Legislator Case Law & Legislation
20021BB00061 DK

Forslag til folketingsbeslutning om sikring af hensynet til barnets bedste i konfliktfyldte forældremyndigheds- og samværssager

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2002 61 Valid

§ 16 tilgodeser barnets ret til to forældre ved at give den ikke samboende forælder ret til samvær. Som nævnt ovenfor under punkt 5 er der dog ikke automatisk lighedstegn mellem barnets bedste og bevarelse af barnets kontakt med begge forældre. Det bør fremgå af loven. Det skal desuden præciseres, at forælderens ret til samvær er sekundær i forhold til hensynet til barnets bedste, når der ikke er overensstemmelse mellem forælder- og børneinteresser. Der skal med andre ord kun tilkendes den samværsret, som er til barnets bedste. § 16 giver efter sin nuværende formulering samværsforælderen en ret til samvær for at bevare barnets forbindelse med begge forældre.

Efter § 12, stk. 2, 2. punktum, og § 13, stk. 1, 2. punktum, skal det i sager vedrørende overførsel af forældremyndighed ved eneforældremyndighed tillægges vægt, om indehaveren af forældremyndighed uden rimelig grund hindrer gennemførelsen af samvær (chikane). Problemet er her, at man for at tilgodese retfærdighedshensyn over for samværsforælderen kommer til at tilsidesætte hensynet til barnets bedste. På denne måde kommer man alt for let til at straffe chikane ved at straffe barnet. Desuden er det ikke hensigtsmæssigt at fremhæve ét bestemt problem i lovteksten, når der også er andre aspekter, der bør vurderes ud fra hensynet til barnets bedste. Formuleringen bør derfor slettes.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger afsnit 4.1 er det lovens formodning, at det er i barnets interesse at bevare kontakten til begge forældre. Denne formodning er dog ikke underbygget af forskningen, når det gælder forældre med et dårligt samarbejdsklima. Derimod er det fastslået, at et godt samarbejdsklima mellem forældrene er meget afgørende for, hvordan skilsmissebørn trives.

I børnekonventionen er det barnet, der har en selvstændig ret til at bevare forbindelsen til begge forældre, og ikke som i den danske lovgivning forældrene, jf. børnekonventionens artikel 9, stk. 3.

Ad punkt 2

Forslaget er en yderligere præcisering af børnekonventionens bestemmelse om høring af barnet i forhold til tidligere ændringer af loven om forældremyndighed og samvær.

Lovens § 29, stk. 1, giver børn over 12 år ret til at blive hørt i sager om forældremyndighed og samvær. Fra den 1. januar 2002 skal også børn under 12 år høres, hvis barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det, jf. § 29, stk. 2. Det fremgår af forarbejderne til stk. 2, at børn under 12 år i praksis blev indkaldt til samtale, hvis man skønnede, at de havde den fornødne modenhed m.v. Forslaget var derfor begrundet med ønsket om at præcisere børnekonventionens princip om børns ret til at blive hørt i selve loven (L 3, forslagets almindelige bemærkninger punkt 6 folketingsåret 2000-01).

Forslagsstillerne ønsker en yderligere præcisering af børnekonventionens artikel 12 i lov om forældremyndighed og samvær. Det indebærer, at der ikke fastsættes noget alderskriterium. Ifølge børnekonventionens artikel 12, stk. 1, skal alle børn have ret til frit at udtrykke deres synspunkter i alle forhold, der vedrører dem. Den eneste betingelse er, at de skal være i stand til at udforme deres egne synspunkter. Dette gælder særligt i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, jf. artikel 12, stk. 2.

Desuden skal det i overenstemmelse med konventionen præciseres, at barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed, jf. artikel 12, stk. 1. Her er heller ikke noget specifikt alderskriterium, men et »tvillingekriterium«: barnets alder og modenhed. Kravene i børnekonventionen er således ikke opfyldt, hvis myndighederne udelukkende lægger vægt på et alderskriterium uden også at inddrage en vurdering af barnets konkrete modenhed. At barnets synspunkter skal tillægges passende vægt, betyder endvidere, at myndighederne har pligt til at lytte til børns synspunkter og tage dem alvorligt.

Ad punkt 3

Ifølge retsplejelovens § 536 kan bestemmelser om forældremyndighed og udøvelse af samværsret fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. I praksis betyder det, at børn kan hentes og afleveres af fogeden af og til i følgeskab med politiet. Det er voldsomt traumatiserende for et barn at blive transporteret til en forælder under fysisk magtanvendelse af fremmede personer. Der bør derfor ikke anvendes tvang i de tilfælde, hvor barnet aktivt modsætter sig.

Fogedretten har i dag mulighed for at indhente en forudgående børnesagkyndig erklæring, hvis retten er i tvivl, om magtanvendelsen vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, jf. retsplejelovens § 536, stk. 1, 3. og 4. punktum. Fogedretten kan også tilkalde en uvildig person, eventuelt en repræsentant for kommunen, til at varetage barnets tarv under sagen, jf. retsplejelovens § 536, stk. 2, 1. punktum. Lovgivningen har således lagt et stort ansvar over på fogeden, som dog ikke har forudsætninger for at bedømme, hvornår et barns sjælelige eller legemlige sundhed er i alvorlig fare. Forslagsstillerne ønsker derfor, at der altid indhentes en forudgående børnesagkyndig erklæring i disse situationer, og at der ligeledes altid tilkaldes en uvildig person til at varetage barnets tarv under sagen. Forslagsstillerne mener, at denne uvildige person så vidt muligt bør være en, som barnet kender og har tillid til i forvejen. Det kan f.eks. være en skolelærer eller pædagog.

En obligatorisk ordning vil også være i bedre overensstemmelse med børnekonventionens artikel 12, stk. 2, som bestemmer, at børn især skal gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder.

Ad punkt 4

Nogle forældre dukker gentagne gange ikke op til en aftale om overvåget samvær, og vel at mærke uden at det får konsekvenser for fastsættelsen af fremtidigt samvær. Dette betyder, at deres børn må sidde og vente på en forælder, der ikke møder op. Forslagsstillerne foreslår derfor, at disse forældre skal miste deres ret til samvær, medmindre hensynet til barnet taler imod det.

Ad punkt 5

Hvis en forælder ikke har haft kontakt til barnet i lang tid, kan det få betydning for, om der overhovedet fastsættes samvær. I praksis træffes der normalt ikke afgørelse om samvær, hvis der har været mere end 5 års manglende kontakt mellem forælder og et større barn. Der lægges desuden vægt på, om den manglende kontakt skyldes samværsforælderen selv.

Efter 5 års manglende kontakt vil barnet i nogle tilfælde slet ikke kunne huske forælderen. Nogle gange har barnet fået en ny far eller mor, som barnet opfatter som sin » rigtige« (biologiske) forælder. Fastsættelse af samvær kan derfor være meget forvirrende for barnet, som måske ikke engang har et behov for kontakten på det givne tidspunkt. Forslagsstillerne foreslår derfor, at myndighederne ikke giver ret til samvær, når der er gået mere end 3 år uden kontakt, medmindre hensynet til barnet taler for fastsættelse af samvær.

Ad punkt 6

Børn i samværssager skal have samme retsbeskyttelse som børn med forældre, der lever sammen. Det skal ske ved at give barnets hjemkommune en udvidet kompetence til at regulere samvær, som er aftalt af forældrene eller fastsat af statsamtet. I dag kan kommunen kun regulere samvær, når barnet er anbragt uden for hjemmet.

En kommune skal således gennem børn og unge-udvalget kunne træffe en tvangsmæssig afgørelse om at regulere samvær, der er aftalt af forældrene eller fastsat af statsamtet, når barnet ikke er anbragt uden for hjemmet. Kommunerne skal kunne regulere samværet, hvis der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af omsorgssvigt, vold eller lignende, jf. de almindelige betingelser for tvangsanbringelser i lov om social service § 42, stk. 1. Det skal være en betingelse, at barnets problemer ikke kan løses, uden at samværet reguleres.

Kommunens regulering af samvær skal kunne gå ud på fastsættelse af vilkår for samværet, ændring af samværstidspunkt og -længde og midlertidig ophævelse af samvær. Et vilkår kan for eksempel være, at samværsforælderen ikke må være påvirket af alkohol under samværet, eller at samværet skal overvåges.

Kommunens børn og unge-udvalg træffer efter de eksisterende regler beslutning om tvangsanbringelse og begrænsning af samvær, når barnet er anbragt uden for hjemmet. I udvalget sidder en dommer, en pædagogisk-psykologisk sagkyndig og tre medlemmer af kommunalbestyrelsen. Det bør derfor være det samme udvalg, der for fremtiden skal tage beslutning om regulering af samvær, når et barn ikke er anbragt uden for hjemmet. Regulering af samvær bør ligesom ved anbringelse af børn uden for hjemmet kunne ske som en foreløbig beslutning af formanden for børn og unge-udvalget, når barnets øjeblikkelige behov ikke kan afvente den normale beslutningsprocedure, jf. lov om social service § 45. En foreløbig formandsbeslutning skal snarest og senest inden 7 dage godkendes af børn og unge-udvalget. Hvis den bliver godkendt, har beslutningen gyldighed i 1 måned.

Samværsforælderen bør have adgang til vederlagsfri advokatbistand i forbindelse med en tvangsmæssig afgørelse i børn og unge-udvalget om regulering af samvær. I dag har samværsforælderen ret til gratis advokat, hvis kommunen vil afbryde forælderens forbindelsen til et anbragt barn, jf. lov om social service § 60, stk. 4.

Lov om social service tager udgangspunkt i det, der er det bedste for barnet, hvis der er en interessekonflikt mellem barnet og dets forældre, jf. § 32, stk. 5. Kommunen har pligt til at føre tilsyn med børns forhold i kommunen og skal gribe ind så tidligt som muligt med den eller de mindst indgribende, men alligevel formålstjenlige foranstaltninger, jf. § 6, § 32, stk. 2, § 33 og § 40, stk.1, 2. punktum. Kommunen er ikke afhængig af en henvendelse fra en af forældrene for at kunne gribe ind. Enhver har nemlig pligt til at underrette kommunen, hvis man får kendskab til et barn, der bliver udsat for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, jf. § 36.

Statsamterne har ikke som kommunerne pligt til og heller ikke mulighed for at rejse en sag om forældremyndighed eller samvær uden at have fået en ansøgning fra en af forældrene. De vil derfor i nogle tilfælde reagere langsommere end kommunerne, som kan tage initiativ til at undersøge en sag uden forældrenes anmodning. Da forældremyndigheds- og samværssager er partssager, stilles der høje krav til beviserne for, at et barn er truet. Det er bopælsforælderens ansvar at sandsynliggøre over for statsamtet, at barnet for eksempel har været udsat for grænseoverskridende handlinger. I loven om forældremyndighed og samvær er det desuden mere uklart end i loven om social service, hvem der skal tages mest hensyn til. Her er barnets og forældrenes rettigheder nogle steder blandet sammen. Det gælder for eksempel § 16, hvor barnets interesse i at bevare forbindelsen med begge forældre er formuleret som en ret for den forælder, der ikke bor sammen med barnet.

Af hensyn til et hensigtsmæssigt samarbejde til fordel for børnene bør kommunen orientere statsamtet, når den træffer afgørelse om samvær.

Statsamterne skal stadig bevare kompetencen til at træffe afgørelse om samværsret. Dette forslag får dog som konsekvens, at statsamtet skal respektere kommunens vurdering, når det efterfølgende træffer afgørelse om samvær. Hvor kommunens beslutning har et midlertidigt præg, har statsamtets som udgangspunkt normalt et mere varigt.

Se i øvrigt under de almindelige bemærkninger punkt 6.

Ad punkt 7

En amerikansk forløbsundersøgelse af børn i skilsmissefamilier (»Den lykkelige skilsmisse« af Judith S. Wallerstein m.fl., 2002) forklarer blandt andet, at grunden til de mange forældremyndigheds- og samværstvister er, at forældrene opfatter deres børn som deres personlige redningsplanker. De føler sig måske ensomme og sårede oven på forholdets sammenbrud og føler ofte, at de kun kan stole på børnenes kærlighed. Derfor vil de nogle gange kæmpe med næb og kløer for at beholde børnene for sig selv.

Forslagsstillerne ønsker derfor at give forældrene bedre mulighed for at få et socialt netværk efter en skilsmisse. Dette kan for eksempel ske på initiativ fra et ministerium.

Skriftlig fremsættelse

Jann Sjursen (KRF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om sikring af hensynet til barnets bedste i konfliktfyldte forældremyndigheds- og samværssager.

(Beslutningsforslag nr. B 61).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Beslutningsforslag som fremsat 2002 61 Valid

Fremsat den 11. december 2002 af Jann Sjursen (KRF), Bodil Kornbek (KRF), Mogens N. Pedersen (KRF) og Tove Videbæ ;k (KRF)

Forslag til folketingsbeslutning

om sikring af hensynet til barnets bedste i konfliktfyldte forældremyndigheds- og samværssager

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af 2003 at fremsætte de nødvendige lovforslag og administrative forskrifter med henblik på at sikre, at der bliver taget hensyn til barnets bedste i konfliktfyldte forældremyndigheds- og samværssager, efter følgende punkter

1. Det skal tydeligt fremgå af loven og forskrifter udstedt i henhold til loven, at det er hensynet til barnets bedste, der skal være grundlaget for alle afgørelser om forældremyndighed og samvær.

2. Et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, skal have ret til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet. Barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

3. Myndighederne må ikke tvinge børn til samvær mod deres vilje. Ved spørgsmål om anvendelse af tvangsfuldbyrdelse skal der altid indhentes en forudgående børnesagkyndig vurdering, og der skal altid tilkaldes en uvildig person til at varetage barnets tarv under sagen. Den uvildige person bør så vidt muligt være en, som barnet i forvejen har tillid til.

4. Forældre skal have pligt til at gennemføre samvær med barnet, når der er tale om overvåget samvær. Gentagen misligholdelse skal kunne medføre, at man mister retten til samvær, medmindre hensynet til barnet taler imod det.

5. En forælder, der ikke har haft kontakt til sit barn i 3 år, skal miste retten til at søge om samvær, medmindre hensynet til barnet taler imod det.

6. Børn skal have samme retsbeskyttelse i samværssager, som de har i anbringelsessager.

7. Forældre, der er blevet skilt, skal have bedre muligheder for at indgå i støttenetværk med andre forældre.

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

2

Bemærkninger til forslaget

3

1. Formålet med forslaget

3

2. Baggrunden for forslaget

3

2.1. Opsummering

3

2.2. Lov om forældremyndighed og samvær 1996

4

2.3. Statsamtsjurister kritiserer lov og praksis

4

2.4. Kritik fra ngo’er

4

2.5. FN’s Børnerettighedskomité

4

2.6. Undersøgelse af samværsreglerne

4

3.

Hensynet til samværsforælderen i samværslovgivningen

4

3.1. Forældres ret til samvær

4

3.2. Samvær uanset hidtidig forbindelse

4

3.3. Overvåget samvær som generelt tilbud

5

4.

Hensynet til barnets bedste i samværslovgivningen

5

4.1. Bevarelse af forbindelsen til begge forældre

5

4.2. Samværsret skal være underordnet barnets bedste

5

5.

Hvad er barnets bedste i samværssager?

6

6.

Kommunernes tilsyn med børn i samværssager

6

7.

FN’s konvention om barnets rettigheder

6

7.1. Relevante bestemmelser i konventionen

7

7.2. Kritik fra Børnerettighedskomiteen

7

8.

Praksis

7

8.1. Ingen lempelse i praksis, men mere overvåget samvær

7

8.2. Afgørelser fra Civilretsdirektoratet vedrørende afslag på samvær og ophævelse af fastsat samvær

8

8.2.1. Barnets modstand mod samvær

8

8.2.2. Højt konfliktniveau mellem forældrene

8

8.2.3. Lang tids adskillelse

9

8.3. Afgørelser vedrørende fogedrettens tvangsfuldbyrdelse

9

8.3.1. Barnets modstand

9

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

9

Ad punkt 1

9

Ad punkt 2

10

Ad punkt 3

10

Ad punkt 4

11

Ad punkt 5

11

Ad punkt 6

11

Ad punkt 7

12

Bemærkninger til forslaget

1. Formålet med forslaget

Formålet med beslutningsforslaget er at sikre, at der i konfliktfyldte forældremyndigheds- og samværssager altid tages udgangspunkt i det, der er det bedste for det enkelte barn. Som konfliktfyldte sager forstås i dette forslag de sager ved statsamterne og Civilretsdirektoratet, hvor forældrene hverken er helt eller delvis enige, og hvor der ikke er udsigt til en løsning af stridighederne ved konfliktmægling, børnesagkyndig rådgivning eller andet.

2. Baggrunden for forslaget

2.1. Opsummering

Statsamtsjurister over hele landet udtrykker deres bekymring over, at den nye lovgivning og praksis oftest sætter forældrenes rettigheder i centrum. Det er en kritik, der vedvarende har lydt siden gennemførelsen af lov om forældremyndighed og samvær. Også FN’s Børnerettighedskomité er bekymret over den store vægt på forældrenes rettigheder på bekostning af hensynet til barnets bedste. Læs mere om statsamternes kritik under de almindelige bemærkninger punkt 2.3 og om kritikken fra FN under de almindelige bemærkninger punkt 7.2.

FN’s børnekonvention beskriver samværsretten som barnets ret og kræver hensynet til barnets bedste sat i første række. Alligevel er hovedreglen om samværsret i den danske lovgivning beskrevet som forældrenes ret, som der kun kan foretages indskrænkninger i, hvis det kan bevises, at samværet skader barnet i alvorlig grad. Se om børnekonventionen under de almindelige bemærkninger punkt 7.1 og om hensynet til henholdsvis samværsforælderen og barnet under de almindelige bemærkninger punkt 3 og 4.

De høje beviskrav skyldes lovens stærke formodning om, at det generelt er til barnets bedste at bevare kontakten til begge sine forældre, selv om dette ikke er entydigt dokumenteret i forskningen. Derimod er det dokumenteret, at det er skadeligt for et barn, hvis samværet og forholdet mellem forældrene er konfliktfyldt. Lovens formodning om, hvad der generelt er det bedste for et barn, er derfor ikke anvendelig i de konfliktfyldte sager. Forslagsstillerne finder det i den forbindelse særdeles positivt, at der nu gennemføres tilbud om konfliktmægling i alle landets statsamter. Se også de almindelige bemærkninger punkt 5 om, hvad der er det bedste for børn i samværssager.

På trods af intentionerne er der siden ikrafttrædelsen af loven om forældremyndighed og samvær i 1996 ikke sket den tilsigtede lempelse i adgangen til at ophæve eller afslå problematisk samvær. Tværtimod er der tilsyneladende ifølge Civilretsdirektoratet selv sket en stramning ved, at der i højere grad fastsættes overvåget samvær for at sikre samværsretten (for forældrene). Se endvidere under de almindelige bemærkninger punkt 8.1.

Det er forslagsstillernes grundlæggende holdning, at forældrene har ansvar for og ret til at bestemme over deres egne børn. Men denne ret må vige, hvis forældrene skader barnet. I de konfliktfyldte samværssager har forældrene to forskellige opfattelser af, hvad der tjener barnets bedste. Derfor er det nødvendigt, at statsamterne får bedre redskaber til at træffe afgørelser, der tager udgangspunkt i, hvad der er det bedste for det enkelte barn i den konkrete situation. I stedet for at gå ud fra en formodning om, at det også i de konfliktfyldte sager er i barnets interesse at bevare forbindelsen til begge forældre, medmindre andet kan bevises.

Det landsdækkende tilbud om konfliktmægling i samværssager må endvidere forventes at reducere antallet af konfliktfyldte sager.

Chikane fra bopælsforælderen er uomtvisteligt en uretfærdighed over for den anden samværsforælder, men selv i disse situationer bør forældrenes rettigheder og konflikter efter forslagsstillernes opfattelse vige til fordel for barnets bedste. Og i en chikanesituation kan det for barnet være meget belastende at skulle gennemføre samvær med den anden forælder, også selv om der er tale om overvåget samvær.

2.2. Lov om forældremyndighed og samvær 1996

1. januar 1996 blev myndighedsloven ophævet, og i stedet trådte lov om forældremyndighed og samvær i kraft. Forarbejderne til den nugældende lov præsenterer to (potentielt) modstridende hensyn: hensynet til barnets bedste over for hensynet til samværsforælderens rettigheder. Det er hensynet til barnets bedste, der skal være det overordnede hensyn, men det sløres af udsagn om rettigheder for samværsforælderen.

2.3. Statsamtsjurister kritiserer lov og praksis

Statsamtsjurister har gjort opmærksom på, at det i praksis ofte er forældrenes rettigheder, der er i centrum i samværssager, for eksempel i Ugeskrift for Retsvæsen i 1997 (U 1997 B. 408), hvor kontorchef i Statsamtet Vejle Anders Bille skrev: »Lige fra samværsretten lovteknisk blev indført i 1922, har det været præciseret, at det er en ret for forældrene, men at den skal fastsættes efter, hvad der skønnes bedst for barnet (barnets tarv). Dette er i samme bestemmelse to hensyn, som ikke altid harmonerer. Tendensen de seneste år har været, at retten for forældrene kraftigt overskygger hensynet til børnene Nu antages det at være altafgørende, at barnet bevarer forbindelsen med begge biologiske forældre, næsten uanset hvad.« Denne opfattelse er senere støttet af kontorchef i Statsamtet Nordjylland (for eksempel i rapport fra konference afholdt af Børns Vilkår på Christiansborg den 7. april 2000 side 45 og i tv-udsendelsen »For fars skyld« sendt på DR 1 den 21. marts 2001).

I Nyhedsbrev nr. 13, februar 2001, fra Civilretsdirektoratet skriver to fuldmægtige ansat ved Statsamtet København, at problemet med de »tunge sager « trænger sig mere og mere på, blandt andet på grund af »den ændrede lovgivning og især praksis på området, hvor samvær i dag stort set altid skal fastsættes, og hvor der i dag er meget ringe mulighed for at afslå samvær« (side 49).

Kontorchef Jesper Thumand fra Statsamtet Århus udtalte i Politiken den 21. maj 2000, at »der skal ualmindelig meget til, at vi nægter samvær, og det skal komme langt ud, før man skrider ind. Der er ingen tvivl om, at nogle børn ikke har det godt med det. Men det skal åbenbart ses som en langsigtet proces. At det er godt at bevare forbindelsen med begge forældre, frem for hvad der er godt for børnene her og nu.«

2.4. Kritik fra ngo’er

Lovgivningen har mødt kritik fra en lang række af organisationer, heriblandt Børns Vilkår, Red Barnet og Landsforeningen Børn og Samvær. Organisationerne peger på, at det ikke er det, der er barnets bedste, der altid er i centrum af samværssagerne.

2.5. FN’s Børnerettighedskomité

FN’s Børnerettighedskomité har på baggrund af Danmarks anden periodiske rapport vedrørende opfyldelsen af FN’s konvention om barnets rettigheder i juni 2001 udtalt sin bekymring over, at forældrenes rettigheder ofte bliver tillagt større betydning end hensynet til barnets bedste (konventionens artikel 3). Se endvidere de almindelige bemærkninger punkt 7.2.

2.6. Undersøgelse af samværsreglerne

Efter udsendelsen »For fars skyld« sendt på DR 1 den 21. marts 2001 kaldte forslagsstillerne den daværende justitsminister i samråd om statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis i konfliktfyldte samværssager, herunder om denne praksis er i overensstemmelse med børnekonventionen og intentionerne i lov om forældremyndighed og samvær. Under samrådet afviste justitsministeren, at der ikke skulle være overensstemmelse mellem samværspraksis og lovens og børnekonventionens intentioner. Dog indvilligede ministeren i at tage initiativ til en uvildig undersøgelse af samværspraksis.

Den ene del af undersøgelsen belyser regler og praksis på samværsområdet og vil være færdig omkring årsskiftet 2003/04. Undersøgelsens anden del belyser de konsekvenser, som samværet har for de berørte børn. Denne del af undersøgelsen vil først kunne afsluttes i begyndelsen af 2004. Forslagsstillerne mener derfor, at det allerede nu er nødvendigt at tage tvivlen og usikkerheden i statsamterne alvorligt ved, at Folketinget præciserer intentionerne bag samværsreglerne.

3. Hensynet til samværsforælderen i samværslovgivningen

3.1. Forældres ret til samvær

I lov om forældremyndighed og samvær § 16 står der, at »barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær«. Afgørelser om samværsret kan tvangsfuldbyrdes af fogedretten, jf. retsplejeloven § 536.

3.2. Samvær uanset hidtidig forbindelse

Den væsentligste ændring i lovgivningen vedrørende samvær var, at der i videre omfang end hidtil skulle lægges vægt på barnets kontakt med den forælder, barnet ikke bor sammen med, selv om forældrene ikke tidligere havde levet sammen eller kun i kortere tid (lovforslagets bemærkninger side 13, højre spalte, lidt over midten). Kontakten skulle i disse tilfælde ske i takt med barnets alder og udvikling. Dette understreges også af, at en passus i den tidligere gældende lovgivning udgik: »Ved afgørelsen tages der navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet« (myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. punktum. § 24 svarer til den gældende forældremyndighedslovs § 17).

Civilretsdirektoratet skriver side 210 i Nyhedsbrev nr. 13, februar 2001, at det efter forarbejderne til loven ikke giver tilstrækkeligt grundlag for ikke at fastsætte samvær, at et barn ikke viser tegn på savn eller erindring vedrørende den af forældrene, som barnet ikke bor hos.

I Danmarks anden afrapportering august 1998 til FN’s børnerettighedskomité vedrørende opfyldelsen af børnekonventionen skrives der kort og godt om de nye samværsretningslinjer, at de »forbedrer mulighederne for den af forældrene, der ikke har barnet boende, for at være sammen med barnet« (punkt 104).

3.3. Overvåget samvær som generelt tilbud

Efter de nye regler skal der endvidere i videre omfang end tidligere anvendes overvåget samvær for at modvirke samværschikane og i andre tilfælde for at vænne barnet til den anden forælder (lovforslagets almindelige bemærkninger side 15). Overvåget samvær er nu gennemført som et generelt tilbud over hele landet.

4. Hensynet til barnets bedste i samværslovgivningen

4.1. Bevarelse af forbindelsen til begge forældre

Lovens udgangspunkt vedrørende fastsættelse af samvær er en generel formodning om, at børn må antages at have en interesse i at bevare forbindelsen til den forælder, som barnet ikke bor sammen med, jf. forudsætningsvis § 16: »Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær. « Denne formodning giver myndighederne og den forælder, barnet bor hos (bopælsforælderen), bevisbyrden for, at samvær fastsættelse af samvær og udvidelse af omfang af samvær i det konkrete tilfælde ikke vil være i overensstemmelse med barnets bedste, jf. § 17. Der skal således foreligge oplysninger, der med vægt taler imod samvær, før der kan meddeles afslag på samvær. Af forarbejderne fremgår det, at det blandt andet er et højt konfliktniveau mellem forældrene, der kan begrunde et afslag af hensyn til barnets bedste (lovforslagets specielle bemærkninger til § 17).

4.2. Samværsret skal være underordnet barnets bedste

På trods af ordlyden af § 16 (forældres ret til samvær) skal afgørelser om samværsret altid træffes ud fra hensynet til barnets bedste. Det fremgår blandt andet af lovens § 17, stk. 1, 2. punktum, at afgørelsen om omfang og udøvelse af samvær skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Det samme gælder afgørelser om ændring af samværsaftaler eller -afgørelser, afslag på fastsættelse af samvær eller ophævelse af en aftale eller afgørelse herom, jf. henholdsvis § 17, stk. 2 og 3.

At det er hensynet til barnets bedste, der uanset formuleringen af lovens § 16 efter intentionen skal være det bærende hensyn bag lovens bestemmelser om samvær, fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til den gældende lov.

Her står generelt om hensynet til barnet: » Statsamtet må således ved afgørelsen om samvær tage hensyn til barnets interesse i at have kontakt til begge forældre« (lovforslagets almindelige bemærkninger side 13, højre spalte, lidt over midten). Og » Statsamtet skal ved afgørelsen af, hvilket omfang et samvær bør have, tage hensyn til, hvad der er bedst for barnet« (lovforslagets almindelige bemærkninger side 13, højre spalte, midten). » Udtrykket »samværsret« i den gældende lov foreslås erstattet med »samvær« for at nedtone rettigheder og pligter i forbindelse med forældrekontakten og dermed fremhæve, at det centrale er at bevare barnets forbindelse med begge forældre« (lovforslagets specielle bemærkninger side 24, venstre spalte, midten).

Om ophævelse af samvær af hensyn til barnets bedste: » Udvalget foreslår derfor, at statsamtet fremover skal kunne afslå at fastsætte samvær eller ophæve en afgørelse eller aftale herom, hvis det er »påkrævet« af hensyn til barnet. Selv om ordvalget kunne tyde på det modsatte, er det meningen, at praksis herved skal kunne lempes. Udvalget har fundet, at kriteriet »påkrævet« er bedst dækkende for intentionerne, idet der også i fremtiden skal meget til dog ikke helt så meget som tidligere for at der kan træffes afgørelse om ophævelse af samværet eller gives afslag på at fastsætte samvær« (lovforslagets almindelige bemærkninger side 14, venstre spalte, næstsidste afsnit). » Stk. 3 vedrører afslag på og ophævelse af en aftale eller afgørelse om samvær. Efter bestemmelsen kræves det, at afslaget eller ophævelsen er påkrævet af hensyn til barnet. Dette indebærer i forhold til gældende ret en lempelse i adgangen til at træffe afgørelse om ophævelse af samværet« (lovforslagets specielle bemærkninger til § 17 side 24).

5. Hvad er barnets bedste i samværssager?

En lang række tidligere undersøgelser har vist, at et godt samarbejdsklima mellem forældrene er helt afgørende for, hvordan (skilsmisse)børn trives. (»Samboskab, Ægteskab og Forældrebrud«, Mai Heide Ottosen, Socialforskningsinstituttet, 2000, side 134)

Når forældre derimod har et dårligt samarbejdsklima, har barnet ikke nødvendigvis gavn af samværet.

Selv om det er en udbredt antagelse, at skilsmissebørn har bedst af at bevare en hyppig kontakt med begge forældre, er dette ikke påvist eller dokumenteret. De eksisterende resultater er modstridende og umulige at drage entydige konklusioner fra. Hvorvidt et samvær er positivt for barnet, afhænger af flere faktorer, for eksempel et nært og tæt forhold til den pågældende forælder og konfliktniveauet forældrene imellem (»Hvem beskytter barnet« af Helene Flendt og Lisbet Holst, 2000, side 91).

Statsamterne anerkender da også, at forældrenes konfliktniveau er afgørende for barnets trivsel ved samvær i de tunge sager: »Barnet trives med samværet, uanset det ene eller det andet bliver resultatet, når blot forældrene accepterer det aftalte/fastsatte samvær og har en rimelig omgangsform med hinanden. Dette synspunkt støttes af forskellige undersøgelser, der er foretaget på området« (Nyhedsbrev nr. 13, februar 2001, fra Civilretsdirektoratet, side 51).

6. Kommunernes tilsyn med børn i samværssager

Hvis bopælsforælderen ansøger om det, kan statsamtet ophæve eller begrænse samværet, for eksempel hvis samværsforælderen ikke er i stand til at tage sig forsvarligt af barnet. Det fremgår af »Notat om samarbejde, opgavefordeling og udveksling af oplysninger mellem statsamter og kommuner i sager om samvær og forældremyndighed « fra 2000, at et statsamt ikke har tilsynspligt over for barnet, når der er truffet en afgørelse om samvær, men kan fastsætte vilkår for udøvelsen af samværet, for eksempel at det skal være overvåget.

Kommunernes pligter i forhold til truede børn findes i loven om social service. Kommunens tilsynspligt omfatter ikke kun børn i »intakte « familier, men også børn i skilsmissefamilier. Kommunen har pligt til at føre tilsyn med de forhold, som børn og unge lever under, jævnfør § 6. Tilsynet skal føres på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år, jf. § 33. Enhver har pligt til at underrette kommunen, hvis man får kendskab til et barn eller en ung, der af forældre eller opdragere udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare (§ 36). Der gælder endvidere en særlig og udvidet underretningspligt for pædagoger, lærere, læger m.fl., jf. § 35 og bekendtgørelse nr. 1092 af 8. december 2000 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service. Underretningspligten er vigtig for kommunens mulighed for at få øje på børn med problemer. En kommune, der bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte, har pligt til at undersøge barnets forhold, jf. § 38.

Hvis en kommune efter at have undersøgt et barns forhold mener, at det har brug for støtte på grund af eksempelvis samvær, kan kommunen tilbyde foranstaltninger efter lov om social service § 40, stk. 2. Det kan blandt andet være at udpege en personlig rådgiver for barnet eller den unge, familiebehandling eller anbringelse uden for hjemmet. Tilbuddet om anbringelse uden for hjemmet kan ændres til tvang efter lovens § 42, stk. 1, hvis der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af for eksempel omsorgssvigt, vold eller andre overgreb.

Hvis et barns eller en ungs øjeblikkelige behov ikke kan afvente normal sagsbehandling, kan formanden for kommunens børn og unge-udvalg træffe en foreløbig afgørelse (formandsbeslutning) om for eksempel anbringelse uden for hjemmet, jf. § 45, stk. 1. Afgørelsen skal snarest muligt og senest inden 7 dage godkendes i børn og unge-udvalget, jf. § 45, stk. 3.

Hvis barnet eller den unge bliver anbragt uden for hjemmet, ændrer det som udgangspunkt ikke ved en fastsat eller aftalt samværsret. Kommunen kan ikke ændre en afgørelse fra statsamtet om fastsættelse af samvær. Det er udelukkende statsamtet, der har kompetence til det. Imidlertid kan kommunen regulere eller midlertidigt ophæve samværet ud fra hensynet til barnet og formålet med anbringelsen, jf. § 57, stk. 2. Hvis barnet eller den unge ikke er anbragt uden for hjemmet, kan kommunen derimod kun vejlede forældrene om samværet.

7. FN’s konvention om barnets rettigheder

Loven om forældremyndighed og samvær skal fortolkes på en sådan måde, at den er i overensstemmelse med FN’s konvention om barnets rettigheder (børnekonventionen).

7.1. Relevante bestemmelser i konventionen

Efter konventionens artikel 3, stk. 1, skal hensynet til barnets bedste komme i første række for domstole, forvaltningsmyndigheder og lovgivende organer.

Efter artikel 9, stk. 3, skal deltagerstaterne respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Det er værd at bemærke, at det i modsætning til lov om forældremyndighed og samvær § 16 her udtrykkeligt er barnets ret til samvær ikke forældrenes.

Et barn skal så vidt muligt have ret til at kende og blive passet af sine forældre, jf. artikel 7, stk. 1.

Et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, skal ifølge artikel 12, stk. 1, også sikres retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet, ligesom barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

Staten har efter artikel 19, stk. 1, pligt til at træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuelt misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt.

7.2. Kritik fra Børnerettighedskomiteen

Børnerettighedskomiteen har på baggrund af Danmarks anden periodiske rapport udtrykt bekymring over, at forældrenes rettigheder oftest vejer tungere end hensynet til barnets bedste (artikel 3). Komiteen opfordrer Danmark til at anstrenge sig for at sikre implementationen af princippet om barnets bedste i love m.v. såvel som i retslige og administrative afgørelser, der vedrører børn (CRC/C/15/Add.151).

Komiteen har tidligere udtalt, at det ifølge komiteen er forkert at sidestille barnets rettigheder med forældrenes. Barnets bedste kommer først i alle situationer, også hvor barnet er fanget i en kamp mellem forældrene (UNICEF: »Implementation Handbook for the Convention on the Rights of the Child«, 1998, side 231).

8. Praksis

8.1. Ingen lempelse i praksis, men mere overvåget samvær

I 2001 bestemte Civilretsdirektoratet i 7 pct. af sagerne om statsamternes afgørelser om afslag på eller ophævelse af samvær, at der alligevel skulle være samvær. I 2000 var det 13 pct., i 1999 29 pct., i 1998 17 pct. og i 1997 26 pct. Direktoratet omgjorde i 2001 7 pct. af de sager fra statsamterne, der gik ud på fastsættelse af samvær mod den anden forælders protest eller afslag på at ophæve et eksisterende samvær. I 2000 og 1999 var det 4 pct., i 1998 var tallet 6 pct. og i 1997 5 pct. (Samvær og børnesagkyndig rådgivning årlig statistik fra Civilretsdirektoratet).

Lovens intentioner var en lempelse af adgangen til at ophæve eller give afslag på samvær. Alligevel ser det ud til, at Civilretsdirektoratet er mere tilbøjeligt til at give samvær end til at afslå eller ophæve samvær. Direktoratet har selv konstateret, at der på trods af lovens intentioner ikke er sket en lempelse i adgangen til at ophæve eller give afslag på samvær

»Som bekendt fremgår det af forarbejderne til loven, at der skulle ske en lempelse i adgangen til at afslå eller ophæve samvær, hvis det i det enkelte tilfælde må anses for påkrævet af hensyn til barnet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold vil blive meget konfliktfyldt. Direktoratet har efter en gennemgang af praksis imidlertid ikke konkrete eksempler, der kan dokumentere, at der er sket en lempelse af adgangen til at afslå eller ophæve samvær. Dette skal efter Civilretsdirektoratets opfattelse blandt andet ses i sammenhæng med, at overvåget samvær pr. 1. juli 1996 er blevet et generelt offentligt tilbud Det er således direktoratets vurdering, at der i dag ofte fastsættes samvær med overvågning i sager, hvor samværet tidligere ville være blevet afslået eller ophævet. Ophævelse og afslag på samvær er meget indgribende afgørelser, og der stilles derfor store krav til begrundelsen herfor ... « (Skarrildhus 1998)

Det fremgår af Civilretsdirektoratets statistik for 2001 om samvær, børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling (juni 2002), at statsamterne i 2001 fastsatte overvåget samvær i 68 pct. af de sager, hvor dette spørgsmål blev rejst. I 2000 var det 73 pct. og i 1999 75 pct. af sagerne. De hyppigste begrundelser i 2001 i sager, hvor der blev fastsat overvågning, var barnets alder (44 pct.), særlige forhold hos samværsforælderen (32 pct.), manglende kontakt (32 pct.), samværet fastsat i overensstemmelse med forældrenes aftale (26 pct.) og særlige forhold hos barnet (20 pct.).

8.2. Afgørelser fra Civilretsdirektoratet vedrørende afslag på samvær og ophævelse af fastsat samvær

Civilretsdirektoratet gennemgik i september 2000 direktoratets nyere praksis vedrørende afslag på samværsret. Resultatet er trykt i Nyhedsbrev fra Civilretsdirektoratet nr. 13, februar 2001, side 179 ff. Nedenfor er beskrevet en række afgørelser fra denne praksisgennemgang.

8.2.1. Barnets modstand mod samvær

Sag nr. 10 (Nyhedsbrevet side 196): En far søgte om samvær med sit otteårige barn efter manglende kontakt siden barnet var fire år gammelt. Efter rådgivning blev der udfærdiget en udtalelse, der beskrev pigens holdning til samværet således: »Hun udtrykker total afvisning og megen vrede omkring faderen, og det er i samtalesituationen umuligt at få øje på nogen form for nysgerrighed i forhold til at lære faderen at kende samtidig mit indtryk, at B er påvirket af moderens og stedfaderens negative holdning over for faderen. Med dette som udgangspunkt vurderer jeg det som værende særdeles vanskeligt og konfliktfyldt for B at skulle opstarte en kontakt i forhold til faderen mod egne og moderens/stedfaderens ønsker.« Statsamtet afslog på denne baggrund at fastsætte samvær, men Civilretsdirektoratet ændrede afgørelsen, »idet direktoratet efter en samlet vurdering ikke fandt det godtgjort, at det var påkrævet helt at afskære kontakten mellem B og BF (faderen). Direktoratet bestemte dog, at samværet i en periode skulle være overvåget på grund af den lange tids adskillelse mellem B og BF og på grund af oplysningerne om B’s holdning til BF.«

Sagen viser de høje beviskrav, der stilles, før samvær kan afslås. Det er ikke nok, at barnet fuldstændig afviser kontakt med faderen, og at barnet desuden på grund af moderen og stedfaderen kan komme i en alvorlig loyalitetskonflikt. Sagen viser også brugen af overvåget samvær som en måde at vænne et barn til samværsforælderen på. Selv om hovedreglen om samvær skulle være udformet efter, hvad der generelt anses for bedst for barnet, så er selv en konkret viden om det modsatte tilsyneladende ikke nok til at fravige hovedreglen om ret til samvær for den forælder, der ikke har barnet boende.

Sag nr. 24 (Nyhedsbrevet side 217 f.): Et barn på otte år og ti måneder boede hos sin far. Moderen søgte samvær. Statsamtet afslog at fastsætte samvær under hensyn til modstanden mod samvær fra moderens nye mand og på grund af barnets faste udtalelser om, at han ikke ville besøge moderen. Barnet havde endvidere sagt til den børnesagkyndige rådgiver, at moderens nye mand slog ham.

Civilretsdirektoratet ændrede afgørelsen og bestemte, at der i en periode skulle fastsættes overvåget samvær. Direktoratet lagde særligt vægt på barnets alder på samtaletidspunktet og fandt ikke, at der forelå oplysninger i sagen, der gjorde det påkrævet helt at afskære kontakten af hensyn til barnet.

Sagen viser, at overvågning bruges som redskab til at vænne barnet til et samvær, som barnet ikke ønsker men tværtimod bestemt afviser.

8.2.2. Højt konfliktniveau mellem forældrene

Sag nr. 13 (Nyhedsbrevet side 200-201): En far søgte samvær med sit fireårige barn, som han kun havde set nogle få gange, da barnet var lille. Barnet troede, moderens nye mand var hans far. Statsamtet anmodede den psykolog, der havde overvåget samværene, om at komme med en børnesagkyndig erklæring. Psykologen udtalte, at barnet ikke var bange for faderen, men at faderen kunne være en hvilken som helst venlig person, der brugte al sin opmærksomhed på barnet. Alligevel frarådede psykologen etablering af samvær på daværende tidspunkt, fordi barnet var en følsom og sårbar dreng, der blev involveret i moderens og hendes mands konflikter i forbindelse med faderens samvær, og at deres reaktioner ville påvirke barnet for meget i negativ retning. Statsamtet afslog på denne baggrund for tiden at fastsætte samvær, men Civilretsdirektoratet fandt det ikke tilstrækkelig godtgjort, at det af hensyn til barnet var påkrævet at afslå at fastsætte samvær på daværende tidspunkt.

Sagen viser blandt andet, at der ikke lægges vægt på, at barnet allerede har en (social) far, som barnet også opfatter som »eneste « far. Derimod lægger Civilretsdirektoratet vægt på, om der er en anden, der har overtaget farrollen, hvis der er tale om længere tids adskillelse end 5 år mellem samværsforælderen og barnet (jf. Nyhedsbrev nr. 13, februar 2001, side 209). På trods af lovens forarbejder (vedrørende højt konfliktniveau mellem forældrene), undersøgelser om betydningen for barnet af forældrenes konflikter og en psykologs vurdering i den konkrete sag fandt Civilretsdirektoratet det ikke tilstrækkelig godtgjort, at det af hensyn til barnet var påkrævet at give afslag.

Sag nr. 17 (Nyhedsbrevet side 206): I en anden sag ophævede statsamtet først samværet på baggrund af udtalelser fra en psykolog, der havde undersøgt et nu otteårigt barn gennem længere tids samtaler. Det fremgik af psykologens udtalelser, at barnets problemer skyldtes, at det var blevet kastebold mellem forældrene. Civilretsdirektoratet ændrede afgørelsen til overvåget samvær i en nærmere bestemt periode, blandt andet med følgende begrundelse: »Vi finder efter en samlet vurdering ikke, at det på det foreliggende grundlag er tilstrækkelig godtgjort, at det af hensyn til B er påkrævet at ophæve samværet.«

Igen er det tilsyneladende de høje beviskrav, der gør, at samværet ikke kan ophæves. Det virker endvidere, som om man via muligheden for overvåget samvær strækker sig så langt som muligt for at tilgodese samværsforælderens ret til samvær.

8.2.3. Lang tids adskillelse

Sag nr. 19 (Nyhedsbrev nr. 13 side 210 f. og nr. 11 side 102 ff.): Statsamtet meddelte afslag på samvær med et fem et halvt år gammelt barn, som faderen kun havde set en enkelt gang siden fødslen. Under den tidligere myndighedslov havde han tre gange søgt om samvær. Ud over den manglende kontakt mellem far og barn begrundede statsamtet afgørelsen med, at barnet, siden det var lille, havde levet i et stabilt familieforhold sammen med sin mor og hendes samlever.

Civilretsdirektoratet ændrede statsamtets afgørelse og fastsatte samvær, idet direktoratet blandt andet skønnede, at moderens og hendes samlevers familieliv ikke havde været af en sådan varighed, at etablering af samvær ville gribe så forstyrrende ind i barnets liv, at der var det fornødne grundlag for at fravige lovens udgangspunkt om fastsættelse af samvær. Direktoratet afviste endvidere moderens ønske om en børnesagkyndig undersøgelse, fordi en legestue havde beskrevet barnet som harmonisk (i en situation, hvor der vel at mærke ikke var fastsat samvær endnu), og fordi sagens oplysninger i øvrigt gav grundlag for dette. Det var blandt andet oplyst, at faderen tidligere havde fået et polititilhold i forhold til moderen, som han senere havde fået en advarsel for at overtræde. Men da der ikke var tilført nye oplysninger hos politiet siden 1991 (ca. syv år tidligere) kunne direktoratet ikke lægge til grund, at der aktuelt bestod et konfliktfyldt forhold mellem forældrene.

Østre Landsret stadfæstede direktoratets afgørelse, da den ikke fandt grundlag for at tilsidesætte direktoratets skøn, herunder også vedrørende beslutningen om ikke at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse.

Sagen viser endnu en gang, at der skal meget til for at tilsidesætte hovedreglen om, at det generelt er bedst for barnet at bevare forbindelsen til begge forældre, også selv om denne antagelse om barnets bedste ikke har entydig støtte i forskningsresultater. Det er særlig interessant, at Civilretsdirektoratet ikke vil lægge til grund, at der består et konfliktfyldt forhold mellem parterne, fordi der i nogle år ikke er tilført nye oplysninger vedrørende faderen hos politiet på trods af tidligere trusler og polititilhold.

8.3. Afgørelser vedrørende fogedrettens tvangsfuldbyrdelse

8.3.1. Barnets modstand

T:FA 1999 side 241: I en sag fra 1999 mente Vestre Landsret ikke, at to børns tarv ville blive udsat for alvorlig fare, selv om det måtte antages, at samværet måtte gennemtvinges ved magtanvendelse på grund af børnenes modvilje. Begge børn var under 12 år. Landsretten henviste i sin afgørelse til, at sagen vedrørte tre kortvarige, overvågede samvær, og at formålet med samværet var at give grundlag for en udtalelse fra en psykolog udpeget af statsamtet vedrørende samværets videre forløb. Fogedrettens kendelse havde tidligere lagt vægt på en psykologs udtalelse om, at børnene ville modsætte sig frivillig udlevering.

T:FA 1999 side 333: En anden sag vedrørte en pige på 14 år. Her tillagde man pigens klare modstand mod tvangsudlevering til moderen betydning. Ud over barnets klare modstand lagde fogedretten også vægt på, at det ville være formålsløst at gennemtvinge udlevering, når man tog barnets alder og modenhed i betragtning. Fogeden havde forud for afgørelsen foretaget en samtale med barnet, hvor barnet havde givet stærkt udtryk for, at hun ville løbe hjemmefra, hvis hun blev tvangsudleveret til moderen. Fogedrettens afgørelse blev senere stadfæstet af Østre Landsret.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Ad punkt 1

Hensynet til barnets bedste skal altid gå forud for forældrenes rettigheder. Dette kommer imidlertid ikke helt klart til udtryk i lovteksten

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →