Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod anvendelse af pesticider inden for en beskyttelseszone omkring alle almene vandforsyningsanlæg
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 1. april 2003 af Keld Albrechtsen (EL) og Line Barfod (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod anvendelse af pesticider inden for en
beskyttelseszone omkring alle almene vandforsyningsanlæg
Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af dette folketingsår at fremsætte lovforslag om en beskyttelseszone med en radius på 300 m omkring alle de vandboringer, der tilhører almene vandforsyninger. Inden for denne beskyttelseszone må der ikke anvendes pesticider.
Bemærkninger til forslaget
Beskyttelseszonerne indføres med henblik på at forhindre den mest udsatte indsivning af pesticidrester i grundvandsreservoirer. Der foreslås en beskyttelseszone med en radius på 300 m for at få fjerne den mest påtrængende fladekilde. En cirkel med en radius på 300 m har et areal på cirka 28 ha. De almene vandforsyningsselskaber har ca. 11.000 drikkevandsboringer. Ofte ligger der en stribe boringer på samme kildeplads, så de vil dele en del af arealet inden for deres 28 ha’s beskyttelseszone. I respekt for princippet om, at » forureneren skal betale « , vil der ikke blive tilbudt kompensation til de landmænd, hvis jordbrugsdrift forbuddet måtte berøre.
Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse har i forbindelse med udgivelse af rapporten »G rundvandsovervågning 2002 «, jf. MPU alm. del bilag 544, opsummeret pesticidtruslen mod grundvandet således: » Grundvandet er fortsat præget af brugen af pesticider. Igennem hele overvågningsperioden er der fundet pesticider eller nedbrydningsprodukter i 40 pct. af de undersøgte boringer. I vandværksboringer er der i de sidste 5 år konstateret pesticider eller nedbrydningsprodukter i godt 30 pct. til trods for, at der hvert år lukkes mange vandværksboringer med fund. En undersøgelse af pesticider i små vandforsyninger har vist, at der er fundet pesticider og/eller nedbrydningsprodukter i mere end halvdelen af de undersøgte anlæg, og at grænseværdien er overskredet i ca. hver tredje. I ca. 10 pct. af de undersøgte vandprøver er der fund på mere end 10 gange grænseværdien på 0,1 mikrogram/liter « .
Dette beslutningsforslag fremsættes i erkendelse af, at pesticiderne, som bliver fundet på afveje, alle er blevet godkendt af Miljøstyrelsen til anvendelse i den frie natur. Der er ingen, som på nogen måde kan garantere, at de pesticider, der er godkendt i dag, ikke vil blive fundet i grundvandet og andre uhensigtsmæssige steder.