Forslag til folketingsbeslutning om gældsrådgivning for private
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 11. april 2003 af Kim Sejr (RV), Villy Søvndal (SF) og Line Barfod (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om gældsrådgivning for private
Folketinget opfordrer regeringen til at etablere en uafhængig gældsrådgivning for private som led i et forebyggende arbejde mod gældsætning. Gældsrådgivningen skal etableres som en forsøgsordning for en 3-årig periode.
Bemærkninger til forslaget
Gældsætning kan have store sociale følger, der nedsætter livskvaliteten hos den enkelte og dennes eventuelle familie, men det kan også let blive en belastning for det offentlige, når der skal iværksættes økonomiske og sociale hjælpeforanstaltninger. Desuden er gældsætning et problem for långivere som banker, realkreditinstitutter og finansieringsselskaber.
Derfor bør der iværksættes en indsats over for den del af den danske befolkning, der har et stort gældsproblem. Samfundet bør skabe forudsætningerne for, at mennesker kan komme ud af en alvorlig gældssituation.
Ud over bedre regler for gældssanering bør der satses mere på forebyggelse. Allerede i barndommen kan der gøres noget for at sikre en sund holdning til privatøkonomien. Dels kan skoleeleverne i f.eks. matematik lære at opstille et husholdningsbudget og lære noget om rentesregning, så de f.eks. kan se, hvor hurtigt gælden stiger, når renten er på 2 pct. om måneden. Dels kan man gennem brede oplysningskampagner informere om risikoen ved gældsætning.
I de øvrige nordiske lande har man en offentlig gældspolitik på samme måde, som man f.eks. har en alkoholpolitik og en narkopolitik. I Sverige er nogle banker med til at finansiere gældsrådgivning, men i Danmark er gæld et privat problem, og bortset fra muligheden for gældssanering via skifteretten er der ikke gennemført nogen politiske tiltag for at hjælpe mennesker gennem rådgivning.
Formålet med dette beslutningsforslag er således at få etableret en gældsrådgivning, hvor private kan få konkrete råd om privatøkonomiske forhold og få opstillet en plan for afvikling af gælden samt få hjælp til oprettelse af budgetkonto og indgåelse af aftaler med kreditorerne.
En sådan gældsrådgivning kunne etableres i rammer, der er adskilt fra såvel socialforvaltning som fra kreditorer både private og offentlige. Det kunne f.eks. være i Forbrugerrådets regi, og rådgivningen kunne ydes af personer med den fornødne indsigt inden for økonomi, jura, sociallovgivning og psykologi.
Det foreslås, at der afsættes midler på finansloven for 2004 til en 3-årig forsøgsordning.
Skriftlig fremsættelse
Kim Sejr (RV)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om gældsrådgivning for private.
(Beslutningsforslag nr. B 152).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.