Legislator Case Law & Legislation
20021BB00150 DK

Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af indsatsen for familien i sager om truede børn

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2002 150 Valid

Fremsat den 11. april 2003 af Tove Videbæk (KRF), Bodil Kornbek (KRF), Mogens Nørgård Pedersen (KRF) og Jann ;Sjursen (KRF)

Forslag til folketingsbeslutning

om styrkelse af indsatsen for familien i sager om truede børn

Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsåret 2003-04 at fremsætte lovforslag og foretage de nødvendige ændringer i administrative forskrifter m.v. med henblik på at styrke indsatsen for familier, herunder særligt forældre, når en kommune iværksætter forebyggende foranstaltninger eller et barn bliver anbragt uden for hjemmet efter lov om social service kapitel 8. Indsatsen skal styrkes ved at sikre,

at kommunerne altid inddrager ressourcerne i det nære miljø og lokalsamfundet ved vurderingen af, hvordan barnets eller den unges vanskeligheder kan løses,

at kommunerne skal tilbyde forældrene at udarbejde en handleplan, når der træffes beslutning om at iværksætte forebyggende tiltag over for et barn eller en familie,

at forældrene skal have tilbud om, at der udarbejdes en plan for støtte til forældrene under barnets anbringelse uden for hjemmet, inden der træffes afgørelse om at anbringe et barn eller en ung.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

1. Formålet med beslutningsforslaget

Beslutningsforslaget skal ses i sammenhæng med og som supplement til socialministerens lovforslag nr. L 137 om selvstændig handlekommune for anbragte børn samt høring og inddragelse af børn i sagsbehandlingen og forespørgsel nr. F 36 af SF, V, S, KF, RV, EL og KRF om børn anbragt uden for eget hjem.

Lovforslaget og forespørgslen sætter fokus på børns rettigheder. Det er der behov for. Dette beslutningsforslag udvider imidlertid fokus til hele familien, særligt forældrene ikke fordi forslagsstillerne ønsker forældrenes rettigheder styrket på bekostning af børnenes retsbeskyttelse, men fordi det er i børns interesse, at deres forældre får hjælp.

2. Beslutningsforslagets indhold

Beslutningsforslaget går ud på at sikre, at kommunerne altid udnytter de ressourcer, der er i barnets familie og nære miljø, sådan som kommunerne allerede i dag bør gøre uanset om der er tale om forebyggende foranstaltninger eller anbringelse uden for hjemmet. Det kan for eksempel ske ved, at der gøres øget brug af familierådslagningsmodellen. Det kan desuden ske ved, at det i selve lovteksten bliver præciseret, at kommunerne altid skal vurdere, om barnet kan anbringes hos familie eller andre, som barnet i forvejen kender og har tillid til.

Efter forslaget skal kommunerne i modsætning til i dag altid tilbyde forældrene en handleplan, når der iværksættes forebyggende foranstaltninger over for et barn eller en familie. Handlingsplanens indhold bør følge anvisningerne i servicelovens generelle bestemmelse om handleplaner, jf. lov om social service § 58 a, stk. 5. Planen skal således angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Den skal også angive indsatsens forventede varighed og den støtte, som kommunen vil tilbyde barnet og familien, herunder forældrene. Dog skal planen i øvrigt udarbejdes ud fra barnets og forældrenes ønsker og karakteren og omfanget af det pågældende tilbud, jf. lov om social service § 58 a, stk. 1. Se også de almindelige bemærkninger punkt 2.6.1.

Forslaget skal desuden sikre forældre hjælp til løsning af de problemer, som helt eller delvis er årsag til, at deres barn er anbragt uden for hjemmet. Dette skal ske ved, at der stilles krav om en særlig plan til forældrene under barnets anbringelse uden for hjemmet. I dag skal hjælpen til forældrene være en integreret del af barnets handleplan. Der bør være de samme regler for revurdering af forældrenes handleplan som til barnets handleplan, dvs. første gang senest 3 måneder efter anbringelsen og siden med højst 6 måneders mellemrum. Formålet med planen er at identificere og afhjælpe årsagerne til barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Planen skal kunne indeholde tilbud om f.eks. behandling, arbejde, uddannelse og undervisning. Hvis der er særlige betingelser for hjemgivelse af barnet eller den unge, skal det fremgå af planen.

3. Baggrunden for forslaget

Det har vist sig, at det i 97 pct. af børnesagerne er forældrenes forhold, der er årsag til, at børnene bliver anbragt uden for hjemmet. Det vurderede sagsbehandlerne i undersøgelsen » Når børn og unge anbringes « fra 1997 (Anne-Dorthe Hestbæk, Socialforskningsinstituttet 97:6, side 158, tabel 8.1.). Derfor er det vigtigt, at indsatsen for de særlig truede børn og unge også bliver en indsats for deres forældre og familien betragtet som en helhed. Det er i høj grad også intentionen i lovgivningen, men det har hidtil vist sig svært at få gennemført de gode tanker i praksis.

Dette var en af grundene til, at forslagsstillerne i oktober 1999 stillede en forespørgsel i Folketinget om indsatsen for de socialt truede familier (F10, folketingsåret 1999-2000), og den mundede ud i en næsten enstemmig vedtagelse, V 11, der fokuserede på forebyggelsen og indsatsen for familien som helhed. Det blev blandt andet vedtaget, at regeringen skulle sikre en målrettet indsats for forældre til anbragte børn med henblik på løsning af årsagerne til anbringelsen, og at regeringen skulle tilskynde kommunerne til at bruge den nære families og lokalsamfundets ressourcer ved foranstaltninger over for truede børn og unge.

Siden er der indført ordninger med fast kontaktperson til hele familien, jf. lov om social service § 40, stk. 2, nr. 7. Forældre har også fået ret til en støtteperson, når deres barn er anbragt uden for hjemmet, jf. lov om social service § 40 a. Endelig er det forsøgt tydeliggjort, at kommunerne ikke kun skal søge at udnytte ressourcerne hos personer i hjemmet, men også overveje, om der er andre pårørende og nærstående personer i øvrigt, som vil kunne bidrage til løsning af problemerne (lov om social service § 32, stk. 2, 1. pkt.). På trods af disse gode initiativer mener forslagsstillerne alligevel, at der er behov for en ekstra indsats for de truede familier, hvilket Socialforskningsinstituttets udgivelser i 2002 (se nedenfor) vedrørende børnesager støtter.

Selv om det næsten altid er forældres forhold, der er årsag til et barns problemer, kunne Socialforskningsinstituttet i 1997 oplyse, at forældre kun fik hjælp under barnets anbringelse uden for hjemmet i 38 pct. af tilfældene ( » Når børn og unge anbringes « , side 175 f., af Anne-Dorthe Hestbæk, Socialforskningsinstituttet 97:6). Mangelen på hjælp til forældre hang sandsynligvis sammen med, at den lovpligtige plan for indsatsen ifølge sagsbehandlerne i undersøgelsen under barnets anbringelse ofte manglede at tage stilling til støtten til familien (undersøgelsens side 133).

I en undersøgelse fra 2002 skønnede sagsbehandlerne, at ca. en tredjedel af de problemer, der gav anledning til sagens start, var løst efter en indsats på ca. 4 år ( » Børnesager Evaluering af den forebyggende indsats « , side 139, af Else Christensen og Tine Egelund, 2002, Socialforskningsinstituttet 02:10). I to tredjedele af sagerne blev problemerne altså ikke løst.

Under halvdelen af kommunerne udarbejder den undersøgelse af barnets forhold, som de har pligt til efter lov om social service § 38 ( » Børnesager Evaluering af den forebyggende indsats «, side 132, af Else Christensen og Tine Egelund, 2002, Socialforskningsinstituttet 02:10). Formålet med undersøgelsen er at kvalificere grundlaget for eventuelle tilbud om foranstaltninger til familien. Undersøgelsen skal blandt andet resultere i, at man tager stilling til, hvilke forhold i familien og omgivelserne der kan hjælpe med at klare problemerne. En af konsekvenserne af en enten manglende eller mangelfuld undersøgelse er, at man ikke fra myndighedernes side får identificeret de problemer hos forældrene, som helt eller delvis er årsag til barnets problemer. Når problemerne ikke er identificeret, bliver de heller ikke løst efterfølgende. En anden konsekvens af manglende eller mangelfulde undersøgelser er desuden, at man heller ikke fra kommunens side får identificeret de forhold i familien eller dennes omgivelser, som kan være med til at løse problemerne.

Før et barn anbringes uden for hjemmet skal der laves en handleplan, jf. lov om social service § 58 a, stk. 2. Hvis et barn eller en ung under 18 år har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet skal kommunen lave en handleplan, selv om barnet ikke skal anbringes uden for hjemmet (jf. lov om social service § 58 a, stk. 3).

En handleplan skal ifølge § 58 a, stk. 5, angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal oplyse om indsatsens forventede varighed og særlige forhold vedrørende barnet eller den unge (f.eks. uddannelse og behandling). Når et barn er anbragt uden for hjemmet, skal handleplanen desuden oplyse, hvilken form for støtte, der selvstændigt skal iværksættes over for familien.

Kommunen skal senest 3 måneder efter, at et barn er blevet anbragt uden for hjemmet, vurdere, om handleplanen bør revideres, jf. lov om social service § 56, stk. 1. Derefter skal kommunen foretage denne vurdering minimum hver sjette måned. Det gælder også indsatsen over for familien.

Der er ikke krav om handleplaner for de forebyggende foranstaltninger. I disse tilfælde skal kommunerne i modsætning til anbringelsessagerne selv vurdere, om det vil være hensigtsmæssigt at tilbyde forældrene en handleplan, jf. lov om social service § 58 a, stk. 1. Der er således ikke krav om, at man skal sætte selvstændige initiativer i værk over for familien, hvis barnet ikke er anbragt uden for hjemmet uanset om årsagerne til anbringelsen findes helt eller delvis hos forældrene. Kommunernes vurdering skal ske ud fra barnets, den unges eller familiens ønske og karakteren og omfanget af det pågældende tilbud. I en fjerdedel af kommunernes sager er der udarbejdet en handleplan for det forebyggende forløb. En handleplan for den forebyggende indsats over for de truede børn og deres familier kan imidlertid » skærpe målsætningen med foranstaltningen og forventningerne til dens varighed og virkninger, styrke kontinuiteten i sagsbehandlingen og inddragelsen af børn og forældre i handleplansovervejelserne samt fastlægge, hvornår og hvordan foranstaltningen skal evalueres « ( » Børnesager Evaluering af den forebyggende indsats « , side 73, af Else Christensen og Tine Egelund, 2002, Socialforskningsinstituttet 02:10).

Else Christensen og Tine Egelund skriver således om forældres og børns opfattelse af handleplaner i forebyggelsessager ( » Børnesager Evaluering af den forebyggende indsats « , side 23, 2002, Socialforskningsinstituttet 02:10): » Både forældre og børn savner tilbagemeldinger på vurderingen af dem, indsatsens formål, indhold og forventede varighed (dvs. oplysninger, som normalt ville forefindes i en handleplan ved anbringelser). Nogle familier har via familiebehandling været præsenteret for behandlingskontrakter og opfatter disse som positive i og med, at de giver familien et overblik over, hvad der skal ske. Dette taler for, at man i forebyggelsessager i højere grad arbejder med handleplaner udarbejdet sammen med familien. « Det kan undre, at kommunerne ikke udarbejder handleplaner i flere sager, når både forældre og børn opfatter dem så positivt. Forslagsstillerne mener derfor, at det er hensigtsmæssigt at stramme reglerne, så kommunerne altid skal tilbyde familien at udarbejde en handlingsplan.

Vojens Kommune har indført familiekontrakter som et arbejdsredskab og et tilbud til forældre med det formål at sikre, at børn og unge i kommunen får det bedre, er mindre truede, og at anbringelse af børnene/ de unge så vidt muligt undgås. Parterne i den frivillige kontrakt er forældrene og kommunen. Kontrakten kan indeholde aftaler om, at forældrene skal være arbejdssøgende, søge anden bolig, reparere nuværende lejlighed, sørge for god hygiejne og fornuftigt tøj til børnene, følge anvisning om misbrugsbehandling m.v., at familien skal samarbejde med et nærmere bestemt netværk, at børnene skal deltage i bestemte fritidsaktiviteter osv. Kontrakten indeholder ud over kravene til forældrene som noget meget væsentligt et afsnit om økonomisk, praktisk og/eller anden støtte fra kommunen, der skal hjælpe med til, at børnenes problemer bliver mindre og kontrakten overholdes. Der kan være tale om støtte til rengøring, støtte til samarbejde med netværk, støtte til at søge anden bolig, familiebehandling m.m. Hvis forældrene bryder en eller flere aftaler i kontrakten, står der udtrykkeligt i kontrakten, at kommunen omgående vil se på, om der er grundlag for at iværksætte støtte alene i forhold til børnene.

Forslagsstillerne mener familiekontrakter kan være en rigtig god måde at samarbejde med forældrene og give dem bedre muligheder for at løse problemerne. Desuden forpligter kontrakten på en særlig måde kommunen til at hjælpe forældrene med at nå målene i den fælles aftale.

Kommunerne kan for eksempel bruge den såkaldte familierådslagningsmodel i arbejdet med at sikre, at den nære families og lokalsamfundets ressourcer inddrages ved foranstaltninger over for truede børn og unge. Ved familierådslagning inddrages familien og barnet på en sådan måde, at familien selv tager ansvar, hvis der er problemer. Udgangspunktet er, at det er familien og det nære miljø, der har de bedste forudsætninger for at komme med forslag til, hvad der er det bedste for barnets fremtid. Rådslagningen foregår ved et møde, hvor familien samles med slægt og andre vigtige personer. På mødet diskuterer og planlægger man, hvilke indsatser der er nødvendige for, at barnets situation kan forbedres, og hvad den enkelte implicerede eventuelt kan bidrage med. Resultatet er en plan for barnets fremtid. Planen skal godkendes af sagsbehandleren.

Et forsøg med familierådslagning i 17 kommuner er blevet meget positivt evalueret i rapporten » En beslutningsmodel med meget mere «, udgivet maj 2002 af Bo Morthorst Rasmussen og Thomas Haldbo Hansen, UFC Børn og Familier, Aabenraa. Både forældre og socialrådgivere vurderer i langt de fleste tilfælde, at barnet har fået en bedre handleplan end ellers. Forsøget er gennemført i perioden juli 1999 til december 2001 og omfatter 40 familierådslagninger. Anden del af evalueringen bliver afleveret i april 2003.

Skriftlig fremsættelse

Tove Videbæk (KRF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af indsatsen for familien i sager om truede børn .

(Beslutningsforslag nr. B 150).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →