Legislator Case Law & Legislation
20021BB00175 DK

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et »førkommissionsudvalg« vedrørende folkekirkens fremtidige forhold til staten

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2002 175 Valid

Fremsat den 23. maj 2003 af Karen J. Klint (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Mette Frederiksen (S),

Pernille Blach Hansen (S), Lone Møller (S), Grete Schødts (S) og Arne Toft (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om nedsættelse af et »førkommissionsudvalg « vedrørende

folkekirkens fremtidige forhold til staten

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af oktober 2003 at nedsætte et tværgående og bredt sammensat udvalg, der skal have til hensigt at stå for en opsamling af de temaer og aspekter, der vil være relevante at inddrage i forbindelse med et eventuelt efterfølgende kommissionsarbejde om folkekirkens fremtidige forhold til staten og folkekirkens rolle i samfundet i øvrigt.

Kirkeministeren udformer – efter drøftelse med partierne i Folketingets Kirkeudvalg – kommissorium for udvalget og udpeger medlemmer til udvalget, så der er den ønskede bredde i udvalgets sammensætning.

Bemærkninger til forslaget

I forlængelse af Kristeligt Folkepartis beslutningsforslag nr. B 115 om nedsættelse af en kommission med henblik på at omlægge statens økonomiske støtte til folkekirken og undersøge den civile registrering og kirkeministerens lovforslag nr. L 163 om større økonomisk frihed, decentralisering af kompetence m.v. samt på baggrund af regeringens overvejelser om at ændre på de øremærkede statstilskud til folkekirken vil der være et voksende behov for at afklare de økonomiske og strukturelle forhold mellem staten og folkekirken. Der er behov for at sikre, at eventuelle fundamentale ændringer, som der kan blive tale om, gennemføres med passende hensyn til helheden i den folkekirkelige ordning.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at denne afklaring ikke alene skal ske i det af regeringen allerede nedsatte udvalg omkring bloktilskud, idet mange andre aspekter end lige de økonomiske relationer ønskes inddraget i en langsigtet ordning. Ligeledes er det forslagsstillernes holdning, at der skal være en bred, tværgående og åben debat med koordineret opsamling af temaer, forslag m.v., før der tages stilling til eventuel nedsættelse af en kommission, idet det ikke alene er Folketinget, der skal afstikke de temaer, en eventuel kommission skal behandle.

Sidste strukturkommission kom (efter 7 år) i 1971 med Betænkning nr. 610 om »Folkekirken i det moderne samfund « . Betænkningen kom lige efter kommunalreformen, og der var dengang ikke opbakning til gennemførelse af betænkningens forslag om ændringer.

I 1980’erne og 1990’erne er der gennemført en næsten total fornyelse af de kirkelige hovedlove.

Forenklingsudvalget, nedsat af kirkeministeren, har i juni 2000 afgivet Delbetænkning I, som efterfølgende er fulgt op med en række forsøg eller ændringer.

Interessen for folkekirken og dens strukturelle forhold har således løbende været meget synlig, og der har været mange debatter om, hvordan folkekirken bedst kan være folkets kirke i det 21. århundrede. Mange af disse drøftelser har dog oftest fundet sted »inden for kirkens egne mure« eller på en måde, hvor personer, der ikke dagligt forholder sig til folkekirken, ikke har fundet vej frem i debatten.

Forslagsstillerne anerkender de tidligere debatter, men ønsker med beslutningsforslaget at få bredt drøftelserne mere ud, og at der sker en samtidig opsamling af de temaer og forhold, som trænger sig på enten på grund af kirkens egne ønsker om udvikling eller på grund af ændringer i samfundsforholdene.

Aktuelt er der især fokus på

– om Folketinget lever godt nok op til grundlovens bestemmelser om, at folkekirkens forhold skal reguleres ved lov, og om de andre folkekirkelige paragraffer i grundloven trænger til en nyformulering,

– konsekvenserne af de ændringer, der er iværksat efter Forenklingsudvalgets forslag,

– ændringerne i samfundet, hvor der er mange forventninger til, at frivillige organisationer påtager sig et øget socialt ansvar,

– de udfordringer, der kan ligge i, at andre religioner/trosretninger i dag er en større del af mange menneskers hverdag, og hvad dette kan betyde for folkekirkens virke og ønsker om mere lovgivning om andre religioner/religionsfriheden,

– om der er forhold i det europæiske eller andet internationalt samarbejde, som bør inddrages i den danske debat,

– folkekirkens varetagelse af civilretlige opgaver såsom civil registrering og begravelsesforhold.

Men der er givet flere forhold, som bør tages med i debatterne. Derfor er det nødvendigt at opbygge en så bred debat som muligt. En debat, hvor også almindelige medlemmer af folkekirken kan komme til orde. En debat, hvor de mange frivillige kirkelige organisationer inddrages. En debat, hvor der også er plads til, at personer, der ikke er medlemmer af folkekirken, kan udtrykke deres ønsker ud fra grundlovens bestemmelser om religionsfrihed.

Udvalgets opgave

Det foreslåede udvalg skal således sikre, at der kommer en bred debat, og at der sker en koordineret opsamling af temaer, forslag m.v.. Opsamlingen foreslås udgivet i et temakatalog, hvor de forskellige problemforhold konkretiseres i relation til hvert tema. Udvalget skal ikke komme med anbefalinger, men alene tydeliggøre de ønsker, der kommer frem i debatten, og påpege nogle af de afledte konsekvenser heraf.

Udvalget skal sikre, at debatten bliver landsdækkende ved, at der afholdes minimum fire decentrale konferencer, der er tilrettelagt, så menige medlemmer af folkekirken og medlemmer af menighedsrådene og andre interesserede kan deltage. Disse konferencer bør derfor afholdes uden for almindelig arbejdstid. Udvalget samarbejder med forskellige interessenter om de aktiviteter, der bør afvikles i forløbet, og der udformes løbende en aktivitetsoversigt, der er let tilgængelig for alle interesserede.

Udvalget bør afslutte sit arbejde inden begyndelsen af folketingsåret 2006-07, hvorefter Folketinget tager stilling til, om der er behov for en mere dybtgående strukturkommission, eller om folkekirkens forhold alene kan klares via almindelig lovgivning.

Udvalget erstatter ikke den evalueringsgruppe, kirkeministeren har givet tilsagn om at nedsætte til at følge implementeringen af lovforslag nr. L 163, men kan naturligvis samarbejde med denne. Dette er der taget højde for i ovenstående forslag til tidstermin.

Udvalgets sammensætning og organisering

Forslagsstillerne anbefaler, at formanden bliver en person med stor indsigt i det folkekirkelige område, som er fortrolig med at formidle det kirkepolitiske stof samt sætte det til debat.

Sekretariatet bør udgå fra en af de folkekirkelige organisationer, der i kraft af sin størrelse i forvejen er vant til bære en administration, kan forestå research og analysearbejde, lave oplæg, tilrettelægge og afvikle konferencer og anden mødevirksomhed samt i forvejen har tilstrækkelig viden om og indsigt i hele området til at sammenfatte debatterne i temaer, der så igen – til den efterfølgende faglige og politiske proces – beskrives i en problematiserende form.

Skriftlig fremsættelse

Karen J. Klint (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et »førkommissionsudvalg« vedrørende folkekirkens fremtidige forhold til staten.

(Beslutningsforslag nr. B 175).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →