Forslag til folketingsbeslutning om en maksimal klassekvotient på 24 på ungdomsuddannelserne
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 18. marts 2003 af Pernille Rosenkrantz‑Theil (EL) og Line ;Barfod (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om en maksimal klassekvotient på 24 på ungdomsuddannelserne
Folketinget pålægger regeringen at sikre, at der maksimalt er 24 elever i en klasse på ungdomsuddannelserne.
Bemærkninger til forslaget
Klassekvotienten på de danske ungdomsuddannelser er alarmerende høj. På alt for mange skoler er der i dag proppet alt for mange unge ind i hver klasse i forhold til lokalernes fysiske kapacitet og i forhold til muligheden for at gennemføre en fornuftig undervisning, hvor hver elev kan blive tilgodeset.
På handelsskolerne er der ofte over 30 elever i en klasse ved starten af undervisningsåret. Dette problem er ikke nyt, men har eksisteret i en årrække.
På gymnasierne har der indtil nu været et reelt loft på 28 elever i en klasse. Overenskomsten fra 1999 mellem GL og Amtsrådsforeningen betød imidlertid, at det reelle loft blev fjernet. Resultatet begynder at vise sig nu, idet flere gymnasier nu starter med over 30 elever i en klasse.
De fleste undervisningslokaler er imidlertid specielt på institutioner fra 1960´erne og 1970´erne kun bygget til 24 elever. Det betyder, at de eksisterende klassekvotienter i forvejen presser for mange unge sammen på for lidt plads.
Undervisningsministeriets eget bygningsreglement fra 1995 fastsætter en minimumsvolumen på 6 m 3 pr. person i et klasseværelse. Hvis dette skulle overholdes på landets ungdomsuddannelser, ville det kræve en udvidelse af lokalerne eller nedsættelse af klassekvotienten.
Når der er for mange elever på for lidt plads, bliver muligheden for, at eleverne får den nødvendige differentierede undervisning, ikke særlig stor. Undervisningen risikerer at blive »fabriksundervisning«, og den enkelte elev har svært ved at komme til orde og risikerer at blive overset. Desuden viser arbejdsmiljøundersøgelser, at der er en sammenhæng mellem elevernes sundhed og antallet af personer i en klasse altså at mange elever i klassen giver flere sygdomme. Derfor er det vigtigt med mindre holdstørrelser. Enhedslisten mener, at der i traditionel klasseundervisning på de bogligt orienterede uddannelser maksimalt må være 24 elever på et hold.
For at sikre de bedst mulige rammer for unges uddannelse foreslår Enhedslisten derfor, at Folketinget pålægger regeringen at sikre, at der maksimalt er 24 elever i en klasse på de danske ungdomsuddannelser. Det er et mål, at en større del af en årgang skal have en ungdomsuddannelse. Skal dette projekt lykkes, kræver det en mangfoldig pædagogisk tilgang tilpasset den enkelte ungdomsuddannelse og undertiden den enkelte klasse og elev. Også af denne grund er det bydende nødvendigt at få nedsat klassekvotienten.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om en maksimal klassekvotient på 24 på ungdomsuddannelserne.
(Beslutningsforslag nr. B 116).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.