Legislator Case Law & Legislation
20021DB00516 DK

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af frihed for kommunerne til at give supplerende tandplejetilbud

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Betænkning over beslutningsforslag 2002 15 Valid

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 15

Bilagsnr.

Titel

1

Spm. 1 om evalueringsrapport for lignende forsøg i Herlev og Ballerup Kommuner, til indenrigs- og sundhedsministeren

2

Svar på spm. 1 om evalueringsrapport for lignende forsøg i Herlev og Ballerup Kommuner, fra indenrigs- og sundhedsministeren

3

Talepapir fra Tandlægernes Nye Landsforening ved foretræde 20/11-02

4

1. udkast til betænkning

Betænkning over beslutningsforslag 2002 15 Valid

Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 30. april 2003

Betænkning

over

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af frihed for kommunerne til at give supplerende tandplejetilbud

[af Lone Møller (S) m.fl.]

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 22. oktober 2002 og var til 1. behandling den 31. oktober 2002. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundhedsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Deputationer

Tandlægernes Nye Landsforening har mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget finder, at tanken om at kunne give yderligere hjælp til de svage grupper i vores samfund, falder godt i tråd med Dansk Folkepartis politik.

Da det foreliggende forslag vil betyde væsentlige merudgifter for det offentlige – ikke kun for kommunerne, men også for amterne i form af øget sygesikringstilskud – vil man her selvfølgelig forvente, at staten yder kompensation for disse udgifter. Det fremgår imidlertid ikke af beslutningsforslaget, hvor Socialdemokratiet vil finde de mange millioner.

Forudsætningen for forslaget er, at det kun implementeres i 30 kommuner, men der er 271 kommuner. Forudsætningen skal selvfølgelig være, at der skal være afsat penge til alle kommuner. Dansk folkeparti ønsker ikke at lave forskel.

Det kan undre Dansk Folkeparti, at Socialdemokratiet nu fremsætter forslaget, for i efteråret 2000 udtrykte den daværende socialdemokratiske sundhedsminister, Sonja Mikkelsen, sympati for et oplæg fra Tandlægernes Nye Landsforening, der gav mulighed for kommunal tandpleje til socialt svage borgere og pensionister.

Sundhedsminister Sonja Mikkelsen fandt dog ikke, at der var økonomisk mulighed for at gennemføre det.

Dansk folkeparti er ikke positivt indstillet over for dette beslutningsforslag, da forslagsstillerne ikke har fundet de nødvendige midler til alle kommunerne. Så Dansk Folkeparti siger nej til forslaget.

Et andet mindretal i udvalget (S, RV og KRF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget undrer sig over, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke kan tilslutte sig dette forslag. Regeringen og Dansk Folkeparti har tidligere ønsket mere frit valg på tandplejeområdet og er i dette folketingsår med til at gennemføre L 170, der gør det muligt for børn at fravælge den kommunale skoletandpleje og i stedet benytte sig af et privat tilbud.

Derfor forekommer det mærkeligt, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke er parate til at lade det frie valg gå den anden vej og tillade, at kommunerne kan etablere tandplejetilbud til dem af deres borgere, der har et særligt behov.

Den kommunale tandpleje er en af de største succeser i dansk forebyggelsespolitik. Halvdelen af de danske unge forlader folkeskolen uden huller. Der er god grund til at glæde sig over denne succes, som blandt andet skyldes det opsøgende arbejde.

Der er desværre nogle borgere, der ikke har haft glæde af stigningen i tandsundhed, og det er selvfølgelig dem, der er blevet voksne, før børnetandplejen blev indført, og borgere, der ikke har haft økonomisk mulighed for at søge regelmæssig tandpleje. Nogle af dem har en meget dårlig tand- sundhed, og det er dem, som dette forslag retter sig imod.

Mange ældre mennesker har aldrig haft glæden af en ordentlig tandpleje. Da de var børn og skulle lære gode tandvaner, var der ikke nogen hjælp at hente, og nogle af dem har en meget lille viden om, hvordan de skal passe på deres tænder. De har aldrig modtaget tandpleje i det fornødne omfang, og de har aldrig gået til regelmæssig kontrol hos tandlægen. Derfor er det også en gruppe med meget ringe tandsundhed, men det betyder ikke, at der ikke kan gøres noget for at hjælpe dem.

Forsøg fra Herlev og Ballerup Kommuner viser, at der er god grund til at give kommunerne mulighed for at etablere et supplerende tandplejetilbud til borgere med særlige behov. Forsøgene har vist, at det er muligt at gøre ældre mere opmærksomme på tandsundhed, og at det kan få borgere, der ellers ikke har gået regelmæssigt til tandlæge, til at komme der jævnligt.

Resultaterne har ikke ladet vente på sig: Færre ældre har mistet deres tænder, og de ældre mennesker, der havde proteser, har fået en klar forbedring. Det har også betydet en bedre livskvalitet for dem, der ikke har mistet deres tænder, og en besparelse, fordi det har været muligt at nedbringe antallet af store og kostbare behandlinger. Det er blandt andet den opsøgende funktion, der har været en del af grunden til forsøgets succes – en succes, som Socialdemokratiet mener at kommuner overalt i landet bør have muligheden for at efterligne.

Det burde glæde regeringen, at der er frit valg mellem den kommunale og den private tandlæge i dette forslag, således at borgere, der har behov for et opsøgende, supplerende tandplejetilbud, selv kan vælge, om de ønsker hjælp fra de private eller de kommunale tandlæger.

Socialdemokratiet ønsker at mindske den ulighed, der er i tandsundhed – både den ulighed, der hersker mellem aldersgrupperne, og den ulighed, der kommer af forskellig økonomisk formåen. Socialdemokratiet mener, at dette forslag er et vigtigt skridt på vejen, og vil arbejde for at sikre tilslutning til forslaget i næste samling.

Et tredje mindretal i udvalget (SF) vil redegøre for sin stilling til beslutningsforslaget ved 2. behandling.

Enhedslisten, Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemningen i Folketingssalen.

Hans Andersen (V) Ester Larsen (V) Preben Rudiengaard (V) Jørgen Winther (V) nfmd. Birthe Skaarup (DF) fmd. Anita Knakkergaard (DF) Else Theill Sørensen (KF) Pia Christmas‑Møller (KF) Tove Videbæk (KRF) Jette Bergenholz Bautrup (S) Lars Kramer Mikkelsen (S) Lone Møller (S) René Skau Björnsson (S) Sophie Hæstorp Andersen (S) Lene Garsdal (SF) Kamal Qureshi (SF) Naser Khader (RV)

Enhedslisten, Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

55

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

2

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →