til ministre og andre

Tilsynet har i det forløbne år rettet henvendelse og stillet spørgsmål til bl.a. indenrigs- og sundhedsministeren, socialministeren, justitsministeren og forskellige amtskommuner og kommuner.

I det følgende omtales nogle af de sager, som henvendelserne og spørgsmålene har omhandlet.

3.1. Politiets medvirken ved tvangsindlæggelser

Tilsynet har stillet spørgsmål til justitsministeren vedrørende procedurerne ved politiets medvirken i forbindelse med gennemførelsen af tvangsindlæggelser på psykiatriske afdelinger.

Af ministerens svar fremgår bl.a., at politiet, inden tvangsindlæggelsen iværksættes, skal påse, at lovens betingelser for tvangsindlæggelse er opfyldt, herunder at en lægeerklæring indeholder de fornødne oplysninger som grundlag for tvangsindlæggelse.

Tvangsindlæggelsen skal gennemføres så skånsomt og diskret som muligt, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe, og de medvirkende polititjenestemænd skal så vidt muligt være civilklædte og så vidt muligt anvende et civilt tjenestekøretøj.

Tvangsindlæggelser på »gule papirer« (behandlingsindikation) sker almindeligvis efter forudgående aftale mellem politiet og den psykiatriske afdeling om tidspunktet for tvangsindlæggelsens iværksættelse. Proceduren i disse tilfælde er, at de medvirkende polititjenestemænd er civilklædte, eventuelt således, at de bærer civil jakke over politiets almindelige uniformsskjorte. Såfremt indlæggelsen ikke sker ved ambulancetransport, vil politiet befordre patienten i et civilt tjenestekøretøj.

Tvangsindlæggelser på »røde papirer« (farlighedsindikation) opstår ofte akut i forbindelse med, at politiet er tilkaldt til husspektakler, uorden, voldelige personer m.v. eller i forbindelse med politiets almindelige patruljering. I sådanne tilfælde vil det ofte ikke være muligt på forhånd at vide, at tvangsindlæggelse kan blive aktuel.

Endvidere fremgår det af ministerens besvarelse, at det vil være særdeles uhensigtsmæssigt og kræve uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid, hvis den uniformerede patrulje i disse tilfælde skal ombyttes med en civil patrulje, når tvangsindlæggelsen først er besluttet. Hertil kommer, at der ikke altid vil være civilt personale til rådighed i disse situationer, og at de diskretionshensyn, der ligger bag anvendelsen af civilt politi i øvrigt, i sagens natur ikke på samme måde vil kunne varetages, hvor uniformeret politi allerede har været på stedet.

Ministeren anfører, at også tvangsindlæggelser på farlighedsindikation, i det omfang omstændighederne tillader det, vil ske under medvirken af civilklædte polititjenestemænd og under anvendelse af ambulancetransport eller civilt tjenestekøretøj.

Spørgsmålet er omdelt på alm. del – bilag 12 og svaret på alm. del – bilag 63.

3.2. Tvangsfiksering og tvangsbehandling med elektrochok

Tilsynet følger nøje brugen af tvangsbehandling – herunder tvangsfiksering og tvangsbehandling med elektrochok. Tilsynet har derfor bedt indenrigs- og sundhedsministeren om at redegøre for brugen af tvangsfiksering på de danske psykiatriske afdelinger sammenholdt med brugen af tvangsfiksering i de andre vesteuropæiske lande.

Af ministerens svar fremgår bl.a., at hyppigheden af de forskellige tvangsforanstaltninger varierer meget i de forskellige lande, da den lovmæssige baggrund og måden, hvorpå lovene administreres, varierer fra land til land.

Danmark har i dag verdens mest minutiøse registrering af tvangsanvendelse i psykiatrien, herunder tvangsfiksering. Opgørelserne i Danmark har siden 1999 været personidentificerbare, hvorfor man siden da har tal for antallet af personer, der tvangsfikseres.

Der eksisterer i dag ingen sammenligninger af brugen af tvangsfikseringer internationalt. Det skyldes med stor sandsynlighed, at man i andre lande ikke har samme grundige registreringssystem som det danske.

I nogle lande, f.eks. Storbritannien, anvendes tvangsfiksering stort set ikke. Der er dog ingen viden om, om der i sådanne lande i stedet anvendes store doser medicin. Det er nævnt af flere klinikere, men der foreligger ikke klar dokumentation herfor. I lande som USA og Schweiz anvendes »seclusion«, dvs. indelukning af en urolig patient i et lille, aflukket rum, hvilket i visse tilfælde kan erstatte en bæltefiksering.

Ministeren konkluderer, at på denne baggrund vil sammenligninger mellem Danmark og lande, der anvender andre vidtgående tvangsforanstaltninger i stedet for tvangsfiksering, give et misvisende billede.

Spørgsmålet er omdelt på alm. del – bilag 14 og svaret på alm. del – bilag 132.

Tilsynet har desuden med baggrund i en henvendelse fra Rådet for Socialt Udsatte vedrørende den foreløbige rapport fra Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur m.v. (CPT) bedt indenrigs- og sundhedsministeren om kommentarer til, hvor langt man i Danmark er kommet med hensyn til at forbedre patienternes vilkår.

Af ministerens svar fremgår bl.a., at fiksering – ligesom andre tvangsindgreb – ikke må udstrækkes længere end højst nødvendigt. Overlægen er forpligtet til løbende at efterprøve indgrebets berettigelse. Tvangsfiksering må alene anvendes, når det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfølger eller på anden, lignende måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten. Det er en forudsætning for iværksættelse af tvangsfiksering, at lægen på baggrund af patientens aktuelle tilstand har vurderet nødvendigheden af tvangsfikseringen, og at andre midler, f.eks. øget tilsyn, har vist sig utilstrækkelige eller uigennemførlige som følge af patientens tilstand.

I klagesystemet tages stilling til, om fikseringer opfylder betingelserne herfor. I de tilfælde, hvor en afgørelse om tvangsfiksering underkendes i et af de psykiatriske patientklagenævn eller i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, bør den berørte afdeling gennemgå afgørelsen og sikre, at sådanne tilfælde ikke gentages.

Af årsberetningerne fra de psykiatriske patientklagenævn fremgår bl.a. oplysninger om principielle afgørelser, som kan anvendes i kvalitetsudviklingsarbejdet lokalt på de enkelte afdelinger.

For yderligere at nyttiggøre disse beretninger og afgørelser har Indenrigs- og Sundhedsministeriet igangsat et udviklingsarbejde med henblik på at gøre oplysningerne heri tilgængelige elektronisk, idet erfaringsudveksling og kvalitetsudvikling er et overordnet formål med årsberetningerne. Således blev der i efteråret 2002 etableret et fælles intranet for statsamterne, hvor bl.a. statsamternes kompetenceområder figurerer, herunder de psykiatriske patientklagenævn. De psykiatriske patientklagenævns årsberetninger for 2002 og for en dels vedkommende for 2001 er blevet elektronisk tilgængelige for de øvrige patientklagenævn på dette intranet. Der arbejdes endvidere på at etablere en »visdomsbog« på intranettet indeholdende de psykiatriske patientklagenævns afgørelser i anonymiseret form. Disse informationer vil skabe mulighed for videndeling statsamterne imellem. Derudover er der indgået en aftale med Sundhedsvæsenets Patientklagenævn om en løbende fremsendelse af særlig principielle afgørelser med henblik på indarbejdelse i visdomsbogen. På denne måde bliver det enkelte psykiatriske patientklagenævn i stand til at sammenholde egne afgørelser med afgørelser i andre nævn. Derved skabes grundlag for en højnelse af kvaliteten i afgørelserne og for en ensartethed i retsopfattelsen.

Hertil kommer, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har besluttet at udvide Sundhedsstyrelsens officielle tvangsstatistik. Fremover vil bl.a. oplysninger om længden af fikseringer blive offentliggjort som en del af den officielle tvangsstatistik. Dette materiale vil kunne indgå i den løbende kvalitetsudvikling på afdelingerne.

Der er både faglig og politisk enighed om, at anvendelsen af tvang, herunder tvangsfikseringer, skal minimeres. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har sammen med bl.a. Amtsrådsforeningen, Hovedstadens Sygehusfællesskab og de faglige selskaber taget initiativ til at etablere et nationalt kvalitetsprojekt om nedbringelse af tvang i psykiatrien. Projektet ventes finansieret af de 600 mio. kr., som partierne bag satspuljeaftalen for 2003-2006 har afsat til forbedring af forholdene inden for psykiatrien. Projektet vil i hovedtræk følge samme skitse som det såkaldte gennembrudsprojekt, man har haft gode erfaringer med i Norge.

Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien skal revideres i folketingsåret 2005-06. Indenrigs- og Sundhedsministeriet er i færd med at iværksætte en undersøgelse af lovens virkninger. Denne undersøgelse, som vil blive gennemført af et uafhængigt videnskabeligt institut, skal danne grundlag for lovrevisionen. Et udkast til udbudsmateriale har været i høring hos alle involverede interessenter, således at disse på forhånd har haft lejlighed til at udtale sig om rammerne for og indholdet i undersøgelsen. Hertil kommer, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har bedt samme kreds om bemærkninger til brug for ministeriets forestående arbejde med revision af loven. Disse bemærkninger vil ministeriet modtage pr. 1. oktober 2003.

Ministeren understreger, at der er igangsat en række initiativer med henblik på at mindske brugen af tvang og øge kvaliteten i tvangsanvendelsen og er derfor ikke enig med Rådet for Socialt Udsatte i, at myndighederne tager lemfældigt på området.

Spørgsmålet er omdelt på alm. del 1 – bilag 355 og svaret på alm. del – bilag 371.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har endvidere efter anmodning fra tilsynet tilsendt opgørelser over antallet af tvangsbehandlinger med elektrochok samt over, hvor længe patienterne har været tvangsfikseret. Endvidere har tilsynet modtaget en opgørelse, der viser tvangsanvendelsen fordelt på de enkelte ansvarlige afdelinger (ansvarlige overlæger).

Spørgsmålene er omdelt på alm. del – bilag 306 og svarene på alm. del – bilag 318.

3.3. Nedskæringer på S an ct . Hans Hospital

Tilsynet har stillet en række spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren vedrørende nedskæringer/nedlæggelser på S an ct . Hans Hospital. Bl.a. er der stillet spørgsmål om, hvilke afdelinger der ønskes nedlagt/nedskåret og med hvilke begrundelser, belægningsprocenten, planer for at skaffe nye boliger, antallet af skizofrene patienter i hovedstadsområdet, der er placeret på venteliste for særlige botilbud, kapacitetsproblemer, hjemløse psykotiske i hovedstadsområdet og sikring af særlig ekspertise til langtidsrehabilitering.

Spørgsmålene er omdelt på alm. del – bilag 232 og svarene på alm. del – bilag 263.

3.4. Lukning af et lukket afsnit på Psykiatrisk Center Ballerup

På baggrund af konkrete henvendelser om lukning af et lukket afsnit på Psykiatrisk Center Ballerup rettede tilsynet henvendelse til Københavns Amt og indenrigs- og sundhedsministeren og anmodede om en udtalelse om konsekvenserne af lukningen.

Af besvarelserne fra amtet og ministeren fremgår bl.a., at beslutningen om nedlæggelse af sengepladser bl.a. skal ses som led i psykiatrien, hvor det er besluttet at udvide kapaciteten i den ambulante distriktspsykiatri og de gerontopsykiatriske team. Desuden er det oplyst, at beslutningen om nedlæggelse af en lukket afdeling skal ses i sammenhæng med etablering af en skærmet enhed i skadestuen på Psykiatrisk Center Ballerup, oprustning af det tilbageblevne lukkede afsnit samt tilførsel af ressourcer til distriktspsykiatri og de gerontopsykiatriske team. Det vurderes, at de kompenserende foranstaltninger i vid udstrækning vil kunne imødegå konsekvenserne af lukning af et lukket afsnit.

Under henvisning hertil besluttede tilsynet ikke at gøre mere i sagen.

Spørgsmålene er omdelt på alm. del – bilag 206 og 218 og svarene på alm. del – bilag 303 og 319.

4. Opfølgning på årsberetninger fra de lokale psykiatriske patientklagenævn for 2002

Det følger af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien § 39, stk. 1, at de lokale psykiatriske patientklagenævn hvert år skal offentliggøre en beretning om deres virksomhed. Det følger samtidig af forarbejderne til den seneste ændring af loven, at det forudsættes, at bl.a. § 71-tilsynet bliver gjort bekendt med årsberetningen.

Efter en gennemgang af årsberetningerne fra de lokale psykiatriske patientklagenævn for 2002 har tilsynet den 16. september 2003 afholdt møde med Ombudsmanden, som ligeledes modtager årsberetningerne.

På den baggrund har Ombudsmanden sendt brev til indenrigs- og sundhedsministeren, hvori det henstilles, at ministeren snarest muligt sikrer, at årsberetningerne fra 2003 og senere får et indhold, der i videst muligt omfang tilgodeser en række nærmere specificerede behov, bl.a. for statistik og ensartethed. Af brevet fremgår, at § 71-tilsynet er enigt i henstillingens indhold.

I brevet anmodes indenrigs- og sundhedsministeren desuden om at underrette Ombudsmanden om betydningen af det fælles intranet for patientklagenævnenes virksomhed og udfærdigelsen af årsberetningerne.

Ombudsmandens brev er omdelt på alm. del – bilag 368.

5. Besøg på psykiatriske afdelinger m.v.

5.1 Psykiatrisk Afdeling på Amtssygehuset i Herlev

Den 7. oktober 2002 aflagde § 71-tilsynet et uanmeldt besøg på Psykiatrisk Afdeling på Amtssygehuset i Herlev. Tilsynet foretog en rundgang på det lukkede gerontopsykiatriske afsnit Y 5 og det lukkede akut modtageafsnit Y 6. Tilsynet konkluderede efter besøget

»Tilsynet finder de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på afsnit Y 5 tilstrækkeligt gode og tidssvarende.

Tilsynet finder det kritisabelt, at der ikke siden tilsynets besøg den 15. juni 2000 er sket forbedringer af afsnit Y 6’s fysiske rammer og forhold i øvrigt, således at det fortsat er tilsynets opfattelse, at de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på afsnittet er utilstrækkelige og utidssvarende. Tilsynets opfattelse skal især ses i lyset af, at størstedelen af sengepladserne fortsat befinder sig på tosengsstuer, og at det ikke følger af Københavns Amts svar til tilsynet, at der er konkrete planer om renovering af afsnittet.

Efter tilsynets vurdering kan der ikke være tvivl om, at der er tale om en betydelig belastning for de enkelte patienter på afsnittet, når de er nødsaget til at dele sengestue med hinanden to og to.

Tilsynet finder det positivt med de beskrevne efteruddannelsesinitiativer.

Tilsynet finder det kritisabelt, at overbelægning på de åbne afsnit gør, at de lukkede afsnit ifølge personalet havde svært ved at visitere deres patienter videre til de åbne afsnit.

Tilsynet skal i øvrigt understrege, at uhensigtsmæssig tidlig udskrivning ikke udgør en acceptabel del af løsningen på overbelægningsproblemer, idet uhensigtsmæssig tidlig udskrivning bl.a. øger risikoen for genindlæggelse.

Tilsynet finder det positivt med renoveringen af afsnit Y 5.

Tilsynet finder under henvisning til sine bemærkninger om afsnit Y 6, at det er kritisabelt, at der fortsat er tosengsstuer på afsnit Y 6, og tilsynet finder det beklageligt, at ingen af stuerne har eget toilet eller bad.

Tilsynet finder det positivt, at der siden tilsynets besøg den 15. juni 2000 er sket en betydelig reduktion i antallet af færdigbehandlede patienter på afdelingens lukkede afsnit, som alene venter på et passende kommunalt eller amtskommunalt udslusningstilbud.

Tilsynet finder det positivt, at brugen af bæltefiksering kan begrænses ved tilpassede fysiske rammer, et rutineret personale, som formår at håndtere vanskelige situationer, og en overordnet indsats for at undgå overbelægning på de lukkede afsnit.

Tilsynet finder det vigtigt, at administrativt frihedsberøvede har adgang til frisk luft hver dag.

Tilsynet beklager, at ressourcerne til aktiviteterne til patienterne på afsnit Y 5 er blevet beskåret.

Tilsynet finder, som det også blev understreget i tilsynets rapport vedrørende besøget på afdelingen den 15. juni 2000, at det er positivt, at afdelingen er opmærksom på problemet med misbrug af narkotika, og at man på forskellige måder forsøger at forebygge det, således at der er tale om individuelle initiativer rettet mod den enkelte misbrugende person.

Tilsynet anerkender fortsat, at der i relation til kontinuitet i behandlingen er endog meget store fordele ved at etablere skærmede afsnit eller at skærme en patient på sengestuen, idet en patient dermed kan blive på det samme afsnit gennem hele behandlingsforløbet.

Det forhold, at der på et og samme afsnit kan være både en uaflåst og en aflåst del, ændrer imidlertid ikke ved, at enhver frivilligt indlagt patient efter tilsynets opfattelse bør få sengeplads på en uaflåst del af et integreret afsnit, medmindre patienten selv ønsker at få sengeplads på en aflåst stue.

Tilsynet finder således, at en patient, som indlægges frivilligt, bør tilbydes plads på en uaflåst del af et integreret afsnit, og at en patient, der oprindeligt er indlagt eller tilbageholdt tvangsmæssigt – når betingelserne for frihedsberøvelsen ikke længere er opfyldt – bør informeres om, at indlæggelsen nu er frivillig, og bør tilbydes plads på en uaflåst stue.

En frivilligt indlagt patient, som ikke tager imod tilbuddet om en sengeplads på en uaflåst del af et integreret afsnit, bør efter tilsynets opfattelse informeres grundigt om retten til at forlade den aflåste stue.

Tilsynet finder, at det er vigtigt, som det også blev understreget i tilsynets rapport fra besøget den 15. juni 2000 på afdelingen, at balancen mellem patienternes selvbestemmelsesret og hensynet til behandlingen af patientens sygdom sikres således, at en begrænsning i antallet af cigaretter for en patient på et lukket afsnit på grund af de individuelle årsager – som at forbruget er meget belastende helbredsmæssigt og/eller uøkonomisk for den enkelte patient – ikke af patienten opfattes som indgreb, der kan sidestilles med et tvangsindgreb.

Tilsynet finder det positivt med de beskrevne retningslinjer for brug af såvel patienttelefon som mobiltelefon på afsnittene.

Tilsynet forstår Københavns Amts svar således, at der er tale om frivillige aftaler om terrænfrihed på de lukkede afsnit, således at ikke administrativt frihedsberøvede patienter på de lukkede afsnit til enhver tid kan komme til og gå fra afsnittet, som det klart er beskrevet for de færdigbehandlede patienter.

Tilsynet finder, at den indsats, der generelt bliver gjort for at informere patienterne, er positiv.

Tilsynet finder det endvidere positivt, at færdigbehandlede patienter informeres om deres rettigheder, herunder om retten til at komme og gå fra afsnittet.

Tilsynet finder dog, at det vil være rigtigst, at Sundhedsministeriets pjece »Tvang i psykiatrien« udleveres til alle patienter, pårørende og patientrådgivere, når der er tale om frihedsberøvelse eller anden tvang i psykiatrien, medmindre det er helt klart, at de pågældende har det nødvendige kendskab til de oplysninger, som informationsmaterialet indeholder.

Navnlig det forhold, at ikke alle patienter på et lukket afsnit har en patientrådgiver, som kan informere, vejlede og rådgive med hensyn til forskellige forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling, understreger da også behovet for information om regler og rettigheder m.v. ikke kun over for patienterne, men også over for deres pårørende.«

Rapporten er omdelt på alm. del – bilag 130.

5.2 Dianalund Psykiatrihospital

Den 11. november 2002 aflagde § 71-tilsynet et anmeldt besøg på Dianalund Psykiatrihospital. Tilsynet foretog en rundgang på den lukkede almenpsykiatriske afdeling E og den lukkede gerontopsykiatriske afdeling. Tilsynet konkluderede efter besøget

»Tilsynet finder det vigtigt med den rette balance mellem de biologiske, de psykoterapeutiske og de socialpsykiatriske behandlingsmetoder generelt inden for den psykiatriske behandling.

Tilsynet finder de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på afdeling E gode og tidssvarende. Sofaen i en af opholdsstuerne trængte dog til nyt betræk, hvilket der også var planer om.

Tilsynet finder de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på den gerontopsykiatriske afdeling gode og tidssvarende.

Tilsynet finder det positivt med de beskrevne efteruddannelsesinitiativer for personalet.

Tilsynet finder det positivt med den fortsatte fokus på at forbedre de fysiske rammer generelt for de psykiatriske patienter.

Tilsynet skal fremhæve den opfølgende indsats, der tager sigte på at opnå en fælles forståelse mellem patient og personale om, hvad der rent faktisk skete i forbindelse med en tvangsanvendelse.

Tilsynet har således i forbindelse med sit arbejde fået indtryk af, at det jævnligt forholder sig sådan, at en patient følger sig krænket i forbindelse med et enkelt tilfælde af tvangsanvendelse i et indlæggelsesforløb, hvor tvang i øvrigt kan have været anvendt ved adskillige lejligheder. Patienten vender til stadighed tilbage til dette ene tilfælde af tvangsanvendelse, hvilket gør det vanskeligt for patienten at komme videre under og efter indlæggelsesforløbet.

Indsatsen for at opnå en fælles forståelse af det passerede kan efter tilsynets vurdering medvirke til, at et enkelt tilfælde af tvangsanvendelse ikke gør det helt så vanskeligt for patienten at komme videre.

Tilsynet finder det positivt med de beskrevne aktiviteter til patienterne på de lukkede afdelinger.

Tilsynet finder det positivt med en varieret kostplan, der også omfatter muligheden for patienterne for fedtfattig kost af hensyn til, at overvægt er en af bivirkningerne ved nogle typer af medicin.

Tilsynet finder det positivt med den beskrevne pårørendepolitik og det, at der kontinuerligt følges op på kontakten med pårørende ved en tilfredshedsundersøgelse blandt de pårørende.

Tilsynet skal understrege vigtigheden af omsorgen særligt for børn af enlige patienter, og at der tages hånd om børnene fra starten af indlæggelsen af den enlige forælder ud fra det enkelte barns konkrete behov.

Tilsynet skal henlede opmærksomheden på eventuelle rettighedsindskrænkninger for tvangstilbageholdte patienter ved et egentligt rygeforbud for patienterne.

Tilsynet finder det positivt, at patienter på de lukkede afsnit i videst muligt omfang sikres uhindret adgang til uforstyrret at føre private telefonsamtaler.

Tilsynet finder det afgørende vigtigt, at patienterne på de lukkede afdelinger er fuldt ud klar over deres rettigheder og muligheder for at klage, og at de også i forbindelse med selve tvangsindlæggelsen får oplyst om klagemuligheder, herunder om retten til en patientrådgiver.

Tilsynet finder det derfor rigtigst, at Sundhedsministeriets pjece »Tvang i psykiatrien« udleveres til alle patienter, pårørende og patientrådgivere, når der er tale om frihedsberøvelse eller anden tvang i psykiatrien, medmindre det er helt klart, at de pågældende har det nødvendige kendskab til de oplysninger, som informationsmaterialet indeholder.

Navnlig det forhold, at ikke alle patienter på en aflåst afdeling har en patientrådgiver, som kan informere, vejlede og rådgive med hensyn til forskellige forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling, understreger da også behovet for information om regler og rettigheder m.v. – ikke kun over for patienterne, men også deres pårørende.«

Rapporten er omdelt på alm. del – bilag 158.

5.3. Rigshospitalets Psykiatriske Klinik

Den 18. december 2002 aflagde § 71-tilsynet et anmeldt besøg på Rigshospitalets Psykiatriske Klinik. Tilsynet foretog en rundgang på det lukkede afsnit 6201 og afsnittene 6221 og 6402. Tilsynet konkluderede efter besøget

»Efter tilsynets opfattelse er de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på afsnit 6201 og 6221 utilstrækkelige og utidssvarende. Tilsynets opfattelse skal især ses i lyset af, at over halvdelen af sengepladserne fortsat befinder sig på tosengsstuer.

Efter tilsynets vurdering kan der ikke være tvivl om, at der i de fleste tilfælde er tale om en betydelig belastning for de enkelte patienter på afsnittene, som er nødsaget til at dele sengestuer med hinanden to og to.

Efter tilsynets opfattelse er de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på afsnit 6402 tilstrækkelige og tidssvarende. Tilsynet finder det dog kritisabelt, at de gode fysiske rammer skal løse belægningsproblemerne således, at det medfører overbelægning på afsnittet.

Tilsynet er enig med Hovedstadens Sygehusfællesskab i, at der ingen tvivl er om, at overbelægning er til stor behandlingsmæssig gene for patienterne, idet de fysiske rammer dels ikke er egnede til det og dels, at ratio mellem patienter og behandlere bliver uforholdsmæssig høj.

Tilsynet finder det derfor kritisabelt med den gennemsnitlige meget høje belægning og overbelægningen på afsnit 6402.

Tilsynet skal i øvrigt understrege, at uhensigtsmæssig tidlig udskrivning ikke udgør en acceptabel del af løsningen på overbelægningsproblemer, idet uhensigtsmæssig tidlig udskrivning bl.a. øger risikoen for genindlæggelse.

Tilsynet er enig med klinikledelsen i, at behovet for en renovering af forholdene – såvel med henblik på fuld dækning af enestuer som etablering af mere overskuelige og tidssvarende rammer – er endog yderst påtrængende.

Tilsynet ser derfor positivt på tilkendegivelserne fra Hovedstadens Sygehusfællesskab om, at klinikken kan blive tilgodeset med den seneste psykiatriaftale.

Under tilsynets besøg gav ledelsen udtryk for, at der var en sammenhæng mellem en øget brug af tvang, brugen af vikarer og fokus på at undgå overbelægning. Det fremgik endvidere under besøget, at selvom klinikken havde en særlig procedure for opfølgning på tvangsforanstaltninger over for patienterne, endte det ofte i klager fra patientens side, som var meget ressourcekrævende for alle parter, både patient og personale.

I lyset af ovenstående skal tilsynet opfordre ledelsen til at overveje, om den opfølgende indsats over for den enkelte patient kan forbedres.

Tilsynet har noteret sig forskellen i tilbud til patienterne på henholdsvis afsnit 6201 og de to andre afsnit, som tilsynet besøgte.

Tilsynet skal beklage, at det ikke ser ud til, at de patienter, der opholder sig på det lukkede afsnit får samme tilbud som dem, der er på de to andre afsnit.

Tilsynet finder det positivt med den særlige opmærksomhed på brugen af medicin i sammenhæng med kost og risikoen for væsentlig vægtøgning.

Tilsynet finder det positivt, at der er taget initiativ til at udarbejde en pårørendepolitik.

Tilsynet finder, at det vil være rigtigst, at Sundhedsministeriets pjece »Tvang i psykiatrien« udleveres til alle patienter, pårørende og patientrådgivere, når der er tale om frihedsberøvelse eller anden tvang i psykiatrien, medmindre det er helt klart, at de pågældende har det nødvendige kendskab til de oplysninger, som informationsmaterialet indeholder.

Navnlig det forhold, at ikke alle patienter på et lukket afsnit har en patientrådgiver, som kan informere, vejlede og rådgive med hensyn til forskellige forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling, understreger da også behovet for information om regler og rettigheder m.v. ikke kun over for patienterne, men også over for deres pårørende.

Tilsynet finder det positivt, at patienter, der er frivilligt indlagt på lukkede/skærmede afsnit, og færdigbehandlede patienter informeres om deres rettigheder, herunder om retten til at komme og gå fra afsnittet.

Tilsynet finder det positivt, at der er stor opmærksomhed på Psykiatrisk Klinik om særlige problemstillinger for patienter med anden etnisk oprindelse end dansk.

Det fremgår af bekendtgørelsen om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 23, stk. 1, at »som beskyttelsesforanstaltning kan anvendes aflåsning af en afdelings yderdør.«

Tilsynet anerkender, at der i relation til kontinuitet i behandlingen er endog meget store fordele ved afdelingens integrerede afsnit med mulighed for at etablere skærmede enheder, idet en patient kan blive på det samme afsnit gennem hele behandlingsforløbet, hvor patienten tidligere først var på lukket afsnit og dernæst på åbent afsnit.

Det forhold, at der på et og samme afsnit kan være både en uaflåst og en aflåst del, ændrer imidlertid ikke ved, at enhver frivilligt indlagt patient, efter tilsynets opfattelse, bør få sengeplads på en uaflåst del af et integreret afsnit, medmindre patienten selv ønsker at få sengeplads på en aflåst del af afsnittet.

Tilsynet finder således, at en patient, som indlægges frivilligt, bør tilbydes plads på en uaflåst del af et integreret afsnit, og at en patient, der oprindeligt er indlagt eller tilbageholdt tvangsmæssigt – når betingelserne for frihedsberøvelsen ikke længere er opfyldt – bør informeres om, at indlæggelsen nu er frivillig og bør tilbydes plads på en uaflåst del af et integreret afsnit.

En frivilligt indlagt patient, som ikke tager imod tilbudet om en sengeplads på en uaflåst del af et integreret afsnit, bør efter tilsynets opfattelse informeres grundigt om retten til at forlade den aflåste del af afsnittet.

Det bør efter tilsynets opfattelse kun undtagelsesvis forekomme, at en frivilligt indlagt patient af kapacitetsmæssige grunde ikke tilbydes sengeplads på en uaflåst del af et integreret afsnit. Patienten bør da hurtigst muligt tilbydes en sengeplads på en uaflåst del af afsnittet.«

Rapporten er omdelt på alm. del – bilag 253.

5.4. Bispebjerg Hospitals Psykiatriske Afdeling E

Den 27. januar 2003 aflagde § 71-tilsynet et anmeldt besøg på Bispebjerg Hospitals Psykiatriske Afdeling E. Tilsynet foretog en rundgang på de lukkede afsnit E 5, E 9, E 15 og E 16. Tilsynet konkluderede efter besøget

»Efter tilsynets opfattelse er de fysiske rammer utilstrækkelige set i lyset af, at 8 ud af 10 sengepladser befinder sig på tosengsstuer. Der er efter tilsynets opfattelse ikke tvivl om, at det i de fleste tilfælde er en betydelig belastning for de patienter på afsnittet, der er nødsaget til at dele sengestue med en medpatient.

Tilsynet finder det meget beklageligt, at ergoterapeuthuset i haven og selve haven ikke kan anvendes optimalt som følge af, at det er for nemt at stikke af fra haven.

Efter tilsynets opfattelse er det tilfredsstillende, at alle sengepladserne på afsnit E 15 og E 16 er på enestuer.

Tilsynet finder, at det er uheldigt, at nedlukningen af et afsnit i halvdelen af 2002 har medført overbelægning på de tre øvrige afsnit i 2002.

Tilsynet finder, at der er et stort behov for at omdanne flersengsstuer til enestuer, men er i øvrigt enig med hospitalets direktion i, at der er behov for at få renoveret de fysiske aktivitetsrum for patienterne.

Tilsynet finder det positivt, at der er taget initiativ til at udarbejde en pårørendepolitik.

Tilsynet finder det positivt, at der er stor opmærksomhed på afdeling E om særlige problemstillinger for patienter med anden etnisk oprindelse end dansk, og at man på et af de lukkede afsnit er gået med i et ph.d.-studie af transkulturelle problemer med henblik på at finde løsningsmodeller, således at den fremtidige psykiatriske behandling af denne patientgruppe kan forbedres.«

Rapporten er omdelt på alm. del – bilag 274.

5.5. Amager Hospitals Psykiatriske Afdeling

Den 27. januar 2003 aflagde § 71-tilsynet anmeldt besøg på Amager Hospitals Psykiatriske Afdeling. Tilsynet foretog en rundgang på det åbne skærmede afsnit PA 1, det åbne afsnit PD 2 og det intensivt lukkede afsnit PC 2. Tilsynet konkluderede efter besøget

»Tilsynet finder, at det er tilfredsstillende, at alle sengepladser på afdelingen er på enestuer.

Tilsynet beklager, at der til stadighed findes 3-10 patienter, som er færdigbehandlede, men som afventer plads på plejehjem, bosted eller indlæggelse på Sct. Hans Hospital.

Tilsynet finder det uheldigt, at afdelingen udskriver eller hjemsender patienter med usikre boligforhold for at undgå overbelægning.

Tilsynet anerkender afdelingens arbejde med at få nedbragt tvangsanvendelsen mest muligt.

Tilsynet finder det positivt, at der er ved at blive udarbejdet en pårørendepolitik, herunder at der er etableret et egentligt orienterings-/undervisningsforløb for pårørende.

Tilsynet beklager, at det ikke på afdelingen har været fast rutine at udlevere Sundhedsministeriets pjece »Frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien – om psykiatriske patienters rettigheder ved tvang« til alle patienter. Tilsynet har noteret sig, at denne pjece i fremtiden vil blive udleveret til alle patienter.«

Rapporten er omdelt på alm. del – bilag 317.

5.6. Psykiatrisk Hospital Risskov

Den 31. marts 2003 aflagde § 71-tilsynet et uanmeldt besøg på Psykiatrisk Hospital Risskovs afsnit S 2. Tilsynet blev vist rundt på afdelingen af afdelingssygeplejersken efter en kort ventetid ved indgangen. Tilsynet konkluderede efter besøget

»Tilsynet finder det positivt med de beskrevne efteruddannnelsesinitiativer.

Tilsynet finder det særdeles positivt, at de fysiske rammer vægtes højt, og at alle patienter efter afsnittets flytning vil få enestue.

Tilsynet har med tilfredshed bemærket, at afsnittet lægger stor vægt på den opfølgende indsats efter udøvet tvang.

Tilsynet finder det positivt med de beskrevne aktiviteter.

Tilsynet finder det tiltalende, at den varme mad nu serveres om aftenen, således at hospitalshverdagen på det punkt svarer mere til hverdagen uden for hospitalet.

Tilsynet har med tilfredshed noteret sig, at afsnit S 2 har udviklet en manual, der beskriver afsnittets behandling af »dobbeltdiagnosepatienter«.

Tilsynet finder den beskrevne politik i forhold til pårørende positiv, herunder også indsatsen for at børn skal føle sig velkomne på afsnittet.

Tilsynet finder det positivt, at patienterne i videst muligt omfang har adgang til uhindret at føre private samtaler uforstyrret.«

Rapporten er omdelt på alm. del – bilag 376.

6. Opfølgning på tidligere besøg på psykiatriske afdelinger m.v.

Tilsynet har fulgt op på sit tidligere tilsynsbesøg den 15. august 2001 på plejehjemmet Holmegårdsparken i Gentofte Kommune ved at stille en række spørgsmål til kommunen.

Opfølgningen har ikke givet anledning til bemærkninger fra tilsynets side.

Tilsynets spørgsmål til kommunen er omdelt på alm. del – bilag 37 og svarene på alm. del – bilag 68.

7. Besøg på institutioner for tvangsanbragte børn

7.1. Behandlingshjemmet Sølyst i Nyborg

Den 3. april 2002 besøgte tilsynet Behandlingshjemmet Sølyst i Nyborg.

Af referatet fra besøget fremgår bl.a., at børnene typisk opholder sig på institutionen i 2-4 år, og at de fleste opholder sig over 3 år på institutionen, hvilket i sig selv skaber et meget stabilt miljø for børnene.

Opholdets varighed og barnets muligheder bagefter hænger uløseligt sammen med barnets udviklingshastighed og graden af de vanskeligheder, som det har med i bagagen. I den tunge ende havde Sølyst børn, hvor opholdet på institutionen i 3-4 år ikke var nok, og hvor børnene skulle fortsætte i et særlig beskyttet miljø bagefter. I den lette ende havde de børn, som efter endt ophold på institutionen var i stand til at gå i en folkeskole og klare sig godt.

Forældrenes indstilling til deres barns behov for at udvikle sig under opholdet har stor indflydelse på resultatet. Derfor arbejdede institutionen meget med forældrene for at få dem til at acceptere forandringerne. Når det lykkes at få forældrene med som reelle medspillere, kan det ses på barnet med det samme. Børn, som har forældre, der ikke kan acceptere, at barnet har brug for at udvikle sig gennem opholdet på Sølyst, har de dårligste prognoser.

Børn, der bliver visiteret til institutionen, har meget store kontaktskader og har lidt betydeligt under omsorgssvigt såvel psykisk som fysisk. Det er derfor meget behandlingskrævende børn, der bliver visiteret til Sølyst.

Forældrene er ofte psykisk syge eller misbrugere. Ledelsen oplyste, at de p.t. havde to børn, som var psykisk syge, skizofrene. Havde man vidst det fra starten, var børnene ikke blevet visiteret til institutionen. Indtil man fandt et bedre tilbud til børnene, blev de dog, og institutionen arbejdede meget tæt sammen med psykiatrien i amtet i forbindelse med de to børn.

Ofte har børnene været i langvarig familiepleje, før de bliver visiteret til Sølyst. Det vil sige, at børnene kommer fra sammenbrudte plejefamilier, der ikke har kunnet rumme dem. Eller børnene har været tilknyttet den enkelte kommunes familiehuse og dagbehandling, hvilket ikke har været tilstrækkeligt. Ledelsen var af den opfattelse, at de nævnte kommunale tilbud ikke kunne betragtes som en erstatning for en anbringelse af barnet, og at disse behandlingstilbud ofte er et forsinkende led i at sikre den rigtige behandling for barnet. Ledelsen vurderede, at kommunerne, bl.a. på grund af spørgsmålet om ressourcer, fortsatte for længe med disse dagtilbud til børnene, før der blev taget initiativ til en anbringelse.

Efter at et barn har været anbragt på institutionen i 2 måneder, gennemføres en psykologisk test af barnet, som bruges til at fastlægge den interne handlingsplan for barnet under opholdet. Testen bruges endvidere ved afslutningen af barnets ophold som et måleinstrument, der kan måle barnets udvikling under opholdet.

Ved afslutningen af et ophold finder der endvidere en uvidenskabelig evaluering sted både i forhold til barnet, forældrene, den anbringende kommune og institutionen. Og resultaterne var meget positive. Alle havde den klare opfattelse, at udbyttet af opholdet var overordentlig stort. Ledelsen ville endvidere gerne følge op på børnene efter opholdet på institutionen.

Under opholdet bruges der miljøterapi. Ideen er, at miljøet i sig selv skal skabe barnets udvikling. Det er et 24-timers-behandlingsmiljø, der kører i treholdsskift hos personalet. Det er i den forbindelse vigtigt, at børnene bliver set og forstået på samme måde af alle behandlerne. Derfor arbejdes der meget med at sikre en fælles forståelsesramme hos personalet. Det var institutionens psykologers opgave at sørge for, at den fælles forståelsesramme blev skabt og vedligeholdt.

Ledelsen understregede, at miljøet på institutionen var et kunstigt miljø og ikke en kopi af virkeligheden. Dette var af hensyn til børnene, som ikke kunne rumme eller klare miljøet uden for institutionen. Der blev skabt forudsigelighed forbundet med en vis fleksibilitet for at undgå, at det blev dressur.

Målet er, at barnet får en indre styring af sig selv. Institutionen fulgte op på alle konflikter for at skabe indsigt og procesbevidsthed hos barnet. Fokus var den følelsesmæssige udvikling hos barnet.

Der blev anvendt magt, herunder fastholdelse af barnet. Der var 10-30 tilfælde af magtanvendelse om måneden, vurderede ledelsen.

P.t. havde institutionen tre tvangsanbragte børn. Der var dog flere af børnene, circa cirka halvdelen, som havde startet deres ophold ved en tvangsanbringelse, som så senere var blevet til en frivillig anbringelse. Ledelsen oplyste, at der på grund af lovgivningens krav om, at kommunerne skulle følge op på en tvangsanbringelse efter 3 og 6 måneder, samt klagesystemet ved tvangsanbringelser var mere bevågenhed omkring de tvangsanbragte modsat de frivilligt anbragte.

For institutionen er tvangssagerne ikke de vanskeligste, eftersom institutionen ikke er med til at træffe beslutningen om, at barnet skal tvangsfjernes fra hjemmet. Det er alene kommunens beslutning. Ledelsen oplyste, at de bedre kunne få et samarbejde med forældrene op at stå for at sikre den bedste udvikling for barnet.

Ledelsen påpegede endvidere den særlige problemstilling i sager, hvor kommunen har hjemmel til at tvangsfjerne barnet, hvis forældrene ikke går med til en frivillig anbringelse.

Tilsynet spurgte til ideen om en kontaktperson, som kommer udefra til børnene under hele anbringelsen. Ledelsen var af den opfattelse, at man skulle passe på med for mange kokke. Børnenes kontaktpersoner på institutionen havde ofte kontakt med børnene også efter, at de havde forladt institutionen. F.eks. deltog kontaktpersonerne i børnenes konfirmation. Ledelsen fandt derimod, at det var en god idé med den eksisterende mulighed for en kontaktperson til forældre, der skal igennem en tvangsfjernelsessag.

Efter indstilling fra kommunen visiterer amtet barnet til f.eks. Sølyst. I den forbindelse indgås en kontrakt mellem amtet, barnet selv, forældrene og kommunen. Kontrakten er den generelle handlingsplan, som angiver målet for anbringelsen, hvor lang tid anbringelsen skal strække sig over, og »hvem der skal gøre hvad«. Amtet understregede i den forbindelse, at kontrakten forpligter alle parter. Efterfølgende laver Sølyst den specifikke handlingsplan for barnet.

Ledelsen oplevede af og til, at kommunen ændrede indsatsen over for barnet imod deres anbefalinger. Det var især i de tilfælde, hvor der kom en ny handlekommune indover.

I forlængelse heraf oplyste amtet, at det siden 1997 har haft 100 pladser til anbragte børn. Pladserne har været fuldt belagt indtil udgangen af 2002, hvor der efter amtets opfattelse er sket en ændring i kommunernes anbringelsesadfærd. Der er tale om en hård opbremsning, og det kunne overvejes, om indførelsen af grundtaktsmodellen havde påvirket den ændrede adfærd. Amtet oplyste i den forbindelse, at den ændrede adfærd medførte mange akutte hasteanbringelser inden for 10 minutter, hvor man tidligere havde haft op til 1 uge til at behandle en sag om en anbringelse af et barn på et af amtets institutioner. Det var derfor amtets klare opfattelse, at kommunen ventede til sidste øjeblik, før den greb til en anbringelse.

Der var en meget stor udskiftning af sagsbehandlerne i de enkelte anbringelsessager, hvilket var til skade for barnet.

Det var institutionens erfaring, at der var børn, der efter endt ophold på Sølyst ikke kunne rummes i en ny plejefamilie eller på et opholdssted. Børnene ville fortsat have brug for at være i institutions-lignende rammer. Man havde derfor oprettet barndomshjemmet i Marstal for 1½ år siden. Det gav mulighed for at give børnene en fortsat kontinuitet i deres liv, eftersom det var det samme personale på begge institutioner.

Børnene kunne blive på barndomshjemmet, til de var over 18 år. Børnene kunne være ned til 11 år, når de kom til hjemmet. Stedet koster 1.200-1.300 kr. i døgnet, modsat Sølyst, der koster ca. 1.700 kr. i døgnet. Børnene, der anbringes på hjemmet, kommer fra amtets egne institutioner. Man kan ikke komme ind fra gaden eller fra kommunernes nærmiljøinstitutioner.

Referatet fra besøget er omdelt på alm. del – bilag 236.

8. Møder

8.1. Møde med Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark (LPD)

Tilsynet holdt den 28. november 2002 møde med Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark (LPD).

Af referatet fra mødet fremgår, at der på mødet bl.a. blev drøftet følgende emner

Generelt om LPD’s nuværende status

Foreningen oplyste, at den næsten havde fået alle de penge, den havde søgt om, men at der var uklarhed om, hvad satspuljemidlerne kunne dække.

Tilsynet har efterfølgende stillet følgende spørgsmål til socialministeren

»Kan satspuljemidlerne til Landsforeningen af Patientrådgiver og Bistandsværger i Danmark finansiere foreningens befordringsudgifter til kurser, som foreningen har forpligtet sig til at afholde?

Kan midlerne endvidere bruges til overnatning for ca. 30-50 personer i forbindelse med foreningens årlige informationsmøde?«

Spørgsmålene er omdelt på alm. del – bilag 126 og svarene på alm. del – bilag 212.

Patientrådgiveres og bistandsværgers arbejdsforhold

Foreningen påpegede, at det var uklart, hvornår patientrådgiverne kunne få et forhøjet vederlag – den efterlyste klare retningslinjer.

Foreningen undrede sig over, at der var forskellige takster til rådgiveren/bistandsværgen alt efter, om det f.eks. var rigspolitichefen, der betalte, eller andre.

Foreningen efterlyste betaling for deltagelse i retsmøder. Medlemmerne mistede ofte en dagløn på det, og de var jo forpligtet til at komme.

Foreningen undrede sig endvidere over, at der var forskel på vederlaget alt efter, om rådgiveren/ bistandsværgen mødte i et privat hjem eller på en institution. Der kunne være en forskel fra 1.600 kr. om året, hvis det var privat, til 6.400 kr. om året, hvis det foregik på en institution. Man mente, at det var mere risikofyldt at arbejde i private hjem, og at det skulle afspejles i aflønningen.

Foreningen fandt endvidere, at det var uklart, hvad der lå i begrebet »institution eller lignende«.

Foreningen bemærkede, at »efterlønnere« ikke fik vederlag for deres arbejde.

Tilsynet har efterfølgende stillet følgende spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren

»I hvilke situationer kan en patientrådgiver få et forhøjet vederlag?

Er der forskel på vederlagets størrelse til henholdsvis patientrådgiver og bistandsværge, og hvad er i givet fald begrundelsen herfor?

Får patientrådgivere vederlag under en retssag, som de deltager i som rådgiver?

Er der forskel på vederlag til patientrådgiver og bistandsværge, hvis deres arbejde udføres på en institution eller hos patienten privat?«

Spørgsmålene er omdelt på alm. del – bilag 98 og svarene på alm. del – bilag 144.

Spørgsmål i relation til psykiatriloven m.m.

Foreningen foreslog, at man altid skulle have beskikket en patientrådgiver, når man var indlagt på en lukket afdeling. Eller man skulle overveje et andet frihedsberøvelsesbegreb. Foreningen pegede i den forbindelse på, at mange ældre fandt sig i meget. Hvis en patient på en lukket afdeling var i tvivl om, hvorvidt indlæggelsen var frivillig, kunne patienten blot anmode om at komme ud.

Foreningen gjorde opmærksom på de retssikkerhedsmæssige problemer vedrørende skærmning på afdelingerne, herunder på lukkede afdelinger.

Foreningen mente, der var behov for at sikre patientrådgiveren fri og uhindret adgang til patienten. Foreningen havde en konkret sag, hvor patientrådgiverne var blevet sidestillet med personalet og afdelingen derfor kunne kræve, at der f.eks. af beskyttelseshensyn skulle sidde et personale under møderne mellem patientrådgiveren og patienten. Foreningen mente, at det var et angreb på den fortrolighed, som rådgiveren havde med patienten. Foreningen udleverede den konkrete sag, der er omdelt på alm. del – bilag 86. Foreningen mente afslutningsvis, at det skulle være op til patientrådgiverens egen vurdering, om rådgiveren kunne være alene med patienten.

Foreningen rejste problemet med bæltefikseringer. Efter foreningens opfattelse var der behov for præciseringer i loven.

Foreningen mente, at der var et habilitetsproblem, når det var sygehusadministrationen selv, der skulle behandle en klage over administrationens personale. Foreningen foreslog, at sådanne klager også skulle behandles i de lokale patientklagenævn.

Foreningen efterlyste ens regler for beskikkelse af bistandsværger.

Afslutningsvis pegede foreningen på den betydelige overbelægning, der var på Bispebjerg Psykiatriske Afdeling E 15.

Referatet fra mødet er omdelt på alm. del – bilag 118.

Møde om psykiatrien på Grønland

Tilsynet holdt den 20. marts 2003 møde med den ledende skoleinspektør/forvaltningschef (S), Qasigiannguit (Christianshåb) om psykiatrien på Grønland.

Af referatet fra mødet fremgår bl.a.

S understregede, at der ikke findes megen egentlig distriktspsykiatri, og at der slet ikke findes social psykiatri i Grønland.

S oplyste, at et af de største problemer i Grønland er mangelen på uddannet personale. Der er i alt ansat 1 psykiater og 1 psykolog i Grønland. Psykologen skal særlig tage sig af børn og unge. I øvrigt klarer man sig med læger, der kommer op på kortere ophold.

I Qasigiannguit, hvor der er 1.500 indbyggere, har man 3 bofællesskaber for psykisk syge, men der er ikke ansat uddannet personale til at tage sig af dem. På kommunens sundhedscenter er der 35 ansatte, men ingen af disse er uddannet til at tage sig af psykisk syge.

Der var derfor et stort behov for en psykiatrisk overbygningsuddannelse af sundhedspersonalet. S opfordrede tilsynet til at gøre noget ved dette og ville undersøge nærmere, hvad det vil koste.

S fandt desuden, at der var behov for et værested for psykisk syge. Han blev rådet til at kontakte Socialministeriet, om det var muligt at søge satspuljemidler til et sådant pilotprojekt. S fremhævede også behovet for at få en lukket afdeling i Grønland til dømte. Det ville være ønskværdigt med en afdeling til 10-12 indsatte, men man kunne starte med 6 indsatte.

S oplyste, at han var blevet bedt om at lave kurser for at uddanne bistandsværger, men også her var der behov for økonomiske midler. Han anslog behovet til at være ca. ½ mio. kr.

S oplyste endvidere, at det skærmede afsnit på Dronning Ingrids Hospital i realiteten fungerer som et lukket afsnit, og at der således på Dronning Ingrids Hospital faktisk finder administrativ frihedsberøvelse sted.

Referatet fra mødet er omdelt på alm. del – bilag 262.

8.3. Møde med indenrigs- og sundhedsministeren

Tilsynet holdt den 8. maj 2003 et uformelt møde med indenrigs- og sundhedsministeren for at drøfte nogle af de problemstillinger inden for psykiatrien, som tilsynet jævnligt støder på i sit arbejde.

Mødet vedrørte bl.a. brugen af tvangsfikseringer på de psykiatriske afdelinger, antallet af klager over brugen af tvang, som bliver omgjort i de lokale psykiatriske patientklagenævn, og de lokale psykiatriske patientklagenævns årsrapporter. Desuden vedrørte mødet problemstillinger i forbindelse med sengepsykiatrien og distriktspsykiatriske centre, herunder en øget risiko for svingdørspatienter samt problemstillinger i forbindelse med patienter med anden etnisk oprindelse end dansk. Endelig blev ministerens overvejelser i forbindelse med en kommende revision af psykiatriloven drøftet.

Materiale vedrørende mødet er omdelt på alm. del – bilag 200.

9. Høring om tvangsadoption af børn

Den 22. januar 2003 afholdt tilsynet sammen med Retsudvalget og Socialudvalget en høring om tvangsadoption af børn.

Høringen satte fokus på regler og praksis for tvangsadoption af børn – især spørgsmålet om tvangsadoption af børn, der bliver tvangsfjernet ved fødslen. Høringen skulle afdække, om der er behov for ændrede regler på området.

Der var inviteret et panel af eksperter fra såvel Norge som Danmark til at komme med deres synspunkter. Repræsentanter for Skodsborg Observations- og Behandlingshjem og for Børnesagens Fællesråd var blandt deltagerne i panelet.

Forud for høringen havde tilsynet fra justitsministeren modtaget en beskrivelse af de norske og de danske regler for tvangsadoption af børn samt erfaringerne hermed.

Spørgsmålene er omdelt på alm. del – bilag 33 og svarene på alm. del – bilag 93.

I forbindelse med høringen blev der stillet en række spørgsmål, bl.a. om de norske erfaringer mht. bortadoption.

Høringen gav ikke umiddelbart anledning til initiativer til ændring af de danske regler på området.

Bortadoption af børn er fortsat et område, som tilsynet vil følge meget nøje.

Referatet fra høringen er omdelt på alm. del – bilag 238.

10. Deltagelse i konferencer

Medlemmer fra tilsynet deltog i konferencen »Skærmning – lovgivning, retssikkerhed og de fremtidige rammer« den 3. juni 2003, som blev arrangeret af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, H:S og Amtsrådsforeningen. De overordnede mål med konferencen var at identificere mulige problemstillinger i forbindelse med skærmning og fremkomme med forslag til løsninger eller forslag til rammerne for det videre arbejde.

Invitationen er omdelt på alm. del – bilag 256.

11. Jubilæumsskrift

Tilsynet markerede sit 50-års-jubilæum ved at udsende jubilæumsskriftet »§ 71-tilsynet i 50 år«, der giver et nuanceret billede af tilsynet og samtidig lægger op til en debat om tilsynet i fremtiden.

Skriftet giver et tilbageblik på tilsynets historie og kompetence og beskriver dets daglige arbejde. Skriftet afspejler også forskellige holdninger til - og erfaringer med tilsynets arbejde, gennem de forskellige indlæg fra bl.a. Folketingets Ombudsmand, Amtsrådsforeningens formand og tidligere formand for Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark.

Jubilæumsskriftet understøtter, at der fortsat er et udviklingspotentiale i tilsynets opgave med at forbedre forholdene for de administrativt frihedsberøvede, bl.a. arbejdet med forholdene for tvangsanbragte børn.

12. Information om tilsynets arbejde

I det forløbne folketingsår har tilsynet udsendt sin folder med henblik på at udbrede kendskabet til hele sin virksomhed til en bredere kreds af offentlige myndigheder, personale og – ikke mindst – patienter.

Folderen beskriver tilsynets opgaver efter grundloven og udsendes enten efter anmodning eller i forbindelse med besvarelser af henvendelser.

Inge‑Lene Ebdrup (V) fmd. Ester Larsen (V) Anita Knakkergaard (DF) nfmd. Else Theill Sørensen (KF) Tove Videbæk (KRF) Jette Bergenholz Bautrup (S) Henrik Dam Kristensen (S) Anne Baastrup (SF) Margrethe Vestager (RV)

Enhedslisten, Tjódveldisflokkurin, Siumut og IA havde ikke medlemmer i udvalget.