Forslag til folketingsbeslutning om inddragelse af herboende irakere i det danske civile beredskab til den demokratiske, sociale og økonomiske genopbygning af Irak
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 30. april 2003 af Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Marianne Jelved (RV) og Niels Helveg Petersen (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om inddragelse af herboende irakere i det danske civile beredskab til den demokratiske, sociale og økonomiske genopbygning af Irak
Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at tage de nødvendige initiativer, der sikrer, at alle herboende irakere
tilbydes kurser i demokratiforståelse og demokratiopbygning,
tilbydes efteruddannelseskurser, kurser og praktikophold, som er målrettet mod genopbygningsopgaver i Irak, og
får mulighed for at søge midler til konkrete genopbygnings- og demokratiseringsprojekter fra en ny demokrati- og genopbygningsfond for Irak.
Bemærkninger til forslaget
Irakere i Danmark skal bidrage til den demokratiske, sociale og økonomiske genopbygning af Irak, og Danmark skal sikre, at de får mulighed for det.
I Danmark bor der ca. 24.000 irakere. En stor del af disse ønsker enten at vende hjem til Irak eller er nødt til det som følge af, at de kun har midlertidig opholdstilladelse. Efter Det Radikale Venstres opfattelse skal irakerne først tilbage, når krigen er forbi, og når UNHCR har vurderet, at det er sikkert at vende tilbage. Det Radikale Venstre ønsker ikke at sende folk hjem med hverken håndjern eller faldskærme. Det Radikale Venstre vil hellere sende dem hjem med hænderne fulde af redskaber, som kan bidrage til en fredelig og demokratisk udvikling i Irak.
Det Radikale Venstre foreslår, at alle irakere i Danmark tilbydes en mulighed for at indgå i et civilt beredskab, der skal understøtte genopbygningen af Irak og den demokratiske udvikling. Især den sidste del er helt afgørende, hvis det skal lykkes at opbygge et frit og demokratisk Irak. I forhold hertil er ikke mindst udviklingen af et civilsamfund, herunder frie medier, foreninger og partier, afgørende.
På den baggrund foreslår Det Radikale Venstre følgende
For det første, at alle herboende irakere tilbydes kurser i demokratiforståelse og demokratiopbygning.
Formålene med disse kurser er
1. At give deltagerne en basal forståelse for værdien og indholdet af og sammenhængen mellem demokrati, friheds- og menneskerettigheder, religion og markedsøkonomi.
2. At give en forståelse af den politiske, økonomiske og sociale situation i det Irak, de vender hjem til.
3. At give mulighed for at afklare personlige værdier, mål, behov og muligheder, så deltagerne kan forberede deres tilbagevenden og så vidt muligt planlægge deres fremtid i Irak.
For det andet, at alle herboende irakere tilbydes efteruddannelseskurser, kurser og praktikophold, som er målrettet mod genopbygningsopgaver i Irak.
Formålene er
1. At støtte den enkelte herboende iraker i den forestående repatriering/tilbagevenden med henblik på reintegration i det irakiske samfund.
2. At gøre det muligt for herboende irakere at deltage i mere specifikke genopbygningsopgaver som ansatte i lokale irakiske strukturer (myndigheder, virksomheder, organisationer) og som ansatte i internationale humanitære organisationer og øvrige virksomheder, som deltager i genopbygningen af landet.
Dette skal ske inden for en ramme af en specifik og fleksibel støtteordning, som kan finansiere de målrettede uddannelsesforløb (inkl. kost, logi og lommepenge) på forskellige typer uddannelsessteder, f.eks. højskoler, daghøjskoler, flygtningecentre, sprogskoler, VUC, oplysningsforbund, tekniske skoler m.fl. samt praktikforløb på relevante danske virksomheder og i relevante danske organisationer.
For det tredje foreslås der oprettet en demokrati- og genopbygningsfond, som herboende irakere kan søge midler fra til konkrete projekter i Irak. Det er afgørende, at irakerne får mulighed for at opbygge konkrete demokratiprojekter i Irak.
Formålene er således at give mulighed for, at de tilbagevendende irakere kan være med til at skabe en åben demokrati- og debatkultur og styrke civilsamfundets røst i udviklingen af det nye Irak. Der kan f.eks. være tale om støtte til
opstart af lokale eller nationale nyhedsmedier,
opstart af foreninger, partier, forbrugerorganisationer, kvindeorganisationer, kulturforeninger m.v.,
udvikling af lokale demokratikurser,
opstart af folkelige oplysningsforbund, aftenskoler, daghøjskoler m.v.,
opbygning af idrætsklubber/foreninger,
oversættelse af relevant litteratur,
lokale kunst- og kulturprojekter.
Det enkelte projekt skal have en dansk samarbejdspartner, der kan rådgive og støtte. Det kan f.eks. være en dansk forening, organisation, myndighed eller institution.
Pengene fordeles af en Irak-fond med en lille bestyrelse bestående af f.eks. repræsentanter fra irakerne selv, de mellemfolkelige organisationer og andre danske foreninger og organisationer.
Til det samlede formål afsættes 100 mio. kr. af Mi~frestamidlerne. Forudsætningen for at få del i midlerne er naturligvis, at deltagerne i de omtalte kurser og praktikophold og ansøgerne til demokratiprojekterne i Irak erklærer sig villige til at tage hjem under de forudsætninger, der er redegjort for i repatrieringslovgivningen.
Skriftlig fremsættelse
Elsebeth Gerner Nielsen (RV)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om inddragelse af herboende irakere i det danske civile beredskab til den demokratiske, sociale og økonomiske genopbygning af Irak.
(Beslutningsforslag nr. B 163).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.