Forslag til folketingsbeslutning om teaterabonnementsordningen
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 25. februar 2003 af Jytte Andersen (S), Povl Qvist Jørgensen (S), Lone Møller (S), Peder Sass (S), Frode Sørensen (S), Arne Toft (S) og Jytte Wittrock (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om teaterabonnementsordningen
Folketinget pålægger regeringen at revidere teaterabonnementsordningen efter følgende retningslinjer i indeværende folketingsår
1. Teaterabonnementsordningen skal fortsat tjene sit oprindelige formål, dvs. sikre størst mulig grad af lige adgang til kulturaktiviteter for befolkningen. Derfor skal abonnementsmidlerne fortsat komme publikum til gode i form af nedsat pris på adgang til teater.
2. Administration og formidling af midlerne til abonnementsordningen skal i fremtiden varetages af amterne. Derfor skal der opstilles klare retningslinjer for, hvorledes den amtslige varetagelse af abonnementsmidlerne skal udmøntes
a) Det skal klargøres, hvilke instanser i amterne der skal stå for administration, formidling og koordinering af abonnementsmidlerne, og hvorledes disse instanser skal være repræsenteret.
b) De enkelte teatre og institutioner kan udforme individuelle rabat- og tilskudsordninger inden for rammerne af de overordnede retningslinjer, der er formuleret af de amtslige instanser, samt inden for rammerne af de midler, de er blevet tildelt. Sådanne særskilte rabat- og tilskudsordninger kan også udformes i et samarbejde mellem flere teatre eller institutioner.
c) Der skal fra centralt hold stilles krav til amterne om en sikring af billettilskud til børn og unge. Amterne skal tilse, at de enkelte teatre og institutioner tilgodeser børn og unge i de specifikke rabat- og tilskudsordninger. Opfyldelsen af dette krav skal dokumenteres til Kulturministeriet mindst én gang årligt.
d) Der skal fra centralt hold stilles krav til amterne om en sikring af det kvalitative indhold i det teaterudbud, som der ydes tilskud til. Derfor skal abonnementsmidlerne først og fremmest være reserveret de teatre, der leverer teater og kunst i teaterlovens forstand.
Bemærkninger til forslaget
Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser
Ad 1
Teaterabonnementsordningen er en instans, der har haft til formål at tilgodese et af de mest fundamentale spørgsmål i dansk kulturpolitik: en demokratisering af kulturen i form af en sikring af lige adgang til kultur for alle og størst mulig kulturel frihed for den enkelte i forsøget på at undgå kulturelt betingede sociale skel i samfundet.
En varetagelse af dette kulturpolitiske ansvar skal også i fremtiden sikres. Derfor må en revision af teaterabonnementsordningen ske i overensstemmelse med principperne om omfordeling midlerne skal fortsat komme teatergængerne til gode og animere befolkningen til at gå mere i teatret ud fra overvejelser om alder og indkomst.
Ad 2
For at varetage det samfundsmæssige, kulturpolitiske ansvar, der er forbundet med abonnementsordningen, er det nødvendigt, at overdragelsen af varetagelsen til amterne indeholder klare retningslinjer og krav.
a) Idet ansvaret for ordningen overdrages amterne, er det nødvendigt, at ansvaret placeres i en veldefineret instans i det enkelte amt. Denne instans skal være repræsenteret således, at den kan varetage de nødvendige funktioner for en opretholdelse og sikring af ordningens formål og funktion, hvad angår formidling, koordinering og kvalitetsvurdering. Denne instans skal samtidig udforme og formulere de overordnede retningslinjer i abonnementsordningen for de regionale, professionelle aktører, som udbyder forestillinger, der er tilknyttet amtet. Disse retningslinjer skal være i overensstemmelse med de krav, der stilles fra centralt hold.
Egnsteatrene er godkendt af Teaterrådet, der fremover vil blive afløst af det nye kunstråd, jf. L 128 om oprettelse af kunstrådet. Egnsteatrene er støttet af både stat, amt og kommune, er spredt over hele landet og er administrativt store nok til at varetage ansvaret for abonnementsmidlerne i samarbejde med amterne. For hovedstadens vedkommende kan DST (Det Storkøbenhavnske Teaterfælleskab) fortsat varetage ordningen, med de formidlende og koordinerende ændringer, revisionen medfører.
b) Teaterlandskabet i Danmark bliver til stadighed mere komplekst og fragmenteret. Samtidig udfordres teatret af det stigende kommercielle medieudbud. Der er derfor behov for, at de enkelte teatre/institutioner får en større grad af frihed og mulighed for selv at tilpasse og udvikle metoder til rabatordninger, billetsalg og markedsføring. Denne tilpasning skal ligge inden for rammerne af de retningslinjer, der er formuleret af det enkelte amt. Dette er særlig vigtigt, da der ikke må opstå konkurrence om publikum mellem de enkelte teatre. Publikums valg af teater skal være baseret på indhold og ikke på pris. Samtidig skal de overordnede retningslinjer sikre en vis gennemskuelighed og ensartethed i tilbuddene til publikum.
c) Børn og unge er fremtidens teatergængere. Derfor er det vigtigt og nødvendigt at lette børns og unges adgang til teaterudbud gennem lavere billetpriser for dermed på samme tid at sikre lighedsbestræbelserne i kulturpolitikken og fremtidens publikum.
Der har tidligere været taget initiativer til differentiering af billettilskud til f.eks. børn og unge, men teaterpublikummet i Danmark er stadig elitært. Det er i dag primært folk med højere uddannelse og indkomst, der benytter teatertilbuddene. Denne tendens skal til stadighed forsøges udlignet. Derfor skal en revideret abonnementsordning mindst være behæftet med krav om billettilskud til børn og unge. Efterfølgende er det op til det enkelte teater, om det ønsker at udbyde særlige nicheprodukter i form af rabatter til andre publikumsgrupper eller institutioner, på særlige ugedage osv.
d) I spørgsmålet om, hvorledes abonnementsmidlerne skal fordeles, er det af afgørende betydning, at de teatre/institutioner, der modtager tilskuddet, også leverer kunst i teaterlovens forstand. Derfor er det først og fremmest vigtigt, at abonnementsmidlerne er reserveret de teatre, der modtager driftsstøtte i henhold til teaterloven, hvilket samtidig vil bidrage til en forenkling af bevillingsprocedurerne. I det omfang de formidlende instanser skal foretage kvalitative vurderinger i forbindelse med bevillinger, skal rammerne være til stede, for at amterne kan få faglig bistand fra Kunstrådet.
Idet støtten fremover vil tilfalde de teatre, der i forvejen modtager driftsstøtte, vil private teatre ikke længere modtage midler til abonnementsordningen. I dag kan de private teatre tiltrække et stort publikum og dermed generere store overskud på enkelte forestillinger, idet de ikke er underlagt særlige krav om teaterudbud gennem statsstøtten. Dermed er de i stand til selv at finansiere individuelle billettilskudsordninger. Det skal bemærkes, at de private teatre fortsat kan være tilknyttet den fælles formidlingsordning, blot de selv finansierer tilskuddene.
Skriftlig fremsættelse
Jytte Andersen (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om abonnementsordningen.
(Beslutningsforslag nr. B 97).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.