Legislator Case Law & Legislation
20021EB00364 DK

Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod import og handel med skind, pelse og produkter fremstillet af kæledyr

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Beretning over beslutningsforslag 2002 54 Valid

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 54

Bilagsnr.

Titel

1

Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af forslaget

2

Tidsplan for udvalgets behandling af forslaget

3

Spm. 1, om der i lovgivningen er en klar afgrænsning af, hvilke arter betegnelsen »kæledyr« omfatter, til justitsministeren

Spm. 2 om regler for import af og handel med skind, pelse og produkter fra kæledyr, til justitsministeren

4

Spm. 3 om kriminalisering af handel med og import af skind fra katte og hunde, til justitsministeren

Spm. 4 om anvendelse af skind, der stammer fra vilde hunde, til justitsministeren

Spm. 5 om anvendelse af skind af dyr af kattefamilien, til justitsministeren

Spm. 6 om kriminalisering af handel med og import af pelsprodukter, som stammer fra katte og hunde, til justitsministeren

5

Svar på spm. 3 om kriminalisering af handel og import af skind fra katte og hunde, fra justitsministeren

Svar på spm. 4 om anvendelse af skind, der stammer fra vilde hunde, fra justitsministeren

Svar på spm. 5 om anvendelse af skind af dyr af kattefamilien, fra justitsministeren

Svar på spm. 6 om kriminalisering af handel med og import af pelsprodukter, som stammer fra katte og hunde, fra justitsministeren

6

Svar på spm. 4 om anvendelse af skind, der stammer fra vilde hunde, fra justitsministeren

7

Svar på spm. 1, om der i lovgivningen er en klar afgrænsning af, hvilke arter betegnelsen »kæledyr« omfatter, fra justitsministeren

Svar på spm. 2 om regler for import af og handel med skind, pelse og produkter fra kæledyr, fra justitsministeren

8

1. udkast til betænkning

9

1. udkast til beretning

Beretning over beslutningsforslag 2002 54 Valid

Beretning afgivet af Retsudvalget den 20. marts 2003

Beretning

over

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod import og handel med skind, pelse og produkter fremstillet af kæledyr

[af Christian H. Hansen (DF) m.fl.]

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 10. december 2002 og var til 1. behandling den 30. januar 2003. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 6 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Politiske bemærkninger

Udvalget har med tilfredshed noteret sig, at justitsministeren under behandlingen af beslutningsforslaget har tilkendegivet, at ministeren vil fremsætte lovforslag i denne samling om forbud mod import af og handel med skind fra hunde og katte. Justitsministeren har således den 14. marts 2003 sendt et udkast til lovforslag om forbud mod erhvervsmæssig indførsel og produktion af samt handel med skind og skindprodukter fra hunde og katte i høring. Efter lovudkastet forbydes erhvervsmæssig indførsel og produktion af samt handel med hunde- og katteskind og produkter, hvori sådanne skind indgår. Formålet hermed er at hindre, at der i Danmark fremstilles hunde- og katteskind og produkter, hvori hunde- og katteskind indgår. Det er ligeledes formålet at hindre, at en sådan produktion i udlandet understøttes, ved at varer herfra erhvervsmæssigt indføres og handles på det danske marked. Efter det oplyste forventes lovforslaget fremsat den 27. marts 2003.

Et mindretal i udvalget (DF) bemærker herudover, at Dansk Folkepartis beslutningsforslag også omfatter skind og pelse fra andre kæledyr end hunde og katte, og at Dansk Folkeparti ikke vil være afvisende over for eventuelt på et senere tidspunkt at drøfte, om lovgivningen bør udvides til at omfatte andre dyr end hunde og katte. Dansk Folkeparti er imidlertid yderst tilfreds med, at Dansk Folkepartis beslutningsforslag har bevirket, at forholdene for dyr på et så centralt punkt bliver markant forbedret.

Et andet mindretal i udvalget (EL) bemærker, at Enhedslisten tilslutter sig første afsnit i beretningen, under forudsætning af at en række grundlæggende problemer i justitsministerens lovforslag om forbud mod import af og handel med skind fra hunde og katte løses.

Enhedslisten vil ikke støtte et lovforslag, som er til gene for etniske grupper rundtomkring i verden, som på sympatisk og etisk forsvarlig vis udnytter skind fra tamme hunde eller katte eller deres slægtninge. Herunder må lovforslaget ikke indeholde bestemmelser, der kommer til at pålægge producenter af skind omkostninger. Det er også vigtigt, at lovforslaget ikke bidrager til, at folk, som bærer skind, som er fremkommet på etisk forsvarlig vis, mistænkeliggøres, eller fører til, at disse mennesker bliver udsat for overgreb og tilbageholdelse fra myndigheders side.

Enhedslisten ved, at det er helt almindeligt i Grønland at anvende skindet fra udtjente slædehunde og fra hvalpe af slædehunde, der ikke kommer i brug og derfor aflives. Det er meget sympatisk, at de således udnytter ressourcerne, i stedet for at de skal gå til spilde. Enhedslisten vil ikke være med til at genere disse gæve grønlændere, når de møder op i Københavns Lufthavn iført hundeskindsbukser eller i bagagen medbringer deres hundeskindsluffer. Enhedslisten vil ikke være med til at kriminalisere f.eks. grønlændere og vil ikke have, at de risikerer, at deres bukser bliver tilbageholdt.

Enhedslisten kan støtte et lovforslag, hvis det forebygges grundigt, at dette her bliver »sagen med babysælerne« om igen. Det drejede sig som bekendt om, at babysæler blev myrdet på bestialsk vis i Canada for omkring 20 år siden, og da det blev almindeligt kendt, bl.a. med Greenpeaces mellemkomst, blev sælskind i almindelighed bandlyst. Det har trukket dybe spor i den grønlandske økonomi lige siden, fordi deres eksport af sælskindsprodukter blev ødelagt i mange år, og det har kostet megen tid og mange penge at skabe et sælskindsmarked igen. Desuagtet at de grønlandske sæler fanges og aflives på etisk forsvarlig vis. Desuagtet at babysælskind ikke på nogen måde ligner sælskind fra voksensæler.

Der kan nemt være mange andre etniske grupper rundtomkring i verden, som bruger skind fra den domesticerede hund eller den domesticerede kat eller fra nogle af deres vildtlevende slægtninge, der ligner dem. Enhedslisten har bedt justitsministeren om at undersøge det, så det kan forebygges, at en eventuel vedtagelse af et lovforslag kommer til at genere disse grupper, men justitsministeren er endnu ikke vendt tilbage med et svar med indhold. Der er ligeledes ikke kommet svar på Enhedslistens spørgsmål vedrørende grønlænderes brug af hundeskind.

Man må i øvrigt ikke glemme at feje for egen dør og sørge for, at de produktionsdyr, der er i varetægt her i Danmark, bliver behandlet forsvarligt hvad de ikke gør i dag, selv om det ikke på nogen måde kan sammenlignes med det, der åbenbart sker med hunde i Kina.

P. u. v.

Anne Baastrup

formand

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →