Beretning om Lovkvalitet og ministres betjening af Folketinget

Bilag 1

Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og statsministeren vedrørende L 175 og L 219 og ministrenes svar herpå samt en henvendelse til udvalget og skatteministerens kommentarer hertil m.v.

Materialet er optrykt efter ønske fra udvalget.

L 175 – bilag 25

Parlamentarisk Afdelings notat af 12. maj 2003 om høringer vedrørende lovforslag samt spørgsmålet om Landsskatterettens placering i skattesystemet m.v.

1. Generelt om høringer vedrørende lovforslag 1)

Det er vigtigt at have klarhed over, hvilken indstilling de myndigheder og organisationer m.v., som vil blive berørt af en lovregulering, har til det påtænkte lovforslag. Dette er bl.a. væsentligt for det pågældende ministeriums vurdering af, om lovudkastet ud fra tekniske og indholdsmæssige synspunkter kan anses for egnet og herunder forventes at »holde« i praksis, og for Folketingets bedømmelse af, om lovforslaget kan anses for rimeligt og hensigtsmæssigt. Det er også et selvstændigt mål at sikre, at de berørte parter inddrages i udarbejdelsen af lovgivning, som vedrører deres forhold.

Inden en minister fremsætter et lovforslag, har ministeriet derfor oftest sendt et udkast til lovforslag til høring hos interesseorganisationer, foreninger, andre myndigheder m.fl. Ministerierne lægger som regel udkastet ud på sit netsted samtidig med, at det sendes i høring. Desuden sender ministeren lovudkastet over til de relevante folketingsudvalg til orientering og det omdeles på udvalgets alm. del.

Det er selvsagt ikke muligt generelt at angive, hvem der bør høres over lovudkast. I almindelighed kan det siges, at alle offentlige myndigheder og private organisationer m.v., der – praktisk eller mere principielt eller ideelt – vil blive berørt af lovforslaget, bør høres.

Høringssvar er de bemærkninger, som interesseorganisationer, myndigheder m.fl. sender til et ministerium, når de er bedt om at kommentere et lovudkast eller et lovforslag. Det bør fremgå af et lovforslags bemærkninger, om lovforslaget har været sendt i høring, og hvem høringsparterne er.

Ifølge offentlighedsloven har offentligheden adgang til høringssvarene i ministeriet på det tidspunkt, hvor lovforslaget er fremsat i Folketinget.

Folketingets udvalg har i dag aftaler med de forskellige ministerier om, at udvalgene inden 1. behandling af regeringens lovforslag skal have modtaget en kopi af høringssvarene samt et høringsnotat.

Ordningen med at få høringssvarene og høringsnotatet over inden 1. behandling af regeringens lovforslag giver Folketinget mulighed for at gennemføre en grundigere og mere indholdsrig 1. behandling samtidig med, at den enkelte minister får mulighed for at imødegå bemærkningerne i høringssvarene på et så tidligt tidspunkt som muligt, og derved undgå »overflødige« spørgsmål ved 1. behandling og senere i udvalgsbehandlingen.

I foråret 2002 udsatte Folketingets formand 1. behandlingen af en række lovforslag, fordi Folketinget ikke havde modtaget høringssvarene inden 1. behandlingen var sat på dagsordenen.

På den baggrund besluttede Folketingets Præsidium, at høringssvar og -notat normalt skal fremsendes til Folketinget samtidig med fremsættelsen og skal kunne foreligge omdelt i det pågældende udvalg senest fredag kl. 12 ugen før 1. behandling. Det gælder ikke, hvor regeringen har besluttet, at den ikke ønsker høring foretaget, eller der foreligger særlige tilfælde, f.eks. i form af indgreb, hvor formålet ville blive forspildt, hvis høring foretages forinden. Foreligger høringssvar og -notat ikke i overensstemmelse hermed, må det påregnes, at førstebehandlingen udskydes, medmindre der træffes særlig aftale med Folketingets formand.

Disse retningslinjer gælder som minimum og erstatter derfor ikke eventuelle mere vidtgående aftaler om høringssvar og høringsnotater, som enkelte udvalg har indgået med deres fagministerium.

2. Landsskatterettens status

Landsskatteretten, som blev oprettet i 1938, er landets øverste administrative klageinstans vedrørende skatter, moms, afgifter, told og ejendomsvurderinger. Navnet til trods er der altså ikke tale om en domstol. Reglerne om Landsskatterettens virksomhed fremgår navnlig af skattestyrelsesloven og Landsskatterettens forretningsorden.

Som øverste klageinstans er Landsskatteretten en del af den statslige skattesektor og er dermed rent administrativt underlagt Skatteministeriet. 2) Skatteministeriet består af Departementet, ToldSkat og Landsskatteretten. Skatteministeriets opgaver kan overordnet kategoriseres i tre typer: Lovgivning, forvaltning (klagebehandling) og drift. Den funktionelle opgavefordeling mellem ministeriets tre institutioner er således, at Departementet varetager lovgivningen m.v., Landsskatteretten varetager forvaltningen i klagesager og ToldSkat varetager driften.

Landsskatteretten er ikke underlagt det almindelige administrative hierarki, og f.eks. kan Landsskatterettens afgørelser hverken ændres af Ligningsrådet eller indbringes for skatteministeren. Ministeren kan heller ikke pålægge Landsskatteretten nogen form for tjenestebefalinger vedrørende en sags afgørelse.

I faglig henseende er Landsskatteretten således helt uafhængig af den øvrige statslige sektor. 3)

3. Høring af interne myndigheder og lignende

Som det fremgår ovenfor i afsnit 1, har de enkelte Folketingsudvalg aftaler med de forskellige ministerier om, at udvalgene inden en vis frist skal have modtaget en kopi af høringssvarene samt et høringsnotat. Høringssvarene er de bemærkninger, som interesseorganisationer, myndigheder m.fl. sender til et ministerium, når de er bedt om at kommentere et lovforslag eller et lovudkast.

Det fremgår endvidere af afsnit 1, at det altid bør fremgå af et lovforslags bemærkninger, om lovforslaget har været sendt i høring, og hvem høringsparterne er.

For så vidt angår høringssvar fra myndigheder m.v. findes der ingen regler om, at ministeriet alene skal høre eksterne myndigheder og lignende. Der findes heller ingen regler om, at ministeriet alene skal oversende høringssvar fra eksterne myndigheder, således at eventuelle høringssvar fra interne myndigheder og lignende ikke oversendes til Folketinget. Oversendelse af høringssvar sker for at give Folketinget mulighed for at kende alle relevante oplysninger i sagen.

Der er da også eksempler på, at ministerier hører interne myndigheder og lignende vedrørende udkast til lovforslag, og at ministerier sender eventuelle høringssvar fra interne myndigheder og lignende over til Folketingets udvalg.

For eksempel kan nævnes Indenrigs- og Sundhedsministeriets høring af Beredskabsstyrelsen vedrørende forslag til lov om ændring af beredskabsloven (Folketingsåret 2002-03, L 108 – bilag 5) samt Justitsministeriets høring af Adoptionsnævnet vedrørende forslag til lov om ændring af adoptionsloven (Folketingsåret 2001-02, 2. samling, L 86).

Der kan desuden henvises til Lægemiddelstyrelsens høringssvar vedrørende forslag til lov om ændring af lægemiddelloven og apotekerloven, som er sendt til Sundhedsudvalget (Folketingsåret 2002-03, L 189).

Det kan endelig nævnes, at Beskæftigelsesministeriet i forbindelse med en oversendelse af høringssvar vedrørende forslag til lov om ansvaret for og styring af den aktive beskæftigelsesindsats (Folketingsåret 2002-03, L 190 – bilag 1) særligt har bemærket, at det alene er de eksterne høringssvar, som er oversendt til Arbejdsmarkedsudvalget.

Spørgsmålet om, hvorvidt Skatteministeriets Departement ved tidligere lejligheder til Folketinget har oversendt kopi af høringssvar vedrørende lovforslag, som ministeriet har modtaget fra Landsskatteretten, henvises til skatteministerens kommende svar på Skatteudvalgets spørgsmål nr. 31 (L 175 – bilag 20).

Under alle omstændigheder må det haves for øje, at høringsinstrumentet er væsentligt bl.a. for Folketingets bedømmelse af, om lovforslaget kan anses for rimeligt og hensigtsmæssigt.

I lyset heraf bør alle eksterne og interne myndigheder og organisationer m.v., som er berørt af lovreguleringen høres, og alle de fremkomne høringssvar bør sendes til Folketinget med henblik på at indgå i grundlaget for Folketingets bedømmelse af lovforslaget – uanset, om høringsparten er en intern myndighed eller et domstolslignende organ under ministeriets ressort. Dette er som nævnt ovenfor også tilfældet på en række områder.

På denne baggrund ville det være naturligt, at udvalgene tager en drøftelse med den pågældende fagminister om, hvilken praksis der for fremtiden bør gælde i relation til spørgsmålet om høring af interne myndigheder og lignende samt oversendelse til udvalget af eventuelle høringssvar fra interne myndigheder og lignende.

1) Jf. Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet fra september 2002 samt udkast til »Håndbog i Folketingsarbejdet«, Folketinget, december 2002.

2) Jf. departementschef Jens Rosman i Tidsskrift for Skatteret af 1. juni 1988: »Landsskatteretten 1938-1988«, side 81, 2. sp.

3) Jf. departementschef Jens Rosman i Tidsskrift for Skatteret af 1. juni 1988: »Landsskatteretten 1938-1988«, side 81, 2. sp. Landsskatteretten er også beskrevet i bogen Skatteret, Almen del, 2001-2002, ved Finn Taksøe-Jensen m.fl., side 78-80.

L 175 – bilag 10

Spørgsmål 25 (til skatteministeren)

Med henvisning til den foreslåede ændring af skattestyrelseslovens § 32, hvorefter det bliver muligt for skatteministeren at tage bekræftende til genmæle i sager, hvori Landsskatteretten har afsagt kendelse, uden at kendelsen indbringes for domstolen, bedes ministeren besvare nedenstående spørgsmål

a) Det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse, at den f.eks. tænkes anvendt i situationer, hvor Landsskatteretten og Told- og Skattestyrelsen er uenige om forståelsen af Ligningsvejledningen, og hvor Landsskatteretten – modsat styrelsen – kommer frem til en forståelse, som er til ugunst for skatteyderen. Ministeren bedes redegøre nærmere for begrundelsen for den foreslåede bestemmelse, herunder i hvilket omfang, der hidtil har været sådan uenighed mellem styrelsen og Landsskatteretten, at det kan begrunde, at der nu skal gives styrelsen/ministeren en mulighed for at underkende Landsskatterettens afgørelser. Ministeren bedes endvidere redegøre nærmere for i hvilke andre tilfælde end ved uenighed om forståelsen af ligningsvejledningen, at bestemmelsen tænkes anvendt. Tilsvarende bedes med henvisning til lovforslagets bemærkninger redegjort for, hvilke sager af principiel karakter, der tænkes på, at bestemmelsen kan finde anvendelse.

b) Kan ministeren med henvisning til lovforslagets bemærkninger bekræfte, at Kammeradvokatens indstilling altid skal indhentes som grundlag for beslutningen om, hvorvidt der skal ske genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse. Ministeren bedes i forlængelse heraf oplyse, om dette skal ske alene som følge af, at styrelsen har henstillet til departementet, at genoptagelse bør ske, uafhængigt af departementets umiddelbare vurdering af sagen. Ministeren bedes endvidere redegøre for den situation, hvor ministeriet og Kammeradvokaten ikke er enige, herunder om det er en forudsætning for, at ministeriet kan træffe beslutning om genoptagelse, at Kammeradvokaten er enig med styrelsen i, at der er grundlag for at genoptage Landsskatterettens afgørelse til gunst for skatteyderen?

c) Ministeren bedes oplyse, om en praksisændring i Ligningsvejledningen skal forelægges Kammeradvokaten, før den udsendes.

d) Hvad er begrundelsen for, at ministeren tilsyneladende ikke finder det relevant at indhente Landsskatterettens udtalelse om sagen, forinden der indhentes Kammeradvokatens udtalelse og træffes beslutning om eventuel genoptagelse af sagen.

e) Er den foreslåede genoptagelsesmulighed, som reelt giver ministeriet mulighed for at underkende Landsskatterettens afgørelser, udtryk for, at ministeren ikke har tillid til de afgørelser, Landsskatteretten træffer?

f) Er ministeren ikke enig i, at den foreslåede genoptagelsesmulighed udhuler lægmandselementet i Landsskatteretten, og at bestemmelsen vil kunne opfattes som et pres mod Landsskatteretten til i verserende sager at følge styrelsens synspunkter for at undgå den situation efterfølgende at få afgørelsen omgjort af ministeriet.

g) Ministeren henviser i lovforslagets bemærkninger til, at det må forventes, at bestemmelsens anvendelsesområde vil blive meget begrænset. Ministeren bedes i den sammenhæng oplyse antallet af sager, som ministeriet har taget bekræftende til genmæle i for årene 1999, 2000, 2001, 2002 og 2003 til dato.

h) Ministeren bedes redegøre nærmere for, hvilken mulighed skatteyderen har for selvstændigt at indbringe en klage over Landsskatterettens afgørelse for ministeriet med henblik på at få ministeriet til at genoptage sagen, for at »tage bekræftende til genmæle«, herunder bedes redegjort for hvilke typer af sager, som det kan forventes, at ministeriet vil tage »bekræftende til genmæle« i alene på skatteyderens anmodning.

i) Er ministeren ikke enig i, at det må forventes, at mange skatteydere, som ikke har fået medhold af Landsskatteretten, fremover vil benytte sig af muligheden for at indhente ministeriets vurdering inden eventuel indbringelse af sagen for domstolene – skatteyderen har jo »alt at vinde og intet at tabe« herved.

Svar

Ad. a) I dag vil den skatte- eller afgiftspligtige være nødt til at anlægge sag ved domstolene, selvom det allerede inden Landsskatterettens kendelse er indbragt for domstolene, står klart, at ministeriet vil tage bekræftende til genmæle i sagen. I denne helt særlige situation, hvor end ikke Skatteministeriet tror på sagen, kan det ikke være meningen, at den skatte- eller afgiftspligtige skal anlægge sag ved domstolene for at få sin ret.

Hensigten med den foreslåede bestemmelse er derfor, at ministeriet kan træffe beslutning om at opgive sagen, allerede inden sagen er anlagt ved domstolene. Herved sikres det, at sagen kan afsluttes så tidligt som muligt med så begrænset ulempe for den skattepligtige som muligt, og vil dermed være med til at styrke borgernes retssikkerhed.

Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde er den situation, der beskrives i bemærkningerne, hvor Told- og Skattestyrelsen er uenig med Landsskatteretten eksempelvis i forståelsen af et afsnit i Ligningsvejledningen. En situationen der vil være meget sjældent forekommende.

Det forventes i det hele taget, at bestemmelsen vil få et meget begrænset anvendelsesområde. Alene i de helt særlige tilfælde, hvor det allerede inden sagen er anlagt ved domstolene af den skatte- eller afgiftspligtige, vurderes, at ministeriet ikke vil kunne få medhold ved domstolene, vil bestemmelsen finde anvendelse. Det er i den forbindelse ikke afgørende, om sagen er af principiel karakter eller ej.

Har sagen imidlertid vidererækkende betydning, vil beslutningen om at genoptage sagen til fordel for den skatte- eller afgiftspligtige give adgang til genoptagelse i tilsvarende sager, jf. forslaget til skattestyrelseslovens §§ 35, stk. 1, nr. 7, og 35 C, stk. 1, nr. 1, således at beslutningen får samme virkning i relation til genoptagelse, som en dom ville have fået.

Ad b) Vurderingen af, om bestemmelsen skal bringes i anvendelse, vil kunne være foranlediget af en indstilling fra Told- og Skattestyrelsen. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at Departementet på andet grundlag bliver bekendt med, at der kan være grund til at genoptage en sag, hvori Landsskatteretten har afsagt kendelse.

Uanset om sagen er foranlediget af styrelsens indstilling, eller sagen er indledt på andet grundlag, vil vurderingen af, om sagen skal genoptages i medfør af den foreslåede bestemmelse, være den samme, som den indledende vurdering, der i dag foretages, når en sag anlægges ved domstolene mod Skatteministeriet.

Det er således forudsat, at kompetencen i de pågældende sager henlægges til Departementet. Finder Departementet på grundlag af de foreliggende oplysninger, at der er grundlag for at overveje genoptagelse af sagen, vil Departementet indhente en indstilling fra Kammeradvokaten som grundlag for beslutningen om genoptagelse. På baggrund af indstillingen fra Kammeradvokaten samt udtalelser fra Landsskatteretten og Told- og Skattestyrelsen vil Departementet herefter foretage en samlet vurdering af sagen. Departementet vil i den forbindelse ikke være bundet til at følge en indstilling frem for en anden, ligesom det ikke er en forudsætning for beslutningen om genoptagelse, at Kammeradvokaten og styrelsen er enige.

Ad. c) Den situation, den foreslåede bestemmelse i § 32 i skattestyrelsesloven tager sigte på, er tilfælde, hvor Landsskatteretten ikke har givet klager medhold, men hvor det står klart, at ministeriet ikke kan forventes at få medhold, hvis sagen indbringes for domstolene.

Denne situation adskiller sig fra den situation, hvor det, forinden sagen har været forelagt for Landsskatteretten, må lægges til grund, at myndighedernes praksis ikke kan opretholdes. I den situation vil myndighedernes ændring af praksis give adgang til genoptagelse i samme omfang, som hvis myndighedernes praksis var indbragt for og underkendt af Landsskatteretten eller domstolene, jf. den foreslåede ændring til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7.

Det forudsættes, at Kammeradvokatens indstilling indhentes i forbindelse med vurderingen af, om praksis kan opretholdes.

Ad. d) Departementet vil som anført ovenfor under b) anmode om Landsskatterettens udtalelse i sagen, der sammen med de i øvrigt indhentede indstillinger vil danne grundlag for Departementets samlede vurdering i sagen.

Typisk vil det være mest hensigtsmæssigt at anmode Landsskatteretten om en udtalelse på baggrund af Kammeradvokatens indstilling for derved at sikre, at Landsskatteretten er bekendt med samtlige sagens omstændigheder. Dette svarer til den procedure, der i dag anvendes i forbindelse med behandlingen af ministeriets retssager.

Der henvises endvidere til det ovenfor under b) anførte.

Ad. e) Bestemmelsen vil ikke betyde, at Departementet i videre omfang end i dag vil indlede en vurdering af, om en sag skal opgives. Ministeriet foretager således allerede i dag, når en sag anlægges for domstolene, en vurdering af, om sagen kan gennemføres med et for ministeriet gunstigt resultat.

Bestemmelsen vil imidlertid give mulighed for, at denne indledende vurdering kan rykkes frem til et tidligere tidspunkt, end tilfældet er i dag. Samtidig vil den skatte- eller afgiftspligtige ikke være tvunget til at anlægge sag ved domstolene, hvis det på forhånd er givet, at ministeriet vil tage bekræftende til genmæle i sagen.

Bestemmelsen har altså et procesbesparende sigte, og skal varetage hensynet til, at en sag afsluttes på det tidligst mulige tidspunkt med så begrænset ulempe for den skatte- eller afgiftspligtige som muligt.

Bestemmelsen vil få et meget begrænset anvendelsesområde, allerede fordi det kun yderst sjældent vil forekomme, at der inden sagen er anlagt for domstolene vil være grundlag for at nå til et andet resultat end Landsskatteretten.

De sager, hvor bestemmelsen vil kunne finde anvendelse, vil således kun være en meget lille delmængde af de sager, hvor Skatteministeriet i dag tager bekræftende til genmæle, jf. svaret nedenfor på spørgsmål g), og disse tal kan således ikke overføres på den omhandlede bestemmelse.

Ad. f) Jeg mener ikke, at den foreslåede bestemmelse vil betyde, at Landsskatterettens afgørelser vil være anderledes stillet, end tilfældet er i dag.

Som jeg har redegjort for ovenfor under e), vil bestemmelsen alene betyde, at den vurdering, ministeriet allerede i dag foretager, kan rykkes frem i forhold til i dag.

Ad. g) Nedenfor angives en oversigt over antallet af retssager, hvor Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle for årene 1999, 2000, 2001, 2002 og 2003, opgjort på baggrund af oplysninger i Skatteministeriets retssagsregister pr. 10. april 2003.

År

Landsretterne

Højesteret

2003

6 sager

0 sager

2002

32 sager

0 sager

2001

34 sager

3 sager

2000

28 sager

1 sag

1999

43 sager

1 sag

Ad. h og i) Forslaget til § 32 i skattestyrelsesloven er ikke udtryk for etablering af en ekstra klagemulighed for de skatte- og afgiftspligtige.

En anmodning fra den skatte- eller afgiftspligtige om, at bestemmelsen bringes i anvendelse, vil således blive betragtet som et partsindlæg, og den skatte- eller afgiftspligtige vil som udgangspunkt ikke på grundlag af en sådan anmodning få meddelt forlængelse af indbringelsesfristen for anlæggelse af sagen ved domstolene, jf. skattestyrelseslovens § 31.

Bestemmelsen vil således alene finde anvendelse i de helt enkeltstående tilfælde, hvor det, allerede inden sagen bliver anlagt for domstolene, må lægges til grund, at ministeriet ikke vil kunne opnå medhold i sagen ved domstolene.

Som ligeledes anført ovenfor under e) kan bestemmelsen derfor ikke forventes at indebære, at Departementet i videre omfang end i dag vil indlede en vurdering af, om en sag skal opgives, men blot at denne vurdering kan foretages på et tidligere tidspunkt, end tilfældet er i dag.

L 175 – bilag 17

Spørgsmål 30 (til skatteministeren)

Ministeren bedes tilsende udvalget samtlige breve fra Landsskatteretten til Skatteministeriet, som omhandler L 175 eller Fristudvalgets bagvedliggende betænkning. Endvidere bedes ministerens svar til Landsskatteretten tilsendt udvalget.

Svar

Kopi af Landsskatterettens breve af 24. januar 2003 og 27. marts 2003 er sammen med denne besvarelse sendt til udvalget. Skatteministeriet, Departementet, svarede Landsskatteretten ved brev af 10. april 2003. Kopi af dette brev er ligeledes tilsendt udvalget.

Der har ikke været yderligere korrespondance mellem Skatteministeriet og Landsskatteretten vedrørende lovforslaget.

Landsskatterettens henvendelser til Departementet vedrører forslaget til en bestemmelse, hvorefter skatteministeren kan træffe beslutning om genoptagelse af et spørgsmål, der er påkendt af Landsskatteretten, hvis Skatteministeriet ikke kan forvente at opnå medhold i sagen ved domstolene.

Hensigten med bestemmelsen er alene, at der – i tilfælde, hvor det på forhånd vurderes, at Skatteministeriet ikke vil få medhold ved domstolene – gives mulighed, for at sagen kan afsluttes til fordel for den skattepligtige, uden at det er nødvendigt, at den skattepligtige anlægger sag ved domstolene. Jeg har i mit svar på spørgsmål 25 nærmere redegjort for begrundelsen for bestemmelsen.

Jeg mener, at der er tale om et fornuftigt forslag, der er til fordel for borgerne, men forslaget er ikke af afgørende betydning i forhold til lovforslaget som helhed. Hvis udvalget er af en anden opfattelse, vil jeg derfor være indstillet på at stille et ændringsforslag med henblik på, at denne del af forslaget udgår.

LANDSSKATTERETTEN

PRÆSIDENTEN

Den 24. januar 2003

Skatteministeriet

Departementet

Kontorchef Hans Refslund

Nicolai Eigtvedsgade 28

1402 København K.

Kære Hans

Hermed fremsender jeg Landsskatterettens notat af d.d. i anledning af Fristudvalgets betænkning.

Som det fremgår, har vi en række betænkeligheder ved forslaget om, at ministeren tillægges kompetence til at omgøre en landsskatteretskendelse.

Hvis I ønsker en uddybning af vores synspunkter, deltager vi gerne i en drøftelse heraf.

Med venlig hilsen

Erik S. M. Hansen

LANDSSKATTERETTEN

PRÆSIDENTEN

Den 24. januar 2003

Departementschef Peter Loft

Skatteministeriet

Nicolai Eigtvedsgade 28

1402 København K

Kære Peter

Som du ved, har fristudvalget i sin betænkning blandt andet stillet forslag om, at ministeriet tillægges kompetence til at omgøre Landsskatterettens kendelser.

Jeg mener, at forstaget rejser en række betænkeligheder, som vi nærmere har redegjort for i vedlagte notat, som jeg samtidig hermed har fremsendt til kontorchef Hans Refslund.

Som jeg også har nævnt for Hans Refslund, uddyber vi gerne vore synspunkter under en drøftelse med Departementet.

Med venlig hilsen

Erik

Landsskatteretten,

den 24. januar 2003

Kommentarer til »Betænkning fra Fristudvalget om fristerne for skatteansættelse og fastsættelse af afgiftstilsvar, genoptagelse og forældelse.«

Skatteministeriet har anmodet om bl.a. Landsskatterettens eventuelle bemærkninger til Fristudvalgets betænkning.

Landsskatteretten har følgende bemærkninger

Landsskatteretten må på det kraftigste fraråde vedtagelse af en bestemmelse svarende til den foreslåede tilføjelse til skattestyrelseslovens § 32, der vil medføre

1. en svækkelse af Landsskatterettens uafhængighed

2. etablering af et nyt klageorgan

3. forøgede omkostninger uden procesbesparende virkninger

1. Landsskatteretten finder ikke forslaget om omgørelse af en landsskatteretskendelse efter pålæg fra ministeriet for foreneligt med rettens status som uafhængigt klageorgan.

Efter det nuværende system kan en landsskatteretskendelse kun ændres ved domstolene. Hvis der fra ministeriets side tages bekræftende til genmæle i en domstolssag, sker det uden Landsskatterettens medvirken, og det fremstår som en ny afgørelse som konsekvens af domstolsbehandlingen og ikke som et ministerpålæg til de underordnede myndigheder om at træffe en afgørelse, der går imod Landsskatterettens afgørelse af spørgsmålet.

Hvis ministeriet tillægges kompetence til at ændre rettens afgørelser, vil det være et alvorligt brud på Landsskatterettens stilling som selvstændigt og uafhængigt klageorgan. Efter Landsskatterettens opfattelse er der slet ikke behov for en sådan ordning, der vil svække rettens uafhængighed og status som sidste administrative klageorgan.

2. Landsskatteretten bemærker endvidere, at den foreslåede ordning reelt indebærer etableringen af et nyt klageorgan, der må forventes anvendt i stort omfang af de skatte/afgiftspligtige, der ikke har fået medhold hos Landsskatteretten.

Af betænkningen side 138 og 166 fremgår ganske vist, at den foreslåede ordning vil have et begrænset anvendelsesområde, nemlig de tilfælde, hvor det på forhånd er givet, at ministeriet ikke vil kunne få medhold ved domstolene.

Som ordningen er skitseret, vil enhver skatte/afgiftspligtig imidlertid kunne anmode om ministeriets stillingtagen til en anmodning om omgørelse af en landsskatteretskendelse. I modsætning til en domstolsbehandling af sagen vil en sådan anmodning ikke være forbundet med direkte omkostninger. Det må derfor forudses, at der vil blive fremsat sådanne anmodninger af langt flere end de, der under den nuværende ordning rent faktisk indbringer deres afgørelse for domstolene. Man kan næppe forestille sig en professionel rådgiver, der ikke vil føle sig forpligtet til at indgive sådan anmodning, før han/hun rådgiver sin klient om eventuel indbringelse af afgørelsen for domstolene. Ordningen vil således blive opfattet som en ny klageinstans.

Det ses i øvrigt heller ikke at være i ministeriets interesse, at ministeriet på denne måde reelt tillægges ligningskompetence i konkrete sager. Det har tidligere givet anledning til kritik om politisk indblanding, når ministeriet har befattet sig med konkrete afgørelser. Denne kritik vil blive fremført med yderligere styrke, når sådan indgriben finder sted i tilfælde, hvor der foreligger en afgørelse fra Landsskatteretten, som den skatte/afgiftspligtige end ikke har indbragt for domstolene.

3. Etableringen af et sådant nyt klageorgan vil i forhold til myndighedernes nuværende arbejde med retssager blive langt mere ressourcekrævende end det nuværende og ikke virke procesbesparende på anden måde, end at sagens forberedelse nu kommer til at foregå i departementsregi og ikke i domstolsregi. Domstolene er på det forberedende stade kun i begrænset omfang direkte inddraget i sagen.

Der er i betænkningen angivet som eksempel på reglens anvendelse, at Landsskatteretten og Told- og Skattestyrelsen er uenige om, hvordan Ligningsvejledningen skal forstås.

Landsskatteretten bemærker, at det i en sådan situation ville være langt mere procesbesparende og ikke berøre Landsskatterettens uafhængighed og status som sidste administrative klageinstans, om Told- og Skattestyrelsen fik kompetence til, inden sagen var afgjort i Landsskatteretten, at pålægge den underordnede myndighed (ToldSkat eller et skatteankenævn) at genoptage sagen, hvorved sagen ville bortfalde i Landsskatteretten.

Hertil kommer, at der såvel i rådgiverkredse som fra ministeriets side har været udtrykt ønske, om at Landsskatteretten til brug for klagebehandlingen i sager, der vedrører EU-lovgivning, kunne forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen. Begrundelsen herfor har fra begge sider været procesbesparende hensyn. Det er imidlertid en betingelse for at kunne forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen, at Landsskatteretten kan anses som en ret i EF-traktatens artikel 234’s forstand. Betingelserne herfor fremgår bl.a. af EF-Domstolens dom af 29. november 2001 i sagen C-17/00, hvor der b1. a. lægges vægt på, om der er tale om et uafhængigt organ. Det har hidtil været antaget, at Landsskatteretten opfyldte bl.a. denne betingelse, jf. f. eks. noten i Skat Udland 2002.224. Der vil kunne rejses tvivl, om denne antagelse holder stik, hvis ministeriet tillægges beføjelse til vilkårligt at ændre Landsskatterettens afgørelser. Forslaget kan derfor – stik mod intentionerne – komme til at virke procesforlængende.

Forslaget bør også ses i sammenhæng med de igangværende strukturovervejelser ved domstolene. Forslaget fra domstolsudvalget om at gøre alle retssager til byretssager i 1. instans vil gøre byretterne til en yderligere ny instans i klagevejen.

Der er i det nuværende klagesystem ikke behov for flere instanser og deraf følgende uklarhed om kompetencefordelingen, snarere tværtimod.

Bestræbelserne bør gå i retning af en styrkelse af Landsskatteretten som det centrale led i klagestrukturen og en afkortning af en klagesags behandlingstid gennem instanserne. Forslaget om genoptagelse efter ministerpålæg er derfor absolut ikke en forbedring i forhold til den gældende ordning.

§ 35 B og C Vedrørende disse bestemmelser bemærker Landsskatteretten, at retten under den nugældende ordning ikke har kompetence til at tage stilling til klager over afslag på anmodning om genoptagelse i afgiftssager. Det ses ikke af betænkningen, om man foreslår, at Landsskatteretten bliver klagemyndighed for sådanne afgørelser. I givet fald skal Landsskatteretten gøre opmærksom på, at det vil kræve yderligere lovændring(er) end de foreslåede. § 35 er således placeret i skattestyrelseslovens kapitel 4. I de afgiftslove, som Landsskatteretten nu er klagemyndighed for, er der alene henvist til, at skattestyrelseslovens kapitel 3 og 3 A finder anvendelse.

LANDSSKATTERETTEN

Vester Farimagsgade 7

DK 1606 København V

Skatteministeriet

Departementet

Nicolai Eigtvedsgade 28

1402 København K

Den 27. marts 2003

Lovforslag L 175 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love (ændring af fristregerne på skatte- og afgiftsområdet m.v.).

Lovforslaget bygger på betænkning 1426 fra fristudvalget. Landsskatteretten har i en udtalelse af 24. januar 2003 kommenteret visse af forslagene i betænkningen og taget afstand fra forslaget til ændring af SSL § 32 om, at Skatteministeriet kan træffe beslutning om, at en sag, der har været påkendt af Landsskatteretten, skal genoptages i visse særlige tilfælde. Retten har kraftigt frarådet, at dette punkt medtages i et lovforslag.

Retten må imidlertid konstatere, at denne ændring mod rettens ønske alligevel er medtaget i lovforslaget.

Landsskatteretten skal fastholde, at ændringen af § 32 vil være en svækkelse af rettens uafhængighed, og at den tillige rummer risiko for etablering af et nyt klageorgan. Man er opmærksom på, at det af bemærkningerne fremgår, at bestemmelsen kun vil skulle bruges helt undtagelsesvis og ikke skal opfattes som et ekstra klageorgan. Landsskatteretten er imidlertid af den opfattelse, at rettens kendelser kun bør kunne ændres i domstolsregi, og at den gældende ordning giver den bedste sikkerhed for, at omverdenen kan have fuld tillid til klagesystemet som et uafhængigt og helt upartisk system. Man skal derfor i det hele henvise til de indvendinger, som er anført i udtalelsen af 24. januar 2003.

Med venlig hilsen

Erik S. M. Hansen

Retspræsident

Skatteministeriet

Landsskatteretten

Att: Erik S. M. Hansen

Vester Farimagsgade 7

1606 København V

Den 10. april 2003

J.nr 2003-711-0012

Landskatterettens henvendelse til Departementet af 27. marts 2003 vedr. L 175

Ved brev af 27. marts 2003 til Departementet gentager Landsskatteretten de betænkeligheder, retten tidligere har givet udtryk for i sit høringssvar af 24. januar 2003 til Fristudvalgets betænkning, i relation til forslaget om, at Skatteministeren skal have adgang til at træffe beslutning om genoptagelse af en sag, der er påkendt af Landsskatteretten, hvis ministeriet ikke kan forventes at opnå medhold i sagen ved domstolene.

Departementet har forståelse for de anførte synspunkter, men finder, at flere ting alligevel taler for en bestemmelse som den, der nu er fremsat forslag om ved L l 75.

Formålet med bestemmelsen er at undgå, at den skatte- eller afgiftspligtige skal anlægge sag ved domstolene, for at ministeriet umiddelbart herefter kan tage bekræftende til genmæle. Bestemmelsen har således udelukkende et procesbesparende sigte og skal varetage hensynet til, at en sag afsluttes på det tidligst mulige tidspunkt med så begrænset ulempe for den skattepligtige som muligt.

Vurderingen af, om sagen skal videreføres, vil blive foretaget på samme måde som den vurdering, der i dag foretages, når sagen anlægges for domstolene. Det er således forudsat, at kompetencen i de pågældende sager henlægges til Departementet, og at der indhentes en indstilling fra Kammeradvokaten som grundlag for beslutningen om genoptagelse.

Ministeriets beslutning om at opgive sagen rykkes herved frem til et tidligere tidspunkt, end der i dag er mulighed for. Af samme grund kan bestemmelsen heller ikke umiddelbart forventes at være mere ressourcekrævende end den nuværende ordning.

Set i forhold til formålet og den anvendelse, bestemmelsen må forventes at få, er det Departementets opfattelse, at den foreslåede bestemmelse giver mulighed for en mere hensigtsmæssig sagsbehandling i de tilfælde, bestemmelsen er rettet mod.

Med venlig hilsen

Peter Loft

SKATTEUDVALGET

L 175 – bilag 22

Til Folketingets udvalg for skatter og afgifter

Bemærkning til L 175 fremsat af skatteministeren

Som mangeårig juridisk medarbejder i Skatteministeriets Departement finder jeg det nødvendigt herved at fremkomme med nogle bemærkninger til det fremsatte L 175 m.h.t. forslaget om, at skatteministeren skal have adgang til at træffe beslutning om genoptagelse med henblik på medhold af en sag, der er påkendt af Landsskatteretten, hvis ministeriet ikke kan forventes at opnå medhold i sagen ved domstolene.

Forslaget må således givet anses at medføre alvorlige konsekvenser, som fundamentalt risikerer at gøre op med et system, der hidtil uafhængigt har sikret en meget høj grad af retssikkerhed , men som nu fra regeringens side sættes under politisk pres begrundet i motiver af reelt særdeles tvivlsom karakter .

Det vil forhåbentlig være udvalgets medlemmer forståeligt, at jeg ikke kan fremstå med navns nævnelse i et ærinde som dette. Landsskatteretten har imidlertid i to henvendelser til Departementet af 24-01-03 og 27-03-03 påpeget flere væsentlige sider af mine pointer, hvortil jeg henviser: Rettens brev til Departementet af 27-03-03 vedlægges.

L 175 camoufleres på det omhandlede punkt som et procesbesparende tiltag, derved at ministeriet alene tænkes tillagt kompetence til umiddelbart at opgive en sag, der ikke menes at være udsigt til at vinde. Dette er imidlertid ikke den fulde pointe bag forslaget.

Reelt indebærer forslaget, at ministeriet – i noget, der ligner et vilkårligt omfang – vil komme til at kunne give medhold uden uafhængig kontrol eller offentlighed i sager, der under udfoldelse af betydelige retssikkerhedsgarantier og under medvirken af flere retsmedlemmer, bl.a. dommere, i Landsskatteretten er afsluttet anderledes. I parentes bemærkes, at det alene drejer sig om ca. 60 % af sagerne i Landsskatteretten, der afsluttes til ugunst for klageren, eftersom der i henved 40 % af sagerne gives helt eller delvist medhold.

Forslaget skal formentlig ses i forlængelse af en politik, hvor der i dag tages betydeligt mere offensivt bekræftende til genmæle i sager, der indbringes for domstolene, end for blot kort tid siden. Man fører bestemt ikke alle sager til doms, som på sagligt grundlag vel kunne føres – vel at mærke af politiske nok så meget som af juridiske grunde. Det må i denne forbindelse erindres, at kammeradvokaten er ministeriets advokat og handler efter instruks herfra. Derfor vurdes sagerne reelt – i det omfang ministeren ønsker det – ud fra et forsigtighedsprincip.

Men ofte kunne sagerne lige så godt ende med stadfæstelse ved domstolene og burde i visse tilfælde gøre det. Under alle omstændigheder bør reelt tvivlsomme sager for at undgå vilkårlighed i et vist omfang prøves ved domstolene og resultatet offentliggøres . Det Dette er en naturlig følge af grundlovens magtfordelingsordning. Herved skabes tillige praksis, således at ens tilfælde behandles ens.

Det kan tilføjes, at de forholdsvis få sager, der imod Landsskatterettens afgørelse i dag får et andet udfald i Lands- eller Højesteret, i et ikke uvæsentligt omfang er sager, der afgøres som følge af en bevisvurdering, som nødvendigvis alene kan foregå under vidneansvar for domstolene. I disse sager kan ministeriet vanskeligt ud fra en saglig vurdering komme til et andet resultat end Landsskatteretten. Det er simpelthen prøvelsesreglerne ved domstolene, der medfører, at sagen får et andet udfald, når vidner udtaler sig under strafansvar og det derved fremkomne kan anvendes som bevis.

I bedste fald må det omhandlede forslag konstateres at være overflødigt – borgerne har jo i forvejen i dag mulighed for at gå til domstolene med pæn omkostningsdækning, hvis en kendelse fra Landsskatteretten ønskes prøvet.

I værste fald må forslaget som nævnt frygtes at føre til vilkårlighed og forskelsbehandling på usagligt grundlag, muligvis allerede når sager fremtidigt afgøres i Landsskatteretten. Retten vil naturligvis blive sat under politisk pres, herunder fra klageres side. Ingen bryder sig om efterfølgende at risikere implicit at blive nedgjort for dårligt juridisk arbejde af en minister, der – fuldkommen ansvarsfrit og uden offentlighed – kan give medhold med en i sagens natur udokumenteret begrundelse om, at sagen ikke kan forventes vundet ved domstolene. Et signal om senere medhold fra ministeriets side kan ikke udelukkes at tilflyde Landsskatteretten, mens sagen verserer.

Da det vil være fuldkommen omkostningsfrit at henvende sig til ministeren efter at have tabt en sag i Landsskatteretten – klageren har jo alt at vinde – vil ministeriet naturligvis tillige blive udsat for en forøget arbejdsbyrde , hvilket vil medføre øget ressourcebehov . Klagere vil forståeligt opfatte ministeren som en reel yderligere klagemulighed, og disse henvendelser vil skulle behandles. Disse tanker er tænkt i ministeriet.

Som det er gjort gældende fra Landsskatterettens side over for ministeriet i brev af 24-01-03, vil L 175 formentlig yderligere få den uheldige konsekvens, at Landsskatteretten – i modsætning til, hvad mange advokater anser for ønskeligt – fortaber muligheden for at forelægge EF-Domstolen spørgsmål præjudicielt . Denne kompetence forudsætter en domstolslignende struktur, som forsvinder, hvis ministeren reelt kan ændre afsagte kendelser.

Jeg skal på den anførte baggrund kraftigt tilråde, at man træder med varsomhed på dette område, og kan kun opfordre til, at L 175 overvejes indgående. Som det forhåbentlig er fremgået, taler vægtige hensyn afgørende imod forslagets vedtagelse.

LANDSSKATTERETTEN

Vester Farimagsgade 7

DK 1606 København V

Skatteministeriet

Departementet

Nicolai Eigtvedsgade 28

1402 København K

Den 27. marts 2003

Lovforslag L 175 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love (ændring af fristreglerne på skatte- og afgiftsområdet m.v.).

Lovforslaget bygger på betænkning 1426 fra fristudvalget. Landsskatteretten har i en udtalelse af 24. januar 2003 kommenteret visse af forslagene i betænkningen og taget afstand fra forslaget til ændring af SSL § 32 om, at Skatteministeriet kan træffe beslutning om, at en sag, der har været påkendt af Landsskatteretten, skal genoptages i visse særlige tilfælde. Retten har kraftigt frarådet, at dette punkt medtages i et lovforslag.

Retten må imidlertid konstatere, at denne ændring mod rettens ønske alligevel er medtaget i lovforslaget.

Landsskatteretten skal fastholde, at ændringen af § 32 vil være en svækkelse af rettens uafhængighed, og at den tillige rummer risiko for etablering af et nyt klageorgan. Man er opmærksom på, at det af bemærkningerne fremgår, at bestemmelsen kun vil skulle bruges helt undtagelsesvis og ikke skal opfattes som et ekstra klageorgan. Landsskatteretten er imidlertid af den opfattelse, at rettens kendelser kun bør kunne ændres i domstolsregi, og at den gældende ordning giver den bedste sikkerhed for, at omverdenen kan have fuld tillid til klagesystemet som et uafhængigt og helt upartisk system. Man skal derfor i det hele henvise til de indvendinger, som er anført i udtalelsen af 24. januar 2003.

Med venlig hilsen

Erik S. M. Hansen

Retspræsident

L 175 – bilag 26

Skatteministerens kommentar til anonym henvendelse af 12. maj 2003

Skatteudvalget har modtaget en anonym henvendelse vedr. lovforslag L 175. Henvendelsen indeholder en række påstande om behandlingen af retssager mod Skatteministeriet, og udtaler sig imod forslaget om at kunne gå ind i sager, som skatteyder har tabt i Landsskatteretten, uden at skatteyder tvinges til at rejse sagen for de almindelige domstole.

Henvendelsens enkelte påstande kommenteres i det følgende

1. Det påstås, at det ikke er den fulde pointe ved denne del af L 175, at det er et procesbesvarende tiltag.

Det skal hertil bemærkes, at forslaget er i overensstemmelse med anbefalingen i betænkning nr. 1426/2003 fra Fristudvalget. I dette udvalg deltog repræsentanter for kommuner, advokater, revisorer og universiteter. Af betænkningens s. 138 fremgår, at »Fristudvalget anbefaler, at der af procesbesparende hensyn gives skatteministeren mulighed for at opgive en sag, hvori Landsskatteretten har afsagt kendelse, inden kendelsen bliver indbragt for domstolene, hvis det på forhånd vurderes, at ministeriet vil tabe sagen. Herved undgår man at tvinge den pågældende skatte- eller afgiftspligtige til at anlægge sag for at få sin ret.«

Denne situation er kommenteret i vedlagte SKM2002.4.DEP, hvor Landsskatteretten afsagde en kendelse, der var i strid med praksis for, hvornår bygninger anses for at blive anvendt erhvervsmæssigt og dermed kan afskrives skattemæssigt. På grund af sagens principielle karakter anmodede Skatteministeriet Landsskatteretten om at revurdere kendelsen. Ved denne revurdering fastholdt retten sin afgørelse. Ministeriet anmodede herefter skatteyderen om at indbringe sagen for domstolene. Under denne sag tog ministeriet bekræftende til genmæle og Østre Landsret afsagde i august 2001 dom, der gav skatteyderen medhold.

2. Videre hævdes at Skatteministeriet efter forslaget i noget der ligner vilkårligt omfang kan give medhold uden uafhængig kontrol eller offentlighed i sager, der har været afgjort i Landsskatteretten.

Dette er urigtigt. Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, vil Kammeradvokatens vurdering blive indhentet i sager, hvor det skulle besluttes, om en landsskatteretskendelse skulle genoptages uden indbringelse for domstolene. Kammeradvokatens medvirken sikrer en uafhængig juridisk bedømmelse af sådanne sager. Dette svarer ganske til den fremgangsmåde, som ministeriet allerede følger i dag, når det skal vurderes, om en sag skal opgives, når den er blevet indbragt for de almindelige domstole.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at de få sager, som der forventes at blive tale om, vil have en sådan karakter, at de altid vil skulle kommenteres.

3. Det påstås, at der i stigende omfang tages bekræftende til genmæle i retssager, som burde føres, og at dette ikke vurderes på sagligt grundlag men af politiske nok så meget som af juridiske grunde.

Denne påstand er faktuelt forkert. Som det fremgår af tabellen i mit svar på spørgsmål 25, jfr. bilag 10, har antallet af tilfælde, hvor der tages bekræftende til genmæle, været jævnt i de senere år. Dog har der været nogle flere tilfælde i 1999, og ret få i den forløbne del af 2003. Spørgsmålet om at tage bekræftende til genmæle eller ej er en rent juridisk vurdering, hvor Kammeradvokatens indstilling og Skatteministeriets sagsbehandling sker uden inddragelse af skatteministeren.

4. Det påstås, at det at tage bekræftende til genmæle betyder, at reelt tvivlsomme sager ikke bliver prøvet ved domstolene.

Dette er ikke rigtigt. Det er afgørende for Skatteministeriets vurdering af, om der skal tages bekræftende til genmæle eller ej, at den juridiske vurdering er, at det er sikkert eller overvejende sandsynligt, at en dom ikke vil falde ud til fordel for ministeriets standpunkt. Sager, hvor der kan være tvivl om udfaldet, vil således fortsat blive afgjort af domstolene.

5. Det hævdes, at i de sager, hvor Landsskatterettens afgørelse ændres af domstolene, skyldes dette en ændret bevisvurdering, som alene kan foregå under vidneansvar for domstolene, og at den saglige bedømmelse derfor altid må være den samme for ministeriet som for Landsskatteretten.

Det skal hertil bemærkes, at en diskussion af, hvorvidt bevis i form af vidneførsel under vidneansvar har betydning for om en landsskatteretskendelse ændres af domstolene, er irrelevant for Fristudvalgets forslag. Dette forslag går som nævnt tidligere ud på, at en sag, der er gået skatteyderen imod ved Landsskatteretten, kan genoptages, uden at skatteyderen skal indbringe sin sag for domstolene -udelukkende for at ministeriet kan give skatteyderen sin ret.

6. Forslaget hævdes at være overflødigt, fordi borgerne i dag med pæn omkostningsdækning kan indbringe en tabt landsskatteretssag for domstolene.

Det er forslagets væsentligste sigte svarende til overvejelserne fra Fristudvalgets side, at opnå en procesbesparelse, og at spare skatteyderen for den tidsmæssige og personlige belastning med en overflødig retssag. Forslaget vil i øvrigt indebære, at det offentlige i sådanne sager sparer sagsomkostninger og retsafgift.

7. Det hævdes, at forslaget i værste fald vil betyde vilkårlighed og forskelsbehandling, og politisk pres på Landsskatteretten, idet en minister ansvarsfrit og uden offentlighed kan beslutte, at en sag ikke kan vindes. Dette er ikke et korrekt billede af, hvordan og af hvem, der træffes afgørelse om behandlingen af retssager, hvori Skatteministeriet er part.

Dette sker efter en procedure, der er tilrettelagt, således at beslutningerne træffes uden forelæggelse for ministeren. Denne procedure, der har været fulgt gennem adskillelige år, er fastlagt således, netop fordi der er tale om en rent juridisk vurdering. Den valgte procedure ændrer selvsagt ikke på det forhold, at alle afgørelser træffes under sædvanligt ministeransvar.

8. Det nævnes, at det vil være omkostningsfrit at henvende sig til ministeren om en tabt landsskatteretssag, og at ministeriet derfor vil få en øget arbejdsbyrde.

Der skal hertil henvises til bemærkningerne til lovforslaget, hvor der udtrykkes forventningen, at den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde vil blive meget begrænset, og at forslaget ikke er udtryk for, at der herved gives den skatte- eller afgiftspligtige en ekstra klagemulighed, og at en klage vil blive betragtet som et partsindlæg, der ikke giver den klagende en fortrinsstilling. Der forventes ikke en øget ressourcebelastning af Skatteministeriet, og udformningen af lovforslagets administrative bemærkninger er i overensstemmelse med dette.

9. Det påstås endelig, at forslag L 175 vil betyde, at Landsskatteretten fortaber muligheden for at forelægge EF-domstolen spørgsmål præjudicielt, idet dette forudsætter at retten har en domstolslignende struktur, som forsvinder, hvis ministeren reelt kan ændre afsagte kendelser.

Det skal hertil bemærkes, at ministeren efter forslaget ikke kan ændre landsskatteretskendelser. Som det fremgår af forslagets bemærkninger, er det Skatteministeriets departement, der kan starte en proces, hvori bl.a. Kammeradvokaten forudsættes inddraget, for at vurdere, om en landsskatteretssag skal genoptages.

Det skal endvidere bemærkes, at præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen er en særlig ordning, hvor en domstol eller et domstolslignende organ i et EU-land kan anmode EF-domstolen om en bindende fortolkning af EU-retten. Denne mulighed er som nævnt forbeholdt de egentlige domstole eller organer, der har en domstolslignende karakter. Det har ikke været afgjort i praksis, hvordan Landsskatterettens status er i denne henseende. Det er alene EF-domstolen selv, der træffer afgørelse om, hvilke domstole m.m., den vil anse for kompetente til at bruge proceduren for præjudicielle spørgsmål. Efter Skatteministeriets opfattelse er det ikke sandsynligt, at den foreslåede mulighed for i et helt særegne tilfælde at gribe ind overfor urigtige kendelser vil have afgørende betydning for EF-domstolens vurdering af, om Landsskatteretten har en domstolslignende struktur eller ej.

Told Skat

Kommentar - udlejning af ejendom - erhvervsmæssig anvendelse - afskrivning

SKM-nummer SKM2002.4.DEP

Myndighed Skatteministeriet; Departementet

Dato 4. januar 2002

Dato for offentliggørelse 8. januar 2002

Sagsnummer 15.2001-78-2713

Dokumenttype Kommentar

Overordnede emner Skat

Emneord Ejendom, udlejning, erhvervsmæssig, anvendelse, afskrivning

Resume Kommentar til SKM2002.3.ØLR

Landsskatteretten afsagde en kendelse, der under henvisning til den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, nægtede ejeren af en ejendom adgang til afskrivning af en del af ejendommen med den begrundelse, at lejeren af denne del af ejendommen ikke anvendte det lejede erhvervsmæssigt. Kendelsen var i modstrid med skattemyndighedernes praksis, hvorefter bygninger anses for erhvervsmæssigt anvendt alene i kraft af ejerens erhvervsmæssige udlejning heraf. Skatteministeriet tog på denne baggrund, da sagen blev indbragt for landsretten, bekræftende til genmæle over for skatteyderens påstand om adgang til at foretage afskrivning efter § 18, stk. 1, i den dagældende afskrivningslov. Nedenfor kommenteres dommen af Skatteministeriet.

Reference Afskrivningsloven § 18, stk. 1 (dagældende)

Afskrivningsloven § 14

Ligningsvejledningen E.C.4.1

Sagens faktiske omstændigheder og forløb

Den 14. april 2000 afsagde Landsskatteretten en ikke offentliggjort kendelse, j.nr. 671-1803-0668, hvor retten for indkomståret 1996 nægtede en skatteyder adgang til at foretage afskrivninger efter § 18, stk. 1, i den dagældende afskrivningslov på en af ham ejet bygning. Bygningen bestod dels af en beboelsesbygning og af nogle driftsbygninger. En del af driftsbygningerne blev udlejet til en almennyttig forening, der anvendte det lejede til fremstilling af modelhuse (miniaturehuse). Formålet hermed var ikke salg, men alene, med henblik på gratis udstilling heraf, at opstille husene som miniatureby et passende sted i Maribo.

Landsskatteretten anfører i kendelsen, at: »... ifølge afskrivningslovens § 18, stk. 1, kan der foretages skattemæssige afskrivninger på bygninger, der benyttes erhvervsmæssigt inden for industri, butikshandel og håndværk. Efter de foreliggende oplysninger samt beskrivelsen af bygningernes anvendelse finder Landsskatteretten, at denne anvendelse ikke kan karakteriseres som erhvervsmæssig, hvorfor den udlejede del af driftsbygningen ikke er omfattet af afskrivningslovens § 18, stk. 1.«

Landsskatteretten stillede herved, som betingelse for ejerens adgang til at foretage afskrivning, krav om, at lejerens anvendelse af det lejede var erhvervsmæssig. Kendelsen var i modstrid med skattemyndighedernes praksis efter § 18, stk. 1, i den dagældende afskrivningslov, idet skattemyndighederne, som betingelse for afskrivning efter afskrivningslovens § 18, stk. 1 og 2, alene stillede krav om, at en udlejet bygning blev anvendt erhvervsmæssigt af ejeren , hvilket krav blev anset for opfyldt som følge af den foretagne udlejning.

På baggrund af sagens principielle karakter anmodede Skatteministeriet, under henvisning til – skattestyrelseslovens § 29, stk. 1, Landsskatteretten om at revurdere kendelsen, hvilket Landsskatteretten indvilgede i.

Den 28. marts 2001 afsagde Landsskatteretten en ny kendelse, hvori Landsskatteretten fastholdt resultatet fra kendelsen af 14. marts 2000.

Skatteyder indbragte herefter kendelsen for Østre Landsret. Her valgte Skatteministeriet at tage bekræftende til genmæle over for skatteyderens påstand om anerkendelse af de af sagsøger foretagne afskrivninger på den pågældende bygning.

Den 15. august 2001 afsagde Østre Landsret dom i overensstemmelse hermed.

Baggrunden for dommen

Landsskatteretten lægger i kendelsen til grund, at der alene kan foretages afskrivninger på en udlejet bygning, hvis lejeren anvender det lejede med et erhvervsmæssigt sigte.

Skattemyndighederne har imidlertid i praksis i relation til afskrivning efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, alene stillet krav om, at 1) ejeren anvendte den udlejede bygning erhvervsmæssigt, et krav, der har været betragtet som opfyldt i kraft af ejerens udlejning af bygningen, samt at 2) lejeren anvendte det lejede til et af de i § 18, stk. 1, litra a og b, opregnede formål, f.eks. en form for håndværk, uden at der hermed var tale om, at denne anvendelse behøvede at have et erhvervsmæssigt sigte.

For bygningstyper, der ikke var nævnt direkte i den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, og dermed ikke afskrivningsberettigede efter bestemmelsen, var der efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 2, mulighed for at anmode Ligningsrådet om tilladelse til afskrivning efter reglerne i stk. 1 for bygninger, der efter rådets skøn kunne sidestilles med de i § 18, stk. 1, litra a og b, nævnte bygninger. I relation til denne bestemmelse har det ligeledes været Ligningsrådets praksis at anse en bygning for erhvervsmæssigt anvendt, og dermed afskrivningsberettiget, alene i kraft af ejerens udlejning af den pågældende bygning.

Landsskatterettens kendelse byggede således på en strengere fortolkning af, hvornår en bygning af den i den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, nævnte karakter kunne anses for erhvervsmæssigt benyttet, og brød herved med den fortolkning af reglerne, som skattemyndighederne (og Ligningsrådet) havde og fortsat har.

Konsekvensen af kendelsen ville være en underkendelse af den eksisterende afskrivningspraksis, herunder Ligningsrådets praksis i de ovennævnte såkaldte »sidestillingssager«, jf. den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 2. Herudover ville kendelsen i yderste konsekvens have den effekt, at udlejere, herunder egentlige udlejningsvirksomheder, ville være afskåret fra at foretage afskrivninger på bygninger udlejet til f.eks. offentlige myndigheder, der pr. definition ikke driver erhvervsmæssig virksomhed.

Ud over kendelsens betydning for praksis efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1 og 2, er det Skatteministeriets opfattelse, at kendelsen muligvis også ville få betydning for adgangen til at foretage afskrivning på udlejede bygninger efter bestemmelsen om bygningsafskrivninger i den nugældende afskrivningslovs § 14.

Bestemmelsen om, at en bygning skal være erhvervsmæssigt benyttet som forudsætning for afskrivning, er således gentaget i afskrivningslovens § 14, stk. 1. I afskrivningslovens § 14, stk. 2, er afgrænsningen af, hvilke bygninger der kan afskrives, dog i modsætning til efter den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, negativ, således at alle erhvervsmæssigt benyttede bygninger som udgangspunkt er afskrivningsberettigede.

Af de ovenfor anførte grunde valgte Skatteministeriet at tage bekræftende til genmæle over for sagsøgers påstand.

At Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle, betyder således ikke, at der er sket en udvidelse af kredsen af afskrivningsberettigede bygninger, jf. den nuværende negative afgrænsning heraf i afskrivningslovens § 14, stk. 1, men alene at den hidtidige afgrænsning af, hvornår en bygning anses for erhvervsmæssigt benyttet, fastholdes.

L 175 – bilag 27

Spørgsmål 32 (til skatteministeren)

Med baggrund i udtalelser til TV2 Nyhederne lørdag den 10. maj kl. 19.00 af departementschefen i Skatteministeriet bedes oplyst, om indsigelserne i flere omgange over for Skatteministeriets Departement fra Landsskatterettens præsident, jf. ministerens besvarelse af spørgsmål 30 (L 175 – bilag 17), ikke under nogen form er videregivet til skatteministeren. Med videregivet menes enten gennem, at skatteministeren er orienteret om henvendelsernes eksistens og eventuelt bilagt som bilag i briefinger af ministeren, eller at ministeriet mundtligt har informeret ministeren om henvendelsernes eksistens og indsigelserne, som de kommer til udtryk i den oversendte korrespondance i svaret på spørgsmål 30. Såfremt skatteministeren ikke under nogen form er orienteret om henvendelserne – og de meget konkrete og kraftige indsigelser – fra Landsskatterettens præsident, ønskes en kommentar fra skatteministeren om hans reaktion herpå.

Svar

Landsskatteretten henvendte sig første gang til Departementet ved brev af 24. januar 2003. Ved brev af 27. marts 2003 gentog Landsskatteretten sine kommentarer i forhold til L 175. Departementet besvarede ved brev af 10. april 2003 Landsskatterettens henvendelse.

Jeg er ikke i forbindelse med forberedelsen af lovforslaget gjort bekendt med denne brevveksling mellem Landsskatteretten og Departementet. Første gang jeg ser denne korrespondance er således i forbindelse med besvarelsen af spørgsmål 30 fredag den 9. maj 2003.

En orientering om Landsskatterettens henvendelser indgik i en briefing fra Departementet i forbindelse med min deltagelse i en middag med Landsskatterettens retsmedlemmer den 23. april 2003. Der var tale om en kort baggrundsorientering, hvis emnet skulle komme op under middagen.

Spørgsmålet blev imidlertid ikke diskuteret.

Departementet orienterede i briefingen om, at Departementet havde meddelt Landsskatteretten, at man havde forståelse for de fremførte synspunkter, men at man samtidig havde fastholdt, at den foreslåede ordning efter Departementets opfattelse ville give mulighed for en mere hensigtsmæssig sagsbehandling i de tilfælde, bestemmelsen var rettet mod.

Der var ikke i denne orientering noget, der gav mig anledning til at tro, at der var tale om et særligt problem, der kunne forrykke den indstilling, et enigt Fristudvalg har fremsat.

Alligevel kunne jeg selvfølgelig have orienteret skatteudvalget om denne talebriefing, ligesom mine embedsmænd på et tidligere tidspunkt kunne have orienteret om denne brevveksling, som jeg først blev forelagt den 9. maj.

I lyset af sagens udvikling skal jeg være den første til at beklage, at dette ikke er sket, men som nævnt under besvarelsen af spørgsmål 31, er det ikke i overensstemmelse med den gældende procedure at orientere om interne udtalelser over lovforslag.

L 175 – bilag 33

Spørgsmål 36 (til skatteministeren)

Kan ministeren endelig bekræfte, at departementet i den pågældende slags sager er underlagt ministerens instruktionsbeføjelse, og at ministeren dermed kan gå ind i afgørelsen af den konkrete sag, selv om der er sket delegation, og at dette kan ske, uden at Folketinget eller offentligheden får kendskab hertil?

Svar

Når der er lagt op til, at kompetencen vil blive henlagt til Skatteministeriets departement, er det netop fordi, at beslutningen om genoptagelse vil være en juridisk vurdering, hvorimod hverken politiske hensyn eller hensyn til modparten bør spille ind.

Samme forhold har begrundet, at der, for så vidt angår administrationen af retssager på Skatteministeriets område, generelt er fulgt den procedure, at ministeren ikke inddrages i den konkrete retssagsbehandling.

At ministeren delegerer sin kompetence til Departementet, ændrer dog ikke ved, at afgørelserne – som alle andre afgørelser på ministeriets område – principielt træffes på ministerens ansvar. Ligeledes vil det ikke være udelukket, at ministeren inddrages på grund af sagens karakter eller forholdene i øvrigt.

Det skal understreges, at der ikke ved dette forslag lægges op til nogen ændring af proceduren i forhold til, hvad der allerede er gældende i dag, og hvad der har været gældende også under den forrige regering. Den eneste forskel er, at skatteyderen ikke behøver at udtage stævning mod ministeriet.

L 175 – bilag 34

Vedlagt oversendes i 70 eksemplarer skriftlig besvarelse af spørgsmål nr. 37, 38 og 39 (L 175 – bilag 29) med den principielle bemærkning, at spørgsmål til ministrene fra medlemmer af Folketinget eller fra Folketingets udvalg med fordel kan stiles til den ressortansvarlige minister. Ovennævnte spørgsmål vedrører forhold i Skatteministeriet i perioden 1987-92, som hører under skatteministerens ressort, uanset hvem der på det pågældende tidspunkt bestred posten som skatteminister. Statsministeriet har på denne baggrund anmodet Skatteministeriet om at udarbejde de pågældende besvarelser.

Spørgsmål 37 (til statsministeren)

Kan statsministeren bekræfte, at det udstedte »ankeforbud « i skattesager i hans tid som skatteminister (1987-92) indebar, at ingen skattesag kunne indankes af ministeriet for en højere retsinstans uden den daværende skatteministers personlige involvering og beslutning.

Svar

Af den dagældende instruks for behandling af retssager fremgår, at ministeriet som altovervejende hovedregel ikke indbragte Landsskatterettens kendelser for domstolene eller ankede landsretsdomme til Højesteret.

I ganske særlige tilfælde kunne landsskatteretskendelser eller en dom fra Landsretten, efter et konkret skøn indbringes for domstolene henholdsvis ankes til Højesteret, såfremt a) der var udsigt til at vinde sagen og b) kendelsen havde betydning for et stort antal skattepligtige og c) sagens materielle spørgsmål beroede på et konkret skøn, der ikke egnede sig til at blive løst gennem lovgivningen.

Såfremt Departementets retssagskontor efter indhentelse af udtalelser i sagen fra Kammeradvokaten, Told- og Skattestyrelsen og Landsskatteretten fandt, at sagen burde indbringes for Landsretten henholdsvis ankes til Højesteret, blev sagen forelagt til ministerens godkendelse.

Spørgsmål 38 (til statsministeren)

Kan statsministeren endvidere bekræfte, at han i sin tid som skatteminister i en række tilfælde traf beslutning imod de juridiske indstillinger, der blev afgivet af Kammeradvokaten og/eller Told- og Skattestyrelsen og/eller departementet.

Svar

Det er Skatteministeriets opfattelse, at en besvarelse af spørgsmålene ikke vil kunne ske uden samtidig at give indsigt i de interne overvejelser i ministeriet vedrørende ministeriets retssager, der efter ministeriets praksis ikke udleveres. Det i spørgsmålet anførte kan derfor hverken be- eller afkræftes.

Spørgsmål 39 (til statsministeren)

Kan statsministeren bekræfte, at der tilbage i perioden 1987-92 i hans tid som skatteminister blev taget bekræftende til genmæle i vundne sager, eksempelvis efter en enstemmig dom ved Landsretten, imod de juridiske råd fra Kammeradvokaten, Told- og Skattestyrelsen og departementet, og at der dermed var tale om en politisk og ikke juridisk afgørelse.

Svar

Der blev i perioden 1987-92 fulgt et såkaldt appelbegræsningsprincip indenfor Skatteministeriets område, hvilket nærmere omtales i besvarelsen af spørgsmål 37. Indførelsen af dette princip skal ses i lyset af, at det forinden havde været praksis at anke stort set samtlige tabte afgørelser.

Der forekom tilfælde, hvor eksempelvis sidestillede instanser nåede forskellige resultater i i øvrigt ensartede sager. I disse tilfælde var der den mulighed, enten at indbringe den tabte sag for højere instans eller at tage bekræftende til genmæle i den sag, hvor ministeriet havde fået medhold. I konsekvens af appelbegrænsningsprincippet valgtes som altovervejende hovedregel det sidste.

De hovedbetragtninger, som ligger bag appelbegrænsningsprincippet, er fortsat retningsgivende for Skatteministeriets ankepraksis.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen under spørgsmål 38.

L 175 – bilag 35

Spørgsmål 40 (til skatteministeren)

Ministeren bedes tilsende udvalget sit talepapir fra samrådet den 13. maj 2003 om samrådsspørgsmål A og B, jf. L 175 – bilag 18.

Svar

Spørgsmål A

Ministeren bedes redegøre for, hvorfor ministeren ikke af egen drift på et tidligere tidspunkt har tilsendt udvalget Landsskatterettens høringssvar til Fristudvalgets betænkning og det tilhørende lovudkast samt ministeriets kommentarer til Landsskatterettens breve, og hvorfor det ikke fremgår af ministeriets oversendelsesskrivelse af 11. februar 2003 af høringssvarene (alm. del – bilag 261) eller afsnittet i lovforslagets bemærkninger om høring henholdsvis høringsskemaet, at Landsskatteretten har været høringspart og er fremkommet med høringsindlæg. Ministeren bedes i forlængelse heraf redegøre for, hvorvidt han finder, at en sådan af egen drift manglende orientering af udvalget er i overensstemmelse med principperne og hensynene bag ordningen om, at høringssvar/-notat over lovforslag tilsendes udvalget forud for førstebehandlingen af lovforslaget.

Svar

1. Jeg vil gerne starte med at forklare noget om fremgangsmåden, når der sker høring af lovforslag. Det er en fremgangsmåde, der er beskrevet i Skatteministeriets interne lovinstruks fra august 1999.

I forbindelse med, at Departementet sender et lovforslag i ekstern høring til rådgiverorganisationer, andre ministerier mv., sendes lovforslaget ligeledes i høring internt i ministeriet. Det vil for Skatteministeriets vedkommende sige Told- og Skattestyrelsen og Landsskatteretten. Dette er en form for sidste afrunding, fordi der selvfølgelig også tidligere internt i ministeriet har været drøftelser om indholdet i et lovudkast.

På baggrund af samtlige de høringssvar, der indkommer i forbindelse med høringen, foretager Departementet en administrativ teknisk vurdering af, om der er grundlag for at foretage ændringer i lovforslaget.

Høringssvar fra eksterne høringsparter og ministeriets kommentarer hertil gengives i et høringsbilag, der indgår som bilag til lovforslaget. Bilaget samt kopi af høringssvarene oversendes til Skatteudvalget efter høringsfristens udløb.

2. Det er sædvanlig praksis, at interne høringssvar fra andre dele af Skatteministeriet eller fra andre institutioner under Skatteministeriet, der afgives i forbindelse med forberedelsen af lovforslag, ikke oversendes til Skatteudvalget.

De interne høringssvar indgår ligeledes ikke i det høringsskema, der indgår som bilag til lovforslaget. Dette svarer i øvrigt til, at høringssvar fra andre ministerier normalt ikke gengives i høringsskemaet, eller på anden måde offentliggøres.

3. Denne sag er altså behandlet i overensstemmelse med helt sædvanlig og mangeårig praksis i Departementet. En praksis, der også er fulgt under den tidligere regering. Og som jeg nævnte i starten, følger den ministeriets lovinstruks, der er også fulgt under den tidligere regering.

Jeg er imidlertid nu blevet opmærksom på, at der er tale om oplysninger, som udvalget lægger stor vægt på. Jeg beklager derfor, at udvalget ikke er gjort bekendt med de pågældende oplysninger.

Samtidig vil jeg gerne understrege, at der intet ønske er om at tilbageholde oplysninger, hvilket også fremgår af mit svar på spørgsmål 30, hvor kopi af korrespondancen er oversendt til udvalget.

L 175 – bilag 41

Spørgsmål 42 (til skatteministeren)

Ad samrådet d.d. med skatteministeren om samrådsspørgsmål C og D, jf. L 175 – bilag 38.

Ministeren bedes tilsende udvalget sit talepapir fra samrådet.

Svar

Spørgsmål C

Med henvisning til besvarelserne af spørgsmål 33-35 (L 175 – bilag 33) og spørgsmål 37 og 39 (L 175 – bilag 34) og ikke mindst i lyset af ministerens kommentar til den anonyme henvendelse til udvalget (L 175 – bilag 26), anmodes ministeren om at redegøre for, om ministeren anser sine kommentarer til den anonyme henvendelse som korrekte og fyldestgørende, eller om han med baggrund i de ovennævnte besvarelser må erkende, at kommentarerne er mangelfulde eller vildledende.

Svar

1. Lad mig slå fast med det samme, at proceduren i forbindelse med den foreslåede adgang til genoptagelse af Landsskatterettens kendelser vil være præcis som beskrevet i bemærkningerne til bestemmelsen og senere i mine svar til udvalget, herunder mine kommentarer til den anonyme henvendelse.

2. Proceduren går kort og godt ud på, at kompetencen til at træffe afgørelse om genoptagelse henlægges til Skatteministeriets departement.

Finder Departementet, at der er grundlag for at overveje genoptagelse af sagen, vil Departementet indhente en indstilling fra Kammeradvokaten samt udtalelser fra Landsskatteretten og Told- og Skattestyrelsen. På det grundlag vil Departementet herefter foretage en samlet vurdering af sagen.

3. Denne procedure svarer fuldstændig til den vurdering, der i dag foretages, når en sag anlægges ved domstolene mod Skatteministeriet, med den ene forskel, at skatteyder spares for at anlægge sagen ved domstolene.

Proceduren vil altså svare til den, der er fulgt i ministeriet i adskillige år – også under den tidligere regering.

4. Det ligger altså helt fast, at beslutningen om genoptagelse vil blive truffet af Skatteministeriets departement, og at sagerne som altovervejende udgangspunkt ikke vil blive forelagt mig.

På samme måde, som det er en fast og langvarig praksis, at beslutningerne i Skatteministeriets retssager træffes uden inddragelse af ministeren.

5. Når proceduren i forbindelse med beslutningen om genoptagelse såvel som i ministeriets retssager generelt er fastlagt på denne måde, er det fordi, at der vil være tale om en ren juridisk vurdering.

Jeg går ud fra, at dette ligeledes er begrundelsen for, at denne procedure også er fulgt af tidligere ministre.

6. Proceduren er altså, at Departementet, som jeg netop har beskrevet, træffer afgørelse om genoptagelse uden min inddragelse.

Men som alle afgørelser på ministeriets område træffes afgørelserne naturligvis under sædvanligt ministeransvar.

7. I de få tilfælde, hvor ministeriet kan forventes at træffe beslutning om at genoptage sagen, vil sagerne desuden have en sådan karakter, at de altid vil blive fulgt op af en kommentar fra ministeriet. Kommentaren vil tjene til, at ikke alene beslutningen om genoptagelse men også begrundelsen for denne beslutning bliver offentligt bekendt.

8. Proceduren i forbindelse med eventuel genoptagelse af en afgørelse fra Landsskatteretten vil – som jeg allerede har været inde på - svare til den vurdering, der foretages, når sagen anlægges ved domstolene.

Den procedure, der generelt følges i forbindelse med administrationen af retssagerne er derfor selvfølgelig relevant i forhold til det forslag, der nu ligger.

Jeg skal dog samtidig gøre opmærksom på, at de procedurer, der i dag følges - og som i øvrigt er de samme, som blev fulgt under den tidligere regering – ikke er helt de samme som de procedurer, der er beskrevet i svaret på udvalgets spørgsmål 37-39 vedrørende perioden 1987-92.

9. Det vil derfor efter min opfattelse give et langt mere klart billede af, hvad der ligger i forslaget, hvis vi koncentrerer os om, hvordan procedurerne er og hvordan de vil blive fastlagt for fremtiden frem for, hvordan de var før i tiden.

En procedure hvor Departementet uden min medvirken kan lukke en sag, inden den er anlagt ved domstolene, hvis det står klart, at Skatteministeriet ikke kan forvente at få medhold af domstolene.

Spørgsmål D

Ministeren bedes redegøre for baggrunden for, at ministeren mere end 10 år efter, jf. svaret på spørgsmål 38 (l 175 – bilag 34), ønsker at hemmeligholde indstillingerne til den daværende skatteminister, når forløbet dengang har afgørende betydning for at vurdere rækkevidden af den bemyndigelse, som ministeren nu beder om i L 175, og er afgørende for at vurdere, om ministeren har givet korrekte og fyldestgørende svar til udvalget.

Svar

1. De interne overvejelser i ministeriet vedrørende ministeriets retssager, herunder ministeriets overvejelser i samråd med ministeriets advokat om, hvorvidt en retssag bør føres, er ikke undergivet offentlig indsigt.

Det følger således af offentlighedsloven, at myndigheders brevveksling med sagkyndige – eksempelvis Kammeradvokaten – er undtaget fra aktindsigt.

2. Folketinget har herved givet mulighed for, at en myndighed – på samme måde som borgeren - kan drøfte spørgsmål i relation til verserende eller kommende retssager med fx Kammeradvokaten, uden at offentligheden får kendskab til disse overvejelser.

3. Det har på denne baggrund været Skatteministeriets faste praksis, at de interne indstillinger i forbindelse med ministeriets retssager ikke udleveres.

Det er i den forbindelse ikke afgørende, hvor langt tilbage i tid de pågældende sager ligger.

4. Desuden vil jeg gerne gentage det, jeg allerede har givet udtryk for i mit svar på spørgsmål C nemlig, at de procedurer, der er relevante for forslaget, må være de procedurer, der bliver fulgt i dag og vil blive fulgt i fremtiden. Og ikke procedurer, der ligger mere end 10 år tilbage i tid.

L 219 – bilag 22

Spørgsmål 41 (til skatteministeren)

Kan ministeren bekræfte, at udligningen mellem velstillede og dårligt stillede finder sted ved den fælles finansiering af velfærdssamfundet, og at denne udligning forringes, når det offentlige finansiering formindskes, og at dette er vejen til »minimalstaten«.

Svar

Nej. Den historiske lære er tværtimod, at omfattende statsindblanding i økonomien først og fremmest er gået ud over velfærden for de dårligst stillede. Levestandarden i vor del af verden er væsentlig højere end i lande med mindre privat initiativ og markedsøkonomi.

L 219 – bilag 39

Spørgsmål 49 (til skatteministeren)

Ministeren bedes venligst fremkomme med en grundig redegørelse for sit svar på spørgsmål 41, jf. bilag 22, herunder fremkomme med fyldestgørende dokumentation for sin påstand om »den historiske lære«.

Svar

Mit svar på spørgsmål 41 med henvisning til den historiske lære – om at omfattende statsindblanding i økonomien først og fremmest er gået ud over velfærden for de dårligst stillede – bedes der nu grundigt redegjort for.

Jeg kan henvise til de østeuropæiske lande, der netop er blevet optaget i EU. Samtlige af disse lande med tidligere omfattende statsindblanding har en langt lavere økonomisk velstand end de vesteuropæiske lande – herunder Danmark. Jeg kan henvise til Rusland, til Kina, og til Nordkorea. Det er alle lande, der har – eller har haft – omfattende statsindblanding i økonomien, og det er alle lande med en markant lavere levestandard end lande med en væsentlig markedsøkonomi – herunder Danmark. Det gælder for befolkningen generelt som for de dårligst stillede.

En bastant offentlig sektor er således ingen garanti for social sikring af de dårligst stillede.

L 219 – bilag 55

Spørgsmål 63 (til skatteministeren)

Med henvisning til samrådet d.d. bedes ministeren oplyse, om ministeren kan bekræfte, at udligningen mellem velstillede og dårligt stillede finder sted ved den fælles finansiering af velfærdssamfundet, og at denne udligning forringes, når den offentlige finansiering formindskes.

Svar

Hvis spørgeren mener, om skattelettelser finansieret med nedskæringer for de dårligst stillede betyder mindre indkomstudligning, kan man da godt tænke sig det. Men lad mig slå meget fast, at regeringens forslag til lavere skat på arbejde ikke er finansieret med nedskæringer for de dårligst stillede. Tværtimod lægger vi op til en klar prioritering især af de mellemste og de mindste indkomster.

Beretning afgivet af Skatteudvalget den 26. maj 2003

Beretning

om

Lovkvalitet og ministres betjening af Folketinget

1. Udvalgets behandling af sagen

Baggrunden for denne beretning er udvalgets behandling af lovforslagene nr. L 175 og L 219, hvor der i udvalget har været rejst spørgsmål om skatteministerens manglende oversendelse af høringssvar og om karakteren af skatteministerens svar.

Udvalget har behandlet sagen i 1 møde.

Som bilag til beretningen er optrykt udvalgsbilag af relevans for sagen, som der er henvist til i beretningen.

2. Generelt om lovkvalitet og ministres betjening af Folketinget

Folketinget har i fuld enighed gennem en længere årrække været stærkt optaget af at sikre den bedst mulige lovkvalitet og har gennem årene taget en lang række initiativer for at sikre rammerne for, at det også sker i praksis.

Det stiller store krav til kvaliteten af arbejdet med lovbehandlingen hos ministrene og i ministerierne, i Folketingets sekretariater og hos Folketingets medlemmer. Det forudsætter bl.a., at ministrene oversender høringssvar til Folketinget og i deres kommentarer hertil giver saglige, fyldestgørende og korrekte svar, som et vigtigt grundlag for Folketingets udvalgsbehandling af lovgivningen.

Endvidere forudsætter det, at spørgsmål stillet gennem udvalgene til ministrene bliver besvaret både korrekt og fyldestgørende, for at Folketinget kan danne sig et så præcist billede af lovforslags konsekvenser som muligt, herunder den fremtidige anvendelse og fortolkning af de enkelte lovbestemmelser.

For så vidt angår høringer vedrørende lovforslag, henvises også til Folketingets Parlamentariske Afdelings notat af 12. maj 2003 om høringer vedrørende lovforslag samt spørgsmålet om Landsskatterettens placering i skattesystemet m.v., udarbejdet i forbindelse med udvalgets behandling af lovforslag nr. L 175, jf. L 175 – bilag 25.

3. Politiske udtalelser vedrørende behandlingen af lovforslag nr. L 175 og L 219

Udvalget bemærker følgende til behandlingen af lovforslag nr. L 175 og L 219

Lovforslag nr. L 175

Skatteudvalget har under udvalgsbehandlingen af lovforslag nr. L 175 spurgt indgående til konsekvenserne af den foreslåede bemyndigelse til skatteministeren i skattestyrelseslovens § 32, 2. og 3. pkt., om ret til at genoptage kendelser afsagt af Landsskatteretten og ændre dem til fordel for den skattepligtige uden om domstolene (lovforslagets § 1, nr. 1), jf. spørgsmål 25. Skatteministeren har ikke i sit svar til udvalget givet Folketinget oplysninger om høringssvar afgivet af Landsskatterettens præsident om den foreslåede lovbestemmelse, jf. L 175 – bilag 10.

Først da udvalget modtog et anonymt brev fra en angiveligt mangeårig juridisk medarbejder i Skatteministeriets departement, blev udvalget gjort opmærksom på høringssvarene fra Landsskatteretten, som indeholder kraftig afstandtagen fra den foreslåede bestemmelse, jf. L 175 – bilag 17 og 22. Endvidere blev der i det anonyme brev udtrykt bekymring for bemyndigelsens konsekvenser på en række områder.

I sine kommentarer til det anonyme brev tilbageviser skatteministeren brevskriverens bekymringer, jf. L 175 – bilag 26. Efterfølgende har skatteministeren i sine besvarelser på opfølgende spørgsmål fra udvalget oplyst, at tilsvarende bemyndigelser til ministeren tilbage i perioden 1987-92 blev administreret efter de principper, som efter et flertal i udvalgets opfattelse (S, SF, RV, EL og KRF) svarer til dem, som brevskriveren giver udtryk for i sin henvendelse, jf. L 175 – bilag 34.

Skatteministeren ønsker dog ikke at oplyse udvalget om, hvorvidt den daværende skatteminister tilbage i perioden 1987-92 fulgte de sagkyndiges juridiske råd, eller om der blev truffet politisk beslutning af den daværende skatteminister imod de juridiske råd om anke af skattesager eller om at tage bekræftende til genmæle, jf. ministerens svar på spørgsmål 38 (L 175 – bilag 34). Skatteministeren har alene henholdt sig til, at den form for rådgivning af en minister ikke er omfattet af aktindsigt efter offentlighedslovens regler, og at oplysningerne uafhængigt af meroffentlighedsprincippet i henhold til Skatteministeriets praksis heller ikke udleveres. Udvalget har under udvalgsbehandlingen ikke bedt skatteministeren om, at de konkrete skriftlige indstillinger til den daværende skatteminister skulle oversendes til udvalget, men har alene bedt skatteministeren oplyse, om de juridiske instillinger er fulgt af den daværende skatteminister. Skatteministeren har som nævnt ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.

Skatteministeren har dog i sit svar på spørgsmål 36, jf. L 175 – bilag 33, oplyst, at det ikke vil være udelukket, at ministeren med hensyn til den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i lovforslaget inddrages i sagen på grund af sagens karakter eller forholdene i øvrigt.

Konklusionen på skatteministerens betjening af Skatteudvalget vedrørende L 175 er herefter

Skatteministeren undlod at oversende høringssvar fra Landsskatteretten.

Skatteministeren oplyste ikke om høringssvarene fra Landsskatteretten på trods af indgående spørgsmål om den i lovforslaget foreslåede bemyndigelse til skatteministeren, der vedrører Landsskatterettens høringssvar.

Skatteministeren har efterfølgende over for udvalget beklaget den manglende oversendelse af høringssvarene fra Landsskatteretten, jf. L 175 – bilag 35, og har oplyst udvalget om, at han ikke personligt var bekendt med høringssvarene ved lovforslagets fremsættelse, og at Skatteministeriets senere orientering af skatteministeren om Landsskatterettens synspunkter ikke havde en sådan karakter, at skatteministeren fandt anledning til at reagere over for udvalget, jf. ministerens svar på spørgsmål 32 (L 175 – bilag 27). Skatteministeren understreger, at der ikke hidtil har været praksis for at oversende interne høringssvar til udvalget, og har endvidere givet tilsagn om, at han vil bede sit ministerium om at udarbejde et beslutningsgrundlag, som kan danne grundlag for en drøftelse mellem Skatteudvalget og skatteministeren om klarere regler for, hvad der i fremtiden skal oversendes til udvalget, og hvad der ikke skal.

Lovforslag nr. L 219

Under Skatteudvalgets behandling af lovforslaget er de samfundsmæssige konsekvenser af lovforslaget forsøgt belyst gennem en række spørgsmål.

I en række tilfælde har skatteministerens besvarelser haft en karakter, som ikke har bidraget til den belysning, som spørgerne har forsøgt at fremskaffe gennem deres spørgsmål. Som et eksempel herpå kan henvises til spørgsmål 41, der er fulgt op af udvalget med et yderligere spørgsmål 49, jf. L 219 – bilag 22 og 39. Besvarelsen af det ønskede er kommet som skatteministerens svar på det præciserende spørgsmål 63, jf. L 219 – bilag 55.

Konklusionen på skatteministerens betjening af Skatteudvalget vedrørende L 219 er herefter

Ovennævnte procedure har bidraget til at gøre arbejdet unødvendigt besværligt.

Samlet konklusion vedrørende behandlingen af lovforslag nr. L 175 og L 219

Udvalget opfordrer skatteministeren til – gennem drøftelse med udvalget på baggrund af Folketingets Parlamentariske Afdelings notat af 12. maj 2003 om høringer vedrørende lovforslag samt spørgsmålet om Landsskatterettens placering i skattesystemet m.v. – at sikre, at den fremtidige betjening lever op til Folketingets målsætning om god lovkvalitet, der forudsætter en ministerbetjening med oversendelse af høringssvar samt korrekte og fyldestgørende kommentarer til henvendelser og besvarelser af stillede spørgsmål.

Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) bemærker, at skatteministeren med hensyn til L 175 har oplyst, at proceduren for den foreslåede bestemmelse i skattestyrelseslovens § 32, 2. og 3. pkt., vil være den samme, som i adskillige år har været fulgt i administrationen af retssager, hvor skatteministeren som udgangspunkt ikke er inddraget, jf. L 175 – bilag 41.

Et andet mindretal i udvalget (S, SF og EL) understreger, at når mindretallet har fundet det nødvendigt at tage et så usædvanligt skridt som at afgive en beretning om udvalgsbehandlingen af to konkrete lovforslag, skyldes det tilbagevendende problemer med at få skatteministeren til at være konkret og afgive retvisende og fyldestgørende svar. Derfor er der behov for en generel opstramning af skatteministerens betjening af Skatteudvalget. Det gælder ikke mindst skatteministerens besvarelser i samråd, hvor svarene ofte er ukonkrete og direkte intetsigende.

P.u.v.

Jens Peter Vernersen

Formand