Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om udryddelse af kæmpebjørneklo
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 71
Bilagsnr.
Titel
1
Pressemeddelelse fra Miljøministeriet – »Frontalt angreb på Kæmpe Bjørneklo«
2
Spm. 1 om bidrag til beretning, til miljøministeren
3
Svar på spm. 1 om bidrag til beretning, fra miljøministeren
4
Beretningsbidrag
5
Beretningsbidrag
6
1. udkast til beretning
Beretning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 1. oktober 2003
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om udryddelse af kæmpebjørneklo
[af Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Martin Lidegaard (RV), Pernille Blach Hansen (S), Jørn Jespersen (SF) og Mogens Nørgård ;Pedersen (KRF)]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 21. januar 2003 og var til 1. behandling den 26. februar 2003. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 12 møder.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
2. Udtalelse fra miljøministeren
Miljøministeren har over for udvalget oplyst følgende
Baggrund
Kæmpebjørneklo kommer fra Kaukasus og kom til Danmark omkring 1860. I de første ca. 100 år holdt planten sig til planteskoler og haver. Dernæst skete der en nærmest eksplosiv spredning af planten, som i dag kan findes over hele landet.
Kæmpebjørneklo hører til den gruppe af ikke hjemmehørende arter, der kan karakteriseres som invasive. Det vil sige, at planten kan invadere naturlige plantesamfund og her fortrænge de naturligt hjemmehørende arter. På natur- og halvnaturarealer kan planten etablere sig og danne store, tætte bestande. Når man ser ind i en bevoksning af kæmpebjørneklo, ser man, at der under de 2-4 m høje planter stort set hverken er andre planter eller dyr.
Kæmpebjørneklo kan ikke anses for at være et problem på landbrugsjorden, idet planten ikke kan etablere sig, hvis der foretages jordbehandling, eller jorden afgræsses. Hvis jorden braklægges eller af anden grund tages ud af landbrugsmæssig drift, kan planten etablere sig. Hvis jorden igen tages i drift, vil dette forhindre planten i at genetablere sig, og planten giver således ikke anledning til driftstab på landbrugsjord.
Kæmpebjørneklo er en toårig plante. Det vil sige, at planten første år spirer frem, sætter en bladroset og opmagasinerer næring i roden. Det følgende år bruger planten den oplagrede næring til hurtigt at blive en stor, blomstrende plante, der kan sætte op til 12.000 spiringsdygtige frø. En del af disse frø spirer det følgende år, resten i løbet af de kommende ca. 10 år.
Hvis en bestand af kæmpebjørneklo skal bekæmpes effektivt, kræver det, at man dels foretager bekæmpelse mindst 2 gange om året for at fjerne alle planter, dels fortsætter bekæmpelsen i op til 10 år. Erfaringen tyder på, at man efter ca. 3 år får en tydelig reduktion i antal planter, der spirer frem, men da frøene kan bevare spiringsevnen i op til 10 år, skal bekæmpelse fortsætte i hele denne periode.
Bekæmpelse af kæmpebjørneklo er yderligere besværliggjort af, at hvis man får plantens saft på huden, kan det, i kombination med sollys, give smertefulde vabler og sår. Bekæmpelse af kæmpebjørneklo kræver således vedholdenhed og kendskab til, hvordan man undgår at komme til skade.
Indsats
Hvilken metode, man vælger til bekæmpelse af kæmpebjørneklo, afhænger oftest af antallet af planter. Miljøministeriet har udgivet en folder med bekæmpelsesmetoder og har på hjemmesiden yderligere information om både pesticidfri bekæmpelse og om brug af pesticider mod kæmpebjørneklo. Uanset hvilken bekæmpelsesmetode man vælger, kræver en effektiv bekæmpelse af planten, at man kan bekæmpe alle planter i en bestand.
Miljøministeriet har gennem længere tid har været i dialog med Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Dansk Landbrug og Dansk Skovforening med henblik på at finde en model til løsning af det forhold, at man ofte finder bestande af kæmpebjørneklo på arealer – f.eks. langs vandløb og veje – hvor der er flere ejere, private som offentlige. Hvis blot en af ejerne ikke bekæmper planten på sit areal, vil det arbejde, de øvrige lodsejere udfører, højst reducere plantens mulighed for spredning. Miljøministeren er indstillet på at inddrage natur- og miljøorganisationer i dette arbejde.
Når Pesticidaftalen mellem staten, amterne og kommunerne er evalueret, vil erfaringer fra samtlige kommuner være tilgængelige, og en landsdækkende status for bekæmpelsen af kæmpebjørneklo vil være tilgængelig.
3. Politiske bemærkninger
Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) støtter det af miljøministeren anførte.
Et andet mindretal i udvalget (S, SF, RV og KRF) opfordrer regeringen til at indkalde Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, landbrugets organisationer, natur- og miljøorganisationerne samt relevante faglige organisationer til en snarlig drøftelse af, hvorledes man bl.a. ved en frivillig indsats kan få bugt med kæmpebjørneklo. Der er således tale om en videreførelse og intensivering af det samarbejde, som miljøministeren allerede har taget initiativet til.
Det er disse partiers holdning, at man bør undgå anvendelse af pesticider i bekæmpelsen af kæmpebjørneklo.
Regeringen opfordres derfor til at iværksætte en frivillighedskampagne med henblik på at sikre befolkningen det størst mulige medejerskab til bekæmpelse af kæmpebjørneklo, bl.a. gennem helt konkret arbejde.
Regeringen opfordres endvidere til at afsætte en mindre pulje til støtte for diverse folkelige initiativer i kampen mod kæmpebjørneklo og eventuelt nyt informationsmateriale, f.eks. en hjemmeside, hvor gode erfaringer med bekæmpelsesarbejdet formidles.
Endelig opfordrer S, SF, RV og KRF regeringen til at fremlægge udkast til lovgivning, der forpligter til udryddelse af forekomst af kæmpebjørneklo i Danmark, jf. den eksisterende lovgivning mod flyvehavre. Der skal under alle omstændigheder en omfattende, fælles indsats til, men efter at forekomsten af kæmpebjørneklo er minimeret eller umiddelbart elimineret gennem den foreslåede indsats, vil der fortsat være behov for at holde øje med nye forekomster af arten fra frø i jorden eller utilsigtet import med henblik på at reagere hurtigt og konsekvent, inden den igen når at brede sig.
Efter 3 år skal den samlede indsats evalueres.
P. u. v.
Eyvind Vesselbo
formand